Sociale forskelle i brug af sundhedsvæsenet i forbindelse med ulykker

Introduktion: Skader som følge af ulykker udgør hovedparten af belastningen på skadestuerne. Registreringen af skadestuekontakter benyttes til at belyse ulykkesforekomsten. Derfor er det vigtigt at analysere faktorer, der påvirker valget af behandlingssted i forbindelse med ulykker.

Materiale og metoder: Som led i sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2000 ved Statens Institut for Folkesundhed blev 7.215 personer på 16 år og derover spurgt, om de havde været udsat for en ulykke uden for arbejdstiden i det seneste år og ved bekræftende svar, hvor de fik behandlet skaderne.

Resultater: Af de 757, der havde været udsat for en ulykke, havde 53% haft kontakt med et sygehus. Ud over disse blev 18% behandlet af en praktiserende læge eller lægevagt, og yderligere 6% havde fået anden behandling. 22% havde ingen behandling fået. Der var en betydelig social gradient i kontaktmønsteret, idet arbejdsløse og lavere funktionærer relativt oftere end de øvrige benyttede sygehuset. Lægekontakt var lige hyppig i alle socialgrupper.

Diskussion: Ulykker, der fører til skadestuekontakt, kan give et skævt billede af ulykkesforekomsten, som der må tages højde for, når sygehusdata benyttes i prioriteringen af forebyggelsen.

Ulykker er en af de hyppigste årsager til kontakt med sundhedsvæsenet i Danmark, og på skadestuerne udgør ulykker 59% af årsagerne til skadestuekontakt [1]. Dette gør det muligt at foretage en systematisk ulykkesovervågning baseret på skadestuedata, hvilket er vigtigt for at kunne prioritere ulykkesforebyggelsen. Selv om kun ca. halvdelen af skaderne behandles i sygehusvæsenet [2], giver skadestueregistrering dog et godt grundlag for at vurdere behandlingsomkostningerne ved ulykker, idet de skadestueregistrerede ulykker repræsenterer 92% af omkostningerne ved ulykker [2]. I forhold til ulykkesforebyggelsen er der dog et potentielt problem: om en ulykke medfører skadestuekontakt kan afhænge af bl.a. skadens alvor, afstand til skadestue [3] og den tilskadekomnes socioøkonomiske forhold [4]. Brug af sygehusdata kan derfor risikere at føre til forkerte prioriteringer i ulykkesforebyggelsen. Følgelig er det vigtigt at analysere de faktorer, der påvirker valget af behandlingssted i forbindelse med ulykker.

Den eneste måde at opnå det fulde billede af valget af behandlingssted for skader efter ulykker på er en befolkningsundersøgelse. Formålet med nærværende studie var at bestemme kontaktfrekvensen til sundhedsvæsenet i forbindelse med ulykker, og at undersøge om ulykkestype, alder, køn og sociodemografiske forhold har betydning for kontakten til sundhedsvæsenet i forbindelse med ulykker.

Materiale og metoder

Statens Institut for Folkesundhed har i 1987, 1991, 1994 og 2000 gennemført sundheds- og sygelighedsundersøgelser i Danmark. Disse undersøgelser inkluderer forekomsten af faktorer af betydning for helbredsstatus, sundhedsadfærd, livsstil og brug af sundhedsydelser. Den seneste undersøgelse blev gennemført i 2000, hvor stikprøven bestod af tilfældigt udvalgte danske statsborgere på 16 år og derover. Data var indsamlet gennem tre runder i februar, maj og september. Spørgsmål om håndtering af ulykker var kun inkluderet i septemberrunden. Detaljerne vedrørende stikprøven er beskrevet andetsteds [5].

Respondenterne blev i interviewet spurgt, om de inden for de seneste 12 måneder uden for arbejdstiden havde være udsat for en ulykke, som medførte aktivitetsbegrænsning dagen efter ulykken. I bekræftende fald blev de spurgt, om den seneste ulykke var en hjemmeulykke, trafikulykke, sportsulykke eller anden ulykke. Derpå blev de spurgt, om de i forbindelse med denne ulykke havde kontaktet skadestue, læge/lægevagt, var blevet indlagt eller havde fået anden behandling (flere svar var mulige). Dette spørgsmål blev ikke stillet i forbindelse med arbejdsrelaterede ulykker.

