Skip to main content

To søskende med allergisk kontakteksem efter midlertidig sort henna-tatovering

Kasper F. Hjuler1 & Aksel Otkjær2

9. jun. 2014
4 min.

Henna, et ekstrakt fra planten Lawsonia inermis, er blevet brugt gennem flere tusind år af kulturer over det meste af verden til at farve hår, hud, negle, læder og uld. Det pulveriserede hennaekstrakt bearbejdes til en pasta, der kan anvendes til midlertidige tatoveringer af huden. Indholdet af lawson i hennapastaen absorberes i huden og efterlader en rødbrun farve, der varierer i styrke alt efter tykkelsen af huden på det pågældende område. Andre farver kan opnås ved tilsætning af farvestoffer til hennapasta, der således kan variere fra lysebrun til indigoblå i farvetonen. Da der ofte ønskes en ren sort farve ved midlertidig tatovering af huden, har tilsætning af paraphenylendiamin (PPD) siden 1990’erne været udbredt. PPD er et stærkt sensibiliserende sort farvestof, der er velkendt som årsag til kraftige kontaktallergiske reaktioner i huden. I de fleste vestlige lande er det ulovligt at anvende PPD ved farvning af huden, og indholdet i hårfarve er lovgivningsmæssigt begrænset til 2%. Indholdet af PPD i sort hennapasta svinger i koncentrationer fra 1-2% og helt op til 64% [1, 2]. EU fraråder endvidere brug af PPD-holdige hårfarver til unge under 16 år.

Den høje koncentration af PPD i sort henna kombineret med den direkte og længerevarende kontakt med huden er velkendt som årsag til svære eksemreaktioner og ardannelser [3, 4]. Den PPD-holdige sorte hennafarve er trods dette udbredt på mange populære rejsemål og bliver ofte tilbudt feriegæster af kunstnere på stranden og lignende steder.

SYGEHISTORIE

En familie med to drenge på henholdsvis fem og otte år søgte en dermatologisk speciallægepraksis pga. en kraftig eksemreaktion hos begge drenge i efterforløbet af en sort henna-tatovering. Under en ferierejse til Marokko havde begge fået udført en midlertidig sort henna-tatovering.

Efter første påførelse af tegningen havde der ikke været reaktion af nogen art i huden. Efter gentagen påførelse af tegningerne på samme hudområde ca. en uge senere, udvikledes der inden for to døgn kraftig erytematøs vesikopapuløst eksem i området. Dermatitisen fulgte nøjagtig det hudområde, hvor tegningen var blevet påført (Figur 1).

Efterfølgende lappeprøver med standardserie fra TROLAB (Almirall Hermal, Reinbek, Germany) i standardiserede doser i Finn Chambers blev udført. Kontakttiden med huden var to døgn med aflæsning efter yderligere et døgn. Der blev hos begge søskende konstateret sikker positiv reaktion på PPD i form af palpabel erytematøs dermatitis som udtryk for, at der var sket sensibilisering med en kontaktallergisk type IV-reaktion på PPD.

DISKUSSION

Der er her tale om en klassik sensibilisering med det hyppigt allergifremkaldende allergen PPD hos to drenge. En midlertidig tatovering, der som udgangspunkt var en morsom feriefornøjelse, gik hen og blev et varigt minde i form af en formentlig livsvarig kontaktallergi over for PPD, der kan reaktiveres ved fremtidig eksponering for stoffet. Det er velkendt, at afgørende faktorer for udvikling af kontaktallergiske reaktioner mod allergener, der kommer i kontakt med huden, er koncentrationen af allergenet, eksponeret hudareal, gentagne eksponeringer og eksponeringstid. Ved sort henna-tatoveringer med PPD er alle de faktorer, der taler for udvikling af allergi, opfyldt. Konsekvensen, specielt for unge mennesker, kan vise sig at være alvorligere end først antaget. Begrænsninger ved erhvervsvalg kan blive en konsekvens, hvor specielt frisørfaget vil være et problem. Brug af hårfarve til hår og øjenbryn i fremtiden kan være forbundet med kraftig allergisk reaktion med eksem og ødem i ansigtet og hårbunden. Der er evidens for, at tidligere brug af sort henna-tatovering på huden øger risikoen for den alvorligste type allergiske reaktioner på hårfarve [5].

Fokus på undgåelse af sorte hennatatoveringer er tilrådelig, og Miljøstyrelsens anbefaling er helt at undgå hennatatoveringer og i særdeleshed de sorte af slagsen. Læger, der ser patienter, der har reageret på sort henna-tatoveringer, bør råde dem til ikke at farve hår og/eller øjenbryn i fremtiden, da det kan medføre svære allergiske reaktioner.

Korrespondance: Kasper F. Hjuler, Dermatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, P.P. Ørums Gade 11, 8000 Aarhus C. E-mail: khp@ki.au.dk.

Antaget: 17. april 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 29. juli 2013

Interessekonflikter: ingen.

Summary

Allergic contact dermatitis caused by temporary black henna tattoos in two siblings

Para-phenylenediamine (PPD) in black henna tattoo mixes is widely recognised as a cause of type-IV allergic contact dermatitis. Legislation in Western countries prohibits the use of PPD on the skin and limits the use in hairdye. In this report, we present a case of two brothers aged five and eight years with classical sensitization and illustrative contact dermatitis after repeatedly exposure to black henna. The hyper-sensitivity reaction to PPD was confirmed in later patch testing. The case serves as a reminder on the potential consequences of a seemingly harmless skin drawing.

Referencer

Litteratur

  1. Brancaccio RR, Brown LH, Chang YT et al. Identification and quantification of para-phenylenediamine in a temporary black henna tattoo. Am J Contact
    Dermat 2002;13:15-8.

  2. Almeida PJ, Borrego L, Pulido-Melian E et al. Quantification of p-phenylenediamine and 2-hydroxy-1,4-naphthoquinone in henna tattoos. Contact Dermatitis 2012;66:33-7.

  3. Lewin PK. Temporary henna tattoo with permanent scarification. CMAJ 1999;160:310.

  4. Vasilakis V, Knight B, Lidder S et al. Severe type IV hypersensitivity to »black henna« tattoo. BMJ Case Rep 2010;2010.

  5. Krasteva M, Bons B, Tozer S et al. Contact allergy to hair colouring products. Eur J Dermatol 2010;20:85-95.