Medicinsk Nyhed
Syrepumpehæmmere og mortalitet
Farmakoepidemiologisk undersøgelse antyder en overdødelig af hjerte-kar- og nyresygdomme blandt brugere af syrepumpehæmmere.
Omeprazol 20 mg. kapsel. Foto: Slick/Wikimedia Commons
25. jul. 2019
2 min.
Brugen af syrepumpehæmmere (PPI) i befolkningen er udbredt og er tidligere blevet relateret til en række forskellige bivirkninger, herunder kardiovaskulære og nefrologiske. I et nyligt publiceret studie baseret på en overvejende mandlig kohorte af amerikanske veteraner har man søgt at relatere anvendelse af PPI til total og årsagsspecifik dødelighed. Blandt nye brugere af mavesyrenedsættende medicin identificerede forfatterne næsten 180.000 personer, som blev behandlet med PPI, og ca. 60.000, som fik H2-blokkere i en periode på over tre måneder. På baggrund af en lang række analyser konkluderer de, at i forhold til brugere af H2-blokkere har personer, som er i behandling med PPI, en lille, men signifikant øget risiko for at dø som følge af kardiovaskulær sygdom og kroniske nyresygdomme. Den øgede risiko var af samme størrelsesorden blandt dem, som opfyldte indikation for PPI-behandling, som blandt dem, hvor der ikke var indikation for behandlingen.
Professor Peter Bytzer, Københavns Universitet og Gastroenterologisk Sektion på Sjællands Universitetshospital, Køge, kommenterer: »Dette amerikanske studie føjer sig til den lange række af farmakoepidemiologiske associationsstudier, som har undersøgt mulige langtidsrisici ved PPI-behandling. Tager man artiklens data for pålydende, vil det betyde, at patienter i PPI-behandling dør 44 dage tidligere end patienter i behandling med H2-blokkere – set over et tiårigt perspektiv. På trods af de meget avancerede epidemiologiske analyser, som skulle reducere risikoen for bias, er man alligevel efterladt med betydelig tvivl om validiteten af artiklens budskab om overdødelighed i gruppen af PPI-behandlede sammenlignet med patienter, som bliver behandlet med H2-blokker. Man savner således en fornuftig biologisk hypotese, der skulle kunne forklare overdødelighed af så forskellige årsager som kardiovaskulær sygdom, cancer, kronisk nyresygdom og infektiøse og parasitære lidelser. Mistanken om, at de rapporterede forskelle kan forklares af residual confounding – på trods af alle statistiske krumspring – forstærkes af data, der viser, at PPI-behandlede i gennemsnit fik medicin i fire et halvt år mod halvandet år i gruppen, som blev behandlet med H2-blokker. Og at PPI var den foretrukne medicin til patienter med god indikation for syrehæmning, f.eks. mavesår, tidligere ulcusblødning og Barretts øsofagus.
Vi skal uændret have fokus på at reservere PPI til patienter, hvor der er god indikation for behandlingen, men ikke lade os skræmme af en postuleret, men ikke verificeret langtidsrisiko«.
INTERESSEKONFLIKTER: ingen