Skriftlig lægemiddelinformation: Gavner det patienterne?

Introduktion: Formålet med undersøgelsen er at evaluere, om skriftlig lægemiddelinformation kan forbedre indlagte patienters viden om deres medicin samt at registrere patienternes vurdering af information, som indholdsmæssigt svarer til indlægssedlerne. Desuden at undersøge, om supplerende skriftlig information ændrer patienternes tilfredshed og holdning til at tage medicin.

Metode: Prospektiv, ublindet kohorteundersøgelse med kontrolgruppe. Materialet bestod af konsekutivt indlagte patienter på fire afsnit på en medicinsk afdeling i perioden fra november 1999 til juli 2000. I alt indgik 78 patienter, 35 i interventionsgruppen og 43 i kontrolgruppen. Et afsnit fungerede som interventionsafsnit, tre andre som kontrolafsnit. Patienter, der var indlagt på interventionsafsnittet, fik uddelt skriftlig information om nyordineret medicin.

Resultater: Gruppen, som fik skriftlig information, demonstrerede signifikant større viden om deres lægemidlers bivirkninger end kontrolgruppen. Der var ikke forbedringer i genkaldelsen af lægemiddelnavne eller viden om indikationer i interventionsgruppen. Andelen af nyordinationer, som patienterne selv ved påmindelse ikke kendte til, var signifikant mindre i interventionsgruppen (30%) end i kontrolgruppen (55%). Generelt var patienternes viden om deres lægemidler beskeden. Under halvdelen af patienterne i begge grupper kunne gøre rede for indikationen for hovedparten (tre fjerdedele) af de nyordinerede lægemidler.

Diskussion: Undersøgelsen peger på, at patienternes viden om lægemidler er begrænset, men at uddeling af skriftlig information kan øge deres viden.

.

Patienterne indtager i dag en aktiv rolle i beslutningsprocesserne vedrørende behandling, og kravene øges til kvaliteten af patientinformationen. I de seneste år er adgangen til information blevet lettere, bl.a. med indførelsen af indlægssedler og Internettets udbredelse, og patienterne indhenter en stadigt stigende mængde information uden for sundhedsvæsenet.

Det har i nogle år været påkrævet, at alle medicinpakninger skal indeholde en informationsskrivelse (indlægsseddel) med oplysninger om anvendelsesområde, bivirkninger, interaktioner m.m. for det pågældende lægemiddel. I lov om patienters retsstilling fra 1998 indskærpes patienternes ret til information, og som en praktisk konsekvens har H:S, i forbindelse med Joint Commission Internationals (JCI) akkrediteringssystem, indført en række standarder som fokuserer på information af patienter og pårørende.

Flere undersøgelser peger på, at patienternes viden om deres medicin er mangelfuld (1-5). Samtidig er der et ønske fra patienternes side om at modtage mere information (4, 6, 7), og flere undersøgelser har bekræftet patienternes positive indstilling over for skriftlig lægemiddelinformation (8-12). Hvordan opnår man i praksis et informationsniveau, som tilfredsstiller patienter såvel som lovgivere? På klinik I, medicinsk center, H:S Bispebjerg Hospital, har man sammen med klinisk farmakologisk enhed i længere tid diskuteret mulighederne for at øge patienternes viden om lægemidler i henhold til patienternes behov samt lovmæssige krav. Det var et ønske at give patienter (og pårørende) mulighed for at få uddybende oplysninger eller simplificeringer af den ofte meget omfattende information på indlægssedlerne - specielt angående interaktioner og bivirkninger - som patienterne bliver konfronteret med ved indkøb af medicin efter udskrivelsen. Desuden bekræfter flere undersøgelser, at en kombination af mundtlig og skriftlig information giver størst effekt på patienternes viden og tilfredshed (7, 13). Hidtil har patienter under indlæggelse været afskåret fra lægemiddelinformation i form af indlægssedler. Flere afdelinger har dog indført skriftlig information af meget varierende omfang og art.

Formålet med undersøgelsen har været at undersøge indlægssedlernes effekt på patienternes viden om lægemidler. Samtidig har vi ønsket at vurdere, hvorledes skriftlig information påvirker patienternes tilfredshed og holdning til at tage medicin. Vi har yderligere bedt patienterne om at evaluere informationssedlerne og undersøgt, om det i den daglige kliniske hverdag er praktisk muligt at udlevere supplerende skriftlig lægemiddelinformation til indlagte patienter.

Materiale og metoder

Undersøgelsen blev udført som en prospektiv, ublindet kohorteundersøgelse. Patienter på afsnit I13, I23 og I14 fungerede som kontrolgruppe, mens patienter på afsnit I24 fungerede som interventionsgruppe. Der blev udleveret skriftlig lægemiddelinformation til alle patienter, som fik ordineret nye lægemidler under indlæggelsen. Informationen bestod af kopier fra Medicinhåndbogen (14) som i omfang og indhold svarer til indlægssedlerne.

