Ph.d.-afhandlingen udgår fra ortopædkirurgisk afdeling, Aalborg Sygehus Syd og Aarhus Universitet. Til studiet anvendtes en kaninmodel, og der tages udgangspunkt i en knogleforlængelsesteknik, som i den vestlige verden har udviklet sig revolutionerende, siden russeren G.A. Ilizarov udbredte sine erfaringer og sit udstyr i starten af 1980'erne.
Til studiet blev der udviklet et knoglestivheds- og styrkemålingsudstyr til både in vivo- og in vitro-målinger. Til de densitometriske undersøgelser anvendtes en xCT 2000 og en XR-36 DEXA-skanner.
Formålet med studiet var at undersøge effekten af bisfosfonat (BP) på forlængelsesstykket, og om der er en hæmmende effekt på det ellers markante knogletab i den omkringliggende knogle. Det blev endvidere undersøgt, om blodaftapning svarende til 3/4% af kropsvægten hver 14. dag havde en gavnlig effekt på kvaliteten af forlængelsesstykket.
De mekaniske in vitro-test viste en signifikant effekt til fordel for BP, men ingen effekt af blodaftapning. Dette var også tilfældet ved forlængelsesstykket i in vivo-stivhedsundersøgelserne. BP viste sig at have en signifikantreducerende effekt på det ellers markante knogletab i knoglen uden for forlængelsesstykket.
Regressionsanalyser viste, at in vivo-knoglestivhedsundersøgelse er bedre til at forudsige knoglebrudstyrke, end BMD og BMC, og at der opnås en bedre forudsigelse af knoglebrudstyrken når brudstyrken i forlængelsesstykket ikke overstiger 2/3 af modsatte knogle.
Studiet viser, at brug af BP ved knogleforlængende procedurer kunne være et muligt aktiv i klinikken i bestræbelserne på at afkorte behandlingsperioden og reduktion af det ellers markante knogletab i den omkringliggende knogle. Et klinisk studie er under forberedelse på afdelingen.