Skip to main content

Smitteopsporing efter fund af lungetuberkulose hos flyrejsende

Charlotte Duch Lynggaard1, Nina Marie Birk Eriksen1, Peter Henrik Andersen2 & Kim Peter David1 1) Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital, og 2) Epidemiologisk Afdeling, Statens Serum Institut

18. mar. 2011
5 min.

Ved internationale flyrejser opholder individer sig i lang tid tæt sammen i et lukket rum med deraf følgende risiko for smitte med luftbårne infektiøse sygdomme som lungetuberkulose (-tb). Smitteopsporing blandt flypassagerer fordrer internationalt samarbejde og hjælp fra relevante myndigheder. Vi beskriver en smittesporing blandt medpassagerer til en rejsende med sputumpositiv lunge-tb.

Sygehistorie

En hiv-positiv dansker, der var bosat i Thailand, tog i januar 2009 et direkte fly fra Bangkok til København pga. tiltagende dårlig almentilstand. Personen blev efter ankomsten indlagt på en infektionsmedicinsk afdeling. Efterfølgende blev der påvist myriader af syrefaste stave i trakealsekretet, og polymerasekædereaktion (PCR)-analyse var positiv for Mycobacterium tuberculosis . En efterfølgende PCR-analyse for resistensmutationer indikerede en M. tuberculosis, der ikke var resistent for rifampicin og isoniazid. Der blev påbegyndt firestofs-tb-behandling, og smitteopsporing blev startet efter internationale retningslinjer [1].

Materiale og metoder

Fundet af lunge-tb hos en passager på et langdistancefly (i dette tilfælde næsten 12 timers flyvetid) medførte anmeldelse til embedslægen og Statens Serum Institut. Flyselskabet hjalp med passagerlister og pasnumre, og vha. rejsebureauer og Rigspolitiet blev der fundet adresser på de i alt 28 udsatte medpassagerer (samme sæderække samt to rækker foran og bagved). Enogtyve var bosiddende i Danmark. For de syv udlændinges vedkommende blev landenes nationale sundhedsmyndigheder underrettet. De 15 passagerer, der var bosat på Sjælland, blev på Hvidovre Hospital tilbudt Mantoux-test og QuantiFERON-blodprøvetest to uger efter flyrejsen for at påvise latent tb-infektion og igen 12 uger senere for at undersøge for evt. smitte med M. tuberculosis , som de kunne have pådraget sig på flyveturen. En positiv Mantoux-test blev vurderet som > 15 mm eller en forøgelse > 10 mm. De seks personer, der var bosat uden for Sjælland blev informeret per brev, og de lokale smitteopsporingsenheder blev informeret om ekspositionen. Herefter blev kontakterne tilbudt kontrol umiddelbart efter hjemkomsten og igen efter tre måneder ifølge de lokale instrukser på sygehusene i Vejle, Holstebro og Aalborg. Alle passagerer i de nordiske lande blev forsøgt eftersporet via de relevante myndigheder.

Resultater

Alle danske passagerer ønskede kontrol. Femten personer blev testet på Hvidovre Hospital, og 14 blev testet igen efter tre måneder (en døde pga. terminal cancer). Ingen af de 29 Quantiferon-test var positive, fire passagerer (alle Calmette-Guérins bakterie (BCG)-vaccinerede) havde positivt resultat ved Mantoux-testen ved første undersøgelse, men ingen havde størrelsesændring af indurationen eller fremkomst af symptomer i løbet af de 12 uger. Hos de seks jyske passagerer blev der ikke fundet nogen tegn på smitte. Smitteopsporingen i de nordiske lande har det ikke været muligt at følge 100%, men ifølge de norske myndigheder blev én passager fundet Quantiferon-positiv, passageren var født og opvokset i Sydeuropa, og man vurderede ikke, at han havde pådraget sig M. tuberculosis -smitten under flyveturen.

Diskussion

Tb er en hyppig dødsårsag på verdensplan med estimeret 8,7 mio. nye tilfælde og 1,8 mio. dødsfald årligt. Vores undersøgelse fulgte de internationale retningslinjer fra WHO for tb-smitteopsporing efter flyrejser [1]. Følgende krav skal være opfyldt, før en smitteopsporing skal påbegyndes:

1) Indekspersonen skal have været påviseligt smitsom på tidspunktet for flyvningen. 2) Flyrejsen skal have varet mindst otte timer, inkl. evt. transitophold i kabinen. 3) Flyrejsen skal have været foretaget inden for de seneste 12 uger. 4) Der skal have været tæt kontakt til indekspersonen defineret som plads på samme række samt og to rækker foran og bagved.

I moderne jetfly udskiftes luften 10-30 gange i timen, og 50% af kabineluften bliver recirkuleret med en luftstrøm på tværs af flyets længdeakse. Det sikrer en luft, der indeholder færre mikroorganismer end i de fleste bygninger [1, 2]. Den luft, der recirkuleres, filtreres via et effektivt partikelluftfilter, der fjerner 99,9% af partiklerne ned til 0,1-0,3 mikrometer, dvs. mindre end de 2-10 mikrometer smitsomme M. tuberculosis -partikler [3].

I 2007 viste et risikoestimat, at en ud af to mio. rejsende på langdistanceflyvninger havde smitsom lungetuberkulose, og at der var syv gange større risiko på fly fra Afrika og Indien end på fly fra andre destinationer [4]. Der er beskrevet tilfælde med smitte med M. tuberculosis under flyrejser, defineret som en ændret Mantoux-reaktion, men der er til dato aldrig påvist efterfølgende udvikling af aktiv tb [1, 2, 4].

Den smitteopsporing, der beskrives her, understøtter resultaterne af udenlandske undersøgelser, der konkluderer, at risikoen for eksponering for og smitte med tb under langdistanceflyvninger er lav [1-5] Smitteopsporing bør foretages efter WHO's retningslinjer.


Charlotte Duch Lynggaard , Blegdamsvej 106 B, 1. tv., 2100 København Ø. E-mail: clynggaard@dadlnet.dk

Antaget: 20. januar 2011

Interessekonflikter: ingen

Summary

Summary Tracing exposed flight passengers after discovery of pulmonary tuberculosis Ugeskr Læger 2011;173(12):899-900 During international air travel individuals stay in a closed environment which might lead to a risk of transmission of respiratory infectious diseases carried by infectious travellers such as tuberculosis. Tracing exposed passengers requires international cooperation and assistance from relevant authorities. We describe an investigation among fellow passengers to a traveller with sputum positive pulmonary tuberculosis.

Referencer

  1. WHO guidelines: tuberculosis and air travel: guidelines for prevention and control. Third edition. Geneve: Who, 2008. www.who.int/rpc/guidelines/ 9789241547505/en/index.html (29 dec 2010).
  2. Kenyon TA, Valway SE, Ihle WW et al. Transmission of multiresistent Mycobacterium tuberculosis during a long airplane flight. N Engl J Med 1996;334:933-8.
  3. Johnston VJ, Grant AD. Tuberculosis in travellers. Travel Med Infect Dis 2003;1: 205-12.
  4. Byrne N. Low prevalence of TB on long-haul fligths. Travel Med Infect Dis 2007; 5:18-23.
  5. Abubakar I. Tuberculosis and air travel: a systematic review and analysis of policy. Lancet Infect Dis 2010;10:176-83.