Dataindsamlingen er foregået ad to omgange i hhv. januar 2000 og i juni-juli 2000. Standardiserede informationssedler for de fleste lægemidler fandtes ikke på afdelingen, før undersøgelsen begyndte. Inklusionskriterierne for deltagelse i undersøgelsen var følgende:

• Patienten har været indlagt i mindst to døgn på et stationært afsnit

• Patienten har fået mindst én ny type medicin

• Patienten er over 18 år

• Patienten kan læse dansk og er i stand til at besvare spørgsmål relevant i en interviewsituation.

Informationssedler for de mest benyttede lægemidler blev lagt i mapper på stuegangsvognene, og huskesedler blev hængt op i afdelingen. I indkøringsfasen blev alle ansatte mindet om projektet flere gange om ugen, og der blev holdt møder med de ledende sygeplejersker. På trods af denne indsats erfarede vi efter et stykke tid, at sedlerne ikke blev udleveret. Undersøgelsesgruppen overtog derfor selv udleveringen. Hver eftermiddag blev information om nyordineret medicin udleveret i henhold til medicinskemaernes oplysninger. Informationssedlerne blev overrakt til patienterne med ordene: »Her er skriftlig information om Deres/din medicin«. Hvis patienten sov eller ikke var til stede, blev informationen lagt på sengebordet. Vi talte efterfølgende med alle, der indgi k i interventionsgruppen.

Patienter i kontrolgruppen modtog mundtlig information som vanligt af læger og sygeplejersker.

Patienter, som opfyldte inklusionskriterierne, blev informeret både mundtligt og skriftligt om forsøget. Hvis patienterne gav samtykke blev de anmodet om at udfylde et standardiseret spørgeskema. Patienterne blev bl.a. spurgt om (Fig. 1 og Fig. 2):

• hvorvidt de havde læst informationen

• hvordan de vurderede informationens omfang og forståelighed

• hvorvidt de følte sig godt informeret

• hvorvidt den skriftlige information havde ændret deres holdning til at tage medicin.

Patienterne blev ligeledes spurgt om deres nuværende medicinstatus. Det blev noteret, hvilke lægemiddelnavne, indikationer og bivirkninger patienten spontant kunne nævne. Hvis patienten var klar over, i hvilket organ lægemidlet havde sin hovedvirkning, eller hvad virkningen var (fx smertestillende eller vanddrivende), blev svaret noteret som korrekt.

Herefter blev navnene læst op for de lægemidler, som patienten ikke kunne nævne spontant, og det blev noteret, om patienten mente, at disse præparater var ordineret eller ej. På denne måde kunne vi få et indtryk af, hvor mange og hvilke lægemidler patienten ikke var klar over var ordineret.

Kvantitative data blev vurderet ved hjælp af Mann-Whitneys signifikanstest (uparret rangsumtest), mens kvalitative data blev vurderet ved χ2 -test. Signifikansniveauet blev sat til 5%.

95% sikkerhedsgrænser er angivet. Antallet af patienter blev fastlagt ved en a priori-styrkeberegning. MIREDIF (mindste relevante difference) for hovedparameteren »kendskab til indikationen på mere end af lægemidler« blev sat til 25%, og styrken til 0,8. Forsøget er godkendt af den regionale videnskabsetiske komité.

Resultater

I alt indgik 78 patienter i undersøgelsen: 35 i interventionsgruppen og 43 i kontrolgruppen. Patientkarakteristika fremgår af Tabel 1.

Alle patienter i interventionsgruppen havde fået udleveret en informationsseddel, og 89% (78-99%) havde læst informationen. Treogtres procent (47-79%) af patienterne i interventionsgruppen havde før læst skriftlig information om deres medicin, og 94% (87-100%) fandt, at skriftlig information om lægemidler var en god idé. For kontrolgruppen gjaldt det, at 63% (48-77%) mente, at de ville have glæde af skriftlig information om deres medicin. Samlet var 77% (68-86%) positivt indstillet over for skriftlig information om lægemidler. Patienternes vurdering af informationssedlerne fremgår af Tabel 2.

Kontrolgruppen blev spurgt, om de generelt følte sig trygge ved at tage medicin. Nioghalvfjerds procent af disse (34/43) følte sig »i høj grad« eller »som regel« trygge ved at tage medicin. Syv ud af 43 var »sjældent« eller »slet ikke« trygge ved at tage medicin. En person svarede »ved ikke/ligeglad«.

Interventionsgruppen blev spurgt om, hvorvidt den skriftlige information ændrede deres holdning til at tage medicin. Hertil svarede 66% (23/35), at deres holdning var uændret, 17% (6/35) følte sige mere trygge, mens en ud af 35 følte sig mindre tryg efter at have modtaget skriftlig information. En patient i interventionsgruppen besvarede ikke dette spørgsmål, resten, fire ud af 35, svarede »ved ikke«.

Tilfredshed med behandlingen var ens i de to grupper, og hovedparten af patienterne var enten »meget tilfredse« eller »tilfredse«. Seksogfyrre procent af interventionsgruppen kunne redegøre for indikationen for mere end tre fjerdedele af deres lægemidler mod 42% i kontrolgruppen (NS). I kontrolgruppen kunne 21% ikke nævne navn eller indikation på et eneste af deres nyordinerede lægemidler, og samlet var 55% af de nyordinerede lægemidler totalt ukendte for patienterne i kontrolgruppen, mod 30% i interventionsgruppen (p<0,001).