Den originale stikprøve bestod af 9.711 personer. Af disse blev 7.215 interviewet, og 7.128 personer (73% af stikprøven) besvarede spørgsmålene.

Besvarelserne blev opdelt efter køn og alder. I analyserne for socioøkonomi blev kun personer på 25-64 år (inkl.) medtaget for at undgå interaktion mellem alder og grupperne »under uddannelse« og »pensionister«.

SAS version 8.02 blev benyttet til den statistiske analyse. Odds-ratioer og 95% konfidensintervaller for sygehuskontakt versus ingen sygehuskontakt i den multivariate analyse (Tabel 1 ) blev bestemt med logistisk regression (PROC LOGISTIC) for de forskellige ulykkestyper, aldersgrupper, køn, socioøkonomiske grupper og familietyper med justering for de øvrige faktorer. Da de mindre amter af hensyn til de amtsvise opgørelser i andre dele af sundheds- og sygelighedsundersøgelsen havde relativt større stikprøver end de øvrige amter, blev alle data tildelt en vægt, så disse amter blev repræsenteret i forhold til deres folketal [5].

Resultater

Ud af de 7.128 personer, der svarede på ulykkespørgsmålene, svarede 775, at de havde været udsat for en ulykke uden for arbejdstiden i det seneste år (11%). 757 (98%) af disse svarede på spørgsmålene om behandling af ulykkerne, og de udgør basismaterialet for analysen. Af disse 757 havde 126 senest været udsat for en trafikulykke og 631 for en hjemme/fritidsulykke, heraf 225 for en hjemmeulykke, 249 for en sportsulykke og 157 for en anden eller uoplyst ulykkestype.

I alt 403 (53%) havde haft sygehuskontakt (skadestue og/eller indlagt, eventuelt i kombination med skadebehandling andetsteds) og er dermed blevet registreret i sundhedsvæsenet. Ud over disse havde 138 (18%) kontaktet en praktiserende læge eller lægevagt, men havde ikke haft nogen sygehuskontakt. Yderligere 49 (6%) fik behandling, men havde hverken haft kontakt med en læge eller et sygehus. Endelig fik 167 (22%) ingen behandling. Tabel 2 viser hyppigheden af valg af de enkelte behandlingssteder for de enkelte ulykkestyper.

Kontaktmønsteret afhang af ulykkestype (χ2 , p = 0,0022) (Tabel 3 ). Sygehuskontakt var hyppigst ved trafikulykker (61%) og sjældnest ved sportsulykker (44%). Henholdsvis 19%, 13% og 20% rapporterede alene om at have haft læge/va gtlægekontakt ved hjemme-, trafik- og sportsulykker. Analyseret hver for sig havde både alder, køn og socioøkonomisk gruppe betydning for sygehuskontakten (Tabel 3). De, der hyppigst tog på sygehuset, var de ældre personer, kvinder, personer fra funktionærgruppe III og arbejdsløse. Urbaniseringsgraden af bopælskommunen, og om man var enlig, levede i parforhold, med eller uden børn havde til gengæld ingen betydning.

I den multivariate analyse, hvor kun aldersgruppen 25-64 år var inkluderet, var det kun den socioøkonomiske gruppe, der havde signifikant betydning for sygehuskontakt, igen med funktionærgruppe III, ufaglærte og arbejdsløse som dem med de hyppigste sygehuskontakter (Tabel 1).

