Skip to main content

Abortpolitik: pragmatisme eller principper?

Kondomer som svangerskabsforebyggende
Kondomer som svangerskabsforebyggende metode har været kendt siden midten af det 16. århundrede, men var ikke særligt behagelige, hvorfor de næsten ikke blev anvendt. Kondomer blev først lovlige i Danmark i 1880’erne – før dette kunne både salg og brug udløse bødestraf.

Katla Heðinsdóttir og Helene Scott-Fordsmand

6. jun. 2023
29 min.

Som fagfilosof kan man nemt få et ambivalent forhold til emnet abort. På den ene side skal man lede længe efter et mere fortærsket emne i den praktiske moralfilosofi, dvs. den del af filosofien, der beskæftiger sig med konkrete etiske problemstillinger. Det er meget svært at sige noget om abort, som ikke er blevet sagt utallige gange før, og mange ikkefilosoffer er også udmærket bekendt med de centrale etiske argumenter og dilemmaer i debatten. Det kan derfor føles omsonst at indlede sig på at skrive enten en argumentudfoldende artikel eller en oplysende oversigtsartikel, hvis håbet er at skabe noget af værdi for en læser.I På den anden side er det himmelråbende åbenlyst, at abortspørgsmålet fortsat er aktuelt, da adgangen til abort konstant er til forhandling rigtigt mange steder i verden. Mange mennesker har meget stærke holdninger til emnet og begræder enten, at kvinders grundlæggende ret til egen krop begrænses, eller at ufødte menneskeliv på systematisk vis afsluttes.

I år har Danmark haft fri abort i 50 år. Det vil sige, at kvinder frem til udgangen af 12. graviditetsuge har ret til en provokeret abort uden at skulle begrunde deres valg og uden at være i besiddelse af særlige (f.eks. økonomiske) ressourcer. I 50 år har danskere således været vant til, at der findes en mulighed for abort, skulle behovet opstå, og bortset fra lejlighedsvise optrædener i medierne, har abortspørgsmålet i lang tid ikke indtaget nogen bemærkelsesværdig plads i den offentlige bevidsthed. Tilslutningen til provokeret abort i Danmark er også stor [1]. Faktisk bemærkelsesværdig stor, set fra perspektivet for én, der ikke er vokset op i et land med fri abort, som det er tilfældet for den ene af denne artikels forfattere. Det er ganske særegent, at man i sit første møde med en person, der er opvokset i Danmark – også uden først at kende til personens politiske tilbøjeligheder – med en vis rimelighed kan tage det for givet, at vedkommende er fortaler for fri abort. Der er da heller ikke noget, der umiddelbart tyder på, at adgangen til fri abort er i fare for at blive tilbagerullet herhjemme. Selvom abort igen er kommet på dagsordenen hos f.eks. Det Etiske Råd [2], er det primært for at genbesøge 12-ugersgrænsen og ikke selve den frie abort.

Der er dog mindst to gode grunde til fortsat at have fokus på emnet. For det første viser erfaringer fra USA, at 50 års lovfæstet adgang til abort ikke er nogen garanti for, at den adgang vil blive bevaret. At betragte diskussionen som afsluttet er således ikke nødvendigvis en effektiv strategi, hvis man ønsker, at den frie abort i Danmark skal bestå. For det andet synes der at være reelle konflikter mellem de forskellige etiske aspekter af abortspørgsmålet – konflikter, der vedrører grundlæggende moralske begreber som autonomi, rettigheder, og moralsk status – som gør abort til et svært og sårbart emne at forholde sig til for mange mennesker. Emnet bliver ikke mindre svært af, at bølgerne i abortdebatten ofte går højt, og at debattører kan være så overbeviste om den overlegne etiske tyngde i deres eget synspunkt, at det måske opfattes som illoyalt oprigtigt at mærke på tyngden i det modsatte. Det hører i hvert fald til sjældenhederne, at et bidrag for alvor udviser lydhørhed over for den modsatte sides bekymringer og engagerer sig respektfuldt i forhold til disse. Men både bekymringen for, om det bliver mere indskrænkende og farligt at være en fertil kvinde, hvis ikke abort er en mulighed, samt bekymringen for, om vi med fri adgang til abort uretmæssigt tager livet fra artsfæller, fortjener at blive taget alvorligt. At betragte provokeret abort som en både moralsk og juridisk selvfølge risikerer at negligere legitime etiske spørgsmål om menneskelighed, liv og moralske forpligtelser over for andre væsener, hvad end de betragtes som mennesker eller ej. På samme måde risikerer et entydigt fokus på fostres rettigheder at negligere lige så legitime etiske spørgsmål om kvinders frihed, autonomi, og livomstændigheder.

