Skip to main content

Sundhedsstyrelsen drøfter akutspeciale

Nu skal det afgøres, om der skal oprettes et nyt speciale i akutmedicin. På et møde i dag vil Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse diskutere kommissoriet for arbejdsgruppe, der skal afgøre spørgsmålet.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

15. jun. 2016
2 min.

Nu skal det – endelig - afgøres, om der skal oprettes et akutmedicinsk speciale. Debatten om det har stået på i flere år og har været tiltagende efter at DASEM (Dansk Selskab for Akutmedicin) i januar udgav en rapport.

Den vurderede, at de objektive omstændigheder er på plads for at et speciale er forsvarligt og skitserede et forslag til, hvordan et speciale kan bygges op.

Siden har flere aktører udtalt støtte til et speciale. Fire – måske fem - ud af de fem regioner er positive. Sundhedsministeren ligeså. De lægelige specialer er delte i spørgsmålet og også Lægeforeningen har forbehold.

Men nu vil Sundhedsstyrelsen altså – for anden gang – tage det op. I eftermiddag diskuterer Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse kommissoriet for en arbejdsgruppe, der ”skal belyse behovet og vurdere spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt at oprette et nyt speciale”, står der i udkastet til kommissoriet.

Og det uddybes:

”Sundhedsstyrelsen ønsker en beskrivelse af faglige og organisatoriske udfordringer på landets akutmodtagelser med fokus på akutmedicinske kompetencer. I forlængelse heraf ønskes en stillingtagen til indførelse af specialet akutmedicin i Danmark. I vurderingen skal indgå fordele, ulemper og udfordringer ved indførelse af akutmedicin som lægeligt speciale, herunder hvilke udfordringer på landets akutmodtagelser, der vil kunne afhjælpes med indførelse af nyt speciale, og hvilke der ikke kan”.

Mødet finder sted onsdag eftermiddag.

Læs også:

Akutmodtagelserne kan ikke fylde vagterne

Professorer: Der er brug for et akutmedicinsk speciale

Specialerne delt i spørgsmålet om akutspeciale

Sundhedsministeren positiv over for et akutmedicinsk speciale