En 20-årig tidligere rask kvinde blev akut indlagt pga. en uges feber, opkastninger og abdominalsmerter udstrålende til venstre skulder. Flg. biokemiske niveauer blev målt: alaninaminotransferase 170 E/l, P-koagulation (2, 7, 10) 0,65 (normal), lymfocytose 11,1 × 109/l, trombocytopeni 102 × 109/l og hæmoglobin 5,7 mmol/l, faldende til 4,3 mmol/l under indlæggelsens første timer. En ultralydskanning viste splenomegali med subkapsulær blødning og sivning til frit peritoneum, hvilket blev bekræftet ved CT. Patienten erindrede ikke at have været udsat for noget traume. Serologien var forenelig med akut Epstein-Barr-virusinfektion. Cytomegalovirusmåling var negativ.
Behandlingen var konservativ med tre supplerende blodtransfusioner. Først under indlæggelsen for miltruptur tilkom der tonsilsvulst og cervikal lymfadenopati. Ved enmånedskontrol var patienten upåvirket, fraset træthed.
Splenomegali ses hos 50-75% af patienterne med infektiøs mononukleose. Miltruptur forekommer hos < 0,5% og er en sjælden komplikation. Miltruptur kan vise sig ved abdominalsmerter (88%), Kehrs tegn (smerteudstråling til venstre skulder ved palpation af øvre venstre kvadrant pga. irritation af diafragma) (33%) og cirkulatorisk kollaps (27%). Dødeligheden er opgjort til 9% [1]. Miltruptur opstår oftest inden for 3-4 uger, hvorfor dyrkelse af især kontaktsport frarådes fire uger efter infektionsdebut [1, 2]. Indikation for kontrolultralydskanning vurderes på individuel basis.
Korrespondance: Nanna Wittrup Sodemann.
E-mail: nanna@sodemann.dk
Publiceret på Ugeskriftet.dk: 4. marts 2019
Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er
tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk
Referencer
LITTERATUR
Bartlett A, Williams R, Hilton M. Splenic rupture in infectious mononucleosis: a systematic review of published case reports. Injury 2016;47:531-8.
Sherpard RJ. Exercise and the athlete with infectious mononucleosis. Clin J Sport Med 2017;27:168-78.