Skip to main content

Udredning og behandling af hoste

Yunus Çolak & Lars Christian Laursen Medicinsk Afdeling O, Herlev Hospital

12. feb. 2013
18 min.


Hoste er en af de hyppigste årsager til konsultation hos lægen, og det diagnostiske spektrum er bredt, hvorfor de fleste hurtigt mister overblikket. Hoste er ofte benign og selvlimiterende, men kan også være det første tegn på malignitet. Patienternes livskvalitet er betydeligt reduceret både fysisk, psykisk og socialt, især ved kronisk hoste. I oversigtsartiklen belyses de hyppigste årsager til hoste, og en plan for rationel udredning og behandling beskrives. Hosten vil gennem systematisk tilgang kunne fjernes eller lindres i langt de fleste tilfælde.

Hoste er en af de hyppigste årsager til henvendelse hos lægen [1]. I Danmark kender vi desværre ikke hyppigheden og udgifterne til denne formentlig af de fleste underkendte lidelse. Internationalt betragtes den som en alvorlig lidelse, der har resulteret i intensiv forskning og oprettelse af et specifikt videnskabeligt tidsskrift, Cough [2]. Prævalensen af hoste varierer betydeligt i de forskellige lande fra 9% til 33%, men omfanget underbygger et behov for opmærksomhed [3]. Den omfattende problematik reflekteres også økonomisk ved, at der i Storbritannien bliver brugt millioner af pund på antitussive håndkøbspræparater, og i USA omsættes der for flere milliarder dollars af disse produkter, selvom de ingen dokumenteret effekt har [4].

Hoste er en fysiologisk reflektorisk forsvarsmekanisme, der renser larynx, trachea og de store bronkiegrene for sekretion af mucus, skadelige substanser, fremmedlegemer og infektiøse organismer. Hoste kan ligeledes være det første tegn på sygdom i luftveje og lunger, men kan også have ekstrapulmonale årsager. Kronisk persisterende hoste (> 8 uger) er i sig selv belastende og nedsætter livskvaliteten betydeligt både fysisk, psykisk og socialt [5]. Lidelsen kan bevirke komplikationer i form af opkast, urininkontinens, synkope, myoser, træthed, hernier og depression og kan også være årsag til forstyrrelser i diverse sociale aktiviteter samt søvnmangel [6]. Alligevel giver dette generende symptom som oftest ikke anledning til grundig udredning i sundhedsvæsenet.

Hensigten med denne oversigtsartikel er at give et overblik til brug ved diagnostik og behandling især ved konstruktion af en klinisk algoritme (Figur 1 ). Algoritmen vil kunne lette det kliniske arbejde med dette meget udbredte symptom, hvis diagnostiske spektrum er bredt.

MATERIALE OG METODER

Der blev foretaget en søgning i PubMed-databasen med søgestrengen cough og underrubrikkerne diagnosis, epidemiology, aetiology, physiopathology og drug therapy i kombination med henholdsvis acute disease og chronic disease både sammen og senere adskilt eftersom ikke alle artikler handler om både akut og kronisk hoste. Søgningen blev foretaget i januar 2011 og resulterede i sammenlagt 1.167 artikler, hvoraf 392 artikler blev udvalgt. Artiklerne blev udvalgt efter gennemlæsning af titler og abstrakter, hvor der blev screenet overfladisk, og de fleste specifikke emner blev ekskluderet. I de efterfølgende gennemgange blev artikler, der gav et sufficient overblik over området og havde relevante oplysninger til oversigten, udvalgt. Antallet blev således reduceret til 13 artikler. En enkelt artikel blev selekteret uafhængigt af søgestrengen. Vi benyttede et sprogligt filter på dansk, engelsk og tysk. Relevante Cochraneoversigter om emnet blev udvalgt og benyttet.

KLASSIFIKATION

Symptomet inddeles efter varighed, der er accepteret af majoriteten og udgangspunkt for de fleste etablerede og anerkendte retningslinjer [7-12]. Således inddeles hoste i akut (med en varighed < 3 uger), subakut (3-8 uger) og kronisk (> 8 uger). Når hoste persisterer > 3 uger, og lungebetændelse kan udelukkes som mulig årsag, anbefaler man i retningslinjerne at udrede patienten for kronisk hoste, selvom varigheden er < 8 uger, da hosten højst sandsynligvis ikke vil fortage sig spontant [13]. Hostens karakter, kvaliteten af lyden og tidspunktet har vist sig ikke at være diagnostisk anvendelige [14].

