Scaphoideumfraktur hos en syvårig pige

Scaphoideumfraktur udgør 60-70% af alle håndrodsfrakturer og er derved den mest almindelige fraktur i håndroden. Frakturen ses oftest hos yngre mænd. Pga. knoglens specielle blodforsyning er det vigtigt, at en fraktur ikke overses, da komplikationerne i forbindelse med en scaphoideumfraktur hyppigst er avaskulær nekrose (< 5%), pseudoatrose (3-10%) eller håndledsartrose. Jo mere proksimal frakturen er, jo større er risikoen, da knoglens blodforsyning kommer midt eller distalt fra. Hos børn er frakturerne ofte unikortikale og udislocerede [1], placeret i overgangen mellem ossificeret og kartilaginøs knogle og lokaliseret i den midterste (to tredjedele) eller distale pol af scaphoideum [2].

Scaphoideumfrakturer kan være svære at diagnosticere på primære røntgenbilleder (sensitivitet 54%) [2]. Hos yngre børn vanskeliggøres diagnosticeringen yderligere, da scaphoideums ossification sker sent (drenge 15 år og piger 13,5 år) [1], og frakturen er placeret i overgangen mellem ossificeret og kartilaginøs knogle. MR-skanning vælges derfor ved fortsat usikkerhed efter en røntgenoptagelse.

Frakturer i håndrodsknogler hos børn er sjældne. Schapoideum er den af håndrodsknoglerne, der frakturerer og hyppigst hos børn i alderen 11-13 år [3]. Der er sjældent rapporteret om scaphoideumfraktur hos børn under otte år.

Wulf et al fandt kun otte rapporterede cases i litteraturen [3]. Kun i tre af disse tilfælde var patienten under otte år. To var seks år, mens den tredje havde et traume som fireårig, men først blev diagnosticeret syv år senere. I deres eget studie rapporterer Wulf et al om en patient, der var syv år og seks måneder og havde scaphoideumfraktur. Ved systematisk gennemgang af nyere litteratur (efter 1998) er det ikke lykkedes os at finde tilfælde af scaphoideumfraktur hos børn under otte år.

SYGEHISTORIE

En syvårig pige blev henvist til skadestuen efter dagen forinden at være styrtet på cykel og havde taget fra med venstre hånd.

På skadestuen klagede hun over diffuse smerter i venstre underarm og hånd, men kunne ikke angive punctum maximum for smerterne. Der var ingen hævelse eller misfarvning. Hun havde nedsat bevægelighed af håndleddet i alle retninger. Palpatorisk var der direkte og indirekte ømhed i distale radius, ulna samt fjerde og femte metacarp. Desuden fandt man trepunktsømhed ved tryk i tabatieren, på tuberculum scaphoideii og i første fingers længderetning.

Der blev taget røntgenbilleder af antebrachium, scaphoideum og hånden. Disse blev beskrevet af en radiolog som værende uden ossøs skade. Pga. trepunktsømheden fulgte man vanlig instruks med anlæggelse af dorsal gips samt bestilling af klinisk og radiologisk kontrol i ambulatoriet ti dage posttraumatisk pga. mistanke om scaphoideumfraktur.

Trepunktsømheden blev genfundet ved den ambulante kontrol, men røntgenbillederne viste stadig ikke ossøs skade. I henhold til afdelingens instruks blev der bestilt subakut MR-skanning, som blev foretaget to dage senere og viste tværgående fraktur centralt i
scaphoideum og udtalt knoglemarvsødem (Figur 1). Klinisk var patienten stadig øm. Der blev anlagt en X-lite-gips dorsalt med bandagering i otte uger efter
afdelingens instruks.

Ved otteugerskontrollen var patienten fuldstændig smertefri og havde fuld bevægelighed i håndleddet og alle fingre. Ved afslutning af behandlingen var hun i velbefindende.

DISKUSSION

Scaphoideumfrakturer hos børn under otte år er meget sjældne og kan være svære at diagnosticere på konventionelle røntgenbilleder.

Vi rapporterer om et tilfælde af scaphoideumfraktur hos en syvårig pige. Sygehistorien understreger vigtigheden af relevant udredning hos selv meget unge patienter, hvis der foreligger et relevant traume. I flere studier er et relevant traume beskrevet som fald fra egen højde på udstrakt arm [1, 4]. En patient, der har været udsat for et relevant traume og har trepunktsømhed, bør udredes og behandles uanset alder. MR-skanning er indiceret ved normalt røntgenbillede og vedvarende symptomer.

Det skal dog bemærkes, at børn i alderen 7-11 år har et højt T2-signal i håndleddet pga. vaskulariseringen i væksten. Dette kan øge risikoen for falskt positive svar [2]. Det kan desuden være vanskeligt, at få yngre børn til at samarbejde ved en MR-skanning.

Ved konservativ behandling i form af tidlig immobilisering med gips er prognosen god, og sufficient heling opnås i langt de fleste tilfælde [1, 5].

Korrespondance: Ahmed Halloum.
E-mail: ahmedhalloum@hotmail.com

Antaget: 26. juli 2017

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 16. oktober 2017

Interessekonflikter: ingen.