Rygeafvænningstilbud til sundhedspersonale - nytter det?

Introduktion: Som et vigtigt element i processen frem mod det røgfrie sygehus blev der etableret et tilbud om rygeafvænning til sundhedspersonalet på Bispebjerg Hospital. Formålet med denne undersøgelse var at evaluere langtidseffekten af rygeafvænningstilbuddet og beskrive faktorer af betydning for 12-måneders-ophørsraten.

Materiale og metoder: Alle som deltog i tilbud om rygeafvænning i perioden fra oktober 1998 til og med marts 1999 modtog et postomdelt spørgeskema med spørgsmål om rygestatus 12 måneder efter tilmelding til tilbuddet. I alt 70% deltog i undersøgelsen (241/345). Der var forholdsvis flere med lang og mellemlang uddannelse blandt deltagerne i 12-måneders-opfølgningsundersøgelsen (p = 0,004). Der var ingen forskel mht. rygevaner i oktober 1998 blandt deltagere og ikkedeltagere i 12-måneders-opfølgningsundersøgelsen. Den gennemsnitlige opfølgningstid var 389 dage.

Resultater: Sandsynligheden for at være røgfri efter 12 måneder var 22% blandt alle deltagere i rygeafvænningstilbuddet og 33% blandt deltagere i 12-måneders-opfølgningsundersøgelsen. Der var ingen forskel i ophørsraten mellem mænd og kvinder. Tidlig rygedebut øgede risikoen for tilbagefald efter rygeophør, og der var en tendens til, at stigende tobaksforbrug og lavt uddannelsesniveau øgede risikoen for tilbagefald. Der var ligeledes en tendens til, at personer, som tidligere har gjort ophørsforsøg, havde større chance for at forblive røgfrie et år efter end personer med få eller ingen tidligere ophørsforsøg, men tendenserne var ikke statistisk signifikante.

Diskussion: Undersøgelsen viste sammenlignet med lignende studier og den spontane ophørsrate i befolkningen, at det er muligt at etablere et succesfuldt tilbud om rygeafvænning med højt fremmøde og høj ophørsrate til personalet på et sygehus. Rygeafvænningstilbud til rygende personale bør være et højt prioriteret og centralt element på landets sygehuse i arbejdet frem mod røgfrihed af hensyn til patienterne, arbejdsmiljøet og personalets eget helbred på langt sigt.

Sundhedspersonalets holdning til rygeophør blandt patienterne kan relateres til personalets egne rygevaner (1, 2), og det er vist, at holdningen ændres positivt, når personalets rygevaner ændres (3). Sygehuspersonalets rygevaner og ændringer af samme er således væsentlige set ud fra et sundhedspædagogisk perspektiv. Herudover har personalets rygevaner betydning for arbejdsmiljøet og de ansattes helbred.

Som led i Bispebjerg Hospitals arbejde frem mod det røgfrie hospital år 2000 har det været helt centralt at fremme det røgfrie miljø via støtte fra behandlere til patienter og støtte til det rygende personale med henblik på rygeophør. I efteråret 1998 blev der således iværksat et tilbud om støtte til rygeophør til personalet i form af rådgivning og nikotinsubstitution. En korttidsevaluering af tilbuddet viste, at mange medarbejdere tog imod det, og indsatsen havde effekt på kort sigt i form af en høj seksugerssuccesrate (4). På baggrund af denne foreløbige evaluering blev tilbuddet gjort permanent.

Formålet med denne artikel var at evaluere langtidseffekten af det iværksatte rygeafvænningstilbud og analysere, hvilke faktorer der har betydning for vedvarende rygeophør.

Metode

På baggrund af to tværsnitsundersøgelser om rygevaner blandt sundhedspersonalet på Bispebjerg Hospital i henholdsvis 1997 og 1999 skønnedes antallet af rygere i 1998 at være 1.155 personer (33% af 3.500 ansatte) (5). Samtlige rygere fik tilbud om at deltage i et rygeafvænningstilbud for personalet. Lancering af rygeafvænningstilbuddet blev knyttet til de nationale stopdage (24. oktober 1998 og 1. januar 1999) og gennemført i henholdsvis uge 43-44, 1998 og uge 1-2, 1999. Tilbuddet blev annonceret ved opslag af mere end 200 plakater på sygehuset og ved udsendelse af pjecer med septemberlønsedlen til alle ansatte.

Rygeafvænningstilbuddet var sammensat ud fra den daværende viden om indsatsformer med positiv indflydelse på ophørsraten: 1) individuel rådgivning eller stopgrupper (6) og 2) individuelt doseret nikotinsubstitution (7). Der blev etableret et rygeafvænningsambulatorium for personalet i lungemedicinsk regi med to fuldtidsansatte rygeafvænningssygeplejersker. Rygeafvænningstilbuddet omfattede halvanden times lynkursus i arbejdstiden med auditorieundervisning om rygeophørsprocessen, individuel rådgivning og rygestopgrupper for særlige grupper, eksempelvis overvægtige. Alle fik tilbud om gratis individuelt doseret nikotinsubstitution til seks ugers forbrug i form af henholdsvis plaster, tyggegummi, inhalation og resoribletter efter eget ønske. Individuel rådgivning og nikotinudlevering blev gennemført i arbejdstiden ved fire kontakter med ambulatoriet. Tilbuddet er mere detaljeret beskrevet i en tidligere publicerede artikel om korttidseffekten af tilbuddet (4).

Alle deltagere udfyldte i forbindelse med indgang til tilbuddet et registreringsskema om rygevaner og enkelte baggrundsoplysninger. Oplysningerne skulle anvendes i forbindelse med tilrettelæggelse af det individuelle rygeafvænningsforløb og i forbindelse med evaluering af tilbuddet. Deltagerne blev i denne forbindelse ligeledes bedt om tilladelse til indhentning af oplysninger om rygestatus 12 måneder efter tilmelding til tilbuddet (Tabel 1 ).

Statistik

Data præsenteres ved hjælp af deskriptiv statistik. Sandsynligheden for at forblive røgfri efter rygestop beskrives ved Kaplan-Meier-estimater. I en Cox-regressionsmodel analyseres effekten af de enkelte faktorer under hensyntagen til effekten af andre faktorer. Tredive personer, som var røgfri frem til dag 35, havde ved 12-måneders-opfølgningen angivet, at de var begyndt at ryge igen, men ikke hvilken dato de havde genoptaget rygningen. I analyserne blev der for hver af disse 30 personer valgt et tal mellem 35 og 365 som tidspunkt for tilbagefald. Tallet blev udtrukket tilfældigt fra fordelingen af tid til tilbagefald opgjort blandt de personer, der havde angivet, hvornår de var begyndt at ryge igen.

I undersøgelsen anvendes et signifikansniveau på 0,05.

Materiale

Over et halvt år (19. oktober 1998 til 31. marts 1999) deltog i alt 359 personer i rygeafvænningstilbuddet. Alle fik tilsendt et spørgeskema med posten 12 måneder efter datoen for tilmelding, bortset fra 14 ansatte, som havde angivet, at de ikke ønskede at indgå i opfølgningsundersøgelsen (Fig. 1 ).

Der blev foretaget to rykkerhenvendelser henholdsvis pr. brev og pr. telefon, såfremt spørgeskemaet ikke var returneret efter fire uger og otte uger. I alt 241 af 345 deltagere returnerede 12-måneders-spørgeskemaet.

Den gennemsnitlige opfølgningstid for de 241 deltagere var 389 dage (347-511 dage). Der var ingen forskel på deltagere og ikkedeltagere med hensyn til køn og alder (Tabel 2 ). Der var forholdsvis flere med lang og mellemlang uddannelse, som indgik i evalueringsundersøgelsen, end deltagere uden uddannelse (p = 0,004). Bortfaldsanalyserne viste, at der ikke var forskel på de to grupper mht. rygevaner inden deltagelse i rygestoptilbuddet.

Resultater

I alt 79 personer angav, at de fortsat var røgfri efter et år, hvilket giver en succesrate på 22% blandt alle 359 ansatte, der deltog i rygeafvænningstilbuddet.

