Structured personalised diabetes care in general practice

Ph.d.-afhandlingen består af fire originale arbejder og en oversigt. Den er udført under min ansættelse ved Central Forskningsenhed for Almen Praksis i København.

Formålet var at undersøge muligheden for at optimere kvaliteten af type 2-diabetesbehandlingen i almen praksis. Afhandlingen baserer sig på en randomiseret kontrolleret undersøgelse med i alt 311 danske almen praksis og 1.543 nyopdagede type 2-diabetikere. Interventionen indebar regelmæssig patientopfølgning og opstilling af personlige behandlingsmål for væsentlige risikofaktorer, understøttet af påmindelsesbreve, en kliniske vejledning, patientstatusrapporter og kurser for lægerne.

Resultaterne fra interventionsgruppen viste, at de fleste patienter blev regelmæssigt lægeundersøgt og opnåede et acceptabelt risikofaktorniveau i de første seks år efter diagnosen. Endvidere at et valg af behandlingsmålet »god« i forhold til »acceptabelt« ved diagnosen prædicerede en bedre glykæmisk kontrol efter fem år, hvilket peger på, at opstilling af individuelle behandlingsmål kan bruges til at opnå den bedst mulige kontrol for patienten. Dernæst at lægekarakteristika som lægens erfaring, praksisform, antal tilmeldte patienter og ugentlige arbejdstid ikke havde nogen prædiktiv værdi for den opnåede glykæmiske kontrol.

Endelig viste resultaterne fra en tværsnitsundersøgelse seks år efter diagnosen i både interventions- og kontrolgruppen, at den glykæmiske kontrol muligvis kan forbedres hos dårligt regulerede patienter, primært ved at lægen ordinerer en kombination af perorale antidiabetika og/eller insulin. De praktiserende læger havde imidlertid modstand mod at intensivere behandlingen, specielt med insulin. Lægerne mente, at mange patienter ikke ville acceptere insulin.