Denne artikel vil dog ikke være en diskussion af, hvorvidt provokeret abort kan være etisk forsvarligt, hvorvidt og hvornår et foster kan betragtes som et menneske eller en person, eller hvor langt retten til kropslig selvbestemmelse strækker sig.II Udgangspunktet her er i stedet følgende: Når flere konfliktende syn på abort kan understøttes af overbevisende moralske argumenter, og når de moralske dilemmaer ikke ser ud til at kunne blive opklaret eller løst foreløbigt (eller overhovedet), hvilken abortpolitik kan vi så som samfund bedst forsvare? Det er selvfølgelig ikke et spørgsmål, vi påstår at have svaret på, men vi vil alligevel gerne reflektere over, hvordan den praktiske filosofi kan bidrage til debatten ved at belyse den type hensyn og overvejelser, som bør indgå i udformningen af sådan en politik.

Forinden er det dog nødvendigt med en præcisering. Der er mange spørgsmål angående abort, som både etisk og regulatorisk adskiller sig fra hinanden. Skal umyndige unge kunne få abort uden forældres samtykke for eksempel, eller skal sundhedspersonale være forpligtet til at assistere i abortindgreb? Skal abort kunne tillades på baggrund af fosterets køn? Skal surrogatmødre kunne få abort? Hvor skal abortgrænsen ligge? Og skal abort betales via det offentlige sundhedssystem? Hvert af disse spørgsmål, og flere til, fortjener grundig og særskilt opmærksomhed, men det er diskussioner, der rækker langt ud over, hvad vi meningsfyldt kan behandle her. I det følgende tager vi udgangspunkt i den – i en vis forstand – mere ukomplicerede frie (ubegrundede) adgang til abort, men den filosofiske metode vi beskriver, kan i princippet bruges på flere af de ovenstående spørgsmål.

Plakat fra 1969, hvor foreningen Individ og Samfund kæmper for fri abort med ironi som våben.

Tilgange til praktisk filosofi: idealteori og non-ideal teori

Praktisk filosofi, dvs. filosofi, der beskæftiger sig med praktiske problemstillinger, har traditionelt været domineret af en idealteoretisk tilgang i sin metodologi. En idealteori, i denne sammenhæng, er en teori om et normativt begreb, altså f.eks. en teori om, hvad retfærdighed er, eller hvad der gør en handling rigtig eller forkert.III Udgangspunktet for en idealteoretisk tilgang til praktisk filosofi er at finde frem til, hvordan f.eks. det retfærdige samfund eller den rigtige moralteori ser ud, således at vi skridtvis kan stræbe efter at indrette vores faktiske samfund eller adfærd til at ligne dette ideal mest muligt. For at opstille en idealteori laver man som regel nogle antagelser. For eksempel antager den kendte filosof John Rawls i sin anerkendte teori om det retfærdige samfund, at aktører (f.eks. mennesker, institutioner og lande) i det store og hele vil handle i overensstemmelse med love og forskrifter, samt at de naturlige og samfundsmæssige forhold overordnet set er rimeligt gunstige, hvilket eksempelvis udelukker hungersnød eller krig [3].

I nyere tid har man i stigende grad sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt den praktiske filosofi kan bidrage meningsfuldt til håndteringen af konkrete problematikker, hvis 1) virkelighedens faktiske omstændigheder og realiteter i mange tilfælde bliver abstraheret væk, og når 2) der for mange idealteorier ikke hersker nogen nævneværdig konsensus, og når det derfor er uklart, hvilket ideal man skal stræbe efter [4, 5]. For det første har vi i den virkelige verden ofte brug for løsninger på problemer, der ikke eksisterer i den ideelle verden. Eksempelvis er den filosofiske litteraturs overraskende spinkle interesse i et fænomen som fattigdom blevet tilskrevet den idealteorietiske dominans i praktisk filosofi [4]. I en idealverden er fattigdom nemlig ikke noget stort problem. For det andet giver forskellige idealteorier ofte modstridende anbefalinger til, hvordan vi bør handle eller indrette os i forskellige sammenhænge, og denne uenighed mellem idealteorier kan være uproduktiv, når der skal træffes konkrete beslutninger. Spørgsmålet om, hvilket ideal vi bør efterstræbe, når vi skal udforme regulatoriske rammer for vores fælles samfund, er således fortsat fremtrædende, selv når vi personligt føler os overbevist om en given teori.

Der har på denne baggrund udviklet sig en non-ideal tilgang til praktisk filosofi, som i stedet starter med at undersøge en given problematik i dens faktiske form og dernæst spørger, hvilke tiltag vi kan sætte i værk under forudsætning af, at mennesker og omstændigheder er, som de er.IV Ifølge fortalere for en non-ideal tilgang er den en måde, hvorpå filosofi kan yde et mere nyttigt bidrag til håndteringen af samfundsmæssige spørgsmål. Vender vi tilbage til spørgsmålet om abort, må det konstateres, at det er et pragteksempel på et emne, hvor der hersker stor uenighed, og hvor reelle omstændigheder er dybt viklet ind i årsagerne til, at praksissen er udbredt – lovligt eller ej. En idealteoretisk tilgang til abortpolitik kan derfor risikere at foreslå løsninger, der ikke tilsvarer de udfordringer, virkeligheden rummer.

Det er her vigtigt at nævne, at ideal- og non-ideal teori er betegnelser for to metodiske tilgange i filosofi, som ikke udelukker hinanden. Det er i høj grad betydningsfuldt at udvikle og belyse idealteorier og idealteoretiske begreber og argumenter om, f.eks. hvornår vi bør tilskrive en entitet moralsk status, hvad vi skal forstå ved autonomi, eller hvad en rettighed er og indebærer. Idealteorier har en væsentlig rolle i udformningen af menneskers værdier og i at motivere de debatter, der kontinuerligt former vores samfund. Det er svært at styre et samfund i en bedre retning, uden først at have en idé om, hvilke retninger der er gode. Set på denne måde konkurrerer ideal- og non-ideal teori ikke med hinanden, men udgør snarere to forskellige roller i filosofis omgang med samfundsanliggender. Udgangspunktet i denne artikel er derfor blot at foreslå, at eftersom befolkninger og lovgivende forsamlinger ofte vil være splittet mellem konfliktende idealteoretiske syn på abort, synes non-ideal teori at være en egnet tilgang til en refleksion over, hvordan vi kan regulere abort på trods af dybe kontroverser.V

Non-ideale refleksioner over abort

Den britiske filosof Jonathan Wolff er netop kendt for at have beskæftiget sig med en række politiske emner fra et non-idealt perspektiv – en tilgang han kalder »engageret filosofi«. Det, der kendetegner politiske beslutningsprocesser ifølge Wolff, er, at en politik sjældent bliver udformet med en enkelt teori eller værdi for øje. »Pluralism, pragmatism and compromise are the stuff of real life«, som han siger [6], og de politiske forslag, der udelukkende begrundes med en bestemt moralsk eller politisk teori, vil ikke være mere overbevisende end teorien i sig selv. Det er usandsynligt, at f.eks. ideal-moralske argumenter vil gøre den helt store forskel i den politiske proces, medmindre der i forvejen er bred konsensus herom. De politiske konklusioner, man kan drage fra en filosofisk idealteori, kan derfor som regel kun udgøre ét perspektiv i diskussionen, og den praktiske filosofi må afsøge andre strategier, hvis den vil gøre sig forhåbninger om at kunne bidrage mere direkte til politisk beslutningstagen.

I sine analyser tager Wolff udgangspunkt i følgende metodologi: 1) En grundig undersøgelse af problematikken: Hvordan ser den aktuelle praksis ud, og hvad er de lovgivningsmæssige forhold? 2) En afdækning af de underliggende argumenter og værdier, der former problemet: Hvori består den moralske eller politiske konflikt? 3) En orientering i historiske og komparative forhold: Hvordan og hvorfor blev en given praksis eller lovgivning udformet, som den gjorde, og hvad er erfaringerne fra forskellige modeller fra andre tider eller steder? 4) En identifikation af mulige realistisk implementerbare løsninger.  5) En evaluering af disse løsninger samt ultimativt en anbefaling af mindst én af dem. Dette sidste trin indebærer bl.a. en grundig overvejelse af, hvilke konsekvenser de forskellige løsninger kan forventes at afstedkomme. Hvad ville der faktisk ske, hvis de forskellige løsninger blev implementeret, hvor stor en indflydelse på praksis ville en lovændring (eller -bevaring) have, ville den kunne finde bred opbakning i befolkningen, og ville den have indflydelse på andre praksisser, som så også skal overvejes? Nogle gange må vi acceptere, at disse overvejelser bliver hypotetiske, f.eks. når vi ikke på empirisk grundlag kan forsøge at forudse konsekvenserne af et givent udfald. I disse tilfælde må de empiriske erfaringer, som efterhånden opstår, være med til at informere en løbende evaluering af den valgte løsning.

Vi kan ikke her udfolde hele den ovenstående metode grundigt eller forsøge at anvende den hele på en analyse af abortproblematikken. Vi vil i stedet fokusere på et væsentligt element i Wolffs femte trin, nemlig princippet om skadesminimering. At afdække hvilken løsning der kan reducere de skadelige aspekter ved en praksis eller lovgivning mest muligt, er essentielt i anbefalingen af én løsning frem for anden.

Skadesminimering som et princip i non-ideal teori

Skadesminimering som et pragmatisk politisk princip vandt især indpas under hiv/aids-epidemien i 1980’erne, hvor smitten særligt bredte sig blandt mænd, der havde sex med mænd, og stof(mis)brugere, der delte nåle med andre. Det viste sig nemlig, at lande, der f.eks. hurtigt implementerede nåle- og sprøjteudvekslingsprogrammer samt førte kondomkampagner eller endda gjorde kondomer bredt og gratis tilgængelige, hurtigere fik reduceret smitten end andre lande [7]. Mest kendt er måske USA's tøven med at indføre denne type tiltag, som bl.a. bundede i stærke moralske strømninger: At stille rene nåle til rådighed og at anbefale kondom ved samleje mellem mænd indbefattede jo – var tanken – en indirekte moralsk accept af både stofbrug og homoseksualitet – noget den amerikanske regering ikke var klar til at risikere. Den overordnede strategi i de tidlige dage var derfor en form for afholdenhedsstrategi, dvs. at bede folk om at lade være med hhv. at injicere narkotika og at have sex med mænd, hvis man selv var en mand. Denne strategi havde det (forudsigelige) udfald, at smitten fortsatte med ufortrøden styrke [7, 8]. I stedet for at basere en politik på moralske idealer om f.eks. stofindtag, starter en non-ideal, skadesminimerende tilgang først og fremmest med at undersøge, hvordan de skadelige aspekter ved en given praksis kan reduceres mest muligt – også selv om det kan indebære at tillade praksisser, som nogle finder moralsk anstødelige.