I Fig. 2 vises sandsynlighederne for at forblive røgfri efter rygeophør for de ansatte, som tog imod rygeafvænningstilbuddet og deltog i 12-måneders-opfølgningen. Tolv blandt disse gjorde dog aldrig et forsøg, hvilket afspejles i, at kurven starter med et lodret fald. Efter fem måneder er sandsynligheden for stadig at være røgfri 50%, og efter et år er sandsynligheden 33%.

I Fig. 3 ses en tendens til, at personer, som tidligere har gjort ophørsforsøg, har større chance for at forblive røgfri 12 måneder efter rygeophør end personer, som ikke tidligere har forsøgt at stoppe (p = 0,11, Tabel 3 ).

Af Tabel 3 fremgår det, at Fagerströms score ikke i dette materiale har statistisk signifikant betydning for succesraten (p=0,29). I tabellen vises også, at personer med kronisk sygdom har vanskeligere ved at forblive røgfri end personer uden kronisk sygdom (p = 0,02). Materialet omfattede kun fire mænd med kronisk sygdom, disse var alle begyndt at ryge igen efter 100 dage. Blandt kvinderne var der 26 med kronisk sygdom. Materialet var for lille til, at man kunne påvise statistisk signifikante interaktioner mellem variablene.

Diskussion

Et af målene med at iværksætte rygeafvænningstilbud til personalet er, at andelen af rygere blandt de ansatte falder. Det er således afgørende, at de tilbud, der tilrettelægges, har en høj succesrate, samtidig med at tilbuddet når ud til så mange rygere som muligt.

Fremmødet til det iværksatte rygeafvænningstilbud, hvor 359 ansatte rygere mødte op, viste således, at tilbuddet var i stand til at nå mange af hospitalets rygere - idet disse 359, som faktisk mødte frem, udgjorde omkring 30% af rygerne på Bispebjerg Hospital.

Ophørsraten ved 12 måneder er i dette studie vurderet på baggrund af selvoplyst rygestatus via et postomdelt spørgeskema, men svaret er ikke valideret. Studier om rygeophør har imidlertid vist acceptabel overensstemmelse mellem selvrapporteret rygeophør og biologiske markører for rygning (carbonmonoxid i udåndingsluft, cotinin i spyt, serum og urin) (9, 10). Spørgeskemaerne var anonymiserede, idet rygestopskemaerne og 12-måneders-followup-skemaerne blev registreret ved nummer og ikke ved cpr-nummer. Followupskemaerne blev løbende pakket i forbindelse med inklusionen, og de blev udsendt af en sygeplejerske, som ikke havde haft direkte kontakt med deltagerne i forbindelse med tilbuddet. Data i forbindelse med de seks ugers tilbud blev løbende indtastet af de behandlende sygeplejersker, mens svarene fra 12-måneders-followup blev indtastet af et indtastningsbureau. Det antages således, at besvarelserne om rygestatus i dette studie er rimelig valide.

Ved tilrettelæggelsen af tilbuddet blev der lagt vægt på, at tilbuddet skulle evalueres. Forskellige evalueringsmetoder blev diskuteret, herunder gennemførelse af et klinisk randomiseret studie, som den optimale evalueringsmetode til vurdering af effekten af en intervention. Da der imidlertid var enighed om, at effekten af interventionen var veldokumenteret, og personalet ikke skulle indgå i et forsøg, blev evalueringen tilrettelagt som en followupundersøgelse uden kontrolgruppe med henblik på kvalitetssikring af tilbuddet.

