Skip to main content

Spændingsafhængige calciumkanaler (CaV) i nyren

Cand.scient. Ditte Andreasen: Cand.scient. Ditte Andreasen

2. nov. 2005
2 min.

Arbejdet, der præsenteres i denne ph.d.-afhandling, blev udført på Institut for Medicinsk Biologi, Fysiologi og Farmakologi ved Det Sundhedvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet i Odense. Formålet med undersøgelsen var at kortlægge forekomsten af CaV i nyren ved hjælp af molekylære teknikker.

Det blev vist, at den hjerte- og glat muskelcelle-specifikke L-type kanal CaV1.2 er udtrykt i hele den præglomerulære del af de renale kar, samt i jukstamedullære efferente arte- rioler og vasa recta, men ikke i kortikale efferente arterioler; dette blev vist både på mRNA- og på proteinniveau. Forekomsten af mRNA for de to T-type kanaler CaV3.1 og CaV3.2 blev vist i de samme strukturer. Mere overraskende var fundet af den neuronale P/Q-type-kanal CaV2.1 i hele det renale kartræ vist på både mRNA- og på proteinniveau, samt at vaskulære glatte muskelceller udtrykker både CaV1.2 og CaV2.1.

Forekomst af CaV1.2 og CaV2.1 blev også vist i glatte muskelceller i nyrebækkenet, ureter og blæren. Basalcellerne i urinvejenes overgangsepitel viste kraftig immunfarvning for CaV1.2, mens kun de mest basalt liggende celler viste CaV2.1-mærkning. Derudover blev det vist at T-type-kanalen CaV3.1 udtrykkes i distale konvolutte tubuli og indre medullære samlerør.

De molekylære fund i de renale blodkar blev understøttet af funktionelle studier, der blev udført af Pernille B. Hansen. Rollen for CaV i nefron og urinvejenes epitel er endnu uafklaret. Derudover bør den præcise funktion af P/Q-type-kanalen i glatte muskelceller uddybes. Fundet af flere typer CaV i karrenes glatte muskelceller åbner mulighed for en mere differentieret regulering af kartonus end hidtil antaget.

Forf.s adresse: Syddansk Universitet, Odense, Institut for Medicinsk Biologi, Fysiologi og Farmakologi, Winsløwparken 21, 3., 5000 Odense C.

E-mail: ditteand@hotmail.com

Forsvaret fandt sted den 25. oktober 2002.

Bedømmere: Hans Dieperink, Jørgen Frøkjær og Erik Persson, Sverige.

Vejledere: Ole Skøtt, Boye L. Jensen og cand.scient. Peter Mose Larsen.