Muskelfysiologisk studie fandt samme stigning i den maksimale O2-optagelse efter 12 ugers træning tre gange ugentligt uafhængigt af om deltagernes træning bestod i 1 min. højintensiv træning eller 45 min. moderat træning.
Det er kendt, at regelmæssig træning er i stand til at forebygge mange kroniske lidelser inklusiv type-2 diabetes. Udholdenhedstræning øger den kardiorespiratoriske form og i Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen en halv times daglig motion. Mangel på tid angives af som en af de hyppigste årsager til ikke at få trænet og der er derfor behov for tidseffektive træningsstrategier. I dette studie undersøgte forskerne effektiviteten af sprintintervaltræning (SIT) i forhold til udholdenhedstræning ved moderat intensitet (MICT). SIT bestod af i alt 1 minuts højintensiv træning (3x20-sekunder all-out spinning) i løbet af 10 minutter, mens MICT bestod af 45 minutters kontinuerlig spinning ved 70% af maksimum. Begge interventionsgrupper trænede i 12 uger. Derudover deltog en ikke-trænende kontrolgruppe.
For SIT og MICT gruppen steg den maksimale iltoptagelseshastighed med 19% (SIT: 32±7 til 38±8; MICT: 34±6 til 40±8ml/kg/min; p<0.001 for begge grupper). Insulinfølsomheden blev bestemt med intravenøs glukosetolerancetest før og 72 timer efter træning. Stigningen i insulinfølsomheden var på samme niveau i begge grupper; SIT (4.9±2.5 til 7.5±4.7, p = 0.002) og MICT (5.0±3.3 to 6.7±5.0 x 10−4 min-1 [μU/mL]-1, p = 0.013) (p<0.05). Der var ingen signifikante ændringer i iltoptagelseshastighed eller insulinfølsomhed i kontrolgruppen.
Lektor og idrætsfysiolog Kristian Overgaard kommenterer: ”Studiets fund er i tråd med en række tidligere studier som påviser en potent effekt af selv små mængder højintens sprintintervaltræning på kondition. I tillæg bedres insulinfølsomheden ved denne træningstype i unge inaktive. Dette antyder at sundhedsmæssige effekter af træning kan opnås med et lille tidsforbrug, men højintens træning kræver dog særdeles velmotiverede deltagere og det bliver derfor spændende at se, om så intens træning kan implementeres over længere perioder i ellers inaktive personer med kardiometabolske risikofaktorer og sygdom.”
Gillen JB, Martin BJ, MacInnis MJ et al. Twelve Weeks of Sprint Interval Training Improves Indices of Cardiometabolic Health Similar to Traditional Endurance Training despite a Five-Fold Lower Exercise Volume and Time Commitment. PLoS ONE 11(4): e0154075.
Interessekonflikt: Ingen
Hør podcast med Kreesten Meldgaard Madsen her »