AKUT HOSTE

Den postinfektiøse hoste udgør størstedelen af årsagen til konsultationerne i almen praksis, særligt i vinterhalvåret [4]. De hyppigste infektioner, der udløser hoste, er lokaliseret til de øvre luftveje (Tabel 1 ): influenza og akut bakteriel eller viral rinosinuitis (forkølelse), men eksacerbation af kendt kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) eller astma, allergisk rinitis og pertussis (kighoste), som er mindre udtalt i Danmark på grund af et effektivt børnevaccinationsprogram, kan ligeledes være årsagen [12, 13]. Ved virale infektioner, hvor behandling undlades, er prævalensen af hoste på grund af influenza 83% i de første 48 timer og reduceres til 26% på 14.-dagen [15]. I de banale tilfælde, som afklares ud fra anamnesen og den klinisk objektive undersøgelse, bør konsultationerne munde ud i, at patienten gives indsigt i tilstandens benigne art, da hosten som regel er selvlimiterende (Figur 1). Man skal i sin udredning være særlig opmærksom på og udelukke symptomer som hæmoptyse, dyspnø, feber, brystsmerter og vægttab, der kan være tegn på en alvorlig lidelse, som kræver yderligere efterforskning i form af lungefunktionsundersøgelse (spirometri) og røntgen af thorax. Bronkoskopi er især indiceret ved hæmoptyse og mistanke om fremmedlegeme.

SUBAKUT HOSTE

Denne undergruppe indeholder elementer fra både akut og kronisk hoste. Det er essentielt at sondre mellem postinfektiøs hoste eller ej. Postinfektiøs hoste er selvlimiterende, men når en infektiøs årsag kan udelukkes, skal den udredes og behandles som kronisk hoste.

KRONISK HOSTE

Der er over hundrede årsager til kronisk hoste, og ofte er de ekstrapulmonale årsager vanskeligst at diagnosticere. Når der er patologiske forandringer i lungerne, skal man som udgangspunkt antage dem for at være årsagen til den underliggende hoste (Figur 1). De hyppigste pulmonale årsager ud over astma er KOL og bronkiektasier [3]. Begge disse tilstande kræver spirometri og røntgenundersøgelse af thorax, for at man kan komme diagnosen nærmere. Ved manglende bekræftelse kan man videreføre efterforskningen og få taget højopløsningscomputertomografi (HRCT) (dette gælder især ved bronkiektasier og bør kun foretages, hvis anamnesen forstærker mistanken).

Kronisk hoste er ofte relateret til rygning [3, 16], og prævalensen af kronisk hoste er tre gange større blandt rygere end blandt aldrig- eller ek srygere [17]. Hosten vil i 94-100% af tilfældene aftage betydeligt eller helt forsvinde ved rygeophør i fire uger [13, 18]. Mange rygere vælger dog ikke at opsøge læge for deres hoste, medmindre der sker ændring eller forværring, som kan indicere infektion eller cancer [3].

De mindre hyppige pulmonale årsager er diffus interstitiel lungefibrose og cancer pulmonis, som vil kunne opdages ved forundersøgelserne. Ved vedvarende mistanke kan der foretages HRCT eller lungebiopsi.

Ofte har man udelukket pulmonale årsager med normale fund ved henholdsvis spirometri og radiologi. Når rygning og irritation fra miljøet også er fraværende, skal man overveje astma, gastroøsofageal reflux (GORD), rinitis og eosinofil bronkitis (Tabel 2 ). Enten skal man vælge at fortsætte med den diagnostiske udredning eller påbegynde empirisk behandling på baggrund af anamnesen og den klinisk objektive undersøgelse (Figur 1).

Omtrent 10% af kvinderne og 5% af mændene lider af kronisk hoste som følge af behandling med angiotensinkonverterende enzym (ACE)-inhibitor [19]. Hoste forårsaget af ACE-inhibitor er klasse- og ikke dosisrelateret, og der skal derfor foretages et skift til angiotensin II-receptor-blokker, hvorefter hosten vil fortage sig inden for 26 dage [18]. I enkelte tilfælde kan hosten dog vare i op til tre måneder efter seponering af præparatet [20]. Yderligere udredning er upraktisk og nytteløs inden for denne periode og skal kun initieres ved manglende opklaring. Der er rapporteret om hoste inden for få timer efter indtagelse af første dosis hos flere patienter, men hosten kan først være åbenlys efter uger, måneder eller længere tid [18]. Andre præparater kan i sjældne tilfælde ligeledes give hoste.

ASTMA

I flere prospektive studier har man fundet, at astma er blandt de hyppigste årsager til kronisk hoste (24-29%) hos den ikkerygende del af den voksne population [21-23]. Når man også har udelukket astma ved at anvende peak expiratory flow især ved mistanke om miljørelateret astma, skal man være opmærksom på hoste-variant-astma (cough-variant asthma, CVA), der er en undertype af astma og er karakteriseret ved fraværende reversibel obstruktion og tilstedeværende bronkial hyperresponsivitet (BHR) ved metakolin-provokationstest. Patientens eneste gene er således kronisk hoste. BHR har en høj prædiktiv negativ værdi, hvorfor den anvendes til at udelukke astma med [21, 22, 24, 25].

Hosten forbedres inden for en uge ved inhalation af bronkodilatator, mens den forsvinder inden for ≤ 8 uger ved kombinationsbehandling med inhalation af bronkodilatator og glukokortikoid [23]. Hos nogle vil hosten forværres ved behandling med steroid på grund af partikler eller drivgasser i aerosolen, hvorfor man i dette tilfælde, ved partiel respons på behandlingen og svær hoste skal anvende oral prednisolon alene eller i kombination med inhalationsbehandling [11]. Undersøgelser viser, at behandling med leukotrienreceptorantagonister er anvendelig ved CVA, hvilket derfor anbefales ved behandlingsrefraktær hoste [11].

GASTROØSOFAGEAL REFLUx

Når patienten har samtidig pyrosis og regurgitation, skal man være opmærksom på GORD, men patienten kan sagtens kun have kronisk hoste alene (silent reflux ) [26, 27]. Kun ved svær sygdom kan tilstanden også påvirke søvnen, men ellers vil hosten undertrykkes om natten [11]. Man kender ikke den eksakte patofysiologi, men har mistanke om stimulation af afferente vagale receptorer henholdsvis distalt i øsofagus via reflux og/eller proksimalt i larynx og de trakeobronkiale forgreninger via aspiration af gastrisk indhold, hvor dysmotilitet og nedsat tømning af øsofagus også kan være medvirkende årsager til disse mekanismer [11, 12]. De seneste undersøgelser tyder dog på, at reflux formentlig kun er associeret med stimulation af distale afferente vagale receptorer, der resulterer i øget sensibilitet i de proksimale afferente vagale receptorer [28].

Op mod 30% af befolkningen lider af GORD [29]. I prospektive studier har man fundet, at GORD-udløst kronisk hoste udgør 5-41% [30-32] af alle tilfældene. Patienterne vil ofte få hoste i forbindelse med fødeindtagelse, og når de lægger sig ned om aftenen. Mange gravide får i forbindelse med svangerskabet øget GORD med deraf følgende generende hoste og i nogle tilfælde astma, som ofte forsvinder, når de har født [33]. Diagnosen kan stilles ved anvendelse af 24-timers-pH-monitorering i kombination med impedansfluktuationer via øsofagusmanometri. En mere pragmatisk metode er at give patienten mindst 12 ugers behandling med protonpumpeinhibitor (PPI) for at udelukke GORD, hvorefter hosten oftest forsvinder [21]. Ved systematiske analyser af effekten af PPI-behandling i forbindelse med kronisk hoste og GORD har man ikke påvist effekt hos børn, og man har fundet modstridende resultater hos voksne [34]. I behandlingsrefraktære tilfælde er der påvist god effekt af kirurgisk behandling i form af fundoplikation [35]. Selvom der ikke eksisterer undersøgelser af nonfarmakologisk intervention i form af eleveret sengegærde, ophør med rygning, vægtreduktion, diæt med proteinrig og fedtfattig kost og reduktion af mad og drikke, som øger relaksationen af den nedre øsofagale sfinkter, såsom alkohol, chokolade, mynte, løg, kaffe, te, cola og citrusfrugter, har patienterne gavn af disse tiltag [11].

RINITIS

Vedvarende irritation og inflammation i pharynx og larynx kan være årsag til kronisk hoste. Det er fortsat ukendt, hvorfor kun minoriteten af patienter med denne lidelse får kronisk hoste. Disse patienter har ligeledes løbenæse, forstoppet næse og hyppig oprensning af svælget. Objektivt finder man ved inspektion af naso- og oropharynx mukoid og mukopurulent sekretion eller brostensagtigt udseende af mucosa [18]. Blandt de førnævnte symptomer vil den hyppigste være løbenæse (hvorfor den også benævnes post-nasal drip syndrome (PNDS), især i Nordamerika), hvor det føles som om, sekret løber postnasalt tilbage i hypopharynx og larynx og således udløser hosten formentlig gennem mekanisk eller kemisk stimulation af lokale receptorer [11]. Men kronisk hoste kan være den eneste manifestation uden løbenæse eller andre former for symptomer (silent rhinitis ) [18]. Dette er årsagen til, at betegnelsen PNDS ikke er særlig hensigtsmæssig og derfor ikke bliver anvendt i Europa [27]. Man benævner i nogle kredse lidelsen for øvre luftvej-hoste-syndrom (upper airway cough syndrome , UACS).

Løbenæse er en hyppig årsag til lægekonsultation [3], og årsagssammenhæng med hoste kan kun verificeres efter respons på empirisk terapi [18]. Hos selekterede patienter (der har kronisk hoste med excessiv dannelse af sputum) kan der opnås effektivt udbytte af sinusradiografi eller computertomografi (CT) af sinus, hvorved man opnår en højere diagnostisk sensitivitet, dog viser et enkelt prospektivt studie ingen bedre effekt af rutine-CT af sinus end af øre-næse-hals-eksamination til at identificere rinitis som årsag til kronisk hoste [12].

Løbenæse er et symptom i modsætning til et syndrom, hvorfor den kan skyldes multiple faktorer: allergisk eller nonallergisk rinitis, vasomotorrinitis, bakteriel eller viral rinosinuitis (postinfektiøs rinitis), rhinitis medicamentosa, rinitis induceret af irritanter i miljøet og nasale polypper [11, 13]. Den nasale inflammation kan behandles med lokal applikation af glukokortikoid, og der er for nylig kommet evidens for, at antihistaminer, som man tidligere anbefalede, ikke er effektive [36]. Den specifikke behandling afhænger dog fortsat af ætiologien.

EOSINOFIL BRONKITIS

Man skal være opmær ksom på eosinofil bronkitis (EB) ved tilstedeværende eosinofili i ekspektorat og samtidig fraværende reversibel luftvejsobstruktion og BHR [18]. Patologisk adskiller EB sig ligeledes fra astma (inklusive CVA) ved infiltration udelukkende af mastceller i mucosa frem for også glatmuskulatur [37]. Det er fortsat uafklaret, om EB repræsenterer en anden undertype af kronisk hoste eller tilhører en anden manifestationsform af astma ligesom CVA [11]. EB er årsagen til kronisk hoste i 13% af tilfældene, hvorfor den skal indgå i differentialdiagnosen [11, 13].

Den kroniske hoste, der er forvoldt af EB, reagerer på inhalationsbehandling med glukokortikoid, men i særdeleshed på systemisk glukokortikoid. Dette er også årsagen til fejldiagnostik i forbindelse med CVA. EB udelukkes ved ≤ 3% eosinofili i ekspektorat af ikke-pladeepiteliale celler og manglende respons på glukokortikoid.

DISKUSSION

Patienter med hoste har en betydelig nedsat livskvalitet, hvorfor deres lidelse ikke må negligeres. Årsagen til hosten kan hos de fleste findes ved systematisk tilgang (Figur 1). Sufficient overblik dannes ved at inddele hoste i varighed, hvilket ligeledes giver værdifulde diagnostiske afgrænsninger. Det er vigtigt, at patienterne undersøges med henblik på at finde årsagerne til hosten, både for at afsløre eventuelt maligne tilstande og opspore sygdomme som KOL så tidligt i forløbet som muligt, så der kan initieres forebyggende tiltag, og endelig for at forbedre patienternes livskvalitet.

Ved akut hoste kan man som regel nøjes med anamnese og klinisk objektiv undersøgelse (Tabel 1). Man skal i sin søgen være særlig opmærksom på alarmerende tegn: hæmoptyse, dyspnø, feber, brystsmerter og vægttab, der kan indikere alvorlig underliggende lidelse. Ved kronisk hoste skal alle patienter have foretaget spirometri og røntgen af thorax for at udelukke patologiske lunger, der altid skal antages for at være den primære ætiologi bag hoste. Addering af HRCT og bronkoskopi til den primære udredning er ikke omkostningseffektivt, hvorfor disse kun skal anvendes ved indikation, efter at de øvrige mere almindelige årsager er udelukket (Figur 1) [11]. En økonomisk favorabel tilgang vil være at initiere empirisk terapi, hvor diagnosen verificeres ved fjernelse af symptomet [38]. Ved behandlingsrefraktære tilfælde må patienten henvises til afdelinger med særlig interesse for diagnostik og behandling.

Der kan være forskelle i prævalensen af årsagerne til kronisk hoste, afhængigt af den undersøgende sektor. Hos den alment praktiserende læge vil astma og KOL såvel som rygning være den hyppigste årsag til kronisk hoste, mens speciallægen i lungemedicin vil have patienter med henholdsvis CVA, GORD, rinitis og eosinofil bronkitis overrepræsenteret ud over de mindre hyppige pulmonale årsager [30]. Der er påfaldende kønsforskelle, hvor kvinder synes at have mere hyperreagerende luftveje end mænd [39].

Udkommet vil være tilfredsstillende hos de fleste efter systematisk tilgang, men hos nogle vil årsagen til hoste ikke kunne findes og elimineres selv efter talrige forsøg med empirisk terapi (Figur 1). Betegnelsen idiopatisk hoste anvendes til at beskrive dette scenarie [40]. Ofte ses der fejldiagnostik på grund af manglende overvejelser om underliggende inflammatorisk ætiologi, utilbøjelighed til ordination af glukokortikoid eller mistanke om silent reflux ved GORD. Diagnosen kan kun stilles, når patienten er udredt for alt. Behandlingen er af lindrende karakter ved applikation af anæstetiske muligheder. Man skal dog ikke glemme, at årsagen til kronisk hoste kan være flere sygdomme, hvorfor alle mulige årsager skal udelukkes, inden diagnosen idiopatisk hoste kan stilles (Figur 1). Idiopatisk hoste fungerer således som en udelukkelsesdiagnose.

Hoste er hyppigt årsag til morbiditet, men omfanget er desværre ukendt. De socioøkonomiske konsekvenser og dermed byrden i vores samfund er ligeledes ukendt, men den er formentlig stor. Der er ingen tvivl om, at man med et øget fokus på udredning af hoste i langt den overvejende del af tilfældene (op til 90%) vil kunne diagnosticere og behandle til gavn for patienterne og samfundsøkonomien [4].

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Yunus Çolak , Medicinsk Afdeling O, Herlev Hospital, Herlev Ringvej 75, 2730 Herlev. E-mail: yunuscol@gmail.com

