Skip to main content

Skalpætsninger på grund af hårblegemiddel

Lene Wagenblast Plastikkirurgisk Afdeling, Herlev Hospital

25. feb. 2011
3 min.


Over en periode på få måneder blev to patienter med næsten samme type skalplæsion henvist til Plastikkirurgisk Afdeling til behandling af defekterne. Læ-sionerne var i begge tilfælde opstået i forbindelse med hårblegning. Fra Danmark og udlandet er der beskrevet enkelte lignende tilfælde [1-4].

Sygehistorier

I. Denne sygehistorie vedrører en 13-årig pige, der blev henvist på baggrund af ætsning af et område i skalpen efter behandling med et hårblegemiddel hos en frisør.

I forbindelse med behandlingen blev der anvendt stanniolindpakning af de planlagt afblegede dele af håret samt en hårtørrehjelm. Patienten oplevede udtalt svie i forbindelse med behandlingen, der medførte ætsning eller forbrænding af huden i skalpen.

Da patienten blev set første gang, fandt man et ildelugtende og væskende sår på fem centimeter i diameter med rester af løs skalphud. Patienten blev behandlet med daglig sæbevask og sølvsulfadiazincreme.

Efter halvanden måneds behandling var defekten ophelet, og året efter fik patienten foretaget to ud af tre planlagte serieexcisioner af det cikatricielle område. Patienten er opskrevet til tredje og sidste excision og afventer denne (Figur 1 ).

II. Denne sygehistorie vedrører en 19-årig pige, der blev henvist efter ætsning af skalpen i forbindelse med afblegning af hår. Afblegningen blev foretaget af en venindes mor, der var frisøruddannet. Patienten mærkede svie i hovedbunden, mens farven sad i. Hun udviklede kort tid efter hævelse, rødme og blærer i hovedbunden, og fik af egen læge en penicillinkur. Patienten udviklede få dage senere sårdannelse i skalpen og blev indlagt akut på et provinssygehus. Hun blev udskrevet to dage senere til daglig sårskift.

Da patienten blev set på Plastikkirurgisk Afdeling, fandt man en 8 × 8 centimeter stor fuldhudsdefekt i skalpen med en central rest i form af en hårklædt hudø. Patienten fik efter oprensning af såret foretaget delhudstransplantation af området.

Tre måneder efter transplantationen fik patienten indopereret to ekspandere på henholdsvis højre og venstre side af transplantatet.

Efter endt ekspansion af området med ugentlige påfyldninger blev ekspanderne fjernet, det transplanterede område excideret, og den ekspanderede hud syet sammen i midtlinjen (Figur 1).

Diskussion

Hårblegemidler består af hydrogenperoxid og persulfater, som er kraftige oxygeneringsmidler med en pH-værdi på 4-6. Hydrogenoxid kan selv i lave koncentrationer på 3-5% kan forårsage hudirritation, og i koncentrationer på 10% kan de forårsage blæredannelse og kemisk forbrænding [5]. I forbindelse med frembringelse af lyse striber i håret påføres udvalgte hårtotter en blegecreme, der består af hydrogenperoxid. Herefter påføres en blegebooster, som indeholder persulfater. Blegeprocessen accelereres ved anvendelse af hårtørrehjelm. Sluttelig skylles blegemidlerne ud af håret, der vaskes med neutraliserende shampoo.

Det er vanskeligt at afgøre, om de tilfælde, hvor der har været direkte hudkontakt med den opvarmede aluminiumsfolie, i virkeligheden er en simpel forbrænding, der også kunne være opstået uden de oxygenerende midler. Forbrændingen kunne alene skyldes kontakten med den meget varme metalfolie [2].

Andre tilfælde tyder på en decideret kemisk reaktion med ætsning til følge, idet symptomerne og hudreaktionerne var forsinkede i forhold til selve proceduren [2].

En tredje årsagsmulighed kunne være en kombination af varm metalfolie og ætsende blegemidler.

Konklusion

Der er god grund til at være opmærksom på risikoen ved hårblegemidler og proceduren omkring affarvning af hår. En patient med smerter eller blæredannelse i hovedbunden efter hårblegning bør vurderes med henblik på skadens omfang og iværksættelse af hurtig behandling.


Lene Wagenblast, Kirkerupvej 2B, 4000 Roskilde.E-mail: l.wagenblast@dadlnet.dk

Antaget: 23. april 2010

FØRST PÅ NETTET: 21. juni 2010

Interessekonflikter: ingen

Taksigelse: Tak til Karin Dahlstrøm for korrekturlæsning af manuskriptet.



Referencer

  1. Goon P, Misra A. A possible chemical burn to the scalp following hair highlights. Burns 2005;31:530-1.
  2. Peters W. The hair colour-highlighting burn: a unique burn injury. J Burn Care Rehab 2000;21:96-8.
  3. Jensen C, Søsted H. Chemical burns to the scalp from hair bleach and dye. Acta Derm Venerol 2006;86:461.
  4. Maguina P, Shah-Khan M. Chemical scalp burns after hair highlights. J Burn Care Res 2007;28:361-3.
  5. Medical management guidelines for acute chemical exposure: hydrogen peroxide, vol III. Atlanta, USA, Agency for Toxic Substances and Disease Registry, US Department of Health and Human Services, 2002.