Skip to main content

Abort i Danmark

I anledning af 50-året for loven om svangerskabsafbrydelse af 1. oktober 1973

kvindelige demonstranter
Den danske læge Jonathan von Leunbach vakte i 1930’erne opsigt med sine kontroversielle ideer vedrørende prævention og seksualoplysning til de underbemidlede. Han bistod flere illegale aborter og blev to gange (i 1935 og 1936) sigtet herfor. Her ses han sammen med kvindelige demonstranter, der har plæderet for hans løsladelse fra Vestre Fængsel, hvor han i en periode var indsat (Foto: Tage Christensen/Ritzau Scanpix)

Cheflæge Charlotte Wilken-Jensen. E-mail: cwj@dadlnet.dk

6. jun. 2023
17 min.

Abort kan forbydes – men aldrig forhindres. Til alle tider, i alle samfund har kvinder skabt sig retten til at bestemme over egen krop og egen reproduktion. Der, hvor der nedlægges forbud, foregår aborterne med usikre og farlige metoder, med forfærdelige følger – sygdom, infertilitet og død.

Abortspørgsmålet er ikke et lægefagligt spørgsmål. Det er et politisk, juridisk, socialt, etisk, religiøst, moralsk og kulturelt emne. Og diskussionen om kvindens ret til abort er ikke historisk fortid, men en fortsat diskussion nationalt og internationalt.

I Danmark er retten til legal abort i dag i 2023 ikke til diskussion. Det har den ikke været i mange år. Langt mere end 90% af den danske befolkning støtter op om retten til fri abort. Så der er aktuelt ikke så megen diskussion, men hele tiden fornemmes en ulmen fra politisk og/eller religiøst hold, hvor abortmodstandere i deres uforstand med usaglige argumenter forsøger at bære ved til en debat om kvinders uhindrede ret til fri abort.

Vi skulle således være ude over diskussionen om abort. Vi skulle diskutere ligestilling, kvinders ret til selvbestemmelse, alle menneskers ret til et tilfredsstillende sexliv befriet for angsten for graviditet og mulighederne for gennem oplysning og forskning at styrke metoderne til at forebygge uønskede graviditeter.

Ingen skal sætte børn i verden mod deres vilje. Som en fremtrædende østrigsk kollega udtrykker det: Ingen form for tortur er så barbarisk som påtvunget moderskab.

Kvinders ret til selvbestemmelse over egen krop er under pres globalt set. Abortspørgsmålet sætter sindene i kog i Vatikanet, Polen, USA, Malta, på Færøerne, i Sydamerika og mange andre steder. Hvert eneste land har sin, ofte ret detaljerede lovgivning, der beskriver, hvornår og hvordan en kvinde kan få adgang til en abort, og desværre er der mange steder sat uoverstigelige barrierer op for kvindens mulighed for at få abort på en sundhedsmæssig forsvarlig vis. Den restriktive lovgivning i mange lande er hvert år årsagen til, at hundredtusindvis af kvinder underkaster sig illegale abortprocedurer, der ødelægger deres helbred og i værste fald slår dem ihjel.

Det, at abort ikke er et medicinsk spørgsmål, betyder, at det ikke er en sundhedsfaglig, lægelig beslutning, om der i et givet tilfælde skal foretages en abort eller ej. Adgangen til det medicinske indgreb, som en svangerskabsafbrydelse er, er i høj grad politisk reguleret. Abort/svangerskabsafbrydelse og fertilitetsbehandling er de to medicinske områder, hvor lovgivningen i Danmark og de fleste steder i verden er mest detaljeret og i detaljer regulerer, hvad der foregår i sundhedsvæsenet.

Det er de to områder, hvor den medicinske fagkundskab kommer tættest på afbrydelse/skabelse af liv.

Debatten om abort kommer til at dreje sig om, hvad der vægter tungest – hensynet til kvindens ret til at bestemme over egen krop eller hensynet til det ufødte barns rettigheder (respekten for liv), og den debat får måske aldrig en ende.

Det virker umiddelbart enkelt: Selvfølgelig skal kvinden have ret til at bestemme, om og hvornår hun vil have et barn. Men skal det gøres ved at afbryde en graviditet? Det er tilsyneladende ikke noget nemt spørgsmål.

I forbindelse med de fleste debatter om abort og i forbindelse med alle indsatser angående abort er der altid en forudgåede drøftelse af forebyggelse: Alle vil meget hellere forbygge en uplanlagt og uønsket graviditet end afbryde en allerede opstået graviditet. Der er ingen, der ønsker sig aborter – mindst af alt de kvinder, der kommer i en situation, hvor afbrydelsen af svangerskabet er den rigtige løsning.

