Siden implementeringen af den nye speciallægeuddannelse i 2004 har der årligt været 30 hoveduddannelsesstillinger i kirurgi i Danmark. Der er målt på antallet af ansøgere til hoveduddannelsen i kirurgi vekslende interesse i de tre uddannelsesregioner og variationer i ansøgningsrunderne. Siden efteråret 2006 har der årligt været 15-25% ubesatte stillinger fortrinsvis i Videreuddannelsesregion Syd og Videreuddannelsesregion Nord (Figur 1 ), men fra 2011 er alle stillinger besatte.
Bestyrelserne i Dansk Kirurgisk Selskab (DKS) og Yngre Danske Kirurger (YDK) satte i foråret 2009 fokus på rekrutteringen til kirurgi og nedsatte et rekrutteringsudvalg. Udvalgets kommissorium var at sikre tilstrækkeligt velkvalificerede ansøgere til den kirurgiske hoveduddannelse nationalt i 2011 og at levere en hvidbog. Udvalget blev udpeget af bestyrelserne og efterfølgende suppleret med en repræsentant for Studerendes Almene Kirurgiske Selskab (SAKS). I artiklen beskrives udvalgets arbejde og konklusioner. Udvalget færdiggjorde en hvidbog, der blev afleveret til de to bestyrelser i februar 2011 [1].
METODE
Der blev i april 2010 foretaget en søgning i PubMed og Embase med søgeordene surgery, career, career choice og speciality selection and education . Yngre Læger (YL) udfører med jævne mellemrum en uddannelsesenquete i form af et elektronisk spørgeskema. Den seneste er fra 2006 og indeholder oplysninger om yngre lægers specialevalg i Danmark [2].
RESULTATER
Ved litteratursøgningen fandt vi 14 relevante artikler om yngre lægers specialevalg. Metodemæssigt er de fleste undersøgelser retrospektive. De hyppigste problemstillinger er work-life balance , kønsproblematik, uddannelseslængde og arbejdstid og vedrører medicinstuderende og deres ønsker til specialevalg. Resultaterne er summeret i Figur 2 . De vigtigste faktorer er interesse for faget og positive oplevelser med kirurgi. De fleste vælger faget tidligt [3-5]. Rollemodeller og mentorordninger har stor betydning for specialevalget [6]. Motivationsfaktorerne er ret ens for de to køn, om end kvinder synes at vægte kvindelige rollemodeller og geografi lidt højere end mænd [5]. Work-life balance synes at have større betydning hos dem, der fravælger kirurgi, end hos dem, der vælger det [7].
Uddannelsesenqueten fra YL 2006 viser, at en fjerdedel vælger speciale under studiet, lidt flere under turnus, mens halvdelen vælger under deres introduktionsstilling. Faktorer af størst betydning for danske yngre lægers valg af speciale er det lægefaglige indhold (83%), forventning til egne evner i specialet (66%) og et godt uddannelsesmiljø (60%). 73% af dem, som har kirurgi som ønskespeciale, er villige til at vælge et alternativt speciale [2].
DISKUSSION
Udvalget konkluderede ud fra de fundne data, at det, som kan få yngre læger til at vælge kirurgi som speciale, er positive oplevelser med det faglige indhold, afprøvning af egne evner for faget og møde med kirurger som positive mentorer og rollemodeller (Figur 2). Udfordringen ligger her i, at ikke alle medicinstuderende kommer i klinisk ophold på en kirurgisk afdeling, og mange yngre læger ikke har kirurgi i deres kliniske basisuddannelse (KBU). Der er oprettet fælles akutmodtagelser, som giver læger i KBU en eksponering for akutte kirurgiske patienter, men ikke for det videre patientforløb. Dette begrænser muligheden for at få kendskab til hele det kirurgiske patientforløb, den elektive kirurgi og afprøve egne evner. I de danske tal er uddannelsesmiljøet en vigtig faktor.
De faktorer (Figur 2), som kan få yngre læger til at fravælge kirurgi, er primært manglende interesse, work-life balance eller dårlige oplevelser med kirurgi.
