Tættere på sikker viden om naturen - tættere på Steno

Den 1. januar 2004 er det 366 år siden Niels Stensen blev født i København. Anatomen, geologen og biskoppen Niels Stensen (1638-1686) benyttede en metode til at opnå viden om naturfænomener, som har stået sin prøve: Hans teorier har vist sig sjældent holdbare for kritik. I denne artikel gennemgås nogle aktuelle bøger.

Om Stenos metode

Biskoppen af Titiopolis - alias Niels Stensen , alias Steno - kan vække debat om andet end konfessionelle anliggender. Hans videnskabsteori vurderes forskelligt. I indledningen til hans samlede videnskabelige arbejder skrev medicinhistorikeren Vilhelm Maar i 1910, at Steno stillede sine spørgsmål og gav sine svar som en videnskabsmand af det tyvende århundrede, og skønt dybt religiøs tyede han ikke til overnaturlige kræfter for at løse videnskabelige problemer. Det er der bred enighed om, men der er langtfra enighed om, hvilken metode Steno benyttede i en forskning, som omfattede anatomien i vid forstand, og som regnes for grundlæggende for geologien.

I den ene af to aktuelle bøger argumenterer geologen Jens Morten Hansen [1] for - bl.a. med henvisning til undertegnede [2] - at Steno betjente sig af den af Karl R. Popper i 1930'erne beskrevne videnskabsmetode. Den kan kort resumeres: En videnskabelig teori starter som en ide ved antagelser eller gæt ud fra viden og observationer, som søges falsificeret ved at anskue emnet ud fra andre synsvinkler. Er ideen eller hypotesen holdbar, og er den tillige brugbar, får den karakter af en videnskabelig teori. Stenos palæontologiske teorier er fra forfatterens hånd benævnt conjectura (I-VI), dvs. som på engelsk, conjecture : gæt. Nok så afgørende skrev Steno , at resultatet af disse anstrengelser var verosimiliter, dvs. tæt på sandheden eller sandhedslignende, det selvsamme ord, som Popper uafhængigt benyttede. Som Popper holdt Steno sig fra at skrive, at det, han beskrev, var sandheden, som det ellers var almindeligt. Nogen tilskriver det en beskeden karakter. Jens Morten Hansen betragter det som en bevidst metode.

I den anden bog nævner filosofihistorikeren Carl Henrik Koch , at Steno snarere end af Descartes var præget af dennes mindre kendte samtidige Gassendis videnskabsteori, ifølge hvilken en absolut sandhed aldrig nås [3]. Lad mig tilføje et udsagn, nemlig at Steno beskrev Gassendi som »Frankrigs lys«, mens hans omtale af Descartes var mere forbeholden. Koch vil hævde, at Steno kun accepterede det, han kunne se med egne øjne, og bemærker, at han var, hvad der senere er betegnet som positivist. Sidstnævnte vurdering er også at finde i Kochs introduktion til Stenos »Dissektion af et hajhoved« [4].

Steno vurderet som positivist, hhv. som popperianer må siges at være ret modstridende. De giver begge forklaringer, som ikke har oprindelse i Stenos samtid. Er de også holdbare over for forsøg på modbevis?

På knap ti år er der mig bekendt ikke skrevet imod, at Steno anvendte og til dels beskrev en metode ganske svarende til Poppers . Indvendinger kan vel indtræffe. Men her og nu vil det volde problemer at forsvare Steno som positivist: Hans teorier om forsteningers biologiske herkomst, respektive at jordskorpens lagdeling er et udtryk for en kronologi, er og bliver tankekonstruktioner. Dette gælder også en muskelteori, som netop ikke lod sig bevise med samtidens mikroskoper. Stenos mange teorier blev ivrigt diskuteret i den lærde verden. De fleste endte dog med afvisning og glemsel, men de er nu rigtige nok. Måske var det, fordi Steno netop ikke var »positivist«, at hans rigtige teorier blev afvist?