Hvis man ikke vil have et barn, skal man lade være med at blive gravid. Det lyder så enkelt, men det er det slet ikke.

Den historiske optakt til loven fra 1973

Det meget væsentlige – nemlig at forebygge uønskede graviditeter – var det, der fyldte allermest, da debatten om mulighed for børnebegrænsning rasede i Danmark i 1920’erne og 30’erne. Fortalerne for kvinders mulighed for valg gik modigt og helhjertet ind i den debat om seksualoplysning og -moral, som herskede [1].

I denne periode omkring 1920 i arbejderkvartererne i København var virkeligheden, at fattige familier levede under kummerlige forhold. F.eks. en 28-årig kvinde, der i løbet af syv år havde fået syv børn med en fordrukken arbejdsløs mand, som kvinden ikke måtte nægte adgang til sin krop, og som ikke kunne forsørge familien. Man ser billedet for sig med en helt udslidt, udmarvet kvinde i fattige omgivelser omgivet af en flok forsømte børn og en baby hængende ved brystet [1].

Der var masser af tilfælde som det beskrevne, men samtidig en nærmest total fornægtelse af disse forhold hos det bedre borgerskab, som mente, at man med en kristen levestil og en ordentlig moral kunne undgå skæbner som disse. Kvinder, som ikke ønskede at gennemføre en graviditet, blev anset for dovne og uansvarlige [1].

Det var i denne sammenhæng, at en voksende bevægelse af socialt bevidste, veluddannede mænd og kvinder i 1920’erne begyndte at arbejde med seksualoplysning og muligheder for børnebegrænsning. »Foreningen for seksuel oplysning« og bogen »Hvordan begrænses børnefødslerne« var nogle af de initiativer, der blev taget for at sprede oplysning om, hvordan graviditet kunne undgås ved brug af pessar og kondom, afbrudt samleje og ved at undgå samleje midt i cyklus. Initiativerne havde stor tilslutning, men blev handicappet af, at både pessar og kondom kostede for meget til, at de, der havde mest brug for prævention, havde råd til det. Samtidig kunne det ikke undgås, at de pionerer, der kæmpede for at forebygge uønskede graviditeter, meget hurtigt blev mødt med stærke ønsker om hjælp til at få afbrudt allerede opståede graviditeter [1].

I kampen for seksualoplysning indgik, at kvinder ikke konstant skulle føde børn, men skulle oplyses om, hvordan det reproduktive system fungerer, hvornår risikoen for at blive gravid er størst, og hvilke muligheder der er/var for at undgå graviditeter, uden at seksualakten blev opgivet. Det var de emner, fortalerne for seksualoplysning og frivilligt moderskab bragte på banen. Uvidenheden var enorm og myterne mange, men at prøve at komme uvidenheden til livs og tale om alle disse upassende emner i første halvdel af 1900-tallet i Danmark blev stærkt modarbejdet af konservative, moralske og religiøse kræfter. Fra politisk side blev det modarbejdet, at man overhovedet diskuterede så intime emner og forsøgte at påvirke den enkelte families liv, uagtet at der i tiden var kolossale problemer i de fattigste samfundslag pga. alt for mange børn og graviditeter, der tog livet af unge kvinder. Det var unævnelige emner – og »ikke noget, man talte om« [1].

Noget andet, »man ikke talte om«, var det faktum, at kvinder af velhavende familier med forbindelser kunne »få det ordnet« på forsvarlig vis, mens de ubemidlede måtte ty til kvaksalvere eller risikable selvudførte abortindgreb. Hykleriet kendte ingen grænser [1].

Heldigvis kæmpede en række modige kvinder og mænd i den tids Danmark en utrættelig kamp, som blev lang og opslidende, for at ændre på forholdene – en indsats, der kronedes med held. Nogle af dem var døde, før deres indsats førte til loven om svangerskabsafbrydelse fra 1973 [1].

Demonstrationer for- og imod fri abort i København i 1973 (Ole Henning Hansen/Ritzau Scanpix).

Abort i Danmark – tiden før 1. oktober 1973

Lovgivningen

Frem til 1866 var der i Danmark dødsstraf for forsøg på svangerskabsafbrydelse og for fosterdrab. Efter 1866 reduceredes straffen til straffearbejde i otte år [2].

