Den unge forsker gik som så ofte før frem og tilbage på sit lille kontor og tænkte over et begreb og en artikel, han netop havde læst.
Den dag tilbage i 1974 var et af de afgørende tidspunkter i livet, som står helt klart i hukommelsen, siger Henning Beck-Nielsen.
Faktaboks
Begrebet var insulinresistens, hvor celler ikke reagerer naturligt på insulin. Artiklen var skrevet af professor Gerald M. Reaven fra Stanford University. Og det satte fødderne i gang hen over gulvet.
»Det var et nyt begreb, som ingen før havde talt om. Hvis det havde noget at gøre med diabetes, ville det virkelig gøre en forskel«.
Henning Beck-Nielsen arbejdede på sin doktordisputats ved overlæge Niels Schwartz Sørensens afdeling på Århus Amtssygehus, en endokrinologisk afdeling med subspeciale i diabetes. Dengang handlede al diabetesbehandling om betaceller, og at de ikke producerede insulin.
På den tid talte man kun om type 1-diabetes. Lægerne så kun enkelte patienter med type 2-diabetes og opfattelsen var, at det også skyldtes insulinmangel. Men med type 2-diabetes kan kroppen ikke udnytte insulin. Eller også bliver der ikke produceret insulin nok i forhold til kroppens behov, ved forskerne nu.
I dag er Henning Beck-Nielsen semipensionist. Han er stoppet som klinisk overlæge på Odense Universitetshospital, men er stadig konsulent på Steno Diabetescenter i Odense og deltidsprofessor ved Syddansk Universitet.
»Hvis insulinresistens var forklaringen, skulle vi gå en helt anden vej«.
Hvorfor var du så overbevist om, at det her var noget særligt?
»På det tidspunkt vidste man ikke, hvordan insulin virkede på cellerne. Jeg vidste intuitivt, at der var noget her«.
Insulinresistens fører mange ting med sig, både diabetes, hjerte-kar-sygdomme og nogle former for cancer. Man behandler det ene symptom efter det andet, men ikke årsagen, siger Henning Beck-Nielsen.
Han kastede al sin energi ind i insulinresistens og fandt ud af via sin egen forskning, at insulinresistens er reversibelt hos patienter med type 2-diabetes ved et reduceret kostindtag på 1.200 kcal dagligt. Det publicerede han i 1979, og det betegner han som sit største fund.
»Det blev modtaget med skepsis. I virkeligheden blev jeg selv overrasket over det. Sådan er det tit med de vigtigste fund, man finder. Hvis man finder det, man tror, får man bare bekræftet sin egen hypotese«.
Det er første gang i litteraturen, at nogen har vist, at insulinrestens hos patienter med type 2-diabetes er fuldstændig reversibelt. Han fik publiceret resultaterne i et skandinavisk, endokrinologisk tidsskrift. Og det har vist sig at holde stik. I England baserer man al behandling af type 2-diabetes på at reducere energiindtaget, siger Henning Beck-Nielsen.
»Det gør vi også nu med GLP1-analogerne, hvor den primære effekt er reducering af energiindtagelse.
Mindre energiindtagelse lyder let, men det er vejen frem. Gør man ikke det, ender man ud i polyfarmaci«.
I sit studie fulgte han en gruppe overvægtige type 2-diabetespatienter et år, og de tabte omkring 8 kg i vægt, deres blodsukker blev normaliseret, og deres insulinresistens forsvandt.
»Jeg ændrede ikke på, hvor meget fedt, kulhydrat og salt de fik. Det var en ganske almindelig kost, bare reduceret i mængde. I dag er der mange quickfix med low carb og andet. Det tror jeg ikke på. Man kan sagtens få folk til at tabe sig, ved at de spiser mærkelige ting, men kun i en kortere periode. Så kommer kiloene på igen«.
Det er vel lettere sagt end gjort, når folk netop har så svært ved at holde sig til de få kalorier?
»Ja, og vi har i mange år efterspurgt et lægemiddel, der kunne få folk til at spise mindre. GLP1-analogerne ser lovende ud. Spørgsmålet er, om vi tør give det til børn, potentielt resten af deres liv«.
Henning Beck-Nielsen efterlyser patientskoler, der underviser borgere i sund kost.
»Vi startede selv diabetesskolerne i Odense i 1990’erne, og det blev en stor succes. Det er et kedeligt tilbageskridt, at kommunerne har lukket patientskolerne. Og det er et tilbageskridt, at man har lagt al behandling af type 2-diabetes ud i praksis. Det burde ligge på Steno Diabetescentrene. De har både viden og penge til det. Det er økonomi og praktik over for idealisme«.
»Jeg troede bare, at jeg skulle være sygehuslæge i Farsø, men jeg blev international forsker«Henning Beck-Nielsen
Hvordan ændrede det din karriere, at du opdagede, at insulinresistens var reversibelt?
»Jeg var ikke blevet professor og havde vundet ti priser, hvis ikke jeg havde opdaget det. Jeg kom til USA og var postdoc i San Diego, fik venner og kolleger over hele verden. Jeg troede bare, at jeg skulle være sygehuslæge i Farsø, men jeg blev international forsker«.
Forskning og klinik hører sammen, mener han. Han har haft 52 ph.d.-studerende og har forsøgt at lære unge mennesker noget om forskning.
»Jeg mener ikke, at alle læger skal være ph.d.’er, men alle læger skal vide noget om at bruge forskning. Hvis ikke man bruger den nye viden, kommer vi aldrig videre. Det handler om at bide sig fast. Det er en lykke både at lave forskning og være i klinik. Når vi sidder med patienterne, kan vi se, hvad der mangler af viden«.
Siden 1970’erne har han blandt andet forsket i fedtcellernes rolle og en typeinddeling af type 2-diabetes. Det er ikke kun én sygdom, det er mange, og de skal behandles forskelligt.
»Der er nogle, der undgår insulinresistens, og derfor skal vi ikke overbehandle. Vi har et projekt i Odense, hvor vi vil hjælpe patienterne ved at finde ud af, hvorfor de får diabetes og behandle den årsag«.
Henning Beck-Nielsen er en del af en generation med stolte traditioner inden for endokrinologien.
»Danmark har stået stærkt på diabetesområdet. Selvom vi ikke har løst problemerne endnu. Desværre stiger antallet af patienter med diabetes«.
Burde I have lagt fokus et andet sted?
»Ja, vi har troet alt for meget på, at medicin er løsningen. Mange diabetikere får mellem 8-10 præparater om dagen, og ingen ved, hvordan de interagerer med hinanden«.
