Reminiscensterapi kan øge velvære hos personer med demens

Demens er kendetegnet ved en række kognitive forstyrrelser, der typisk reducerer evnen til at genkalde selvoplevede, tids- og stedsbestemte situationer eller hændelser, dvs. selvbiografiske erindringer. Årtiers forskning har vist, hvordan den selvbiografiske hukommelse har flere væsentlige funktioner, der er afgørende for vores psykologiske trivsel [1-3], hvorfor selvbiografisk hukommelsessvækkelse også formodes at indvirke negativt på overordnet velvære. Foruden den kognitive svækkelse er demens forbundet med en væsentlig højere forekomst af depression og angst, end der ses hos raske, ældre personer [4-6], samt andre neuropsykiatriske problemer såsom apati, agitation og motorisk uro [7, 8]. Ved reminiscensterapi, som er en populær psykosocial metode i demensplejen, forsøger man at vække erindringer med henblik på at øge velvære, herunder reducere depressive symptomer og stimulere social interaktion.

ERINDRINGENS FUNKTION

Selvbiografisk hukommelse henviser til vores evne til at huske selvoplevede, tids- og stedsbestemte situationer eller hændelser, som f.eks. når vi genkalder os den første dag på studiet eller middagen i går med vores familie [9]. I flere grene inden for hukommelsesforskningen beskæftiger man sig specifikt med den selvbiografiske erindrings funktioner [1-3], og man har fundet, at vores selvbiografiske erindringer for det første er handlingsanvisende, idet de udgør et væsentligt erfaringsgrundlag, hvorfra vi træffer beslutninger. For det andet er evnen til at kunne genkalde sig tidligere oplevede hændelser omdrejningspunktet for meget socialt samvær. I mødet med andre deler vi både trivielle og skæbnesvangre erindringer, der ikke blot fortæller om vores gøren og laden, men også er medvirkende til at afgrænse og definere, hvem vi er. Således er udvekslingen af erindringer med til at styrke intimiteten, gruppetilhørsforholdet og de sociale bånd til vores medmennesker, hvilket er faktorer, der spiller en væsentlig rolle for vores psykologiske trivsel [10]. For det tredje er vores erindringer med til at forme vores identitet [11, 12].

Nogle psykologer hævder [13-15], at man for at have forståelse og viden om, hvem man er, må have adgang til sine personlige erindringer. Vores erindringer anses for at være byggestenene i fortællingen om os selv nu og her samt over tid, hvilket skaber retning og kontinuitet i livet. Således konkretiseres vores forståelse af os selv, på godt og ondt, typisk gennem specifikke erindringer. Når vi mindes, kan vi genopleve fortiden samt trække tråde til nuet og hermed belyse og stadfæste, hvem vi er. Flere undersøgelser har da også vist, hvordan selvbiografisk hukommelsessvækkelse er forbundet med identitetstab [16, 17].

REMINISCENSTERAPI

Reminiscensterapi bliver defineret som det at tænke på eller fortælle om tidligere selvoplevede hændelser med personlig betydning. Tesen er, at man ved at aktivere erindringer hos personer med demens kan forstærke følelsen af personlig identitet samt stimulere samtale og social interaktion [18]. Reminiscensterapi er en paraplyterm, der dækker over vidt forskellige tilgange, der groft sagt udelukkende har det til fælles, at de omhandler samtale om fortiden. Reminiscensterapi er en enkelt metode at iværksætte, hvilket også forklarer den brede anvendelse inden for demensplejen, såvel internationalt som herhjemme. En undersøgelse gennemført af Servicestyrelsen i 2010 viste, at man i 77,5% af alle danske kommuner anvendte reminiscensarbejde i demensplejen [19].

Personer med demens kan qua den kognitive svækkelse, der rammer de funktioner, som ellers styrer erindringsgenkaldelse, have svært ved intentionelt at fremkalde hændelser fra deres personlige fortid. Erindringer kan dog også opstå spontant, som når en duft eller et fotografi pludselig transporterer os mentalt tilbage i tiden [9, 20]. Eftersom disse spontane erindringer omgår de højere kognitive funktioner, som er svækket ved demens og normalt styrer vores erindringsgenkaldelse, skaber man således ved reminiscensterapi en form for genvej til fortiden via konkrete ledetråde til erindringer [20]. Af samme årsag er inddragelsen af forskellige ledetråde, såsom fotografier, genstande samt musik, der knytter sig til personens unge år, og som forventes at kunne stimulere spontan erindringsgenkaldelse, også et vigtigt led i reminiscensterapien. Forskning har nemlig vist, at hukommelsessvækkelsen ved demens viser en temporal gradient med bedst bevarelse af tidlige minder og viden indlært i den første del af livet [21-24].

