Relativ overlevelse for danske kræftpatienter diagnosticeret 1981 til 1997 og fulgt til år 2001

Introduktion: Der er gået ti år siden den sidste opgørelse over alle danske kræftpatienters overlevelse. Internationale sammenligninger har vist, at danske kræftpatienters overlevelse ikke hører til blandt de bedste. En national kræftplan er blevet formuleret og sat i værk i år 2000 med henblik på at få bedret disse forhold og for på længere sigt at forebygge så mange kræfttilfælde som muligt. Udgangspunktet var de gamle analyser af overlevelse og udvikling i incidens og mortalitet. Vi ønsker hermed at give et opdateret og aktuelt udgangspunkt for overlevelsen svarende til tidsplanen for kræftplanens iværksættelse.

Materiale og metoder: Cancerregistrets validerede data 1981-1997 er anvendt til analysen. Patienter, der udelukkende var kendt fra dødsattester eller fra autopsi blev ekskluderet, ligesom patienter der var 90 år eller ældre ved diagnosen, og opfølgning for vitalstatus er sket ved kobling til Det Centrale Personregister til udgangen af år 2000. Der er beregnet relativ en-, fem- og tiårsoverlevelse og 95% konfidensgrænser for femårsoverlevelsen. Overlevelsen blev ligeledes vurderet for aldersgrupperne <45 år, 45-64 år, 65-74 år og 75-89 år for kalenderperioderne 1981-1985, 1986-1990, 1991-1995 og 1996-1997.

Resultater: I alt 396.248 personer indgik i analysen. Den relative femårsoverlevelse for alle kræftformer samlet (ekskl. hudkræft) er forbedret siden 1981 og er nu 39% for mænd og 51% for kvinder. Overlevelsen efter kræft er forbedret over tid for kræft i colon, rectum, mamma, blære, nyre, cervix og corpus uteri, testis, hjerne, for de hæmatologiske kræftformer og for malignt melanom. Der ses ingen forbedring af overlevelsen efter cancer i respirationsvejene - her specielt lungecancer, for cancer i mundhulen, pharynx, esophagus og ventriklen. Et generelt mønster er, at den bedste prognose ses i de yngre aldersklasser.

Diskussion: Udgangspunktet for Den Nationale Kræftplan er nu fastlagt, og fremtidig opfølgning må vise, om man fastholder eller yderligere forbedrer overlevelsen ved de kræftformer, der interveneres imod behandlingsmæssigt.

.

Et vigtigt mål til vurdering af kræftbehandlingen er overlevelsen. Når overlevelsen vurderes samtidig med mortaliteten af en kræftsygdom, har man mulighed for at vurdere, om en overlevelsesgevinst over tid til dels er udtryk for tidlig diagnostik og dermed lead time bias, eller om der reelt er sket en nedgang i dødeligheden af sygdommen, absolut eller relativt. Overlevelse efter kræftsygdom, opdelt på stadier, tumortyper mv. er da også de væsentligste parametre, der er beskrevet for cancer i Det Nationale Indikatorprojekt (www.nip.dk) vedrørende lungekræft.

Vurdering af overlevelsen af samtlige danske kræftpatienter er senest foretaget for kræfttilfælde op til 1987 (1) og siden efterfulgt af både nordiske og europæiske sammenligninger (2, 3). Danske kræftpatienter har i sammenligningerne hidtil ikke haft samme favorable udvikling i overlevelse ved en lang række kræftformer, og denne erkendelse er indgået som baggrund for Den Nationale Kræftplan (4, 5). De data, der er analyseret, er naturligt historiske, når femårsoverlevelse bruges som sammenligningsgrundlag, og derfor er der behov for at få fastlagt en status for overlevelsen efter en kræftdiagnose ved tidspunktet for initieringen af kræftplanen. Herved fås en basis for at vurdere effekten af tiltag i forbindelse med kræftplanens gennemførelse.

Vi har derfor med udgangspunkt i Cancerregistrets validerede data og ved udnyttelse af information om vitalstatus i Det Centrale Personregister opdateret overlevelsesberegninger for danske kræftpatienter i forhold til tidligere (1, 2). Vi foretrækker dette sikre grundlag frem for dårligere validerede, men mere aktuelle data fra fx Landspatientregisteret. Fejlprocenten mht. kræftdiagnoserne i Landspatientregisteret er for høj (6, 7), og registeret kan indeholde »obs. pro-henvisningsdiagnoser« med god prognose, ligesom de mere tidstro data har et problem med alt for kort opfølgningstid. Vi har valgt ikke at inddrage stadier i analyserne, idet man ved vurdering af stadiespecifik overlevelse risikerer, at forbedret diagnostik flytter kræftpatienter fra lavere til højere stadier, hvilket i sig selv forbedrer overlevelsen inden for de enkelte stadier, uden at der er en samlet effekt på overlevelsen (stage migration) (8). Vi vil senere følge denne analyse op med en vurdering af den danske overlevelse efter kræftsygdom i forhold til overlevelsen i de øvrige nordiske lande, og mht. til stadie af sygdommen. Vurderingen bliver forudgået af et nødvendigt standardiseringsarbejde, så sammenligningerne bliver troværdige.