Kochs forslag til supplerende læsning er bl.a. førnævnte bog af Jens Morten Hansen . Heri står der, at nok var Steno fra starten »positivist«, men at hans forskning ikke kunne være begrænset af det påviselige og dermed udelukke fortidens begivenheder, og at Steno formulerede sin egen videnskabsopfattelse. Det virker tamt at henvise til en bog med den modsatte opfattelse af ens egen uden at komme ind på forskellen.

Styrken hos Koch er hans gennemgang af indflydelsen fra lærerne, fra kirken og fra filosoffer og videnskabsmænd omtalt i Stenos studenternoter. Svagheden er i beskrivelser af nogle af Stenos teorier og hans metode.

Bogen er kortfattet og derfor ikke nødvendigvis komplet med hensyn til alle videnskabelige opdagelser. En mere præcis omtale af, at Steno opdagede tårekirtlernes trådtynde udførselsgange og beskrev tårernes funktion som smøremiddel for øjnenes bevægelser, burde have været med. Den eksemplificerer Stenos suveræne teknik som anatom, og den ændrede fuldstændig opfattelsen hos både læg og lærd.

I omtalen af hjerte- og muskelforskningen mangler Koch lige essensen, nemlig at musklers forkortning skyldes fibersammentrækning. Steno beskrev det som den første, men blev afvist og efterfølgende holdt for nar, hvorfor hele hans muskellære, inkl. dens strukturelle baggrund, fejlagtigt blev forkastet. Muskellæren forblev derfor nedvurderet lige til vor tid og er bl.a. hos Maar omtalt som det måske svageste arbejde fra Stenos pen. Nu er muskellæren bedre anskrevet også hos Koch , som dog principielt ikke vil vide af, at Steno var forud for sin tid. Men også de geologiske teorier skulle genopdages, før de kom ind i varmen i 1830'erne. Er dette ikke at være forud for sin tid, må man til at sige, at videnskaben var bagud for sin tid. Lidt ligesom i tilfældet Kopernikus .

Jens Morten Hansen vil vide, at Steno diskuterede med William Harvey under et fælles ophold i Montpellier i Sydfrankrig i 1665. Desværre havde kredsløbets opdager ved den tid været død i syv år. Men Steno mødtes med Harveys landsmand William Croone , og de har haft rigeligt at diskutere, for deres teorier om musklerne, som begge var public eret i året forinden, var stik modsatte. Croone holdt sig til antikkens og Descartes ' teori om, at fibrenes svulmen får dem til at forkorte musklen, og han forblev på det parti til sin død.

Om krystaller mangler Koch , at disse vokser ved pålejring udefra, som Steno beskrev det, og ikke ved vækst indefra. Diskussionen her og andetsteds om, hvorvidt Steno beskrev krystalvinklens konstans, er patetisk. Et krystal kan ikke vokse ved pålejring udefra på anden vis end ved at holde krystalvinklen, ellers bliver det til noget andet.

Endelig kan det overraske at læse hos Koch , at Stenos dødsårsag muligvis var tarmslyng. Steno skrev i sine to sidste breve, at han var blevet angrebet af en smertefuld udspiling, »l'inflazione colica«, med smerter i korsbenet, og at urinen helt udeblev. Opkastninger er nærmest obligatorisk for diagnosen tarmslyng, men opkastninger er ikke nævnt i kildematerialet, hvorfor denne diagnose er usandsynlig. Den syges egen fortolkning var, at en sten havde sat sig fast i en fold i blæren, »pietra tra la dupplicatura della vesica«, og givet betændelse. Så hvorfor ikke holde sig til det.

Begge forfattere beskriver Stenos superpositionsprincip, som er den mest grundlæggende regel i geologien. Sedimentære jordlag er successivt aflejret i vand, som har dækket området tidligere. Det lag, som ligger underst, er aflejret på klippe, som var der først. De nederste lag er de ældste, medmindre forstyrrelser siden er indtrådt. Den samme sekvens af aflejringer kan følges forskellige steder.