Reminiscensterapi kan foregå på individuel basis, hvor plejepersonale eller en pårørende sammen med personen med demens f.eks. udarbejder en kronologisk livshistorie ved at lave en bog med fotografier og udklip samt beskrivelser af beskæftigelse, hobbyer, oplevelser og betydningsfulde andre personer, som haft betydning gennem livet. Reminiscensterapi kan også foregå i grupper, hvor man forsøger at stimulere en samtale om fortiden ved at vække erindringer fra en bestemt tidsperiode, f.eks. barndom og skoletid, ved hjælp af diverse hjælpemidler, der er relateret til et bestemt tema, bl.a. legetøj eller skoleremedier. Foruden at stimulere samtale og social interaktion rodfæster de små tilbageblik mennesket med demens i en større sammenhæng, der rækker ud over nuet, hvilket qua den selvbiografiske hukommelses funktioner, formodes at indvirke positivt på velvære og identitetsfølelse.

EFFEKTEN AF REMINISCENSTERAPI HOS PERSONER MED DEMENS

Til trods for den brede anvendelse af reminiscensterapi har det i forskningsøjemed været vanskeligt at konkludere noget endeligt om en potentiel effekt. Følgende opsummering af forskningsresultater på reminiscensfeltet er baseret på tre review [18, 25, 26], der er foretaget mellem 1987 og 2010, og hvor man på basis af ti forskellige undersøgelser med i alt 354 deltagere med demens undersøgte effekten af reminiscensterapi (Tabel 1) (der foreligger også et review fra 2015 [27], som ikke er medtaget her, idet de inkluderede undersøgelser primært er foretaget med ikkevestlige populationer). Alle inkluderede undersøgelser efterlevede kravene om randomisering og anvendelse af kontrolgrupper.

I det første review fra 2005 [18], der er baseret på de fem øverste studier i Tabel 1, konkluderede man, at reminiscensterapi forbedrede kognition, humør og praktisk funktionsevne i hverdagen hos personer med demens. I et andet review fra 2012 [25], der er baseret på de syv øverste studier i Tabel 1, fandt man også, at reminiscensterapi potentielt havde positiv indvirkning på kognitivt funktionsniveau, bl.a. selvbiografisk hukommelse, og psykologisk trivsel f.eks. påvist ved reduktion af depressive symptomer. Som det fremgår af Tabel 1 anvendte man i de forskellige undersøgelser både individuelt tilrettelagte og gruppebaseret interventioner, hvorfor man i et review fra 2012 [26], der er baseret på studierne Lai et al, Morgan, Politis et al, Haight et al og Haslam et al i Tabel 1, specifikt undersøgte effekten af individuelle reminiscensforløb. Her fandt man, at anvendelse af individuelt tilrettelagte og personaliserede reminiscensforløb syntes at have positiv virkning på humør, set bl.a. ved reduktion af depressive symptomer samt øget velvære og kognition.

Til trods for at man i størstedelen af reviewene indikerede en positiv effekt på kognition og overordnet velvære, fremgår det tydeligt i Tabel 1, at der i de enkelte undersøgelser rapporteredes om meget forskellige resultater. Således rapporterede man i tre af de ti undersøgelser om, at reminiscensterapi indvirkede positivt på kognition (Morgan, Haight et al og Haslam et al), mens man i fem ud af ti undersøgelser fandt, at reminiscensterapi forbedrede velvære, målt enten ved reduktion af depressive symptomer og apatiscorer eller stigning i livskvalitet og humør (Lai et al, Morgan, Goldwasser et al, Politis et al, og Haight et al). I en undersøgelse fandt man desuden, at reminiscensarbejde øgede den sociale interaktion (Akanuma et al). De modsatrettede resultater kan tilskrives flere væsentlige metodemæssige svagheder.

For det første kan der sættes spørgsmålstegn ved, om de forskellige interventioner overhovedet er sammenlignelige (Tabel 1). Hvor man i nogle undersøgelser anvendte individbaseret reminiscensterapi med fokus på den enkeltes borgers livshistorie, var andre interventioner gruppebaserede. Sidstnævnte består som oftest i at styrke samtalen i gruppen på baggrund af erindringer, der stimuleres enten ved hjælp af ledetråde eller mere konkrete spørgsmål. Nogle interventioner inddrager de pårørende, mens andre interventioner er faciliteret af plejepersonalet eller forskerteamet, hvilket betyder, at der stor variation i udøvernes faglige profession, kendskab til borgerne og viden om kognitive færdigheder. Alle er det faktorer, som må formodes at indvirke på kvaliteten af en intervention. Desuden er selve interventionen ofte dårligt beskrevet med begrænset information om forsøgsprotokollen, hvilket gør metoden vanskelig at replicere.