To spørgsmål er væsentlige at forholde sig til for en skadesminimerende analyse. For det første må det afgøres, hvad det er der skal minimeres, altså hvad der kan tælle som skader. En skadesminimerende analyse vil så vidt muligt appellere til skader, hvorom der hersker bred enighed om benævnelsen. Det er f.eks. ikke kontroversielt at kategorisere dødsfald, sygdom, armod, fængselsstraffe og mistrivsel som skader, og en minimering af disse vil derfor, alt andet lige, være en fornuftig basis for en skadesminimerende politik. For andre former for skader vil der dog herske større uenighed: Hvornår bliver bylivets udfoldelser til (skadelige) gener i det offentlige rum, og hvornår kan private forargelser (f.eks. over synet af hengivenhedsudtryk mellem personer af samme køn) tælle som offentligt relevante skader? Den første type spørgsmål handler om gråzonerne mellem skade og ikke-skade. Usikkerhed her kan ikke undgås, og det vil som regel foranledige uenigheder og kompromiser i en faktisk analyse. Det andet spørgsmål er af en anden art og handler om det, man kan kalde »moralafhængige skader«. Moralafhængige skader er skader, som kun betegnes som skader inden for et givet moralsk synspunkt, og ifølge Wolffs version af skadesminimeringsprincippet bør disse udelukkes fra overvejelserne [4]. Eksempelvis mener nogle, at seksuelle relationer uden for ægteskab er moralsk forkert, men fordi denne praksis kun fordømmes i nogle moralske positioner og ikke i andre, og fordi der ikke er bred tilslutning til de relevante moralske positioner, vil hverken praksissen selv eller den eventuelle moralske forargelse, som den kan foranledige for nogle, indberegnes som relevante skader. En skadesminimerende tilgang vil således, så vidt muligt, forholde sig agnostisk til forhold, hvorom der er (stor) moralsk uenighed, og i højere grad appellere til argumenter om, at noget er »skadeligt« eller »omkostningsfuldt«, snarere end »ondt« eller »umoralsk«.

Det andet væsentlige spørgsmål for det skadesminimerende princip er, hvilke skader der er relevante for den aktuelle analyse. Hvad er de skadelige forhold, der omgiver en given praksis, og hvilke skader kan opstå fra de forskellige løsningsforslag? I abortsammenhæng har skadesminimerende analyser [9, 10] især peget på tre relevante forhold.

1) Provokerede aborter bliver foretaget i stort omfang, uanset om indgrebet er lovligt eller ej. Ifølge et WHO-estimat ender omkring en ud af hver tiende graviditet i en provokeret abort under uregulerede og usikre forhold, svarende til mellem 21 og 22 millioner om året [11]. Derudover set det ikke ud til, at en restriktiv abortpolitik reducerer antallet af udførte aborter. Tværtimod ser det ud til, at det samlede antal provokerede aborter reduceres i egne med adgang til lovlige og sikre aborter [12, 13], mens antallet i andre egne ligger stabilt og blot foretages under den lavere sundhedsmæssige, sociale og juridiske sikkerhed som kriminalisering eller utilgængelighed indebærer.

2) Uregulerede abortpraksisser indebærer betydelige sundhedsrisici. WHO vurderer, at fem millioner kvinder hvert år indlægges på et hospital med komplikationer som følge af et abortindgreb foretaget under uregulerede forhold. Det vurderes samtidig, at antallet af kvinder, der oplever behandlingskrævende komplikationer efter et ureguleret abortindgreb, er 8,5 millioner, hvilket betyder, at 3,5 millioner kvinder ikke opsøger nødvendig behandling – bl.a. af frygt for juridiske repressalier. Dødsfald som følge af usikre abortforhold vurderes at være 70.000 årligt, mens fem millioner bliver midlertidigt eller permanent invalideret [11].

3) Uønskede graviditeter kan bl.a. have omfattende økonomiske, psykologiske, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige og karrieremæssige implikationer, som kan have en væsentlig negativ indflydelse på både kvinders og børns livsudfoldelse. Omfanget og graden af disse implikationer vil variere mellem tid og sted, alt efter f.eks. hvorvidt offentligt betalte eller subsidierede sundhedsvæsener, uddannelsessystemer og børnepasningsydelser er tilgængelige, hvorvidt arbejdsmarkedsrettigheder omfatter betalt barselsorlov og fravær pga. børns sygedage, og hvorvidt der eksisterer økonomisk, juridisk og social ligestilling mellem kønnene. Det sidste har bl.a. indflydelse på, i hvor høj grad kvinder har mulighed for kontrol og medbestemmelse, når det kommer til ægteskab, parforhold og børneopdragelse, og i hvor høj grad en enlig mor kan skabe anstændige forudsætninger for barnets videre tilværelse. I områder, hvor disse eksterne omstændigheder er mere velfungerende end i andre, kan de f.eks. helbredsmæssige, psykologiske og familiemæssige implikationer fortsat være alvorlige – både for kvinden, barnet og evt. allerede eksisterende søskende. Studier indikerer bl.a., at børn, som bliver født som følge af uønskede graviditeter, generelt klarer sig dårligere på tværs af en række parametre [14], ligesom uønskede graviditeter er korrelerede med dårligere fungerende parforhold, forældreskab og nære sociale relationer, samt med lidelser som depression og angst [15].

På baggrund af observationer som disse konkluderer flere analyser, at en effektiv måde at reducere de skadelige aspekter ved abortindgreb og uønskede graviditeter på, er at sikre adgang til provokeret abort – i hvert fald inden for en given tidsgrænse. Det er vigtigt at understrege, at selvom vi ikke kunne finde en skadesminimerende analyse, der advokerer for en restriktiv abortlovgivning, er denne mulighed ikke principielt udelukket. Der kan være skadelige effekter ved de fleste juridiske modeller for abort, uanset om lovgivningen er liberal eller restriktiv, og hvis de skadelige effekter i en liberal model vurderes som flere og større end i en restriktiv model, vil en skadesminimerende analyse anbefale den restriktive. Anbefalingerne af en liberal lovgivning baseret på skadesminimerende principper skal således ikke betragtes som en principiel tilslutning til kvinders ret til abort: Når krænkelsen af et (tidligt) fosters ret til liv betragtes som en moralafhængig skade, gør krænkelsen af en gravid persons ret til kropslig autonomi (i abortsammenhæng) det også.

Den britiske filosof Jonathan Wolff (f. 1959) som beskæftiger sig med politiske emner fra et non-idealt perspektiv.

Hvad med de etiske principper?

Skadesminimering kan dog opleves som en svært utilfredsstillende tilgang, da det kan synes at marginalisere moralens rolle i vores samfund, hvis principielle etiske vurderinger ikke kan tillægges en vis vægt separat fra en eventuel effekt af et givet juridisk rammeværk. Denne type indvending er velkendt fra emner som narkotikaforbrug og sexarbejde. Skepsissen mod en liberaliserende holdning til disse emner bunder ofte i en bekymring for, om man legitimerer praksisser, når man undlader at forbyde dem. Hvis man stiller rene nåle og fixerum til rådighed eller giver almindelige arbejdsmarkedsrettigheder til sexarbejdere, udstråler man derved – er tanken – at brug af narkotika eller køb og salg af sex er noget, man som samfund tolererer eller ligefrem accepterer. Det kan være en yderligere bekymring, at en implicit accept af en praksis kan få flere mennesker til at engagere sig i den.

Når det kommer til abortspørgsmålet, kan en skadesminimerende tilgang være decideret sindsoprivende for dem, der ser grundlæggende principper være i spil. Abortmodstandere vil ofte se krænkelsen af et fosters ret til liv som så grundlæggende, at den ikke kan underlægges ren pragmatik. Selv hvis vi med sikkerhed kan vide, at forholdene for kvinder generelt forbedres med en fri adgang til abort, er det åbenlyst – fra dette perspektiv – at denne skadesminimering kommer på bekostning af drab af uskyldige mennesker. En skadesminimerende analyse kan også ses som en trussel for fortalere for fri abort, der kan betragte kvinders grundlæggende ret til kropslig selvbestemmelse som værende i fare for at blive underkendt. En skadesminimerende tilgang er nemlig kompatibel med synspunktet om, at abort ikke er moralsk neutralt. Analysen kan eksempelvis være motiveret af et syn på abort som en uløselig moralsk tragedie, som det dog trods alt er mindre skadeligt at tillade end at forbyde. Eller den kan hvile på en overbevisning om, at den moralske status for hver enkelt abort hviler på fakta om den enkelte situation, vi umuligt kan vide, og derfor umuligt kan lave en overkommelig lovgivning omkring, og at det på den baggrund er bedre at tillade end at forbyde abort. Abortfortalere kan her se en risiko for, at kvinder, der får foretaget en abort, kan blive stigmatiserede og blive genstand for moralsk fordømmelse, hvis ikke samfundet også rent moralsk legitimerer abort.

Det synes intuitivt nok, at visse etiske hensyn er så tungtvejende eller principielle, at de bør trumfe andre, mere pragmatiske, hensyn. Tænk f.eks. på vores samfundsmæssige holdning til klinisk forskning: Man må ikke uden videre inkludere et voksent, habilt menneske i et forsøg uden at spørge om lov – heller ikke, hvis forsøget har potentiale til at generere viden, der på sigt vil gavne mange flere mennesker. Vi har nemlig nogle grundlæggende værdier, f.eks. respekt for autonomi, som vi ikke bare vil give køb på, selv hvis der er tilstrækkelig mange goder involveret i at ignorere den værdi. To observationer er dog relevante her. For det første er det ikke urimeligt at formode, at en principiel respekt for autonomi i klinisk forskning forhindrer flere skader, end den forårsager. Havde det været omvendt, og havde en skadesminimerende analyse således anbefalet en mindre principiel tilgang til autonomi i forskningssammenhænge, er det heller ikke åbenlyst, at en sådan anbefaling ville være dårlig. For det andet er det væsentligt at observere, at respekt for autonomi ikke er nogen kontroversiel moralsk værdi. De fleste, hvis ikke alle, reflekterede mennesker i vores samfund tillægger værdien stor betydning og har generelt tendens til at efterleve de krav, værdien indebærer. De etiske værdier i abortspørgsmålet finder derimod ikke den samme brede tilslutning, og her render vi så ind i selvsamme problematik, som ansporede en non-ideal tilgang til abortspørgsmålet i første omgang: At vi er uenige om mange moralske spørgsmål. Vi er uenige om, hvorvidt et fosters ret til liv krænkes, eller hvorvidt, selv hvis den gør, det er et mindre onde end en krænkelse af kvinders kropslige selvbestemmelse. Selv hvis vi var enige om, at der er to genuine rettigheder til stede, ville vi være uenige om, hvordan de skulle vægtes.

Det er netop i lyset heraf, at en skadesminimerende tilgang i stedet fokuserer på de elementer af en given praksis, der bredt set kan anerkendes som skadelige, og spørger, hvordan de minimeres mest muligt: Hvordan undgår vi, at kvinder dør eller bliver syge, når de (uvægerligt) opsøger en abort? Selv hvis vi faktisk kunne blive enige om, at der er noget moralsk fordækt ved at foretage – eller få foretaget – en abort, og hvis uenigheden i stedet bestod af, hvornår denne fordækthed kunne opvejes af mere tungtvejende hensyn, er det vigtigt for den skadesminimerende tilgang, at vores lovgivning understøtter forsøget i at minimere (de ukontroversielle) skader ved denne praksis i stedet for at klynge sig til en symbolsk lovgivning, der skal formidle en fordømmelse over den.

Hvad med det personlige ansvar?

En relateret, men også lidt anderledes, indvending mod det skadesminimerende princip tegner sig i lyset af ovenstående overvejelser: Det kan synes at være en både intellektuelt og menneskeligt doven holdning at sige, at bare fordi noget sker alligevel, kan vi lige så godt acceptere det. Det indebærer, på sin vis, at affinde sig med menneskers »suboptimale adfærd«, som Wolff formulerer det, fordi man ofte undlader at bruge juridisk autoritet eller moralske normer til at adfærdsregulere.

Her må det uddybes, at en skadesminimerende tilgang ikke automatisk anbefaler en tilladelse af praksisser frem for forbud, og når de gør det, er det ikke udelukkende på den basis, at praksissen ville finde sted under alle omstændigheder. Mange andre aspekter spiller også ind, men det er klart, at effekten af en given lovgivning er væsentlig: Hvis en lovgivning ikke fungerer tilstrækkeligt efter hensigten, vil en skadesminimerende tilgang føle sig tvunget til afsøge andre muligheder, bl.a. ved at undersøge, hvorfor den intenderede effekt udebliver. Adfærdsbegrænsende eller -forbydende lovgivning kan dog sagtens i sig selv være et skadesminimerende tiltag, hvis en sådan lovgivning rent faktisk har den ønskede effekt. Færdselsloven er et oplagt eksempel på en lovgivning, som rutinemæssigt bliver brudt af i øvrigt lovlydige borgere, men som samtidig har en klar adfærdsregulerende effekt. De fleste kunne måske finde på at køre 60 km/t. i bebygget område, men ville sjældent bevæge sig op mod 100 km/t. En fartgrænse på 50 km/t. har altså – med al sandsynlighed, uden at vi i øvrigt har data på det – den ønskede effekt til en vis grad. Hvis den derimod ikke havde denne effekt eller ikke havde den i tilstrækkelig grad,VI ville en skadesminimerende politik undersøge alternativer. Effekterne af en tilladelse eller regulering, lige såvel som et forbud, er altså alt sammen relevant. På trods af denne nuancering kan utilfredsheden alligevel bestå, og i abortsammenhæng formidles den ofte gennem udtalelser om, at (i hvert fald voksne) mennesker jo bare kan være deres ansvar bevidst og undgå graviditet, hvis den ikke er ønsket. Forfejlet prævention er trods alt blot én ud af mange andre årsager til uønskede graviditeter [16].

