Samarbejde, integration og sammenhæng forbedrer patientforløb

Patientforløb kræver samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet. Det er ikke nyt. Derimod er det nok nyt, at løsningen på mange af de faglige og resursemæssige udfordringer, vi ser i sundhedsvæsenet, skal
løses med netop mere samarbejde og integration.
Allerede i 2001 skrev man fra National Institute of Medicine i USA [1], at »det er ikke længere muligt at skabe bedre ydelser ved alene at blive klinisk dygtigere, udvikle ny teknologi og uddanne os bedre. For at give en moderne, sikker, lige, effektiv og rettidig sundhedsydelse vil en koordinering og harmonisering af de enkelte dele give meget bedre resultater«.

Vi får ikke det optimale ud af den store viden og de dygtige medarbejdere, vi har i vores moderne sundhedsvæsen.

Klinisk forskning, der bygger på valide data og videnskabelig tilgang, har vist, hvordan vi lægefagligt flytter sundhed for den enkelte patient. På samme præmisser skal sundhedstjenesteforskningen vise os, hvordan vi flytter sundhed for grupper af patienter.
I dette nummer af Ugeskrift for Læger beskriver Lund et al [2], hvordan man kan organisere forløbet for mænd med prostatakræft i et samarbejde mellem
sygehus og almen praksis. De finder positive konsekvenser for den nye måde at organisere sundhedstjenesten på.

Artiklen bygger på shared care som samarbejdsmodel. Det er en måde at skabe en formaliseret og eksplicit tilgang på, og andre modeller er f.eks. collaborative care og stepped care.

Formålet er at integrere allerede eksisterende vidensmæssige og arbejdsmæssige resurser og kompetencer på en måde, så man opnår optimal lægefaglig kvalitet, størst omkostningseffektivitet og positiv patientevaluering. I høj grad forhold, der er forenelige med triple aim, som netop tilsigter, at man optimerer disse tre ben med sin indsats [3].

Nogle af de helt grundlæggende principper, man arbejder med i det sammenhængende sundhedsvæsen er derfor at:

– nedbryde og fjerne barrierer for patientforløb, f.eks. kulturelle, faglige og økonomiske

– have øje for spild og variation i aktivitet, der ikke er begrundet i et formål

– afskaffe duplikation af aktiviteter

– optimere den medicinske kvalitet ved at have
fokus på uforklaret variation

– være patientorienteret i tilrettelæggelsen af den samlede sundhedsydelse

– udvikle forløbsprogrammer med gensidig forventningsafstemning og plan.

I shared care-studiet af mænd med prostatakræft er det netop flere af disse elementer, som forfatterne inddrager. Man arbejder med at fjerne barrierer for forløbene, har fokus på, hvilke aktiviteter der skal ske, og hvem der gør hvad hvornår, og får på den måde flyttet opgaver fra sygehus til almen praksis. Samtidig laver man for det samlede patientforløb en vejledning, der tilgodeser den kliniske kvalitet og giver mulighed for service til almen praksis. Man har fundet, at mændene er tilfredse med forløbet samtidig med, at man tager hensyn til, at de i nogle tilfælde ønsker noget specifikt i deres forløb.

I solid sundhedstjenesteforskning spiller man på hele sundhedsvæsenet og ser ikke kun sig selv som isolerede øer. En uundværlig part er almen praksis, som det også vises i artiklen. Ved at satse på almen praksis som en væsentlig part i det sammenhængende sundhedsvæsen tilgodeser man ofte en række af forudsætningerne for integration af sundhedsydelser. Almen praksis er patientnær og ser allerede patienterne i et kontinuert og omfattende forløb. Hermed undgår vi spild og duplikation i et patientorienteret miljø. Princippet er, at vi flytter opgaven og ikke patienten, og naturligvis flytter resurserne med. Ved at almen praksis og speciallæger på sygehusene sikrer, at den rette tilrettelæggelse, vejledning og service
er til stede, opnår vi høj medicinsk kvalitet og effektivitet.

Vi skal i fremtiden se mange flere af disse studier for at imødekomme det overordentlig store og helt reelle behov, der er for, at sundhedsvæsenet skal levere flere og bedre sundhedsydelser. Samtidig skal sundhedsvæsenets driftsherrer sikre implementering og kvalitetsmonitorering, som kan sikre en bred fastholdelse.

Korrespondance:
Peter Vedsted,
Forskningsenheden for
Almen Praksis,
Institut for Folkesundhed,
Aarhus Universitet,
Bartholins Alle 2,
8000 Aarhus C.
E-mail: p.vedsted@alm.au.dk

Interessekonflikter:
Forfatterens ICMJE-
formular er tilgængelig
sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk