Udvikling, immunhistokemisk analyse og diagnostiske kriterier af fibrose i det normale pancreas, alkoholisk kronisk pancreatitis og autoimmun pancreatitis

Afhandlingen udgår fra Patologisk Institut, Universitetshospital Slesvig-Holsten, Campus Kiel, Tyskland; Medicinsk-gastroenterologisk Afdeling, Mech-Sense, Århus Universitetshospital, Aalborg Sygehus, og Center for Sensory-Motor Interaction (SMI), Afdeling for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Aalborg Universitet.

Sönke Detlefsen har i sin ph.d.-afhandling undersøgt de mekanismer, der medfører arvævsdannelsen (fibrosedannelsen) i pancreas og specificeret de histologiske kriterier for diagnosticering af forskellige typer af kronisk pankreatitis.

Arvæv i pancreas er det dominerende histologiske kendetegn på kronisk pankreatitis. Dets udvikling bliver tilskrevet de pankreatiske stjerneceller, som kan udvikle sig til bindevævsproducerende myofibroblaster, når de bliver aktiveret af signalstoffer. Arvævet erstatter det normale væv, hvorved der dannes forskellige histologiske mønstre. Ved hjælp af disse kan man mikroskopisk diagnosticere den pågældende type af kronisk pankreatitis. Klinisk medfører arvævsdannelsen et fremskridende tab af pancreasfunktionen. Der foreligger cellekulturstudier på området, men vores viden om arvævets opståen i det humane pancreas er meget begrænset. Afhandlingen er baseret på fire delstudier, og der blev i alt undersøgt 244 humane pancreaspræparater.

I delstudie I blev 89 pancreaspræparater med arvæv fra personer uden klinisk erkendt pancreassygdom undersøgt. Det blev påvist, at denne arvævstype tiltager med alderen og er signifikant associeret med hyperplastiske læsioner af epitelet i udførselsgangene. Nioghalvtreds præparater (delstudie II) stammede fra patienter med alkoholisk pankreatitis, og 52 præparater (delstudie III) stammede fra patienter med autoimmun kronisk pankreatitis. Det blev påvist, at makrofager er hovedkilden til det arvævsfremmende signalstof TGF-b1, og gangepitelceller er hovedkilden til det arvævsfremmende signalstof PDGF-B, samt at de aktiverede myofibroblaster er udstyret med receptorer for disse signalstoffer. I fremtidige undersøgelser vil der blive fokuseret på at hæmme de arvævsfremmende processer, der er aktiveret af disse signalstoffer.

Pancreascancer er en vigtig differentialdiagnose til autoimmun pankreatitis, og ca. 3% af de patienter, der bliver pancreasreseceret, får postoperativt denne diagnose. Den kræver ikke kirurgi, og patienterne responderer fint på steroidbehandling. Formålet med delstudie IV var derfor at forbedre den præoperative diagnostik. Fireogfyrre grovnålsbiopsier blev udtaget fra patienter, hos hvem man havde mistanke om autoimmun eller alkoholisk kronisk pankreatitis eller pancreascancer. Patoanatomiske kriterier baseret på forekomsten af betændelse og arvæv i grovnålene blev defineret for at skelne mellem disse tilstande. Deres sensitivitet for diagnosticering af autoimmun pankreatitis lå på over 85%, og de vil derfor i fremtiden formentlig kunne bruges i reduceringen af antallet af unødvendige pancreasoperationer hos patienter med autoimmun pankreatitis.