ANTAGET: 12. juni 2012

FØRST PÅ NETTET: 13. august 2012

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk


  1. Schappert SM, Burt CW. Ambulatory care visits to physician offices, hospital outpatient departments, and emergency departments: United States, 2001-02. Vital Health Stat 13 2006;159:1-66.
  2. Haque RA, Chung KF. Cough: meeting the needs of a growing field. Cough 2005;1:1.
  3. Chung KF, Pavord ID. Prevalence, pathogenesis, and causes of chronic cough. Lancet 2008;371:1364-74.
  4. Morice AH. Epidemiology of cough. Pulm Pharmacol Ther 2002;15:253-9.
  5. Chung KF. The clinical and pathophysiological challenge of cough. I: Chung KF, Widdicombe JG, Boushey HA, red. Cough: causes, mechanisms and therapy. 1 ed. Oxford: Blackwell Publishing Ltd; 2003.
  6. Dicpinigaitis PV, Colice GL, Goolsby MJ et al. Acute cough: a diagnostic and therapeutic challenge. Cough 2009;5:11.
  7. Chung KF, McGarvey L, Widdicombe J. American College of Chest Physicians' cough guidelines. Lancet 2006;367:981-2.
  8. Gibson PG, Chang AB, Glasgow NJ et al. CICADA: Cough in Children and Adults: Diagnosis and Assessment. Australian cough guidelines summary statement. Med J Aust 2010;192:265-71.
  9. Kardos P, Berck H, Fuchs KH et al. Guidelines of the German Respiratory Society for diagnosis and treatment of adults suffering from acute or chronic cough. Pneumologie 2010;64:336-73.
  10. Kohno S, Ishida T, Uchida Y et al. The Japanese Respiratory Society guidelines for management of cough. Respirology 2006;11(suppl 4):S135-S186.
  11. Morice AH, Fontana GA, Sovijarvi AR et al. The diagnosis and management of chronic cough. Eur Respir J 2004;24:481-92.
  12. Morice AH, McGarvey L, Pavord I. Recommendations for the management of cough in adults. Thorax 2006;61(suppl 1):i1-24.
  13. Irwin RS, Madison JM. The diagnosis and treatment of cough. N Engl J Med 2000;343:1715-21.
  14. Mello CJ, Irwin RS, Curley FJ. Predictive values of the character, timing, and complications of chronic cough in diagnosing its cause. Arch Intern Med 1996;156:997-1003.
  15. Curley FJ, Irwin RS, Pratter MR et al. Cough and the common cold. Am Rev Respir Dis 1988;138:305-11.
  16. Pavord ID, Chung KF. Management of chronic cough. Lancet 2008;371:1375-84.
  17. Zemp E, Elsasser S, Schindler C et al. Long-term ambient air pollution and respiratory symptoms in adults (SAPALDIA study). Am J Respir Crit Care Med 1999;159:1257-66.

Summary

Summary Diagnosing and treating cough Ugeskr L&aelig;ger 2013;175(7):418-424 Cough is frequently a reason for seeing a doctor. Cough has a wide range of causes and the diagnosis can be difficult to make. Cough is often benign and self-limiting but can also be the first sign of malignity. Especially chronic cough reduces the patients' quality of life. The purpose of this review was to present the most common reasons for cough, a rational method of investigation and a management protocol. Cough is a condition, which in most cases can be treated when using a systematic approach.

