Statens Serum Institut 1902-2002

Statens Serum Institut blev grundlagt den 9. september 1902 for at sikre forsyning af anti-difterisk serum til danske patienter.

I 100 år har Statens Serum Institut bevist sin værdi for det danske samfund ved løbende at omsætte forskningsbaseret viden til praktisk forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme og medfødte lidelser. Statens Serum Institut varetager i dag et forskningsbaseret smitteberedskab, der omfatter epidemiologisk overvågning, reference- og undervisningsfunktioner, specialdiagnostik, udvikling og produktion af vacciner, plasmabaserede lægemidler og produkter, der anvendes til mikrobiologisk diagnostik. Statens Serum Institut har 1.200 ansatte og er en af landets store forskningsinstitutioner.

Stigningen i befolkningens middellevealder i vor del af verden i de seneste 100 år kan alene forklares ud fra faldet i dødeligheden af infektionssygdomme (1). Stærkt forbedrede sociale og hygiejniske forhold er de væsentligste årsager hertil, men forebyggelse og behandling af infektioner gennem vaccination, målrettet diagnostik og antibiotikabehandling har også haft stor betydning.

I de 100 år har Statens Serum Instituts produkter, diagnostik, rådgivning, information og forskningsresultater været anvendt dagligt i store dele af det danske sundhedsvæsen og i varierende omfang også internationalt. I dag står bredden og dybden af denne indsats næppe helt klart for de fleste læger. Dette vil vi gerne råde bod på med denne orientering, som kan bidrage til en bedre forståelse af, hvad instituttet står for i dag. Emnet er stort og omfatter vigtige kapitler af dansk medicinsk historie, men pladsen tillader kun et kort rids af Statens Serum Instituts 100-årige virke. Vi omtaler således ikke de politiske, økonomiske og administrative aspekter af instituttets historie, ligesom vi kun nævner få af den lange række af markante personligheder, der har været tilknyttet instituttet og på forskellige måder og til forskellige tider har været afgørende for instituttets udvikling, det være sig som producenter, forskere, metodeudviklere, statistikere, administratorer, ledere m.v. Vi kan i øvrigt henvise til Klaus Jensens levende og engagerede 100-års-jubilæumsbog om Statens Serum Institut (2) og tidligere udgivelser om instituttets historie (3-5).

Statens Serum Institut blev etableret i den periode, hvor den moderne lægevidenskab havde sit gennembrud. Mikrobiologi og immunologi var blandt de første nye lægevidenskabelige discipliner, der på dramatisk vis frembragte praktisk anvendelige resultater til gavn for forebyggelse, diagnostik og behandling. Disse fagområder er fortsat i vækst sammen med en lang række nye områder, der er opstået i de forløbne 100 år, fx biokemi og molekylærbiologi, som i dag er grundlæggende discipliner i store dele af lægevidenskaben.

Den rivende biomedicinske udvikling har styret Statens Serum Instituts udvikling i hele perioden, således at Instituttet uafbrudt har været i stand til at løse presserende opgaver for det danske sundhedsvæsen i takt med ændringer i sygdomsmønstret og i mulighederne for forebyggelse, diagnostik og behandling (Fig. 1 ). Instituttet har især beskæftiget sig med udvikling og produktion af terapeutiske antisera, vacciner og blodprodukter, udvikling og udførelse af diagnostiske laboratorieundersøgelser med hertil hørende daglig rådgivning af landets læger, epidemiologiske undersøgelser, epidemibekæmpelse og en omfattende forskning.

De første år - de »gamle« infektionssygdomme

Statens Serum Institut blev grundlagt den 9. september 1902 med det formål at sikre fremstilling og forsyning af anti-difterisk serum til danske patienter. Herved overtog instituttet forpligtelserne fra Københavns Universitet, som havde varetaget produktionen siden 1894 på Laboratorium for Medicinsk Bakteriologi under ledelse af professor Carl Julius Salomonsen . Behovet for anti-difterisk serum var kraftigt voksende, men universitetets ledelse ønskede ikke, at universitetet fortsat skulle påtage sig produktudvikling og produktion af frygt for, at anvendt videnskab og kommercielle hensyn skulle få for stor indflydelse på den frie forskning og undervisning.

Salomonsen blev Statens Serum Instituts første direktør om end på deltid. Ved indvielsen havde instituttet fire ansatte under daglig ledelse af Thorvald Madsen . Han blev direktør for Statens Serum Institut i 1909 og var indtil pensioneringen i 1940 den dynamiske drivkraft bag instituttets udvikling til et af verdens førende inden for området.