Det er et legitimt spørgsmål, hvornår vi med rette bør forvente en ansvarlig adfærd fra voksne mennesker, og hvornår vi i stedet må erkende, at vores psykologi er imod os. Hvornår er en forventning om en ideal-adfærd tilpas urealistisk til, at vi på forhånd og med al forudsigelighed kan erklære nederlag på vegne af størstedelen af os? Menneskeheden har trods alt til alle tider kæmpet med at få »det man vil«, og »det man gør« til at være bare i nogenlunde harmoni. Tænk blot på den bibelske Paulus’ famøse klage om, at »det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg« [17], eller på det moderne menneskes kroniske stræben efter at motionere mere, ryge mindre, være mere nærværende, bruge mindre skærm (du kan sikkert hurtigt selv tilføje flere elementer til listen). Hvis man kan tale om en almenmenneskelig erfaring – en erfaring, som er fælles for de fleste mennesker – er dette besynderlige træk ved vores psykologi en god kandidat. Spørgsmålet her er så, om vi vil fastholde, at det er »moralsk forkert« at f.eks. være doven (ikke af egen umiddelbare lyst at ville motionere), når al empirisk data tyder på, at det er virkelig svært at bryde bevægelsesvaner, og at vi rent evolutionært ikke er psykologisk indrettet til at »ville« motionere [18]. På samme måde kan man spørge, om det er rimeligt at reducere uønskede graviditeter til et spørgsmål om »ansvarlig opførsel«, når vi lever i en verden, hvor vi har mere eller mindre stærke seksuelle drifter, og prævention ikke altid er tilgængelig, sikker eller effektiv, og hvor præventionsudvalget fortsat ikke er tilfredsstillende i forhold til f.eks. bivirkninger [19]. En verden, hvor økonomiske, sociale, psykologiske eller sundhedsmæssige omstændigheder kan være en forhindring for en sikker graviditet eller for et sundt forældreskab, og hvor parforhold kan være umodne, skadelige eller ustabile. Når al empirisk erfaring indikerer, at det ikke leder til en mærkbar indskrænkning i antallet af uønskede graviditeter, når lovlige abortmuligheder indskrænkes, er der noget, der tyder på, at løsningen ikke findes i en juridisk formidlet moralsk appel til ansvarlighed.

Lysol blev i 1950’ernes USA brugt til illegale aborter, som kunne have dødelig udgang.

Sammenfatning

Abortspørgsmålet indeholder på mange måder uløselige dilemmaer, men det kan være en hjælp at observere, at fronterne måske ikke behøver være så hårdt trukket op. Når det kommer til stykket, er det de færreste, der placerer sig solidt på enten den ene eller anden banehalvdel. Man kan sagtens være fortaler for fri abort, samtidig med at man ikke betragter retten til egen krop som absolut (en absolut rettighed er en rettighed, som aldrig kan overtrædes). Det er f.eks. sjældent, at man finder fortalere for fri abort i ordets bogstavelige betydning, hvilket vil sige en mulighed for at få en abort på et hvilket som helst tidspunkt i graviditeten og af en hvilken som helst årsag. På den anden side er det også sjældent, at man finder abortmodstandere, der hævder, at et fosters ret til liv er absolut. Det ville indebære, at abort aldrig kan være moralsk tilladeligt, heller ikke når moderens liv er i fare, når det er et produkt af incest, eller når fosteret selv har alvorlige helbredsimplikationer. Og når det kommer til stykket, vil langt de fleste være enige om, at jo færre mennesker, der oplever et behov for en abort, jo bedre er det. De fleste befinder sig altså et sted i midten: Et foster har en ret til liv, men ikke altid før efter et givet udviklingspunkt og ikke altid på helt samme vilkår som fødte mennesker: Retten kan underkendes, mindst kontroversielt som når moderens liv og helbred er i fare, og mest kontroversielt som når motivationen til en abort ikke er f.eks. sundhedsmæssigt begrundet. Alle har også ret til kropslig selvbestemmelse, men denne ret er samtidig begrænset, for de fleste betragter det ikke som en moralsk neutral handling at have stærkt fosterskadende adfærd under en graviditet eller at abortere et 40 uger gammelt foster, fordi man har fundet en billig skiferie den uge, man har termin. Årsagerne til provokeret abort er mangfoldige og komplekse, og i al virvaret findes der trods alt værdier, som de fleste i et eller andet omfang kan mødes om.

Non-ideale overvejelser, som dem skitseret overfor, kan være essentielle for at kunne se en stor befolkning, med diverse og konfliktende holdninger til abort, i øjnene, når en given abortpolitik skal begrundes – en essentiel ambition for et demokratisk samfund. Vender vi tilbage til spørgsmålet om abortgrænsen, der efter planen skal behandles i Det Etiske Råd i den nærmeste fremtid, kan sådanne overvejelser også vise sig relevante og hjælpsomme. Fra et idealteoretisk synspunkt kan spørgsmål i denne kontekst dreje sig om, hvornår et foster er tilstrækkeligt menneskeligt til at være noget, som vi andre har moralsk ansvar over for, eller hvornår et fosters liv er tilstrækkeligt selvstændigt til, at dets ret til liv bliver signifikant. Ligesom spørgsmålet om provokeret abort i sig selv er spørgsmål om grænsen for liv og for moralsk agens omdiskuteret, og forskellige etiske positioner giver forskellige svar med forskellige begrundelser. Disse forskellige svar kan selvfølgelig alle, i en eller anden grad, være oplysende, tankevækkende, og virke som grundlag for refleksion, når rådet skal diskutere emnet, men det er usandsynligt, at der vil være en overbevisende tilslutning til et enkelt synspunkt. Med non-ideale overvejelser og begrundelser kan der være en vej ud af den potentielle handlingslammelse, som konfliktende idealteoretiske synspunkter kan medføre.