Resultater vedrørende patienttilfredshed, viden om lægemidler og andel af ukendte lægemidler fremgår af Tabel 3.

Diskussion

Denne prospektive, kontrollerede undersøgelse bekræfter, at patienters viden om deres medicin under indlæggelsen er beskeden. Supplerende skriftlig information kan hæve niveauet af viden på områder, hvor viden i forvejen er meget begrænset, fx om bivirkninger. Desuden forøges patienternes passive viden om lægemidler, som er ordineret under indlæggelsen. Patienterne er generelt glade for at modtage supplerende information, og den ekstra information gør ikke patienterne mindre trygge ved at tage medicin. Vore informationssedler lignede i omfang og indhold indlægssedlerne, og patienterne vurderede, at omfanget og forståeligheden af informationen er tilpas.

I tidligere undersøgelser har man også fundet, at patienters viden om deres medicin var mangelfuld (1-5). Det er også vist, at supplerende information kan hæve niveauet af viden, og det er, som i denne undersøgelse, oftest i viden om bivirkninger, at den største øgning i viden findes (8-11, 15). Et interessant aspekt i lægemiddelinformation er, at patienter tilsyneladende prioriterer information om bivirkninger meget højere end information om årsag til ordination, lægemiddelnavn og interaktioner (7, 16).

Undersøgelsen kan ikke støtte den ofte fremsatte påstand, at supplerende information skulle gøre patienter unødvendigt ængstelige, med eventuel ringe komplians til følge (17, 18). Tværtimod føler en gruppe patienter sig mere trygge ved at tage medicin, efter de har fået skriftlig information. Det er desuden vigtigt at understrege, at information om bivirkninger ikke medfører øget forekomst af bivirkninger (19, 20). De negative virkninger af supplerende skriftlig lægemiddelinformation er derfor svære at få øje på, om end de positive effekter også er begrænsede.

I JCI's standarder lægges der vægt på, at informationen er tilpasset patienternes behov. Vor undersøgelse peger på, at udleveringen af information, som stort set svarer til indlægssedlerne, kan opfylde patienternes behov for information og leve op til JCI's standarder.

Kun de mest velfungerende patienter er inkluderet i denne undersøgelse. Ved to gennemgange af de indlagte patienter vurderede vi, at ca. halvdelen opfyldte inklusionskriterierne og kunne indgå i undersøgelsen. Vores resultater afspejler, hvordan de bedste patienter klarer sig, og det er sandsynligt, at en gennemsnitlig hospitalspopulation ikke ville have samme udbytte af information som vores gruppe.

Et andet metodologisk problem er, at undersøgeren ikke var blindet. Det var i praksis ikke muligt, da kun en af forfatterne (RR) udførte interview. Randomisering var ikke mulig at udføre. Interventionsafsnittet blev valgt tilfældigt, men der blev ikke foretaget yderligere randomisering af patienterne. Det var vigtigt, at personalet på interventionsafsnittet blev fortrolig med at udlevere informationsmaterialet, hvorfor yderligere randomisering på selve afsnittet ikke havde været hensigtsmæssig. Interventionsafsnittet havde primært lungemedicinske patienter, mens kontrolafsnittene havde endokrinologiske og gastroenterologiske patienter. Alle afdelinger have lige stor grad af blandede medicinske patienter, og vi havde ikke grund til at tro, at de forskellige patient populationer på forhånd var forskellige med hensyn til viden om medicin.

Det viste sig at være meget svært for det faste personale at udlevere informationssedlerne, på trods af at de selv i et stykke tid havde efterspurgt supplerende informationsmateriale. Undersøgerne overtog selv udleveringen af information, og dette kan have påvirket vores resultater. Det er interessant, at det kan være så svært at ændre rutinerne på en hospitalsafdeling. Når man planlægger fremtidige undersøgelser om patientinformation, er det vigtigt, at alle aspekter inddrages i evalueringen. Økonomi, personalets tidsforbrug og praktiske problemer i forbindelse med udleveringen af informationsmaterialet skal vurderes i forhold til den effekt, som opnås på patienternes viden, tilfredshed og måske forbedrede sundhed. Informationens effekt på patienternes viden levede ikke op til vores forventninger i denne undersøgelse.

Vores undersøgelse viste, at man ved udlevering af skriftlig lægemiddelinformation kan øge patienternes specifikke viden om lægemidler på områder, hvor den i forvejen er mangelfuld. Patienter, der får information, tilegner sig større passiv viden om, hvilke lægemidler de får. Parametre som tilfredshed, holdning til at tage medicin og følelsen af at være velinformeret om medicin påvirkes ikke.

Hanne R. Christensen, klinisk farmakologisk enhed, H:S Bispebjerg Hospital, DK-2400 København NV.

Antaget den 9. januar 2002.

H:S Bispebjerg Hospital, klinik I, medicinsk center og klinisk farmakologisk enhed.