Vi konkluderer, at det er vigtigt for rekruttering til specialet, at yngre læger får en god oplevelse af egne evner og en oplevelse af fremgang i både tekniske og kliniske kompetencer. Der er igangværende studier med fokuseret systematisk oplæring gennem arbejdstilrettelæggelse, og det er påvist, at simulatortræning er effektiv, når det drejer sig om at erhverve kompetencer [8]. På de fleste afdelinger har man i dag forskellige muligheder for træning på simulatorer. I flere regioner findes der også kirurgiske træningscentre, hvor der er mulighed for simulationstræning af både tekniske kompetencer og teamkompetencer under supervision [9]. Der er færdighedskurser både regionalt og i SAKS-, YDK- samt DKS-regi for medicinstuderende og yngre læger på alle niveauer.
Uddannelsesudvalget under DKS har udarbejdet uddannelsesprogrammer for de enkelte elementer i den kirurgiske speciallægeuddannelse, introduktionsuddannelsen og hoveduddannelsen [10]. I disse programmer og tilhørende logbøger ligger forskellige metoder til kompetenceevaluering af de kliniske, kirurgiske og endoskopiske færdigheder, som giver et grundlag for at give den enkelte feedback på sine evner i faget og give den rette karrierevejledning, så der i fremtiden sikres en rekruttering af de mest kvalificerede til kirurgi.
src="/LF/images_ufl/ufl_graa.gif">
Inge Marie Poulsen, Gastroenheden, Hvidovre Hospital, Kettegård Alle 30, 2650 Hvidovre. E-mail: ingemariepoulsen@dadlnet.dk
ANTAGET: 22. maj 2012
FØRST PÅ NETTET: 3. september 2012
INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk
- Hvidbog om rekruttering til kirurgi i Danmark. DKS, YDK og SAKS 2011. www.ydk.nu
- Uddannelsesenqueten 2006, Yngre Læger. www.laeger.dk.
- Du J, Sathanathan J, Naden G et al. A surgical career for New Zealand junior doctors? Factors influencing this choice. N Z Med J 2009;122:29-37.
- Cochran A, Melby S, Neumayer LA. An Internet-based survey of factors influencing medical student selection of a general surgery career. Am J Surg 2005;189:742-6.
- Williams C, Cantillon P. A surgical career? The view of junior women doctors. Med Educ 2000;34:602-7.
- McCord JH, McDonald R, Sippel RS et al. Surgical career choices: the vital impact of mentoring. J Surg Res 2008;155:136-41.
- Wendel TM, Godellas CV, Prinz RA. Are there gender differences in choosing a surgical career? Surgery 2003;134:591-8.
- Gurusamy KS, Aggarwal R, Palanivelu L et al. Virtual reality training for surgical trainees in laparoscopic surgery. Cochrane Dat Syst Rev 2009;1:CD006575.
- SimNord, Hillerød Hospital, www.miuc.dk, www.regionh.dk/dims (16. apr 2012).
- www.kirurgisk-selskab.dk/uddannelse (16. apr 2012).
Summary
Summary Recruiting medical students for the surgical education Ugeskr Læger 2012;174(50):3169-3171 For a longer period the interest for surgical education in Denmark has been low measured in the number of junior doctors choosing a surgical career. The Danish Surgical Society has reviewed the published data describing the factors involved when selecting a surgical career.
Referencer
- Hvidbog om rekruttering til kirurgi i Danmark. DKS, YDK og SAKS 2011. www.ydk.nu
- Uddannelsesenqueten 2006, Yngre Læger. www.laeger.dk.
- Du J, Sathanathan J, Naden G et al. A surgical career for New Zealand junior doctors? Factors influencing this choice. N Z Med J 2009;122:29-37.
- Cochran A, Melby S, Neumayer LA. An Internet-based survey of factors influencing medical student selection of a general surgery career. Am J Surg 2005;189:742-6.
- Williams C, Cantillon P. A surgical career? The view of junior women doctors. Med Educ 2000;34:602-7.
- McCord JH, McDonald R, Sippel RS et al. Surgical career choices: the vital impact of mentoring. J Surg Res 2008;155:136-41.
- Wendel TM, Godellas CV, Prinz RA. Are there gender differences in choosing a surgical career? Surgery 2003;134:591-8.
- Gurusamy KS, Aggarwal R, Palanivelu L et al. Virtual reality training for surgical trainees in laparoscopic surgery. Cochrane Dat Syst Rev 2009;1:CD006575.
- SimNord, Hillerød Hospital, www.miuc.dk, www.regionh.dk/dims (16. apr 2012).
- www.kirurgisk-selskab.dk/uddannelse (16. apr 2012).