Skip to main content

Slankepiller købt på internettet som årsag til ventrikelflimren

Manan Pareek1, Rasmus Lederballe Pedersen1, Trond Paul Leren2 & Henrik Kjærulf Jensen1 1) Hjertemedicinsk Afdeling B, Aarhus Universitetshospital 2) Avdeling for Medisinsk Genetik, Rikshospitalet, Oslo

8. mar. 2013
5 min.

###vp05120269-1###

Ventrikulær takykardi (VT) skyldes hyppigst iskæmisk hjertesygdom, strukturel hjertesygdom eller primær elektrofysiologisk lidelse. Torsades de pointes (TdP) er en subtype af VT og skyldes medfødt eller erhvervet langt QT-syndrom. I det følgende præsenteres en patient med QT-forlængelse, TdP og hjertestop udløst af slankepiller købt på internettet.

SYGEHISTORIE

En 25-årig, tidligere rask kvinde faldt om med hjertestop i hjemmet. Episoden blev bevidnet af patientens mor, der straks tilkaldte en ambulance. Ved paramedicinernes ankomst havde patienten ventrikelflimren, og efter en enkelt defibrillering opnåede hun spontant kredsløb, blev intuberet og indlagt på et lokalsygehus. Et elektrokardiogram (ekg) taget umiddelbart ved ankomsten til sygehuset viste sinusrytme med frekvens 90/minut og forlænget korrigeret QT-interval (QTc) på 680 ms (normalværdi < 440 ms). Ved bedside-ekkokardiografi fandt man nedsat venstre ventrikel-uddrivningsfraktion (LVEF) på 35%. De akutte blodprøver viste normale forhold, herunder niveauet af elektrolytter (inkl. magnesiumion) og troponin T. QT-forlængelsen i ekg’et blev initialt overset, og patienten fik fejlagtigt 300 mg amiodaron givet intravenøst, hvorpå hun fik TdP og atter blev defibrilleret.

Pga. den uafklarede og til dels ustabile tilstand blev patienten overflyttet til en højtspecialiseret kardiologisk enhed. Kort efter ankomsten fik hun på ny TdP forudgået af bradykardi (Figur 1), blev defibrilleret og behandlet med intravenøs indgift af magnesiumsulfat og temporær transvenøs pacing. Hun forblev herefter klinisk stabil.

En supplerende anamnese afslørede, at patienten igennem de seneste fem uger op til indlæggelsen havde indtaget slankespiller af mærket Super Slim, der var købt på internettet, og der blev rejst mistanke om, at hendes bradykardiinducerede TdP skyldtes erhvervet QT-forlængelse som følge af en ukendt substans i slankepillerne.

En elektrofysiologisk undersøgelse og koronarangiografi viste normale forhold, og både QTc og LVEF normaliseredes. Efter to ugers indlæggelse fik hun implanteret en defibrillator og blev udskrevet.

Senere blev der foretaget genetisk undersøgelse for medfødt langt QT-syndrom, men der blev ikke fundet nogen mutationer i de fem gener (KCNQ1/KCNH2/SCN5A/KCNE1/KCNE2), som er kendt for at forårsage denne tilstand [1].

DISKUSSION

Erhvervet langt QT-syndrom skyldes oftest farmaka (bl.a. antiarytmika, antibiotika, antidepressiva, antipsykotika og antihistaminer) eller elektrolytderangering (bl.a. hypokaliæmi og hypomagnesiæmi) [2, 3]. I de gældende retningslinjer for ventrikulær arytmi anbefales TdP behandlet ved seponering/korrektion af evt. udløsende årsag, intravenøs indgift af magnesiumsulfat og overdrive-pacing (pacemakerbehandling med højere frekvens end hjertets egenrytme for at undertrykke takykardien) [4].

Super Slim synes umiddelbart at være baseret på frugtekstrakter, grøn te og koffein. I 2008 udstedte det amerikanske Food and Drug Administration dog en hasteadvarsel på alle Super Slim-produkterne, da de kunne indeholde farmakologisk aktive ingredienser som sibutramin, rimonabant, fenytoin, fenolftalein og bumetanid i en mængde, der oversteg de normale rekommandationer og potentielt kunne være til fare for patienterne [3, 5]. Trods denne advarsel er disse produkter stadig tilgængelige på internettet, og kunderne forventer ikke, at et naturmedicinprodukt, som Super Slim egentlig ser ud til at være, kan forårsage livstruende bivirkninger.