Noter

Noter

Summary

Abortion policy: pragmatism or principles?

Philosophers can sometimes feel ambivalent about the ethics of abortion. On the one hand, abortion is a time-worn topic about which it is difficult to say anything that has not already been said countless times. On the other hand, abortion persists being a relevant topic, as access to abortion is continuously negotiated all over the world. Furthermore, the question of abortion holds real ethical dilemmas that should not be dismissed. In light of the deep controversies surrounding the ethical permissibility of induced abortion, however, on what basis can we plausibly rely on ethics to help us construct a sensible abortion policy? This article presents some reflections on the use of non-ideal theory – a methodological approach in practical philosophy. Highlighting the pragmatic harm reduction principle, we show how non-ideal theory can help identify the kinds of considerations and deliberations that should be heeded in ethically non-trivial questions, such as questions on abortion.

Referencer

  1. Faktalink: Bibliotek og Undervisning. Debat om og holdninger til abort. https://faktalink.dk/titelliste/abort/debat-om-og-holdninger-til-abort
  2. Ritzau. Det Etiske Råd vil se på om dansk abortgrænse bør ændres. 11. december 2022. https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-12-11-det-etiske-rad-vil-se-pa-om-dansk-abortgraense-bor-aendres
  3. Rawls J. A theory of justice. Cambridge, MA: The Belknap Press, 1971.
  4. Wolff J. Ethics and public policy: a philosophical inquiry. Second Edition. New York: Routledge, 2020. 
  5. Mills CW. ”Ideal theory” as ideology. Hypatia 2005;20:165-184.
  6. Wolff J. Method in philosophy and public policy: applied philosophy versus engaged philosophy. I: The Routledge Handbook of Ethics and Public Policy. London: Routledge, 2018.
  7. Se f.eks. Piot P, Russell S, Larson H. Good politics, bad politics: the experience of AIDS. Am J Public Health. 2007;97(11):1934-6. https://doi.org/10.2105/AJPH.2007.121418
  8. Padamsee TJ. Fighting an epidemic in political context: thirty-five years of HIV/AIDS policy making in the United States. Soc Hist Med 2020;33(3):1001-1028. https://doi.org/10.1093/shm/hky108
  9. Erdman JN. Harm reduction, human rights, and access to information on safer abortion. Int J Gynecol Obstet. 2012;118:83-86.
  10. Dea S. A harm-reduction approach to abortion. I: Stettner S, red. Without apology: writings on abortion in Canada. Edmonton: University of Athabasca Press, 2016.
  11. World Health Organization. Unsafe abortion: global and regional estimates of incidence of unsafe abortion and associated mortality in 2008. 6th ed. 2011https://apps.who.int/iris/handle/10665/44529 (2. apr 2023).
  12. Shah I, Ahman E. Unsafe abortion: global and regional incidence, trends, consequences, and challenges. J Obstet Gynaecol Can. 2009;31(12):1149-58. https://doi.org/10.1016/S1701-2163(16)34376-6
  13. Petersen, K. Præventionsprincipper og provokeret abort. I:  Graugaard C, Giraldi A, Møhl B, red. Sexologi. Faglige perspektiver på seksualitet. København: Munksgaard. 2019.
  14. Boden JM, Fergusson DM, Horwood LJ. Outcomes for children and families following unplanned pregnancy: Findings from a longitudinal birth cohort. Child Indicators Res. 2015;8:389-402. https://doi-org.ezproxy2.library.drexel.edu/10.1007/s12187-014-9241-y +https://onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/jomf.12757  
  15. Sonfield A, Hasstedt K, Kavanaugh ML, Anderson R. The social and economic benefits of women’s ability to determine whether and when to have children. Guttmacher Institute, 2013. https://www.guttmacher.org/sites/default/files/report_pdf/social-economic-benefits.pdf
  16. Knudsen LB. Undersøgelse om uønskede graviditeter og valg af abort blandt kvinder under 25 år. Version 1,0. Sundhedsstyrelsen, 2010. 
  17. Romerbrevet 7: 19
  18. Lieberman D. Exercised: the science of physical activity, rest and health. Penguin Books, 2021. 
  19. World Health Organization. High rates of unintended pregnancies linked to gaps in family planning services: New WHO study. https://www.who.int/news/item/25-10-2019-high-rates-of-unintended-pregnancies-linked-to-gaps-in-family-planning-services-new-who-study (25. okt 2019).