Urininspektionens historie fra uroskopi til urinanalyse

Urinanalyse er den første laboratorietest, der er dokumenteret i medicinens historie [1]. Læger talte om urin som en »guddommelig væske« eller »et vindue til kroppen« [2]. Inspektion af urin blev foretaget i lerkrukker af sumeriske og babylonske læger allerede i år 4000 f.Kr. [3]. I hindukulturer var man klar over, at nogle menneskers urin smagte sødt, og at sorte myrer blev tiltrukket af denne søde urin [4]. Dermed foretog de utilsigtet de første diabetesscreeninger. Ægypterne hældte urin over blandede kornsorter for at teste for graviditet, en sådan blev bekræftet, hvis der opstod spiring. Denne test var med 50% sandsynlighed korrekt [5]. Urinens verden var mangfoldig. I en medicinsk tekst skrevet i sanskrit fra år 100 f.Kr blev 20 forskellige typer af urin beskrevet [6]. Urininspektion blev anbefalet af Hippokrates (460-355 f.Kr.) og Galen (129-ca. 200 e.Kr.) [7]. Proteinuri blev opdaget allerede for næsten 2.500 år siden, og er beskrevet i Hippokrates’ værker [8]. I sin tekst Prognostikon lagde han fundamentet til urinundersøgelsen ved at beskrive urinens kvalitet med hensyn til farve, konsistens, sediment og mængde [9]. Galen var den første, som påviste, at det var nyrerne, der producerede urin [10]. Paracelsus (1493-1541) valgte at bruge alkymistiske ord og termer som kviksølv, svovle og salt til at beskrive urinens kvalitet [11]. Kunsten at se på urin blev kaldt uroskopi [4, 5]. Undersøgelsen af urin var for det meste en blikdiagnose. På trods af dette var at smage på urinen også en del af undersøgelsen. Med henblik på relevante differentialdiagnoser var mulighederne dog begrænset. Der fandtes kun urin »sød som honning« (diabetes mellitus) og »uden smag« (diabetes insipidus) [5]. Protospatharius, en læge fra Byzantia, har skrevet De Urinis, der er et manuskript udelukkende omhandlede emnet urin [4]. I den arabiske verden var det Avicenna, som forenede og udvidede lægekundskaben fra Grækenland og det fjerne østen. Han kaldte urin en trofast hjælper i viden om sygdom [12]. Vigtigheden af at undersøge urinen blev taget meget alvorlig. Den såkaldte Jerusalemkode fra 1090 indeholdt en bestemmelse om offentlig afstraffelse af læger, der diagnosticerede sygdom uden at se på urinen [13]. Som et komplet diagnosesystem blev urinundersøgelse brugt i undervisning af læger på Salernoskolen i det 11. og 12. århundrede [7]. Gilles de Corbeil (1165-1213), som underviste i Salerno, skrev endda Carmina de Urinarum Indiciis, som var sange om urinens bedømmelse skrevet på vers [1, 7]. Dette gjorde det nemmere for de studerende at huske, og skal ikke fejltolkes som en overdreven kærlighed til urin. På denne tid blev urinen undersøgt i en blæreformet kolbe, kendt som en matula, der var fremstillet af glas af en bestemt kvalitet og form [7]. I middelalderen voksede matulas styrke som et symbol på medicinske kræfter, og håndteringen af den blev endda betragtet som sikkerhed for lægens intelligens [14]. Det gik så langt, at et stigende antal læger i det 15. århundrede diagnosticerede alene ud fra urinen; undersøgelse af patienten blev uden betydning [4]. Uroskopi kom til Skandinavien i 1450-1600, måske endda så sent som i 1557 [15]. I 1491 udgav Johannes de Ketham Fasciculus Medicinae, der var en
illustreret tekst, som viste et stort urinhjul med ca. 21 forskellige urinfarver. Farverne repræsenterede de fire temperamenter: kolerisk, melankolsk, sangvinsk og flegmatisk [16]. Bogen var så populær, at den blev kaldt Merck Manual af nogle amerikanske forfatter, det svarer formentlig til Medicinsk Kompendium på dansk [4]. Efter uroskopiens optur fulgte en uheldig udvikling. Læger og kvaksalvere begyndte at fortælle spådomme og forudsige fremtiden ud fra urin. Ud over det blandede man urin med negle for at skelne hekse fra
ikkehekse [17]. Som reaktion udkom i 1637 bogen Pisse-prophet. Forfatteren Thomas Brian var træt af uroskopien og dens udvikling og brugte bogen til at latterliggøre læger, der benyttede sig af urinundersøgelsen. Bogen ødelagde uroskopien, og de, der brugte urin diagnostisk, blev kaldt pisseprofeter, pissehustlere, vandbærere, pisseforhalere og urinister [4]. Uroskopien var ødelagt, men ikke død. Allerede 47 år senere,
i 1684, konstaterede Browne Langrish i Modern theory and practice of physic, at undersøgelsen af blod og urin hos syge og raske patienter er yderst nyttig i forhold til at diagnosticere årsager til sygdom [18].

Principperne for dialyse blev grundlagt i 1800-tallet af Thomas Graham (1805-1869). Han observerede fri diffusion af karbamid og dets udskillelse fra kroppen. Dette førte til yderligere undersøgelser af nyrernes funktion og karbamids clearance under dialyse [19]. Konceptet for Kt/V (hjælpemiddel til måling af dialyseeffektivitet) var hermed grundlagt [5].

I 1847 introducerede Pierre Piorry (1794-1879) ordet »uremia« [19]. I 1931 skrev John P. Peters (1887-1955) og Donald D. van Slyke (1883-1971) Quantita-tive clinical chemistry. I deres bog undersøgte de især metaboliske forstyrrelser og nyrefunktionen og bidrog dermed til fødslen af et nyt speciale, nemlig nefrologi [20]. I vor tid kan vi analysere urin ved hjælp af mikroanalyse og molekylærbiologi. Proteomisk profiling af lavmolekylære vægtproteiner og identifikation af biomarkører er i hastig udvikling [21, 22].

KONKLUSION

Hermed ender vores rejse gennem 6.000 år med urinundersøgelser. En tidslinje for uroskopiens historie kan ses i Figur 1. Heldigvis bliver vi ikke kaldt pisseprofeter længere. Uroskopi kaldes ikke længere for uroskopi, men urinanalyse [4], og vi har skiftet matula ud med kateter à demeure-posen [23]. Specificiteten og sensitiviteten af graviditetstest er markant forbedret. Jerusalemkoden er ikke længere i brug, men stadig i det 21. århundrede vil enhver nefrolog med selvrespekt give yngre læger reprimander for at diagnosticere nyresygdom uden at undersøge urin [5].

Korrespondance: Jan Kampmann.
E-mail: jdkampmann@googlemail.com

Antaget: 17. november 2017

Interessekonflikter:

Taksigelse: Jakob Teglgård takkes for grafisk bidrag.