I de første 20 år var Statens Serum Instituts arbejde præget af produktionen af terapeutiske antisera (Fig. 2 ), af opdagelsen af de sygdomsfremkaldende mikroorganismer og af fremkomsten af immunologiske metoder til diagnostik, fx Wassermann-reaktionen til diagnostik af syphilis. Under første verdenskrig var stivkrampen blandt sårede soldater et meget stort problem. Instituttet var her i stand til at levere så store mængder anti-tetanus-serum til de krigsførende lande, at instituttet var selvfinansierende og endda kunne overføre et overskud til statskassen.

I 1920'erne og 1930'erne fik bekæmpelsen af tuberkulose høj prioritet. Tuberkulosens forekomst blev kortlagt, diagnostikken forbedret og betydningen af mælkebåren smitte med bovine mykobakterier blev fastslået, hvilket medvirkede til, at pasteuriseringen af mælk blev indført. Instituttet forestod udviklingen af tuberkulin til diagnostik og udvikling af BCG-vaccinen, der i 1930'erne blev anvendt til vaccination af personer med særlig høj risiko for tuberkulose bl.a. i Grønland.

Tuberkuloseepidemien, de store mælkebårne epidemier og tyfusepidemierne førte til oprettelsen af Epidemiologisk Afdeling, hvis drift i begyndelsen var finansieret af Rockefeller Foundation. Opgaven blev at kortlægge forekomsten af smitsomme sygdomme og deltage i forebyggelse og bekæmpelse af disse. Afdelingen har også i dag en hovedrolle i det danske smitteberedskab, et arbejde der bliver varetaget i tæt samarbejde med landets læger, med diagnostiske laboratorier og med nationale og internationale sundhedsmyndigheder.

På vaccineområdet var instituttet i 1920'erne først i verden med at udvikle og afprøve en kighostevaccine, og i 1930'erne overtog Instituttet fremstillingen af koppevaccinen, deltog i udviklingen af den første danske mund- og klovsygevaccine og udviklede vacciner mod tetanus og difteri.

Under anden verdenskrig blev Danmar k ramt af en difteriepidemi. Massevaccination mod difteri fandt sted i København 1941 med vaccine fremstillet af Statens Serum Institut (Fig. 3 ). Ved krigens slutning og i de første efterkrigsår var sygdomsbilledet præget af mange tilfælde af tyfus, plettyfus og tuberkulose forårsaget af de store flygtningestrømme sydfra og af en høj forekomst af kønssygdomme. Alle gravide blev som følge heraf fra 1946 tilbudt rutinemæssig WR-screening med henblik på forebyggelse af medfødt syphilis, og prøverne blev analyseret på Instituttet.

Standardiseringsarbejdet, blod, hormonundersøgelser og medfødte sygdomme

I samarbejde med Folkeforbundets Hygiejnekomite, hvor Thorvald Madsen var formand, blev instituttet involveret i den internationale standardisering og kvalitetssikring af anti-difterisk serum og en række andre terapeutiske og diagnostiske produkter, hvilket i 1935 førte til oprettelsen af Standardiseringsafdelingen.

Afdelingen fremstillede og udsendte biologiske standard- og referencepræparater til laboratorier og institutter verden over og medvirkede til, at laboratorieresultater opnået i forskellige lande kunne sammenlignes. Niels Jerne fik i 1984 Nobelprisen, bl.a. for den forskning han havde udført under sin ansættelse ved Standardiseringsafdelingen 1943-1956. I 1938 blev den Internationale Salmonella Central oprettet under ledelse af Fritz Kauffmann med henblik på international standardisering af typning af de mere end 2.000 kendte Salmonella -typer. Kauffmann fik også ansvaret for udviklingen af typespecifikke antisera til behandling af alvorlige pneumokokinfektioner. De terapeutiske antisera fik ikke stor anvendelse på grund af penicillinets fremkomst, men instituttet er verdens førende producent af typespecifikke antisera, der i dag anvendes til diagnostik og typning af pneumokokker.

I 1920'erne fremstillede instituttet de første blodtypeserologiske reagenser og udførte blodtypeserologiske undersøgelser for landets sygehuse. I 1932 blev spejdernes og væbnernes bloddonorkorps tilknyttet, og Statens Serum Institut påtog sig herefter at levere blod til sygehusene. I en årrække indtil 1990 havde instituttet en af landets største blodbanker, som også stod for landets forsyning af gammaglobulin til rhesusprofylakse, og hvor undersøgelser for autoimmunsygdomme blev udviklet og indført i Danmark. Autoimmunafdelingen er i dag landets centrale afdeling for denne diagnostik. I 1950'erne begyndte Statens Serum Institut at fremstille albumin fra blodplasma, og i dag oparbejder instituttet plasma fra alle danske bloddonorer og leverer det albumin og immunglobulin, der anvendes på danske sygehuse.