Med denne sygehistorie ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at produkter, der frit kan købes på internettet, kan indeholde stoffer med QT-forlængende virkning. Opmærksomheden ønskes ligeledes henledt på at beregne QTc forud for behandling med potentielt QT-forlængende farmaka.



KORRESPONDANCE:
Manan Pareek, Hjertemedicinsk Afdeling B, Aarhus Universitetshospital, Brendstrupgårdsvej 100, 8200 Aarhus N. E-mail: mananpareek@dadlnet.dk

ANTAGET: 26. juni 2012

FØRST PÅ NETTET: 1. oktober 2012

INTERESSEKONFLIKTER:Hent PDF



Summary

Manan Pareek, Rasmus Lederballe Pedersen, Trond Paul Leren & Henrik Kjærulf Jensen:

Weight loss pills purchased on the Internet as the cause of ventricular fibrillation

Ugeskr Læger 2013;175:739-740



We present a case regarding a 25-year-old woman who had been taking unauthorized weight loss pills prior to a sudden cardiac arrest from which she was resuscitated by paramedics. Her initial electrocardiogram revealed a prolonged corrected QT-interval (QTc). During admission she developed torsades de pointes and was treated with magnesium sulphate and temporary pacing. An electrophysiological study, a coronary angiogram and genetic testing for long QT syndrome all revealed normal results. After cessation of the pills the QTc normalized, and two weeks later she was discharged.




  1. Berge KE, Haugaa KH, Früh A et al. Molecular genetic analysis of long QT syndrome in Norway indicating a high prevalence of heterozygous mutation carriers. Scand J Clin Lab Invest 2008;68:362-8.

  2. Shah RR. Drug-induced QT dispersion: does it predict the risk of torsade de pointes? J Electrocardiol 2005;38:10-8.

  3. Hreiche R, Morisette P, Turgeon J. Drug-induced long QT syndrome in women: review of current evidence and remaining gaps. Gend Med 2008;5:124-35.

  4. Zipes DP, Camm AJ, Borggrefe M et al. European Heart Rhythm Association; Heart Rhythm Society; American College of Cardiology; American Heart Association Task Force; European Society of Cardiology Committee for Practice Guidelines. ACC/AHA/ESC 2006 guidelines for management of patients with ventricular arrhythmias and the prevention of sudden cardiac death: a report of the American College of Cardiology/American Heart Association Task Force and the European Society of Cardiology Committee for Practice Guidelines (Writing Committee to Develop Guidelines for Management of Patients With Ventricular Arrhythmias and the Prevention of Sudden Cardiac Death). J Am Coll Cardiol 2006;48:e247-346.

  5. FDA News Release. http://www.fda.gov/NewsEvents/Newsroom/PressAnnouncements/2008/ucm11699… (2. maj 2012).



Referencer

  1. Berge KE, Haugaa KH, Früh A et al. Molecular genetic analysis of long QT syndrome in Norway indicating a high prevalence of heterozygous mutation carriers. Scand J Clin Lab Invest 2008;68:362-8.

  2. Shah RR. Drug-induced QT dispersion: does it predict the risk of torsade de pointes? J Electrocardiol 2005;38:10-8.

  3. Hreiche R, Morisette P, Turgeon J. Drug-induced long QT syndrome in women: review of current evidence and remaining gaps. Gend Med 2008;5:124-35.

  4. Zipes DP, Camm AJ, Borggrefe M et al. European Heart Rhythm Association; Heart Rhythm Society; American College of Cardiology; American Heart Association Task Force; European Society of Cardiology Committee for Practice Guidelines. ACC/AHA/ESC 2006 guidelines for management of patients with ventricular arrhythmias and the prevention of sudden cardiac death: a report of the American College of Cardiology/American Heart Association Task Force and the European Society of Cardiology Committee for Practice Guidelines (Writing Committee to Develop Guidelines for Management of Patients With Ventricular Arrhythmias and the Prevention of Sudden Cardiac Death). J Am Coll Cardiol 2006;48:e247-346.

  5. FDA News Release. http://www.fda.gov/NewsEvents/Newsroom/PressAnnouncements/2008/ucm116998.htm (2. maj 2012).