Skip to main content

Lægeforeningen afviser forslag om mere gabestok: Ingen lovhjemmel

Sundhedsministerens planer om at øge muligheden for at sætte læger i gabestok mangler hjemmel i loven. Det siger Lægeforeningen, der mener, forslaget bør trækkes tilbage

(Foto: Erwin Wodicka - wodicka@aon.at)

Anne Steenberger, as@dadl.dk

23. jan. 2015
2 min.

Sundhedsminister Nick Hækkerup har i løbet af efteråret udtrykt ønske om at øge muligheden for at offentligheden skal kunne se, hvilke læger, der har indskrænkninger i deres autorisation. I dag bliver læger, der helt eller delvis har fået frataget deres autorisation af Sundhedsstyrelsen hængt ud i den såkaldte gabestok, som findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

I et forslag til en ny bekendtgørelse skal også læger, der frivilligt har frasagt sig dele af deres autorisation udstilles i samme gabestok. Men det er der slet ikke hjemmel til i lovgivningen, fastslår Lægeforeningen i et høringssvar til Sundhedsministeriet.

”Forslaget baserer sig på en forkert lov og en paragraf, som handler om noget helt andet, nemlig Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelser,” skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.

Dermed er der ikke grundlag for ændringen, vurderer Lægeforeningen.

”Vi er noget forundrede over, at ministeriet kommer med et forslag, som ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, og det bør naturligvis trækkes tilbage”, siger Jette Dam-Hansen, næstformand for Lægeforeningen.

Lægeforeningen påpeger endvidere det nyttesløse i ændringen, der fra ministeriets side skulle ske af hensyn til patientsikkerheden. Men det, at en læge, der frivilligt har frasagt sig dele af sin autorisation, bliver hængt ud i gabestokken, gør intet ved patientsikkerheden.

Læger, som frivilligt har trukket sig fra det arbejde, som de for en periode ikke magter, udgør ikke en fare for patienterne, og derfor tjener det ikke noget formål at hænge dem ud, lyder ræsonnementet.

”Der er stor forskel på, om en sundhedsperson får frataget sin autorisation, fordi vedkommende er til fare for patientsikkerheden, eller om han af personlige årsager fraskriver sig sin autorisation eller frivilligt indskrænker sin virksomhed af personlige årsager som f.eks. sygdom. Det giver ingen mening at placere dem i samme gabestok”, siger Jette Dam-Hansen.

Lægeforeningen ser hellere Sundhedsstyrelsens tilsyn styrket.

Læs også Sundhedsministeren vil have mere offentlighed om dårlige læger

Sundhedsminister vil have mere offentlighed om læger i gabestok

Kammeradvokaten råder til at skærpe gabestokpraksis

Læs høringssvaret her