I 1920'erne blev arbejdsområdet udvidet til også at omfatte graviditetsdiagnostik, der krævede brug af så mange forsøgsdyr, at det reelt kun var Statens Serum Institut, der kunne påtage sig opgaven. Hormonafdelingen, i dag Klinisk Biokemisk Afdeling, kom til at spille en stor rolle for udviklingen og den kliniske anvendelse af graviditets- og kønshormonanalyser og senere for prænataldiagnostik og forebyggende diagnostik af medfødte sygdomme. De sidstnævnte områder er i vækst i dag og omfatter undersøgelser af gravide og af alle landets nyfødte. Instituttet råder i dag over landets største biobankmateriale, dvs. blodprøver fra nyfødte og udvalgte patientgrupper. Biobanken er uvurderlig i udforskningen af årsager til mange sygdomme og er et stort forskningsområde nu og i fremtiden. Genetisk diagnostik af udvalgte sygdomme, fx hjertesygdomme er også føjet til listen over instituttets nye arbejdsopgaver.

Internationalt arbejde, polioepidemien og børnevaccinationsprogrammet

Efter krigen var Statens Serum Institut aktiv i den internationale tuberkulosekampagne under ledelse af overlæge Johannes Holm . Det anslås, at 57 millioner børn og unge, flest i Centraleuropa, blev testet for tuberkulose med tuberkulin fremstillet af instituttet, og at 16 millioner blev BCG-vaccineret, heraf flertallet med instituttets BCG-vaccine. Denne første internationale massevaccination blev et forbillede for WHO's vaccinationskampagner - ikke mindst i forbindelse med udryddelsen af kopper. Serum Instituttet har siden kampagnen været en af verdens førende producenter af BCG-vaccine og tuberkulin. En af Johannes Holms »elever«, den danske læge Halfdan Mahler, blev senere generaldirektør for WHO.

Det internationale samarbejde har altid haft stor betydning, og i 1950'erne og i 1960'erne blev der oprettet en række WHO-referencecentre på Statens Serum Institut. Disse havde især tidligere stor betydning i forbindelse med uddannelse og træning i laboratorieteknik og vaccinefremstilling for stipendiater fra udviklingslandene. I slutningen af 1970'erne blev aktiviteten udvidet gennem etablering af Sino-Danish Biomedical Training Center, Beijing, Kina. I en 15-årig periode blev der med støtte fra Danida gennemført 50 længerevarende kurser med 3.000 kursister fra alle egne af Kina (2).

1950'erne blev vaccinationernes årti. I 1950 blev børnevaccinationsprogrammet indført og omfattede et tilbud om vaccination mod difteri, tetanus, kopper og tuberkulose. Børnelammelsesepidemien i 1952 og 1953 kom som et chok for den danske befolkning, og alle kræfter blev sat ind på udviklingen af en vaccine. I april 1955 kunne Statens Serum Institut tilbyde poliovaccination til børn i alderen 7-12 år (Fig. 4 ). Danmark var derved det første land i Europa og det andet land i verden - 13 dage efter USA - som kunne give dette tilbud, som 98% af børnene tog imod. I løbet af få år blev børnelammelsen udryddet i Danmark.

I 1960'erne blev børnevaccinationsprogrammet udbyg-get med kighostevaccination og oral-polio-vaccination, i 1980'erne med vaccination mod mæslinger, fåresyge og røde hunde og i 1990'erne med vaccination mod Haemophilus influenzae og mod kighoste med en ny vaccine med færre bivirkninger.

Diagnostik og beredskab

I 1960'erne og 1970'erne etablerede Statens Serum Institut en række klinisk mikrobiologiske regionalafdelinger ved landets største sygehuse med det formål at forbedre den diagnostiske service og rådgivning. I 1980'erne overtog amterne driften af disse afdelinger. Instituttet har dog stadig et tæt samarbejde med de lokale mikrobiologiske afdelinger, der lokalt overvåger forekomsten af smitsomme sygdomme og indberetter fundene til instituttet. Den toårige kursusstilling for kommende speciallæger i klinisk mikrobiologi har siden etableringen af udannelsen været placeret på instituttet.

De store problemer med resistente stafylokokker på landets sygehuse i slutningen af 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne satte fokus på det hospitalshygiejniske område og på antibiotikaforbruget. Statens Serum Institut deltog aktivt i opsporingen af smittekilder og -veje, og i 1978 blev den Centrale Afdeling for Sygehushygiejne etableret på instituttet. Afdelingens opgave er at rådgive og vejlede landets sygehuse om sygehushygiejniske problemstillinger.

