Skip to main content

»Læringsaspektet er helt centralt i efterforløbet. Men indtil videre har regionen ikke foretaget konkrete ændringer i dokumentationspraksis«

Svendborgsagen har ikke betydet ændringer i dokumentations­praksis, for vi er nødt til at afvente ministeriet, siger regionsdirektør Jane Kraglund
Jane Kraglund er direktør i Region Syddanmark. Foto: Region Syddanmark
Jane Kraglund er direktør i Region Syddanmark. Foto: Region Syddanmark

Anders Heissel, ah@dadl.dk

30. aug. 2018
6 min.

Over fem år efter, at hændelsen bag Svendborgsagen skete, og et år efter, at Svendborglægen blev dømt ved landsretten, har Region Syddanmark ikke foretaget ændringer i dokumentationspraksis som en direkte konsekvens af sagen.

Det siger Jane Kraglund, der siden den 1. oktober 2015 har været regionsdirektør i Region Syddanmark, efter at hun tidligere var sygehusdirektør på Odense Universitetshospital fra 2009 til 2014 og dermed i den periode, da sagen skete i Svendborg.

Faktaboks

Fakta

Men hun understreger også, at det vigtigste, regionen kan trække ud af Svendborgsagen, er, hvordan noget lignende kan undgås i fremtiden.

»Derfor er læringsaspektet helt centralt i efterforløbet. Men indtil videre har regionen ikke foretaget konkrete ændringer i dokumentationspraksis. Nok tog sagen sit udspring i Svendborg, men problemet med de uklare opfattelser af journalføringspligten er et landsdækkende problem, som lige nu ligger på sundhedsministerens bord«, siger Jane Kraglund og fortsætter:

»Det allervigtigste for mig i sådan en sag er, at vi lærer af den. På den måde satte sagen skub i nogle overvejelser om, hvordan vi sikrer den bedst mulige dialog med personalet. Det er vigtigt, at man som leder er opmærksom på, hvad der rører sig blandt personalet«, siger Jane Kraglund.

Hvad har sagen så betydet af ændringer?

»Sagen har betydet, at sygehuset har lavet nogle grupper, som har diskuteret tingene igennem, hvilket bl.a har sat fokus på debriefing. Men vi afventer som sagt ministerens udspil«.

Så konkret har regionen ikke lavet ændringer som følge af Svendborgsagen?

»Sagen handler om mundtlige ordinationer, og om man kan have dem eller ej – og i givet fald i hvor stor udstrækning. Det kan vi som region ikke ændre på, når vi ved, at der snart kommer noget fra ministeriet. Vi bliver nødt til at afvente. Men jeg ved, at afdelingen har sat mange ting i gang, men jeg kender ikke tiltagene konkret«.

Så der var ikke noget på den pågældende afdeling i Svendborg, der gjorde, at sagen havde større risiko for at opstå der?

»Det er svært at svare på. Det, der ligger bag sagen, er et nationalt problem, men det kan godt være, at sagen blev forstærket på en afdeling, der på det tidspunkt havde problemer med arbejdsbelastningen«.

Hvad har I som region lært af sagen?

»Jeg synes, at vi har lært, at dialogen med personalet er vigtig, og at der er et behov for at skabe tryghed om journaliseringspligten. At opfange signalerne hurtigere«.

Hvordan gør I det?

»Ved at sætte det på dagsordenen, ved at tale om det og ved at skabe opmærksomhed. Der findes ikke et enkelt instrument, der kan ændre det. Vi har skabt et mindset om behovet for at understøtte personalet, der kommer ud for en utilsigtede hændelse«.

Undervurderede sagen

Efter den konkrete hændelse i 2013, der førte til Svendborgsagen, lavede Odense Universitetshospital, hvor Svendborg Sygehus hører under, en kerneårsagsanalyse af forløbet. Formålet var, at »sikre den fremadrettede læring og patientsikkerheden for fremtidige patienter«. Men lægen i sagen blev aldrig en del af analysen. Jane Kraglund ved ikke, hvorfor lægen ikke blev taget med i analysen, men har og har hele tiden haft fuld tillid til ledelsen.

»Ledelsen undervurderede måske i første omgang sagen i forhold til dens dybde og kompleksitet. Men efter at sagen begyndte at køre, gik ledelsen faktisk i gang med en dialog med lægerne og satte forskellige ting i gang«.

Gav ledelsen nok hjælp til den pågældende læge i sagen?

»Set i bakspejlet, nej. Der burde ledelsen have lavet en bedre undersøgelse. Og det skal vi fremover sørge for, ikke sker igen«.

Hvis tilsvarende sag skete i dag, hvordan vil regionen så handle?

»Jeg håber, at man lokalt får tilrettelagt nogle processer, der gør, at hvis en læge kommer ud for tilsvarende, er der et ledelsessystem, der tager hånd om det og sørger for en debriefing«.

Godt med Kristian Rørbæk

Ifølge Jane Kraglund er kernen i sagen – og i efterforløbet – usikkerheden om journaliseringspligten og de mundtlige ordinationer. I oktober sidste år begyndte overlæge Kristian Rørbæk Madsen på Odense Universitetshospital at blande sig i sagen om netop det problem. Han kaldte dommen i landsretten »en bombe under sundhedsvæsenet« og begrundede det med, at han på hver eneste vagt lavede mundtlige ordinationer – og først senere journalførte. Dette opråb blev hørt af Michael Dall, direktør på Odense Universitetshospital, der i en mail til ledende overlæge Jens Schierbeck og Kristian Rørbæk Madsens chef skrev:

»Jeg vil ikke, som jeg dybest set skrev til ham i går, hænge uenighederne ud på de nationale medier. Vi skal i fællesskab forsøge at løse problemerne internt. Jens, du kan jo informere ham om, at der arbejdes på sagen, og så kunne han jo overveje at give os arbejdsro …«.

Et møde mellem ledelsen og Kristian Rørbæk Madsen blev sat i stand, men den kritiske overlæge opfattede mest mødet som forsøg på at knægte hans ytringsfrihed.

Jane Kraglund, når læger generelt vil ytre sig kritisk i Region Syddanmark, mener du så, at det skal klares internt, og at der skal skabes arbejdsro for ledelsen?

»De ansatte har ytringsfrihed, punktum. Men hvis man gerne vil have forandringer, er man nødt til at gå i dialog med dem, der kan forandre. Ellers står det og blafrer i vinden. Det må være naturligt for en ledelse at kalde den ansatte ind og få foldet sagen mere ud. Men Kristian Rørbæk Madsen fik sagen sat på den nationale dagsorden, og det var godt«.

Risikerer lægerne noget for deres karriere, hvis de ytrer sig kritisk i offentligheden?

»Det håber jeg sandelig ikke, og jeg har den klareste fornemmelse af, at det aldrig er sket«.