Materiale og metoder

Cancerregistrets validerede data er grundlaget for analysen. Alle personer, der blev diagnosticeret med første cancer i 1981-1997, blev fulgt op i Det Centrale Personregister til udgangen af 2000 for død, udvandring eller forsvinden. Personer, der var 90 år eller ældre ved diagnosen (1,6%), eller personer, for hvem diagnosen blev stillet ved dødsattest alene eller som tilfældigt fund ved autopsi (3,6%), blev ekskluderet. Derudover blev 35 personer ekskluderet på grund af inkonsistens mellem diagnose- og dødsdato og 28 på grund af manglende bopælskommune. De ekskluderede udgjorde kun 4,9%, da nogle personer opfyldte flere kriterier. Personerne blev fulgt fra første cancer. En del personer fik diagnosticeret mere end en cancer. Af alle anmeldte kræfttilfælde i perioden 1981-1997 udgjorde de sekundære cancere 8%. Personer med uoplyst diagnosemåned fik juli som start på opfølgning medmindre dødstidspunktet var registreret før i samme år. Di sse personer blev fulgt fra dødsmåneden. Personer, der var registreret med diagnose og død i samme måned, men ikke var registreret ved dødsattest alene eller som tilfældigt fund ved autopsi, fik tildelt en overlevelse på 15 dage.

Vi var interesserede i at undersøge dødelighed på grund af cancer. Da dødsårsagsoplysninger ikke opfattes som tilstrækkelig pålidelige til at kunne anvendes ved sammenligning af overlevelse for kræftpatienter, kan man i stedet forsøge at korrigere for dødsfald, der ikke er relateret til kræftsygdommen, ved at inddrage den danske befolknings dødelighed i beregningerne og bruge den såkaldte relative overlevelse. Den relative overlevelse er forholdet mellem den observerede overlevelse for en gruppe patienter og den forventede overlevelse for en gruppe fra den danske befolkning med samme fordeling på køn, alder og kalendertid. Hvis standardbefolkningens dødelighed giver et godt skøn over den dødelighed af andre årsager, som kræftpatienterne ville have haft, hvis de ikke havde fået kræft, og hvis kræftdødeligheden er uafhængig af dødeligheden af andre årsager, kan den relative overlevelse tolkes som overlevelsen efter kræft, hvis kræft var den eneste dødsårsag (9). Selv om disse antagelser ikke i alle tilfælde er opfyldt, har vi valgt at bruge den relative overlevelse i mangel af bedre alternativ og for at muliggøre sammenligning med internationale data.

Ved beregning af den relative overlevelse er der brugt en række SAS-makroer udviklet af The Mayo Clinic (10), og den anvendte metode til beregning af forventet overlevelse er baseret på Hakulinens kohortemetode (11).

Den relative ti-, fem- og etårsoverlevelse blev beregnet for personer, der blev diagnosticeret i en af de to femårsperioder 1981-1985 og 1986-1990. Den relative fem- og etårsoverlevelse blev desuden beregnet for personer, der blev diagnosticeret i 1991-1995 og etårsoverlevelse for personer, der blev diagnosticeret i 1996-97. 1997 er det seneste år for rapportering om cancerincidens (12). Da alderssammensætningen af de personer, der blev diagnosticeret med de enkelte kræftformer, ikke nødvendigvis er ens i de fire diagnoseperioder, blev den relative overlevelse beregnet for de fire aldersgrupper 0-44 år, 45-64 år, 65-74 år og 75-89 år og sammenvægtet med alderssammensætningen for patientgruppen i perioden 1991-1995 for hver enkelt kræftform. Herved kan kræftoverlevelsen sammenlignes over tid og mellem kønnene. For at kunne vurdere den usikkerhed på beregningerne, der skyldes den tilfældige variation, angives der 95% konfidensintervaller for femårsoverlevelsen.