I 1930’erne reduceredes straffen til højst to års fængsel. Der blev på dette tidspunkt indført en nødretsregel, hvor svangerskabsafbrydelse kunne tillades, hvis kvindens liv eller helbred var i overhængende fare [2].

Allerede i 1920 fik kvinder i Rusland mulighed for abort, og i 1932 nedsattes for første gang i Danmark en svangerskabskommission, som skulle se på mulighederne for ændringer i den danske lovgivning angående svangerskabsafbrydelse. Men det varede helt frem til 1937, før den første lov om svangerskabsafbrydelse i Danmark så dagens lys – legal abort på medicinsk, etisk og eugenisk (abort pga. arvelige sygdomme) indikation. Det var dog uhyre begrænset, hvad der blev givet af tilladelser, og der udførtes fortsat titusindvis af illegale aborter. Alle kendte til metoder og adresser, hvor man mod betaling kunne blive hjulpet, og sygehusene behandlede – desværre ofte med stor uvilje og foragt – masser af kvinder med følger efter de farlige indgreb, blødning og svære infektioner [2].

I 1956 kom der en ny lov om svangerskabsafbrydelse, som nu kunne udføres, hvis kvinden havde psykiske og/eller fysiske defekter. Samtidig tilføjedes hensynet til de forhold, kvinden levede under [2].

I 1967 blev der nedsat endnu en svangerskabskommission, som i 1969 udgav en betænkning, og i 1970 indførtes den sociale indikation. Desuden indførtes der mulighed for fri abort for kvinder under 18 år (med forældrenes samtykke) og for kvinder over 38 år samt kvinder med fire eller flere hjemmeboende børn [2].

Lovændringerne i 1956 og især i 1970, hvor den sociale indikation endelig blev indført, medførte tydelige ændringer i praksis, således at tilladelsesprocenten, der i 1954/1955 var på 49, nåede op på næsten 90, lige før loven om fri abort blev vedtaget i 1973 [3].

De, der fik afslag, fik ordnet sagen på anden vis, ligesom mange ikke søgte i den overbevisning, at et afslag ville blive konsekvensen. I 1972/1973, hvor mødrehjælpskontorerne blev ansøgt om abort og bevilgede dem, var der 12.052 kvinder, der ansøgte om abort, og 10.540 fik tilladelse. Samtidig anslås det, at der blev udført omkring 15.000 illegale aborter [1, 4].

Man var således i en situation, hvor mange, der søgte, fik tilladelse, og endnu flere, der ikke søgte, fik alligevel abortindgrebet gennemført. Det var tid til, at loven skulle afspejle praksis.

Den 26. maj 1973 blev loven om svangerskabsafbrydelse vedtaget, og den trådte i kraft den 1. oktober 1973. Med den lov blev illegale aborter i Danmark en saga blot [5].

Her blev det tilladt enhver kvinde med bopæl i Danmark, som var fyldt 18 år, at få udført abort indtil udgangen af 12. uge af svangerskabet. Kvinder under 18 år kunne få abort, forudsat tilladelse fra en indehaver af forældremyndigheden. Loven beskrev også, hvilke muligheder der var for at ansøge om at få abort uden forældresamtykke, og hvilke muligheder der var for at få abort efter udløbet af 12. graviditetsuge [5].

Uden særlig tilladelse kan en kvinde få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet [5].

Loven beskriver seks begrundelser for at søge abort efter 12. graviditetsuge. I disse tilfælde forelægges anmodningen for et regionalt nedsat samråd bestående af en jurist, en speciallæge i gynækologi og obstetrik og en speciallæge i psykiatri, som efter grundig udredning af sagen tager stilling til, om abort kan bevilges. Lovteksten beskriver de seks muligheder [5].

Faktaboks

Faktaboks [5]

Plakat fra Kvidelige Lægers Klub fra slutningen af 40’erne.

Som det fremgår af lovteksten, er der ganske vide rammer for fortolkning inden for lovens paragraffer. Hvem definerer f.eks. hvad der er »en alvorlig belastning af kvinden, der ikke kan afværges på anden måde«? Det er samrådets opgave at træffe denne afgørelse ud fra den udredning, en socialrådgiver har foretaget baseret på den aktuelle kvindes samlede livssituation. Samrådet, der som regional instans har beslutningsmyndigheden i disse sager, reguleres af Ankenævnet for abortsamråd, der har til opgave at sikre en ensartet national praksis, hvilket ikke er nogen enkel opgave på et område, hvor der er mulighed for mange subjektive skøn.

Siden 1973 er der sket ganske få ændringer i loven om svangerskabsafbrydelse.

I 2000 indførtes ret til støttesamtale for de abortsøgende kvinder, som fik ret til to støttesamtaler, én før og én efter aborten – en ret, der ikke har været benyttet særligt meget [5].

I 2002 blev levedygtighedskriteriet indført i loven – den danske abortlov havde indtil da ikke defineret, hvor sent i svangerskabet en abort efter udgangen af 12. graviditetsuge kunne blive tilladt. Nu blev det beskrevet, at hvis et foster kunne betragtes som levedygtigt (en grænse, som kan ændre sig i takt med, at de læger, der behandler for tidligt fødte børn, bliver dygtigere), var det ikke længere muligt at bevilge abort. Den grænse, der arbejdes med i dag, ligger på 22 uger og seks dage [5].

I 2003 gled bopælskriteriet ud af abortloven. Efter det kan også kvinder uden bopæl i Danmark få udført abort. De skal bare betale for ydelsen i det offentlige sundhedsvæsen [5].

I 2004 blev det tilladt, at aborter kunne foregå uden for hospitalerne. Det har haft stor betydning, specielt i forbindelse med indførelse af den medicinske abort i 1998. I dag foretages en stor del af de tidlige aborter som medicinske aborter hos praktiserende speciallæger [5].

Tiden efter 1973

Danmark har og har haft en stort set velfungerende abortlov, og en kvindes adgang til abort er som nævnt ikke til diskussion i Danmark. I 1975 blev der registeret 25.000 aborter før udgangen af 12. graviditetsuge, dette tal faldt støt frem til 1998, hvor det var ca. 15.000. Siden stagnerede antallet af aborter omkring de 15.000. I 2021 viste årsrapporten fra kvalitetsdatabasen »Tidlige graviditeter og aborter« et tal på 13.000. Samme rapport viste, at aborterne før 12. graviditetsuge i Danmark blev foretaget tidligere og tidligere i de 12 uger, og at 83% af indgrebene i 2021 blev foretaget som medicinske aborter før uge ni [6].

I hele perioden er der foregået et vedvarende arbejde for at styrke seksualundervisning, som nu er obligatorisk både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, og der er sket en udvikling på præventionsområdet, så bedre muligheder for svangerskabsforebyggelse er til rådighed. Indsatsen på området reproduktiv sundhed skal til stadighed styrkes og være i fokus.

Loven fra 1973 fylder 50 år i år, og tidspunktet synes at være kommet til at se på en revision af loven, der som beskrevet har været næsten urørt i 50 år.

Nogle argumenter for at se på loven:

Loven foreskriver uden den sociale del nr. 6 stk.1, at man efter udgangen af 12. graviditetsuge skal se på svangerskabets længde og vurdere, om den øgede helbredsmæssige risiko, der er for kvinden på grund af svangerskabslængden, er rimelig. Faktum er, at det ikke i dagens Danmark er farligere for kvinden at føde et foster i uge 14 end det er i uge 18, så det var værd at få revideret.

Endvidere i samme sociale del af loven (nr. 6) kan det diskuteres, om der er tidsånden anno 2023, at et samråd bestående af to læger og en jurist, kan/skal tage stilling til og beslutte, hvor alvorlig en belastning af en kvinde, en familie eller nogle allerede fødte børn et yderligere barn vil være.

I 2004 indførtes i Danmark tilbud om screening for Downs syndrom ved nakkefoldsskanning i uge 12-14. Over 97% af den gravide del af den danske befolkning tager imod dette tilbud. Et antal familier vil ved skanningen få konstatereret en risiko for kromosomfejl hos fosteret og vil blive tilbudt en moderkageprøve, et tilbud, som de fleste takker ja til. Svaret på denne prøve er først tilgængeligt efter udgangen af 12. graviditetsuge. De fleste, der får et svar, der viser kromosomanomalier, ønsker, at fosteret aborteres. Da de 12 uger er overskredet, skal der søges tilladelse i Abortsamrådet, for at den abort kan gennemføres. Og den tilladelse bliver givet, men er det fornuftigt med et forsinkende, formynderisk organ som samrådet i en sådan situation?

Alle kvinder i Danmark får også tilbud om misdannelsesskanning, som foregår i uge 19-20. Også ved denne skanning kan der findes forhold hos fosteret, der fører til et velbegrundet ønske om, at graviditeten ikke skal gennemføres. Også i disse tilfælde går vejen til abort gennem samrådet. Antallet af ansøgninger om abort på dette tidspunkt i graviditeten er dog minimalt i forhold til antallet af ansøgninger efter nakkefoldsskanning.

