Vægtanamnesen for patienter med nyopdaget type 2-diabetes - sekundærpublikation

Formålet var at beskrive vægthistorien for 1.320 personer med nyopdaget type 2-diabetes i relation til patientkarakteristika ved diagnosetidspunktet. Den mediane selvrapporterede vægtøgning fra 20-årsalderen til diagnosen, hvor den mediane alder var 65,3 år, var 14,7 kg. Den gennemsnitlige vægtøgning fra 10 år før diagnosen til diagnosetidspunktet var imidlertid kun 1 kg og varierede med bl.a. alder, køn, diagnostisk plasmaglukose og forekomsten af diabetisk retinopati. Disse resultater bidrager til at basere praktiserende lægers vægtrådgivning på evidens.

Overvægt og vægtøgning i voksenalderen er væsentlige risikofaktorer for udvikling af diabetes og hjerte-kar-sygdom [1, 2]. Der foreligger kun få undersøgelser af diabetespatienters vægthistorie før diabetesdiagnosen [3], og alders- og kønsforskellene er ikke godt dokumenterede. Vi undersøgte, hvordan vægtforløbet de sidste 10 år før diabetesdiagnosen varierer med vægten ved 20-årsalderen og patientkarakteristika ved diagnosetidspunktet.

Materialer og metoder
Deltagere

I projektet Diabetesomsorg i almen praksis inkluderede 474 alment praktiserende læger i 1989-1992 alle nyopdagede patienter med diabetes mellitus blandt deres gruppe 1-sikrede på ≥ 40 år [4]. Ud af 1.381 inkluderede patienter deltog 1.320 i denne opgørelse. Ud fra tidspunktet for start af insulinbehandling antoges 97,6% af patienterne at have type 2-diabetes [4].

Undersøgelser

Umiddelbart efter diagnosen fik patienterne målt vægt (Wdiag ) og højde uden sko og overtøj som led i en klinisk undersøgelse. Denne samt patientspørgeskemaer og biokemiske metoder er beskrevet tidligere [4].

I et spørgeskema angav patienterne deres vægt 1, 5 og 10 år (W-1 , W-5 and W-10 ) forud for udfyldelsen samt ved 20-årsalderen (W20 år ) [5]. Brugbare angivelser af Wdiag , W-1 , W-5 , W-10 og W20 år kunne opnås for henholdsvis 1.320, 1.231, 1.220, 1.219 og 1.224 patienter, og BMIdiag , BMI-1 , BMI-5 , BMI-10 og BMI20 år blev udregnet med højden, der var blevet målt ved diagnosetidspunktet. Alle fem vægte fandtes for 1.128 personer.

Statistisk analyse

Vægtændringerne de sidste 10 år før diabetesdiagnosen blev beskrevet med en lineær mixed model [6] med en separat effekt for Wdiag , W-1 , W-5 og W-10 og en tilfældig effekt for hver patient. Sammenkædningen af vægteffekterne kan fortolkes som den gennemsnitlige vægtudvikling. Undergruppeanalyser blev gennemført ved at tilføje en stratificeringsvariabel til modellen både som en hovedeffekt og i interaktion med effekterne for Wdiag , W-1 , W-5 og W-10 . Således blev der taget højde for eventuelle forskellige vægtudviklinger i stratificeringsvariablens forskellige kategorier. Pga. de mange statistiske tests blev p < 0,001 regnet for signifikant.

Resultater

De 1.320 patienter havde en median alder (interkvartilær spændvidde) på 65,3 (55,8-73,5) år. Den mediane diagnostiske plasmaglukose var 13,7 (10,7-17,0) mmol/l.

BMIdiag var mindst 25 kg/m2 for 84,2% af mændene og 80,3% af kvinderne, mens dette kun var tilfældet for henholdsvis 33,9% og 28,8% for BMI20 år . De fem BMI-værdier var tæt korrelerede, men korrelationskoefficienten var lavest for sammenligningen imellem BMI20 år og BMIdiag (R = 0,39). Ikke desto mindre var BMI20 år tæt associeret med BMIdiag for begge køn, men den gennemsnitlige vægtøgning fra 20-årsalderen til diabetesdiagnosen var større, jo lavere BMI20 år var. F.eks. havde kvinder med BMIdiag under laveste kvartil (21,0 kg/m2 ) en vægtøgning på 19,1 (9,0-31,6) kg, mens kvinder over højeste kvartil (25,7 kg/m2 ) havde en vægtøgning på 9,3 (-0,2-19,1) kg. Det meste af den gennemsnitlige vægtøgning på 14,7 kg fra 20-årsalderen til diagnosen udspillede sig før de sidste 10 år før diagnosen (Figur 1 ).

De gennemsnitlige vægtændringer de sidste 10 år før diabetesdiagnosen blev beskrevet i en lineær mixed model som en vægtøgning (3,3 kg) indtil et år før diagnosen og et næsten lige så stort vægttab (2,3 kg) i løbet af det sidste år, lige før diagnosen blev stillet. Der var en statistisk signifikant sammenhæng imellem en variabels to eller tre klasser og vægtens niveau eller forløb for alder og køn samt for følgende øvrige diagnostiske patientkarakteristika, når der blev justeret for alder og køn: diagnostisk plasmaglukose, fastende triglycerider, urinalbumin, uringlukose, systolisk blodtryk, rygning og diabetisk retinopati. Se eksempler i Figur 2 . Derimod fandtes der ingen signifikant sammenhæng med samlivsstatus, uddannelse, totalkolesterol, hvilepuls, fysisk aktivitetsniveau, hjerte-kar-sygdom og perifer neuropati.

Diskussion

Patienter med nyopdaget klinisk type 2-diabetes havde siden 20-årsalderen taget 14,7 kg på i gennemsnit, kvinder mere end mænd, og jo lavere vægt som 20-årig, jo større vægtøgning. Den gennemsnitlige vægtøgning de sidste 10 år før diagnosen blev stillet, var imidlertid kun 1 kg, men dette vægtforløb varierede med flere patientkarakteristika.

Risikoen for at udvikle diabetes ser ud til at stige med både vægtniveau og -øgning sent såvel som tidligt i voksenlivet [1, 3]. I en australsk undersøgels e var kvinders risiko for at udvikle type 2-diabetes stærkere associeret med BMI midt i livet end med de efterfølgende vægtændringer over kortere tid [7]. Det kan bidrage til de noget modstridende fund i litteraturen, at risikoen for diabetes stiger med tidlig vægtøgning og falder med senere vægttab [3], som i følge den aktuelle undersøgelse kan være betragteligt og i øvrigt er aldersafhængigt.

Varigheden af overvægten er også en stærk risikofaktor for udvikling af diabetes, og det kan være den akkumulerede udsættelse for overvægt i form af eksponeringens størrelse og længde, som afgør, om en person udvikler diabetes [8]. Denne forklaringsmodel kan hjælpe til at forklare aldersforskellene i vore resultater, da eksponeringen er kort og massiv blandt de unge og lang og moderat blandt de ældre, hvor betacellefunktionen i øvrigt er dalende.

De observerede alders- og kønsafhængige vægtændringer kan også i mindre udstrækning observeres i baggrundsbefolkningen, hvor voksne under 50-65 år generelt øger i vægt, mens ældre personer taber i vægt [9]. I baggrundsbefolkningen er vægtvariabiliteten ligeledes større blandt kvinder end blandt mænd, og yngre kvinder er mere tilbøjelige til at øge i vægt end yngre mænd [9]. På trods af lighederne er niveauet af BMI højere blandt vore patienter end i f.eks. Østerbroundersøgelsen, hvilket kunne tyde på, at det er de kvantitative snarere end de kvalitative aspekter af vægtændringerne, som udløser diabetesdiagnosen.

Det observerede vægttab i tiden umiddelbart forud for diabetesdiagnosen er en almindelig klinisk observation blandt patienter med symptomatisk diabetes. De observerede vægttab kan derimod kun i mindre grad tilskrives behandling, da de fleste vægtmålinger blev foretaget umiddelbart efter diagnosen.

Den veldefinerede baggrundsbefolkning i hver praksis, de få eksklusioner og den konstante inklusionsrate i inklusionsfasen [4] tyder på, at vore patienter udgør en populationsbaseret stikprøve af nyopdagede diabetespatienter. Vores undersøgelse har imidlertid flere begrænsninger.

I vores egen valideringsundersøgelse fandt vi, at vore patienter erindrede W-1 uden gennemsnitlig bias, mens W-5 og W-10 blev undervurderet med cirka 2 kg [5]. Patienternes erindring var imidlertid uafhængig af alder, køn og - i modsætning til andre undersøgelser - aktuelle vægtstatus.

Det brede aldersspektrum i den aktuelle undersøgelse gør det muligt at belyse aldersforskelle i vægtudviklingen, men vi kan ikke skelne imellem en alders- og en kohortevirkning, også fordi vi mangler oplysning om vægten midt i livet blandt vore ældre diabetespatienter. Det er usikkert om de aktuelle resultater, der er opnået blandt patienter med symptomatisk diabetes, kan overføres til diabetespatienter, som i højere grad opdages tilfældigt ved screening.

Prævalensen af type 2-diabetes er stigende, specielt blandt de unge, som også har sværest ved at opretholde det vægttab på 6-7 kg i gennemsnit, som opnås lige efter diabetesdiagnosen [10]. I en befolkningsbaseret stikprøve af patienter med nyopdaget klinisk type 2-diabetes har vi påvist en gennemsnitlig vægtøgning på 14,7 kg fra 20-årsalderen til diabetesdiagnosen. Kvinder tog mere på end mænd, men i løbet af de sidste 10 år før diabetesdiagnosen var den gennemsnitlige vægtøgning beskeden og faldt markant med alderen. Disse resultater bidrager til at evidensbasere praktiserende lægers vægtrådgivning, både før og efter diabetesdiagnosen.

Niels de Fine Olivarius , Forskningsenheden for Almen Praksis i København, Københavns Universitet, Center for Sundhed og Samfund, DK-1014 København K.

E-mail: no@gpract.ku.dk

Antaget: 11. august 2008

Interessekonflikter: BR har modtaget økonomisk støtte til forskning fra Novo Nordisk og Sanofi-Aventis.

This article is based on a study first published in Diabetic Medicine 2008;25:933-41.

Taksigelser: En varm tak rettes til de patienter, praktiserende læger og øjenlæger, som deltog i projektet, samt til Lise Bergsøe for teknisk assistance. Projektet Diabetesomsorg i almen praksis har modtaget støtte fra Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Forskningsfonden for Almen Praksis, Sygekassernes Helsefond, Sundhedsministeriets Sundhedspulje, Novo Nordisk Farmaka Danmark A/S, Apotekerfonden af 1991, Fonden vedrørende almen praksis i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør Kommuner, Læge Sofus Carl Emil Friis og hustru Olga Doris Friis' legat, Lægeforeningens Forskningsfond, Velux Fonden, Rockwool Fonden, Novo Nordisk A/S, Diabetesforeningen, Oda og Hans Svenningsens Fond, Fonden til Lægevidenskabens Fremme, Novos Fonds Komite, Kaptajn Axel Viggo Mørch og hustrus legat, Værn om Synet, Mogens og Jenny Vissings Legat samt Bernhard og Marie Kleins Legat.