Skip to main content

Serglycin - implications in granulogenesis of neutrophils

Læge Carsten Utoft Niemann Forfs. adresse: Magledalen 17, DK-2860 Søborg. E-mail: niemann@dadlnet.dk Forsvaret fandt sted den 11. oktober 2006. Bedømmere: Ole W. Petersen, Peter Hokland og Svein O. Kolset, Norge. Vejleder: Niels Borregaard.

16. okt. 2006
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Granulocytlaboratoriet, Hæmatologisk afdeling, H:S Rigshospitalet.

Der indgår fire studier i afhandlingen.

Formålet var at undersøge ekspressionen, lokaliseringen og funktionen af serglycin proteoglykan i neutrofile granulocytter. Serglycin er et intracellulært proteoglykan bestående af en proteindel på 17,6 kDa og glycosaminoglykan-sidekæder på over 200 kDa.

Serglycin blev lokaliseret til Golgi-cisterner og umodne granula i promyelocytter og myelocytter (forstadier til neutrofile granulocytter) i human knoglemarv. Serglycin er ikke til stede i modne neutrofile granulocytter, og det blev vist, at granulaproteiner ikke er pakket som makromolekylære komplekser.

Ved hjælp af en serglycin knockout-musemodel blev det klargjort, at neutrophil elastase er afhængig af serglycin for at blive lokaliseret i azurofile granula i neutrofile granulocytter. Manglen på serglycin, og dermed manglen på neutrophil elastase, kompromitterede in vivo bactericidien af neutrofile granulocytter over for Gram-negative Klebsiella pnuemoniae.

Serglycin-ekspressionen ved forskellige maligne hæmatologiske tilstande blev karakteriseret. Serglycin foreslås som plasmamarkør for umodne myeloide celler.

Den tidligere foreslåede betydning af serglycin for lokaliseringen af zymogener til granula i acinus-celler i den eksokrine del af pancreas blev undersøgt. Det blev vist at serglycin hverken findes i human eller murin pancreas, og at lokalisering af zymogener til granula er upåvirket af manglen på serglycin.

Samlet karakteriserer disse data en funktion for serglycin under myelopoiesen, som er specifik for neutrofil differentiering. Analoge funktioner er beskrevet for serglycin i andre hæmatopoietiske celletyper.