Så der er god grund til igen at nedsætte en kommission, der skal arbejde med en revision af loven om svangerskabsafbrydelse. Skal grænsen for fri abort rykkes til en senere gestationsalder? Og – hvis ja – til hvilken svangerskabsuge? Skal samrådene bevares, eventuelt i en anden form? Disse og mange andre spørgsmål er der behov for at få en grundig og nuanceret gennemgang af, før et forslag om ændring af loven fremsættes.

Det er ikke nemt at få en abort, selvom det er selvvalgt. Myten om, at »så får man bare en abort« holder ikke vand. Det er for stort set alle en svær og alvorlig beslutning, og at gennemføre aborten går ingen uanfægtet igennem uanset tidspunkt for afbrydelse af graviditeten. Men med stigende gestationsalder og efter 12 uger, hvor fosteret skal fødes, bliver det mere og mere håndgribeligt og for en del mere følelsesmæssigt belastende, når fosteret ligger der, både for dem, der gennemgår aborten, og for de sundhedsprofessionelle, der assisterer til indgrebet. Hensynet til sidstnævnte skal ikke være det mest tungtvejende, men der skal tages hensyn til det. En grænse på 18 uger er fremført som et forslag. For det tæller, at man derved har tilpasset sig de teknologiske muligheder, der i dag er for at finde misdannelser hos fostrene, og man samtidig anerkender, at risikoen for selve indgrebet er mindsket. En del mangel på selvbestemmelse for kvinder og en del formynderi ville blive afskaffet med en sådan lovændring.

Afrunding

Globalt set er der i verden i dag uacceptabelt store variationer med hensyn til kvinders muligheder for at forebygge graviditet og få abort. Nogle steder tror regimer, systemer, politikere og religiøse ledere stadig her i 2023, at man kan styre seksualitet og kønsliv ved at forbyde seksualundervisning, seksualoplysning og sex før ægteskabet. Det forsøges at gøre menneskets naturlige seksualitet og behov til tabu, og dermed fastholde seksuelt samliv udelukkende som et middel til artens reproduktion. Og det gøres med restriktive love og forbud, som fratager kvinderne deres ret til at bestemme over egen krop. Det ulykkelige er, at lovgivning på de områder, der omhandler reproduktiv sundhed og rettigheder, er årsag til økonomisk og social elendighed hos millioner af familier, og at omgåelse af de love, der gennemføres, fører til død og ødelagte liv hos hundredtusindvis af kvinder hvert år over hele verden.

Og selv med 50 år for den fri abort i Danmark er der fortsat gode grunde til at fortsætte kampen for ligestilling i Danmark og i verden, herunder kvinders suveræne ret til frivilligt moderskab.

Uanset hvordan den nuværende situation mht. lovgivning og i praksis er forskellige steder i verden, er abortområdet et sted, hvor der til stadighed skal gøres en indsats for at fastholde kvindens ret til at undgå tvunget moderskab og hendes ret til at bestemme, om hun vil have børn, hvor mange hun vil have, og hvornår hun vil have dem.

Summary

Abortion in Denmark-50 years of legal abortion since October 1st, 1973

This paper describes and discusses the global situation of abortion and focuses on women’s right to autonomy. The situation in Denmark before 1973 when abortion after many years of discussion finally was legalised is described. A tribute is paid to the brave men and women who fought for sexual and reproductive rights in a hostile, conservative environment in Denmark in the period 1920-1973. The law from 1973 which gave women the right to terminate a pregnancy without conditions until 12 weeks of pregnancy is listed as are the changes that the law has undergone in the period 1973-2023. The present situation is summarised, and the need for a thorough revision of the law including a possible change of limit from 12 to 18 weeks of pregnancy is mentioned.

The challenge legal abortion globally is facing is addressed, and in conclusion the need for continuous work to stabilise and expand sexual rights for women is underlined.

Referencer

1. Nielsen J-E. Doktor Leunbach. HER & NU, 2019.

2. www.danmarkshistorien.dk, sidst redigeret 3.oktober 2017 (16. mar 2023).

3. Skalt V. Mødrehjælpens Epoke. Rhodos, 1983.

4. Olsen ER. Kvinders valg. Systime, 1993.

5. Sundhedsloven kapitel 25 -28

6. Tidlig graviditet og abort – klinisk database. www.tigrab.dk (16. mar 2023).