Diskussion

Undersøgelsens resultater viser, at 53% af ulykkerne uden for arbejdstiden blandt voksne medførte kontakt til sygehusvæsenet. Den faktor, der havde størst betydning for sygehuskontakt i forbindelse med en ulykke, var den sociale baggrund, idet underordnede funktionærer, ufaglærte arbejdere og personer uden for arbejdsmarkedet oftest havde sygehuskontakt. Derimod havde køn og alder kun mindre eller ingen betydning. Det skal dog understreges, at skadestypen og dermed alvorsgraden af skaden ikke indgår i undersøgelsen. Det kan derfor tænkes, at socialt dårligt stillede kommer mere alvorligt til skade og derfor oftere henvender sig på skadestuen, end de mere velstillede.

Trafikulykker medførte oftere sygehuskontakt end andre ulykkestyper og sportsulykker sjældnere. Interessant nok forsvandt denne forskel, når der blev justeret for socialgruppe i den multivariate analyse. Forskellen i kontaktmønsteret for de forskellige ulykkestyper ser derfor ud til primært at skyldes sociale forskelle i forekomsten af disse ulykkestyper. Det er desuden interessant, at der ingen signifikant forskel var i sygehuskontakten mellem personer fra hovedstaden, bykommuner og øvrige kommuner. Det er tidligere fundet, at lang afstand til skadestuen reducerer brugen af denne [3], men afstanden til skadestue hænger ikke nødvendigvis sammen med urbanisering, og andre kompenserende faktorer kan spille ind. De sociale forskelle i sygehuskontakt kan muligvis forklares ved, at de socialt dårligt stillede mangler kendskab til andre behandlingsmuligheder og derfor benytter skadestuen unødigt. I en amerikansk undersøgelse har man fundet, at andelen af unødvendige skadestuebesøg er højere for arbejdsløse og personer på medicaid -støtte (socialt dårligt stillede) [4], hvilket indikerer, at den sociale skævhed i brugen af skadestuerne muligvis kunne modvirkes med information om behandling af skader målrettet til socialt svage grupper, men det indikerer også, at adgangen til skadestuerne er vigtig for disse grupper.

Jens Lauritsen [2, 3] fandt i Odenseområdet, at 40% af dem, der var udsat for ulykker, tog på sygehuset i 1983, mens det i 1992 var 36%. Disse tal omfatter alle ulykker uanset alvorsgrad, også arbejdsulykker. I 1983 blev yderligere 38% behandlet af en læge eller en speciallæge, og 19% fik anden eller ingen behandling. Hvis man kun medtager skader, som medfører aktivitetsbegrænsning, blev sygehusenes andel 43% [3], hvilket ligger noget under de 53% i nærværende undersøgelse. Dette kan skyldes en lavere kontaktfrekvens på skadestuen i Odense i forhold til i resten af landet, men undersøgelsesmaterialet har ikke statistisk styrke til at påvise en sådan forskel. En anden forklaring kan ligge i udviklingen mod vagtlægecentre på sygehusene, hvorved flere skader bliver behandlet på et sygehus, selv om det ikke er på skadestuen. Dette kan medføre en overrapportering af skadestuekontakt.

Svarprocenten på 74 må anses for at være rimelig. Den var lavest for de 80+-årige kvinder (61%) og lå for de øvrige på 67-78%. Geografisk var variationen større, fra 64% i København/Frederiksberg til 85% i Sønderjyllands Amt. Årsagen til bortfaldet var altovervejende (85% af bortfald) manglende ønske om at deltage. Da aldersvariationen og den geografiske variation var begrænset, må respondenterne forventes at være repræsentative for undersøgelsespopulationen. Desuden var der ved vægtningen af data taget højde for forskelle mellem amternes besvarelsesprocenter.

Konklusion

Socialt dårligt stillede benytter sygehusvæsenet i højere grad end andre, hvilket kan medføre en bias, som der bør tages højde for, når analyser af ulykkesforekomst er baseret på sygehusdata. En nærmere analyse af årsagerne til de sociale forskelle forudsætter dog supplerende undersøgelser af skadesmønsteret blandt de tilskadekomne, idet det kan tænkes, at de socialt dårligt stillede kommer mere alvorligt til skade.

Bjarne Laursen, Statens Institut for Folkesundhed, DK-1399 København K. E-mail: bla@si-folkesundhed.dk

Antaget: 29. juli 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet