Skip to main content

Bent Hansen: Silkeborglægerne overdriver

Lægerne på Hospitalsenhed Midt har gjort sig selv en bjørnetjeneste ved at klage over flytning af uddannelsesstillinger til primært Horsens og Randers, siger Regionsrådsformand Bent Hansen (S) og kalder ændringen minimal.

Regionshospitalet Silkeborg, som er en del af Hospitalsenhed Midt i Region Midtjylland.
Regionshospitalet Silkeborg, som er en del af Hospitalsenhed Midt i Region Midtjylland.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

17. jan. 2014
4 min.

”Jeg synes, man skal komme ned fra træerne”.

Sådan siger Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), om, at 240 overlæger fra Hospitalsenhed Midt for nylig klagede til Sundhedsstyrelsen over en ny fordeling af uddannelsesstillinger i Region Midtjylland.

Overlægerne mente, at ændringerne var begrundet i hensyn til hospitalsdriften og ikke optimering af uddannelsen. Samtidig mente de, at sædvanlige procedurer var tilsidesat, hvor fordelingen af uddannelsesstillinger bl.a. læner sig op ad det ry, som de forskellige uddannelsessteder har – f.eks. som udtrykt i inspektorrapporter. I stedet, mente overlægerne, havde direktionen i Region Midtjylland tromlet en omfordeling igennem af føromtalte driftshensyn.

Læs også: 240 overlæger klager over angreb på unikt uddannelsesmiljø

Især overlæger fra hospitalet i Silkeborg, der er en del af Hospitalsenhed Midt, var meget aktive i deres kritik af, at der flyttes en række uddannelsesstillinger fra deres eget hospital samt det i Viborg til hospitalerne i hhv. Horsens og Randers.

Faktaboks

Fakta

En redegørelse fra regionens administration har vist, at det samlede tab for hospitalet i Silkeborg er på 3,5 uddannelsesstillinger, og det er på den baggrund, at Bent Hansen mener, overlægerne ”har talt sig op i et træ”.

”De får en reduktion på 3,5 uddannelsesstilllinger, og hvis man gør det op på lønsum, så er de blevet reduceret med 1,5 stillinger. Så man har altså brugt en meget stor kanon til at skyde på nogle meget små forandringer”, siger han.

Farvel til 15 stillinger

Hele Hospitalsenhed Midt mister i alt 15 uddannelsesstillinger, som går til andre hospitaler i regionen. Årsagen er, at regionen ønsker at tilpasse uddannelsespladsernes fordeling til ændrede akutoptageområder og specialefordelinger.

Der er dog også et andet hensyn. De såkaldte udkantsområder skal sikres læger.

”Vi har den interesse, at i Randers og Horsens og i Hospitalsenhed Vest er det rigtig vigtigt med uddannelsesstillinger, så vi kan dække huller i dækningen med praktiserende læger”, siger Bent Hansen.

”Der er en vis sammenhæng mellem hoveduddannelsesforløb og muligheden for at rekruttere efterfølgende”.

Kritik af kolleger

Ud over, at overlægerne i Hospitalsenhed Midt har problematiseret ændringerne, har det Radiologiske Specialeråd også advaret, nemlig mod at flytte uddannelsesstillinger til et andet hospital – Horsens - som efter rådets mening ikke har tilstrækkeligt med uddannelseskapacitet.

Det harmer Bent Hansen.

”De skal leve af deres goodwill, høje faglighed og samarbejde. De er den mindste af vores enheder. Hvis man gerne vil have særlige funktioner og være udviklingshospital, så kræver det samarbejde. Når man så går ud og problematiserer uddannelsesmiljøer på andre hospitaler, er det svært at komme bagefter og ville samarbejde”, siger han med primær adresse til Silkeborg.

DRG dur ikke

Silkeborg-overlægerne har også forsvaret deres sag med, at DRG-aktiviteten er en mindst lige så god fordelingsnøgle som akutoptageområde – en metode, der ville være mere fordelagtig for Silkeborg - men det afviser regionen.

”Hvad angår KBU-stillingerne, er DRG fuldstændigt irrelevant. F.eks. er både rehabilitering og onkologi i vækst og har høje DRG-værdier, men det er alt for specialiseret. Mængden af akut arbejde er langt mere relevant”, siger Region Midtjyllands sundhedsdirektør Ole Thomsen.

”Det er anderledes, når det drejer sig om intro- og hoveduddannelsen. Men hvis man ser på det samlede billede, så synes jeg, at konsekvensen af flytningen er lillebitte. Budgettet og aktiviteten i Silkeborg de seneste par år er formentlig større end nogensinde og også større, end dengang det var akuthospital. Vi investerer i Silkeborg med avanceret apparatur, bygninger, og det har status som universitetsklinik. Det er også et af to steder med hoveduddannelse i reumatologi. Det er flot for så lille et hospital”, siger han.

Læs også: Kamp om uddannelseslægerne i Region Midtjylland

”Ikke lukningstruet”

Både Bent Hansen og Ole Thomsen forsikrer, at omfordelingen af uddannelsesstillinger ikke er et tegn på, at Silkeborg-hospitalet nedprioriteres og ligefrem er lukningstruet.

”Hvis de tror, de er truet på eksistensen, så forstår jeg det ikke. Diagnostisk Center er lige udnævnt til universitetsklinik. Det er et enormt kvalitetsstempel. Det udgør den ene halvdel af hospitalet. Den anden – Center for Planlagt Kirurgi – har en aktivitetsvækst uden lige”, siger Ole Thomsen.