Ugeskrift for Læger tager nu et internetbaseret redaktionssystem i brug. Med det nye system bliver det muligt at indsende og bedømme artikler via internettet.
Fremover skal alle artikler indsendes via http://mc.manuscriptcentral.com/ugeskriftet
Et internetbaseret, engelsksproget system
Ugeskriftet har valgt et engelsksproget system, som benyttes af flere tusinde andre tidsskrifter: Manuscript Central. Det er et gennemtestet system, der løbende videreudvikles. Redaktionen har valgt at kalde systemet NETSYS.
Med det internetbaserede NETSYS vil kommunikationen med Ugeskriftet - både sekretariatet og redaktørerne - foregå elektronisk. Det betyder også, at al håndtering af videnskabelige artikler, herunder den eksterne bedømmelse, bliver elektronisk. Man kan indsende en ny artikel via nettet, og bedømmere og redaktører får adgang til artiklen på nettet. Det vil forenkle arbejdsgangene og forhåbentlig også afkorte den tid, det tager at få antaget en artikel til Ugeskriftet.
Forfattere vil i NETSYS kunne følge deres artikels vej gennem redaktionsprocessen. Bedømmere henter/downloader artiklen via systemet, og de sender/uploader deres vurdering ad samme vej. Herved kan også redaktørerne håndtere deres arbejdsgange i systemet og via NETSYS kommunikere med forfattere og bedømmere om artikler.
Der er som sagt tale om et engelsksproget system - dog med danske tilpasninger. Alle mail, der udsendes, er på dansk, og alt det, der skrives i systemet, bliver på dansk. Skærmbillederne i systemet er dog på engelsk.
Vejledninger ibrugen af systemet
Der er udarbejdet udførlig vejledning i at bruge systemet, og der findes en vejledning til NETSYS for både forfatter og bedømmer. Disse vejledninger findes både på www.ugeskriftet.dk under Manuskriptvejledning og inde på NETSYS, hvor der fra alle skærmbilleder er adgang til forfatter- og bedømmervejledninger (brug funktionen Instructions & Forms ).
Adgang til NETSYS og password
Alle, forfattere, bedømmere m.fl. får adgang til NETSYS på adressen: http://mc.manuscriptcentral.com/ugeskriftet. Man kan skrive adressen direkte i sin internetbrowser, eller man kan klikke ind på boksen »Indsend artikel« på forsiden af Ugeskriftet.dk.
Første gang man er logget på systemet, skal man oprette en brugerkonto med user id og password. Her skal man udfylde informationer om e-mail, navn, titel, arbejdssted og telefonnummer.
Bemærk at user id er identisk med den valgte e-mail, og der er mulighed for at selv at vælge et password eller ændre password. Husk at gemme det nye password. NETSYS kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke sende det via e-mail. Hvis man glemmer sit password, skal man i stedet indtaste sin e-mail, og systemet vil automatisk tilsende et nyt password.
Support
Det anbefales, at man læser forfatter- og/eller bedømmervejledningen grundigt igennem. Det er også muligt at få onlinetræning i brugen af NETSYS ved at klikke på funktionen Get Help Now i øverste højre hjørne. Linket er tilgængeligt fra alle NETSYS-sider. Endelig er der mulighed for at kontakte redaktionssekretariatet på telefon 35 44 82 70.
I begyndelsen vil sekretariatet kunne hjælpe forfattere og bedømmere med brugen af systemet. Og det vil også i en periode fortsat være muligt at indsende artikler på papir, men fra efteråret vil det kun være muligt at indsende artikler elektronisk.
Redaktionen ser frem til at tage NETSYS i brug, og vi håber også, at Ugeskriftets forfattere og bedømmere bliver glade for systemet.