Ophørsraten i dette studie var 33% blandt deltagerne i 12-måneders-opfølgningsundersøgelsen. Af de deltagere, som fik tilsendt et spørgeskema 12 måneder efter rygeafvæningstilbuddet, returnerede 104 ikke spørgeskemaet, hvilket giver et relativt stort bortfald på 30%. Bortfaldet i denne undersøgelse er imidlertid ikke større, end hvad der sædvanligvis opnås ved postomdelte spørgeskemaundersøgelser. Det er kendt fra tidligere undersøgelser, at ikkedeltagerne i evalueringsundersøgelser om rygning har en højere rygeprævalens end deltagerne (11). På denne baggrund er en antagelse om, at alle ikkedeltagerne har genoptaget rygningen ved 12-måneders-undersøgelsen den mest vidtgående. Udregnes succesraten således blandt alle deltagere i opfølgningsundersøgelsen, og ikke kun blandt dem, der returnerede 12-måneders-followup-spørgeskemaerne, får man en succesrate på 22% efter 12 måneder (79/359). Ud fra ovenstående antagelse har vi analyseret sammenhængen mellem tilbagefald og de faktorer, som indgik i Cox-regressionsmodellen, hvor tid til tilbagefald blandt ikkedeltagerne er fordelt som blandt deltagerne. Ved denne analyse findes en tendens til svagere sammenhænge.

Resultater fra internationale randomiserede undersøgelser om rygeafvænningstilbud i sundhedsvæsenet med rådgivning og nikotinsubstitution har vist variation i 12-måneders-ophørsraten fra 9% til 26% verificeret med CO-målinger (12-15). I en metaanalyse fra 1990 af 20 kontrollerede studier om rygeafvænning på arbejdspladser fandt man en 12-måneders-ophørsrate på 13% med en variation fra 0% til 33% med højeste ophørsrate på mindre arbejdspladser (16). Sammenlignet med disse resultater var 12-måneders-ophørsraten på 22% i dette studie høj taget i betragtning, at studiet er gennemført som et åbent tilbud til en stor gruppe af medarbejdere på en stor arbejdsplads (3.500 ansatte).

Rygeafvænningstilbuddet var en del af en større indsats frem mod et røgfrit sygehus år 2000. Den relativt høje succesrate i dette tilbud kan muligvis tilskrives de organisatoriske og tobakspolitiske forhold på Bispebjerg Hospital i perioden.

Spontanophørsraten i den danske befolkning ligger i dag mellem 2% og 4% pr. år. En ophørsrate på 22% ligger således væsentligt højere end den forventede spontane ophørsrate. Antages det, at de 79 personer, som fortsat var eksrygere efter et år, var de eneste blandt de ansatte, som var holdt op med at ryge det pågældende år, ville ophørsraten på Bispebjerg Hospital således være 6,8% (100 × 79 eksrygere/1.155 rygere), hvilket stadig ligger over den forventede spontanophørsrate.

I dette studie fandt vi en tendens til, at personer, som tidligere havde gjort ophørsforsøg, havde en større chance for at forblive røgfri et år efter end personer, som ikke havde forsøgt at holde op med at ryge før. Dette fund un derstøtter den adfærdsændringsteori, der er udviklet af Prochascha og Di Clemente, som blandt andet beskriver, at tidligere erfaringer med adfærdsændringer inddrages i evt. yderligere forsøg frem mod en varig adfærdsændring. Et tilbagefald efter et forsøg på adfærdsændring skal ud fra denne teori betragtes som et skridt på vejen mod en varig adfærdsændring (17). Derfor har man også besluttet at fortsætte tilbuddet til hospitalets ansatte for dermed at sikre, at ansatte, som skulle ønske yderligere adfærdsændringer og denne gang rygestop, også har mulighed for at få støtte.

Sammenfattende viste undersøgelsen, at det er muligt at etablere et succesfuldt tilbud om rygeafvænning med højt fremmøde og høj ophørsrate til personalet på et sygehus. Rygeafvænningstilbud til rygende personale bør være et højt prioriteret og centralt element på landets sygehuse i arbejdet frem mod røgfrihed af hensyn til patienterne, arbejdsmiljøet og personalets eget helbred på langt sigt.

Ann Dorthe Zwisler, Statens Institut for Folkesundhed, Svanemøllevej 25, DK-2100 København Ø.
E-mail: ado@si-folkesundhed.dk

Antaget den 31. januar 2003.

H:S Bispebjerg Hospital, Kardiologisk Klinik Y, Hjerterehabiliteringen og Intern Medicinsk Klinik I, Lungemedicinsk Ambulatorium og Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse, og

Statens Institut for Folkesundhed.