Resultater

I alt 396.248 personer blev inkluderet i undersøgelsen. Vi har opdelt materialet i tabeller over den relative et-, fem-, og tiårsoverlevelse på basis af organsystemer. I teksten beskrives den aldersspecifikke overlevelse, hvor der er set en forskel mellem de forskellige aldersgrupper eller en udvikling over tid. Den totale tabelinformation inklusive de detaljerede data for overlevelse for de forskellige aldersgrupper kan ses på www.cancer.dk. Den forrige publikation af overlevelsestal fra Det Danske Cancerregister inkluderede 1987 som sidste incidensår (1). For den overlappende periode 1981-1987 kan antallet af cancertilfælde afvige i forhold til den tidligere publikation, da Cancerregistret undergår en løbende revision gennem rutineprocedurer og ved kobling til Dødsårsagsregisteret, Landspatientregisteret og Patologiregisteret. Ses alle cancere under et, eksklusive non melanom-hudcancer, blev den relative femårsoverlevelse forbedret for mænd fra 33% i 1981-1985 til 39% i 1991-1995, og for kvinder fra 46% i 1981-1985 til 51% i 1991-1995 (Tabel 1 ). Forskellen på overlevelsesprocenterne mellem mænd og kvinder skyldtes i al væsentlighed den højere forekomst hos mænd af lungecancer, hvor prognosen er dårlig.

Læbe, mundhule og pharynx

Antal cancerpatienter og relativ overlevelse findes i Tabel 2 . Forekomsten af læbecancer var faldende i observationsperioden, og i 1996-1997 sås der ca. 70 tilfælde årligt blandt mænd og 20 blandt kvinder. Den relative overlevelse efter læbecancer var høj og stort set uændret siden 1981. Der var ikke signifikant forskel på femårsoverlevelsen i 1981-1985 og den, der sås i 1991-1995, om end der sås en positiv udvikling hos både mænd og kvinder. Den aldersspecifikke overlevelse var uden større forskelle (ikke vist).

Der var med 60 tilfælde årligt dobbelt så mange tungecancere blandt mænd som blandt kvinder. Den relative femårsoverlevelse var uden større ændring over tid, men sås med 28% at være knap halvt så høj hos mænd som hos kvinder (53%). Femårsoverlevelsen var markant bedre blandt yngre med en jævnt faldende tendens mod de ældre aldersklasser (i 1990-1995 <45-årige; mænd: 44%, kvinder: 100%, sammenlignet med 75-89-årige; mænd: 12%, kvinder: 50%).

Forekomsten af spytkirteltumorer var konstant med ca. 25-30 tilfælde blandt mænd og kvinder hvert år. Den relative femårsoverlevelse svingede mellem 50% og 76%. Overlevelsen var højest hos de yngre (<45-årige: 100% vs. 65-89-årige: 42-65%) og lavest hos kvinder.

Mundhulecancer viste med ca. 100 tilfælde årligt blandt mænd med en femårsoverlevelse på 42% en lidt ringere prognose end hos kvinder, hvor incidensen var knap den halve og femårsoverlevelsen 56%. Overlevelsen var bedre hos yngre, mest markant hos kvinder (<45-årige; mænd: 53%, kvinder: 85%).

Pharynxcancer havde samme incidensmønster som mundhulecancer, men havde en lidt lavere relativ femårsoverlevelse på 30% hos mænd og 43% hos kvinder. Overlevelseschancerne var bedst hos yngre kvinder. Der var ingen ændring i overlevelsen i observationsperioden 1981-1997.

Fordøjelsessystemet

Tabel 3 viser den relative overlevelse for patienter med disse cancersygdomme. Incidensen af esophaguscancer steg i hyppighed med kalendertid. Den relative femårsoverlevelse efter denne cancer var ringe hos mænd (4%) og signifikant bedre hos kvinder (8%). Der var ikke observeret nogen forbedring i overlevelsen i observationsperioden, og selv om yngre overlevede lidt længere end ældre, var der ikke betydende forskelle (fra 11% til 4%).

Ventrikelcancer var trods kraftig faldende forekomst stadig en betydningsfuld cancer med knap 300 tilfælde årligt blandt mænd og omkring 150 tilfælde blandt kvinder. Den seneste relative femårsoverlevelse var 16% hos kvinder og 13% hos mænd og havde ikke ændret sig signifikant gennem observationsperioden. Prognosen må betegnes som ens uanset alder ved diagnosen.

Tyndtarmscancer var sjælden med 45-50 årlige tilfælde ligeligt fordelt på kønnene. Den relative femårsoverlevelse var også ens, omkring 32-35% uden større variation over tid. Vi fandt ikke nogen systematisk variation i prognosen med alder.