Referencer

  1. Schappert SM, Burt CW. Ambulatory care visits to physician offices, hospital outpatient departments, and emergency departments: United States, 2001-02. Vital Health Stat 13 2006;159:1-66.
  2. Haque RA, Chung KF. Cough: meeting the needs of a growing field. Cough 2005;1:1.
  3. Chung KF, Pavord ID. Prevalence, pathogenesis, and causes of chronic cough. Lancet 2008;371:1364-74.
  4. Morice AH. Epidemiology of cough. Pulm Pharmacol Ther 2002;15:253-9.
  5. Chung KF. The clinical and pathophysiological challenge of cough. I: Chung KF, Widdicombe JG, Boushey HA, red. Cough: causes, mechanisms and therapy. 1 ed. Oxford: Blackwell Publishing Ltd; 2003.
  6. Dicpinigaitis PV, Colice GL, Goolsby MJ et al. Acute cough: a diagnostic and therapeutic challenge. Cough 2009;5:11.
  7. Chung KF, McGarvey L, Widdicombe J. American College of Chest Physicians' cough guidelines. Lancet 2006;367:981-2.
  8. Gibson PG, Chang AB, Glasgow NJ et al. CICADA: Cough in Children and Adults: Diagnosis and Assessment. Australian cough guidelines summary statement. Med J Aust 2010;192:265-71.
  9. Kardos P, Berck H, Fuchs KH et al. Guidelines of the German Respiratory Society for diagnosis and treatment of adults suffering from acute or chronic cough. Pneumologie 2010;64:336-73.
  10. Kohno S, Ishida T, Uchida Y et al. The Japanese Respiratory Society guidelines for management of cough. Respirology 2006;11(suppl 4):S135-S186.
  11. Morice AH, Fontana GA, Sovijarvi AR et al. The diagnosis and management of chronic cough. Eur Respir J 2004;24:481-92.
  12. Morice AH, McGarvey L, Pavord I. Recommendations for the management of cough in adults. Thorax 2006;61(suppl 1):i1-24.
  13. Irwin RS, Madison JM. The diagnosis and treatment of cough. N Engl J Med 2000;343:1715-21.
  14. Mello CJ, Irwin RS, Curley FJ. Predictive values of the character, timing, and complications of chronic cough in diagnosing its cause. Arch Intern Med 1996;156:997-1003.
  15. Curley FJ, Irwin RS, Pratter MR et al. Cough and the common cold. Am Rev Respir Dis 1988;138:305-11.
  16. Pavord ID, Chung KF. Management of chronic cough. Lancet 2008;371:1375-84.
  17. Zemp E, Elsasser S, Schindler C et al. Long-term ambient air pollution and respiratory symptoms in adults (SAPALDIA study). Am J Respir Crit Care Med 1999;159:1257-66.
  18. Madison JM, Irwin RS. Cough: a worldwide problem. Otolaryngol Clin North Am 2010;43:1-13,vii.
  19. Israili ZH, Hall WD. Cough and angioneurotic edema associated with angiotensin-converting enzyme inhibitor therapy. Ann Intern Med 1992;117:234-42.
  20. Dicpinigaitis PV. Angiotensin-converting enzyme inhibitor-induced cough: ACCP evidence-based clinical practice guidelines. Chest 2006;129(suppl 1):169S-73S.
  21. Irwin RS, Curley FJ, French CL. Chronic cough. Am Rev Respir Dis 1990;141: 640-7.
  22. McGarvey LP, Heaney LG, Lawson JT et al. Evaluation and outcome of patients with chronic non-productive cough using a comprehensive diagnostic protocol. Thorax 1998;53:738-43.
  23. Pratter MR, Bartter T, Akers S et al. An algorithmic approach to chronic cough. Ann Intern Med 1993;119:977-83.
  24. Irwin RS, French CL, Curley FJ et al. Chronic cough due to gastroesophageal reflux. Chest 1993;104:1511-7.
  25. Smyrnios NA, Irwin RS, Curley FJ. Chronic cough with a history of excessive sputum production. Chest 1995;108:991-7.
  26. Ing AJ, Ngu MC, Breslin AB. Pathogenesis of chronic persistent cough associated with gastroesophageal reflux. Am J Respir Crit Care Med 1994;149:160-7.
  27. Morice AH. Chronic cough: epidemiology. Chron Respir Dis 2008;5:43-7.
  28. Woodcock A, Young EC, Smith JA. New insights in cough. Br Med Bull 2010;96:61-73.
  29. Ronkainen J, Aro P, Storskrubb T et al. High prevalence of gastroesophageal reflux symptoms and esophagitis with or without symptoms in the general adult Swedish population: a Kalixanda study report. Scand J Gastroenterol 2005;40:275-85.
  30. Kastelik JA, Aziz I, Ojoo JC et al. Investigation and management of chronic cough using a probability-based algorithm. Eur Respir J 2005;25:235-43.
  31. Palombini BC, Villanova CA, Araujo E et al. A pathogenic triad in chronic cough: asthma, postnasal drip syndrome, and gastroesophageal reflux disease. Chest 1999;116:279-84.
  32. Poe RH, Harder RV, Israel RH et al. Chronic persistent cough. Chest 1989;95:723-8.
  33. Ali RA, Egan LJ. Gastroesophageal reflux disease in pregnancy. Best Pract Res Clin Gastroenterol 2007;21:793-806.
  34. Chang AB, Lasserson TJ, Gaffney J et al. Gastro-oesophageal reflux treatment for prolonged non-specific cough in children and adults. Cochrane Database Syst Rev 2011;(1):CD004823.
  35. Novitsky YW, Zawacki JK, Irwin RS et al. Chronic cough due to gastroesophageal reflux disease: efficacy of antireflux surgery. Surg Endosc 2002;16:567-71.
  36. Smith SM, Schroeder K, Fahey T. Over-the-counter medications for acute cough in children and adults in ambulatory settings. Cochrane Database Syst Rev 2008;(1):CD001831.
  37. Brightling CE, Bradding P, Symon FA et al. Mast-cell infiltration of airway smooth muscle in asthma. N Engl J Med 2002;346:1699-705.
  38. Pavord ID. Chronic cough: a rational approach to investigation and management. Eur Respir J 2005;25:213-5.
  39. Kastelik JA, Thompson RH, Aziz I et al. Sex-related differences in cough reflex sensitivity in patients with chronic cough. Am J Respir Crit Care Med 2002;166:961-4.
  40. McGarvey LP. Does idiopathic cough exist? Lung 2008;186(suppl 1):S78-S81.