50 år med ret til provokeret abort

Få steder har jeg oplevet patientkontakt på samme måde som eftermiddagsspadsereturen fra venteværelset i opgang 1 til operationsstue 6 (gynækologisk) for enden af gangen i Dagkirurgisk Center på Hvidovre Hospital. Vi følges ad, patienten og jeg, og stemningen er som regel intens. Patienten kan virke lettet, brødebetynget, ulykkelig, en sjælden gang fjollet. Hun er henvist med én af to diametralt modsatte problemstillinger: Tilgrundegået ønsket graviditet, missed abortion, eller igangværende uønsket graviditet. Begge problemer løses ved kirurgisk tømning af livmoderhulen med vakuumaspiration. Jeg er den yngre læge, der fører suget.

2023 er 50-året for lovsikret ret til fri abort før udgangen af 12. graviditetsuge i Danmark. Man kan let komme til at tage retten til abort for givet. Seneste års kontroverser i Polen og USA har imidlertid inviteret til et kærkomment forsvar af 50-årsjubilaren i den offentlige samtale – f.eks. advokeret i bedste sendetid i finaleafsnittet af efterårets DR Drama om Carmen Curlers.

Få operationer giver anledning til i den grad ambivalente følelser som aborten. Det er nok det eneste indgreb, hvor sundhedsloven fritager personale, som af etisk eller religiøs overbevisning ikke vil påtage sig ansvaret.

Ikke sjældent har patienten, som ønsker abort, en rørende historie bag sig. Ved den kirurgiske håndvask kan mine tanker vandre om patientens beslutning, hendes baggrund, fremtidsudsigter eller det hjerteskærende paradoks i, at en sund forplantningsevne er problematisk for hende, når andre vil give deres højre arm for en levedygtig graviditet. En anden strøtanke går på, hvilken straf jeg ville få udmålt, hvis min praksis det seneste års tid blev prøvet for retten f.eks. i Malta eller Færøerne. Hvor vildt det egentligt er, at mit arbejde i nogle europæiske landes lovgivning er strafbart, mens målbeskrivelsen for introduktionsstilling i gynækologi og obstetrik foreskriver, at jeg skal udføre mindst 25 stk. for at blive certificeret introlæge. Disse forhold er interessante, men uvedkommende for min egentlige opgave når jeg er færdig ved håndvasken: Jeg skal være garant for patientens sikkerhed. Jeg skal vide besked om gestationslængde, tjekke om hun har overholdt fasteregime, rhesustype, svar på klamydiapodning og huske eventuel anlæggelse af spiral eller P-stav efter endt indgreb.

Klokken lidt i 18 er jeg færdig med sidste operationsbeskrivelse. Jeg kasserer mit håndskrevne program til makulering og klæder om efter ti timers arbejdsdag. På med vindjakke, op på cyklen. Når jeg drejer til venstre ad Hvidovrevej, vandrer tankerne igen – men bare om hvad jeg skal spise til aftensmad.