Coloncancer med 2.000 årlige tilfælde ligeligt fordelt på kønnene sammen med de 1.000 rectumcancertilfælde vejede tungt i den samlede prognose for kræftsygdom. Den relative femårsoverlevelse for coloncancer blandt mænd og kvinder var henholdsvis 45% og 49%, og for rectumcancer henholdsvis 43% og 48%. Det er værd at bemærke, at for begge kræftformer var der en signifikant forbedring i prognosen over tid på syv procentpoint fra 1981-1985 til 1996-1997. For både colon- og rectumcancer var den relative femårsoverlevelse 20 procentpoint bedre for en person under 45 år (colon: 64%, rectum: 58-61%) ved diagnosen end for en person i aldersgruppen 75-89 år. Der var en jævnt faldende overlevelse med stigende alder.

Den relative femårsoverlevelse efter både primær levercancer , galdeblærecancer og pancreascancer var lav og uden signifikant forbedring i observationsperioden. Der var omkring 500 pancreascancere hvert år med kønsratio 1:1 og ens relativ femårsoverlevelse på 2-3%. For de omkring 160 årligt forekommende levercancere var femårsoverlevelsen på 3-4% og kun lidt ringere end overlevelsen efter de godt 135 årligt forekommende galdeblærecancere, der var på 6-8%. For både lever-, galdeblære- og pancreascancer var overlevelsen markant bedre hos unge, men talgrundlaget er lille.

Respirationsvejene

Den relative overlevelse for kræftformer i respirationsvejene kan ses i Tabel 4 . Der sås ca. 50 nye nasalcancere hvert år, den seneste relative femårsoverlevelse var 55-59%, og den var stort set uændret i observationsperioden. Det samme gjorde sig gældende for de godt 230 årligt forekommende larynxcancere (mænd:kvinder 5:1), som med en relativ femårsoverlevelse på 59% stort set var konstant over tid hos både mænd og kvinder. Lungecancer var med næsten 3.000 årlige tilfælde, 1.700 hos mænd og 1.200 hos kvinder, tungtvejende. En relativ femårsoverlevelse på 7% i den sidste periode var et procentpoint bedre end den set i de foregående to perioder. Der var en markant bedre overlevelse blandt de yngste (<45 år), bedst blandt kvinder med 20% i forhold til mændenes 12%; men antallet af unge lungekræftpatienter var kun omkring 70 per år, og estimaterne derfor usikre. For de øvrige aldersgrupper, hvor talgrundlaget var omkring 1.000 for hver - 700 for den sidste, var den relative femårsoverlevelse ens med 9% (45-64 år), 6-7% (65-74 år) og 2% (75-89 år). Der var få pleuracancere, 70-80 om året, og de fleste hos mænd. Den relative femårsoverlevelse var dårlig og usikkert bestemt med 3% hos mænd og det dobbelte hos kvinder, uændret i observationsperioden.

Brystcancer

Antal patienter med brystcancer og den relative overlevelse for disse er vist i Tabel 5 . Kun 15-20 mænd og så mange som 3.250 kvinder fik brystkræft hvert år i perioden 1996-1997, hvilket betyder, at brystkræft var den hyppigst forekommende kræftform blandt kvinder. Den relative femårsoverlevelse steg for både mænd og kvinder gennem observationsperioden, og den endte med at være stort set ens med 80% hos mænd og 77% hos kvinder. Den forbedrede overlevelse over tid sås for alle aldersgrupper, om end det var klart, at den bedste overlevelse sås hos de yngre (kvinder; <45 år: 78%, 45-64 år: 81%, 65-74 år: 76%, 75-89 år: 70%). Tendensen var den samme hos mænd, men talgrundlaget var for lille til sikre konklusioner.

Gynækologiske cancere

Tabel 6 viser antallet af cancertilfælde og den relative overlevelse for disse cancertyper. Antallet af cervixcancere er faldende og i perioden 1996-1997 sås omkring 425 per år, hvoraf mere end 180 var hos kvinder under 45 år og blot 50 var hos kvinder fra 75-års-alderen og ældre. Dette i modsætning til corpus uteri-cancer, hvor de godt 500 årlige tilfælde sås hos patienter, der var i 45-års-alderen og ældre, med en lille overvægt i aldersgruppen 45-64 år. For begge kræftformer sås der en forbedring i den relative femårsoverlevelse med tiden på omkring fem procentpoint til 67% efter en cervixcancer og 81% efter en corpus uteri-cancer. For begge kræfttypers vedkommende var overlevelsen bedst blandt de yngre (cervix; <45-årige: 84%, 75-89-årige: 34%; corpus uteri; <45-årige: 85%, 75-89-årige: 71%). Ovariecancer var med 500 årlige tilfælde også en væsentlig kræftform, ikke mindst da den relative femårsoverlevelse var dårlig (32%) uden nogen væsentlig ændring over tid. Igen var den relative femårsoverlevelse ringest blandt de ældste (<45-årige: 59%, 75-89-årige: 16%).

