Skip to main content

Rejserelateret hudsygdom

Anna Sofia Larsson E-mail: larsson.sofia@gmail.com Jonathan Glenthøj
Børne- og Ungeafdelingen, Nordsjællands Hospital – Hillerød Ugeskr Læger 2018;180:V69393

12. feb. 2018
2 min.

En 16-årig dreng blev vurderet i en børnemodtagelse, da han havde fået bylder i huden dagen efter hjemkomst fra ti dages studierejse i Ghana. Elementerne var vokset over en uge og kløede. Drengen havde ikke bemærket bid og havde ingen almen sygdomsfølelse eller feber. En objektiv undersøgelse viste i alt 17 bylder af varierende størrelse lokaliseret på bryst, arme og ryg. Enkelte bylder havde en tydelig, centralt placeret pore. Fra porerne flød der serøs/blodtilblandet væske, og efter let tryk pressedes en ca. 1 cm stor larve ud. Den mikrobiologisk konklusion var, at det var en larve af Cordylobia anthropophaga (mangoflue).

C. anthropophaga findes i (sub-)troperne, og fluen lægger æg på fæceskontamineret jord og vådt tøj, der er hængt til tørre. Larverne penetrerer intakt hud, og hvis tilstanden ikke behandles, forbliver larven 8-12 dage i vævet, hvorefter de forlader værten og danner pupper. Larverne trækker vejret via åbningen i huden og behandles derfor nemmest ved at okkludere porerne med f.eks. vaseline, hvorefter larven selv vandrer ud for at ånde. Drengen blev rask af denne behandling. En evt. sekundær infektion behandles symptomatisk med sæbe og vand. Antibiotika og kirurgi er sjældent nødvendig [1].

Anna Sofia Larsson

E-mail: larsson.sofia@gmail.com

Jonathan Glenthøj

Børne- og Ungeafdelingen,
Nordsjællands Hospital – Hillerød

Publiceret på ugeskriftet.dk: 12. februar 2018

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er
tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

LITTERATUR

  1. Robbins K, Khachemoune A. Cutaneous myiasis: a review of the
    common types of myiasis. Int J Dermatol 2010;49:1092-8.