Det diagnostiske område har i de seneste 25-30 år været præget af en rivende metodeudvikling og indførelse af mange nye undersøgelser inden for bakteriologi, virologi, immunologi, autoimmunologi og biokemi baseret på nye immunologiske og genteknologiske principper. En række analyser udføres nu decentralt i sundhedsvæsenet, mens nye analyser og analyser med højt teknologiindhold samt screeningsanalyser for sjældne sygdomme udføres på in stituttet. Instituttet leverer ikke blot analyseresultater, men giver også dagligt en meget omfattende telefonisk vejledning og rådgivning til landets læger vedrørende forebyggelse, diagnostik og behandling af den enkelte patient. Denne kliniske rådgivning er baseret på instituttets egen forskning og opdateret viden fra den hastigt ekspanderende internationale forskningslitteratur. Det har været Statens Serum Instituts målsætning at drive udviklingen frem på relevante diagnostiske områder under anvendelsen af de mest følsomme og specifikke teknikker og i øvrigt sikre det fornødne diagnostiske beredskab i tilfælde af epidemier.

Spektret af infektionssygdomme varierer. De seneste 30 år er der erkendt mere end 30 nye infektionssygdomme, og gamle infektionssygdomme er ved at unddrage sig kontrol. De fleste infektionsproblemer er menneskeskabte, og de ville kunne forebygges, behandles, og helbredes, hvis de erkendes i tide og ressourcerne er til stede.

Aids-epidemien kom på et tidspunkt, hvor mange troede, at der var kontrol med de smitsomme sygdomme. Epidemien medførte, at der på rekordtid blev etableret et hiv-sikkerhedslaboratorium, så sundhedsvæsenet kunne tilbydes de nødvendige hiv-diagnostiske undersøgelser. 1990'erne har været præget af problemer med fødevarebårne infektioner (Salmonella, Campylobacter ) og risikoen for kogalskab, hvilket har medført, at instituttet har opprioriteret indsatsen kraftigt på disse områder.

Senest har Statens Serum Institut siden september 2001 været optaget af at opbygge et beredskab til imødegåelse af følgerne af biologisk terror/krig (Fig. 5 ).

Statens Serum Institut i dag

I 100 år har Statens Serum Institut således været det nationale videncenter på sine arbejdsområder og haft et beredskab, der har sikret løsningen af en ubrudt række af nye presserende opgaver til gavn for det danske samfund. Dette har kun været muligt, fordi instituttet altid har sikret sig et stærkt forskningsgrundlag, herunder et stærkt og vidt forgrenet fagligt-videnskabeligt netværk og forskningssamarbejde, såvel internationalt som nationalt. Instituttet er således en af landets største sektorforskningsinstitutioner og har siden 1990 publiceret ca. 3.000 videnskabelige artikler, hvortil kommer ca. 30 disputatser og ca. 100 ph.d.-afhandlinger. Statens Serum Institut er i dag en statsvirksomhed under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Instituttet har godt 1.200 ansatte, en omsætning på over 800 mio. kr. og en eksport på 170 mio. kr. Statens bevilling til varetagelse af beredskabsopgaver udgør for 2002 ca. 90 mio. kr.

Statens Serum Instituts virke har mange facetter, betinget af behovet for at løse mange forskellige opgaver. I de første 50-75 år kunne opgaverne kun løses rent teknisk i Danmark af instituttet, hvorimod flere opgaver i dag, i hvert fald i teorien, ville kunne løses af andre, fx universitetsinstitutter, universitetshospitaler og måske også af den private sektor. Behovet for et centralt, statsligt »beredskabsinstitut« med en tilstrækkelig kontinuitet i viden, forskningskompetence og kritisk masse viser sig imidlertid gang efter gang, senest illustreret med aids-epidemien, kogalskabsepidemien, truslen fra eksotiske sygdomme, bioterrortruslen, behovet for specialdiagnostik, herunder omkostningseffektive screeningsundersøgelser og overvågning. At få løst disse landsdækkende opgaver ad hoc og af mange forskellige aktører er hverken realistisk eller rationelt i et land af Danmarks størrelse, og Statens Serum Institut vil derfor også fremover være garant for et forskningsbaseret landsdækkende smitteberedskab og rationel løsning af de øvrige opgaver.

Statens Serum Institut er enestående ved at have bevaret en blanding af produktion, diagnostik og overvågning baseret på forskning på et internationalt konkurrencedygtigt niveau. Modellen har været tilstrækkelig fleksibel og robust, hvilket bl.a. har vist sig ved, at instituttet i hele perioden har kunnet tiltrække og fastholde højt kvalificerede medarbejdere, som er en forudsætning for opgavernes løsning. Statens Serum Institut vil fremover fastholde og udbygge de kompetencer, der skal til for at varetage smitteberedskabet for det danske samfund, og vil tage initiativer, som kan bidrage til effektivisering og forbedring af det danske sundhedsvæsen. Samtidig vil Statens Serum Institut udnytte sin viden på bl.a. vaccineområdet til at bidrage til bedring af den internationale sundhed.

Reprints: Nils Strandberg Pedersen , Statens Serum Institut, Artillerivej 5, DK-2300 København S. E-mail: nsp@ssi.dk

Antaget den 31. juli 2002.

Statens Serum Institut, København.