Mandlige kønsorganer

En oversigt over antallet og den relative overlevelse af cancer i de mandlige kønsorganer findes også i Tabel 6. Der diagnosticeredes årligt omkring 1.300 mænd med prostatacancer; næsten halvdelen var i aldersgruppen 75-89 år, og praktisk taget ingen var under 45-års-alderen. Den relative femårsoverlevelse var tilnærmelsesvis konstant på omkring 43% i observationsperioden. Der sås ingen større forskel i overlevelsen for de forskellige aldersklasser, men den var lavest hos de yngste (45-64-årige: 37%, 65-89-årige: 45%). Testiscancer havde med over 250 nye tilfælde per år en helt anden aldersfordeling, idet 80% blev fundet i aldersgruppen under 45 år. Den relative femårsoverlevelse var høj, men forbedredes alligevel i observationsperioden med næsten fem procentpoint til 95%. Samme høje overlevelse sås for alle under 75 år, mens den faldt til 73% for dem, der var 75 år eller ældre på diagnosetidspunktet.

Cancer i nyrer og urinveje

Tabel 7 viser resultaterne for disse cancerformer. Der sås omkring 500 nyrecancere om året i 1996-1997; over 300 hos mænd og resten hos kvinder. Den relative femårsoverlevelse steg i løbet af observationsperioden med 12 procentpoint hos mænd til 48% og otte procentpoint hos kvinder til 45%. Kun omkring 6% af tilfældene blev diagnosticeret hos yngre, der havde den højeste relative femårsoverlevelse (71% hos mænd, 75% hos kvinder), mens overlevelsesprocenten faldt til hhv. 37% hos mænd og 35% hos kvinder, der var over 75 år. Blærecancer inkl. papillomer var hyppig, med ca. 1.000 tilfælde årligt hos mænd og lidt over 300 hos kvinder. Kun 3% fandtes hos patienter under 45-års-alderen, og resten fordelte sig med ca. en tredjedel på hver af de øvrige aldersgrupper 45-64 år, 65-74 år og 75-89 år. Den relative femårsoverlevelse var højest blandt mænd med 69% mod kvindernes 63%; men for begge køn sås der en forbedring på 5-6 procentpoint gennem observationsperioden siden 1981. Også for blærecancer var overlevelsen ringest blandt de ældste (75-89-årige; mænd: 58%, kvinder: 56%; 45-64-årige; mænd: 78%, kvinder: 73%).

Hud, hjerne, centralnervesystem, thyroidea og støttevæv

Den relative overlevelse for disse cancerformer er beskrevet i Tabel 8 . Malignt melanom steg hastigt i antal hos begge køn til 350 tilfælde årligt hos mænd og 450 hos kvinder og var således blandt de hyppigere kræftformer. Den relative femårsoverlevelse blev forbedret gennem hele observationsperioden og endte på 81% hos mænd og 91% hos kvinder. Den relative femårsoverlevelse var ca. 15 procentpoint højere hos de yngre (<45-årige) med hhv. 88% for mænd og 95% for kvinder end hos de 75-89-årige.

Non melanom-hudcancer var hyppig med godt 4.000 tilfælde per år. Overlevelsen blev kun beregnet for personer uden anden cancer. Femårsoverlevelse var bedre end baggrundsbefolkningens, og det var kun for patienter under 45 år, at vi så en overlevelse, der var marginalt dårligere.

Der blev hvert år fundet 400 nye tilfælde af hjerne- og centralnervesystemstumorer for både mænd og kvinder. Lidt under en tredjedel blev fundet i aldersgruppen under 45 år, og lidt over en tredjedel i aldersgruppen 45-64 år, 20% hos 65-74-årige og resten blandt 75-89-årige. Den relative femårsoverlevelse var steget med ca. ti procentpoint fra 1981 og frem og var i perioden 1991-1995 hhv. 44% for mænd og 59% for kvinder. Der var store forskelle i femårsoverlevelsen mellem de yngre (<45-årige; mænd: 68%, kvinder: 75%) og de ældre (75-89-årige; mænd: 17%, kvinder: 32%).

Thyroideacancer var dobbelt så hyppig hos kvinder som hos mænd, og i alt sås omkring 120 tilfælde årligt.