Jens Morten Hansen omtaler, at der ligger en kronologisk forståelse bagved denne argumentation, ligesom når Steno skriver, at når et emne sætter sit aftryk i omgivelserne, er emnet ældre end aftrykket.

Kronologi er det første af Stenos tre kriterier for sikker naturerkendelse. Med det andet, et genkendelseskriterium, var målet »tilstrækkelig lighed«, f.eks. mellem forsteninger fra fortiden og nulevende væsener. Når lighed støttes af det tredje kriterium, derved at sporene, dvs. informationen, ligger i faste medier, kan tankekonstruktionen efterprøves, og sikker erkendelse etableres.

De tre kriterier for sikker viden i naturerkendelse, kronologi, tilstrækkelig lighed og konservering alene i faste medier, er benyttet i 1669 til at formulere en fortsat gyldig naturbeskrivelse. Flydende og luftformede medier kan transportere, men, som allerede dengang skrevet, ikke fastholde information. Ganske svarende hertil har man i sin pc en harddisk til at gemme software. Er harddisken gået tabt, eller mangler software til at læse den, er informationen - pist væk. Jeg vil tillade mig at karakterisere Stenos tre kriterier som den mentale software nødvendig for at læse informationen nedlagt i naturens faste legemer. For Jens Morten Hansen er Stenos tre kriterier grundlaget for en nutidig videnskabelig erkendelsesteori. Det er hans fortjeneste, at Stenos videnskabsmetode er klarlagt.

Fra tidernes morgen er der indtruffet mangt og meget. En forsvindende lille del er bevaret som information i faste medier. Kun denne del kan kortlægges som sikker viden. Resten fortaber sig som boblerne i bækken, som sne, der faldt i fjor, som en streg i sandet - medmindre det er fastholdt på foto, som en DNA-streng fra en uddød mammut bevaret under permafrost, som en luftboble i en iskerne fra isbræens dyb eller som en af de forsteninger, Steno først af alle klarlagde oprindelsen af.

Et nyt og langtidsholdbart videnskabeligt erkendelsesgrundlag var fuldt udviklet og afprøvet, da Steno i 1673 i et kendt citat skelnede mellem det vi ser, det vi ved, og det vi er uvidende om. Måske var det noget i den retning Vilhelm Maar fornemmede med sit udsagn om Stenos nutidige videnskabsmetode. Ved at afstå fra at kommentere demonstrerer Carl Henrik Koch blot distancen mellem Steno og filosofihistoriens kædedans.

Samme svaghed gør sig ikke gældende for en biografi på norsk af Hans Kermit (anmeldt Ugeskr Læger 2000;162:5096-7), nu udkommet i engelsk udgave [5].

Mellem venner

Steno traf den fem år ældre filosof Spinoza under sit studieophold i Leiden. Senere, efter at han var konverteret, sendte han ham et »åbent brev« fra Italien bl.a. for at vinde ham for den katolske lære, dog uden held. Det er lige så velkendt, at Steno siden mødte og korresponderede med den otte år yngre filosof Leibniz . Derimod er Stenos mulige relationer til den katolsk konverterede dronning Kristina af Sverige, som opholdt sig i Rom på den tid, ikke tidligere undersøgt. Ved et symposium om Steno i Rom i 2000 blev der forelagt interessante nye bidrag bl.a. om disse tre forbindelser. Disse bidrag er nu publiceret [6].

Pina Totaro fra Roms La Sapienza universitet har i Vatikanets arkiver fundet et brev (eller måske en erklæring - der er ikke anført nogen modtager). Skrivelsen er dateret den 7. september 1677, dvs. kort før bispevielsen i Rom. Heri omtaler Steno det nære bekendtskab med Spinoza , som vi nu hører dagligt overværede hans dissektioner i Leiden »for at lokalisere sædet for følelserne og bevægelsernes princip«. Steno angiver, at ærindet for redegørelsen var faren ved Spinozas »nova filosofia« som må bekæmpes med alle midler og kræver behandling af allerede angrebne.