For det andet varierer de forskellige interventionsformer i hyppighed (1-5 gange om ugen), varighed (2-8 uger) og intensitet (120-720 minutter i alt), hvilket gør resultaterne svært sammenlignelige (Tabel 1). For det tredje inddrager man i flere undersøgelser ikke kontrolgrupper (Tabel 1), der får sædvanlig pleje, hvilket også er kritisabelt, da et baseline-mål derved er fraværende. Som et fjerde kritikpunkt er det problematisk, at der i størstedelen af undersøgelserne er inkluderet ganske få deltagere med forskellige demensætiologier og grader af kognitiv svækkelse (Tabel 1), hvilket gør det svært at generalisere eventuelle fund og betyder, at eventuelle fund er baseret på få data.

Til sidst anvendes der vidt forskellige effektmål i diverse undersøgelser, som det fremgår af Tabel 1. Således måles og sammenfattes begrebet velvære eksempelvis ofte ved hjælp af forskelligartede skalaer, der måler på depressive symptomer, humør, livskvalitet og apati. Selvom disse hver især må formodes at indvirke på overordnet velvære, er rationalet for valg af effektmål ofte uklart. Forskningsfeltet synes desuden, og måske helt unødvendigt, at have underlagt sig de stramme kodeks, der dikterer effektforskning, hvor virkningen af en intervention måles ved sammenligningen af før- og eftereffekter. Reminiscensarbejde er netop en intervention, hvor man tager udgangspunkt i nuet. Det vil sige, at det er i det øjeblik, hvor erindringerne opstår, at der sker noget essentielt i forhold til at styrke samtalen og kontakten, identitetsfølelsen og den overordnede følelse af velvære og trivsel. I størstedelen af undersøgelserne har man anvendt effektmål, der ikke forholder sig til personens adfærd og humør under selve interventionen, det vil sige selve øjeblikkene, hvor den pågældende person for en kort stund er i stand til at erindre og genopleve. Feltet synes således at være præget af et misforhold mellem effektmål og de variable, man ønsker at undersøge. I samtlige review konkluderes det da også, at fundene må tages med forbehold, eftersom de er baseret på kun få undersøgelser, hvoraf kvalitet og design af interventionen i mange kan kritiseres. Der er desuden bred enighed om, at forskningsfeltet må styrkes af mere forskning, hvor man forholder sig til de netop gennemgåede kritikpunkter.

PERSPEKTIVER OG OVERVEJELSER

For dem, som til daglig beskæftiger sig med reminiscensarbejde og på nært ophold måtte opleve den gavnlige og umiddelbare virkning, som det kan have, er
det måske ikke så overraskende, at det i forskningsøjemed kan være svært at indfange den formodede effekt. Fremfor udelukkende at fokusere på post intervention-effekter er det vigtigt ikke at underkende betydningen af reminiscensterapi som middel til at øge velvære, trivsel og funktionsniveau nu og her. Der er brug for mere forskning, hvor man hos personen med demens undersøger den umiddelbare effekt, dvs. engagement, humør og velvære under selve interventionen.

At leve med en demenssygdom har store og negative konsekvenser, hvorfor der er et stort behov for at undersøge effekten af nye interventionsformer som eksempelvis reminiscensterapi, som kan supplere medicinsk behandling og hermed styrke livskvalitet hos de mange, som er berørt af sygdommen i det daglige.

KONKLUSION

Trods væsentlige metodemæssige svagheder på forskningsfeltet indikerer flere review, at reminiscensterapi hos personer med demens synes at indvirke positivt på overordnet velvære.

Der er dog stort behov for yderligere forskning for at forstå effekten af reminiscensterapi og dens underliggende mekanismer. Yderligere forskning er også nødvendig for at udvikle konkrete retningslinjer for valg af de mest virksomme interventionsformer, herunder individbaseret versus gruppebaseret reminiscensterapi, i forhold til sygdommens stadie og det generelle sygdomsbillede.

Korrespondance: Marie Kirk. E-mail: mkirk@psy.au.dk

Antaget: 24. januar 2017

Interessekonflikter: ingen.

Taksigelse: Forfatterne takker Danmarks Grundforskningsfond (DNRF89) for støtte.