Anne Vibeke Vad , mag.art. i filosofi, er dykket ned i Leibniz ' kæmpestore korrespondance og har fundet, at den berømte filosof viste stor interesse for Stenos videnskab og håbede på at få ham tilbage til at dyrke denne, og at han så hen til at få ham med på en plan om at genforene de kristne. Leibniz blev afvist på begge punkter og var ret så frustreret herover - for Steno var der kun én kirke, den romersk katolske. I begge disse indlæg ser man, at det var de berømte venner, som kom til Steno , ikke omvendt.

Heller ikke Kari Elisabeth Børresen , norsk teologiprofessor, finder megen støtte for den økumeniske tanke ved læsning af Steno . Som medudgiver af dronning Kristinas skrifter har hun ikke fundet Steno omtalt. De to berømte nordiske konvertitter har næppe truffet hinanden, selv om de givetvis har kendt til hinanden. Det er egentlig påfaldende.

Jeg kan tilføje, at dronning Kristina fik en afgørende og særdeles negativ betydning for Stenos muskelteori. Hun sponsorerede udgivelsen af Borellis »De motu animalium«, Rom 1680. Her står at læse, at sådanne strukturer (som Steno beskrev) ikke fungerer og derfor ikke eksisterer i naturen. Descartes ' sidste elev, dronning Kristina , fremmede dermed en forkert muskelteori på bekostning af den rigtige. Sikker viden var, hvad Descartes mente at have opnået. Hans discipel Borellis muskelteori er skoleeksemplet på, hvad usikker viden er og kan føre til.

Om Stenos geologi

En amerikansk geolog tilknyttet videnskabsinstituttet the Smithsonian i Washington bestemte sig for at skrive en bog om palæontologi. Alan Cutler blev så fascineret af den for ham ukendte Steno , at bogen i stedet blev en skildring af denne med hovedvægten på de geologiske arbejder. Der er tale om en af de bedste beskrivelser heraf [7].

Til forklaring af fundet af sten, der ligner havdyr i bjerge højt hævet over havets overflade, hævdede allerede nogle af antikkens græske forfattere, at havet måtte have dækket findestedet tidligere. Også Stenos lærere beskrev forsteninger. Men nu var den gældende forklaring, at klipperne havde en skabende evne, en vis formans. Det er først hos Steno , at forsteningers biologiske herkomst hævdes som en videnskabelig teori. Den mødte modstand, så kraftig endda at teorien blev glemt, indtil den blev genopdaget langt senere. Stenos teori, om at jordlagene har forandret sig under indflydelse af syndfloden m.m., og samtidens forestillinger om jordens alder siden skabelsen er mesterligt fremstillet hos Cutler , som fortæller om Stenos teorier, samtidens forestillinger og vurderinger med vægtning gennem nutidens kendskab hertil. Specielt har bogen en god beskrivelse af udviklingen af de geologiske teorier i de to år, der gik mellem Stenos to publicerede »foreløbige« arbejder. Det egentlige hovedværk om geologi er desværre gået tabt i samtiden.

Bogen har fået en række flotte anmeldelser i de store amerikanske dagblade og videnskabsjournaler. Man er gennemgående overrasket over den hidtil ukendte Steno . Bogen fortjener udgivelse i Stenos hjemland, gerne med klarere illustrationer.

Der arbejdes med Steno på mange fronter - der er også kommet en japansk disputats [8] om Stenos videnskab og en tysk afhandling [9] om hans teologi. Selv har jeg samlet indtryk fra min forskning i en serie på otte artikler om »Årtusindets læge« november 2001- juni 2002, nu genudgivet som en bog i Månedsskrift for Praktisk Lægegernings særtryksserie [10].

Korrespondance: Troels Kardel , Norgesgade 24 st., DK-2300 København S. E-mail: t.kardel@dadlnet.dk