»Alkohol er et opløsningsmiddel. Det kan opløse et helt liv«

Stort tillykke med romanen »Bar«, som man vel godt kan kalde for selvbiografisk, selvom den til slut tager en skarp drejning hen mod den åbenlyse fiktion. Bogen handler om et mangeårigt, snigende alkoholmisbrug. Den kloger sig ikke på alkoholismens årsager, men den planter dog nogle clues, som peger i vidt forskellige retninger: er jegfortælleren Kristian genetisk belastet af en sindslidende mor og en fordrukken morbror? Er han et produkt af en forskruet dansk alkoholkultur? Eller er hans selvdestruktive adfærd en reaktion på de seksuelle overgreb, han var udsat for som ganske ung? Hvad tænker du? Hvorfor drikker Jeppe?

                      Det korte svar er, at det dels fortaber sig i tågerne, dels at der kan være mange forskellige årsager samtidig. Som jeg forstår det, er der i alkoholforskningen en livlig arv-miljø-diskussion, og jeg er selv meget i tvivl. I mit eget tilfælde kan jeg både spore andre alkoholikere i familien (men skyldes det ikke bare en opvækst i underklassen?) og et markant indslag af det, man kalder for selvmedicinering.

                      Som barn var jeg, som du siger, udsat for seksuelle overgreb, men også for en mor, der var både bipolar og havde en borderline-forstyrrelse. Den slags sætter dybe spor. Og nogle af dem er diffuse og svære at nå. I min første bog, »Det bliver sagt«, der beskriver overgrebene, kaldte jeg det for »Den sorte kugle« – en rest af traumer, man dybest set ikke kan komme ind til. Og måske er det sådan nogle psykiske smerter, man forsøger at medicinere vha. alkohol. Det er i hvert fald tankevækkende, at man blandt ofre for seksuelle overgreb finder en meget, meget stor andel, som får problemer med misbrug og afhængighed senere i livet. Bulimikere, anorektikere, alkoholikere, narkomaner. I den sag, jeg var involveret i, var der tre ofre, som jeg siden har fulgt. Den ene blev narkoman, men fik efter ti år vristet sig fri. Selv drak jeg i mange år, men kom mig. Min bror blev psykisk syg, drak lige så meget som mig og endte med at tage sit eget liv i en alder af 48 år.

                      I den helt anden boldgade har man så Anonyme Alkoholikere, der ser på alkoholisme som et rent symptom. Det er ganske simpelt uinteressant, hvorfor Jeppe drikker. Det er en uhensigtsmæssig adfærd, der skal korrigeres og holdes moralsk i skak, gerne vha. en religion eller en anden »højere magt«. Det kan godt minde lidt om kognitiv terapi, hvor man simpelt hen bare adfærdsregulerer. For mig at se er det dog temmelig kontraintuitivt, at folk »bare« lige pludselig begynder at drikke …

Din bog leverer voldsomme hib til den lalleglade danske drukkultur, som vi jo står helt alene med i Norden. Kristian bliver allerede som stor dreng præsenteret for alkohol, og derefter går det slag i slag gennem bodegatjanser, byliv, universitets- og kollegiefester, våde kunstnermiljøer etc. Overalt drikkes der igennem, og det anses nærmest for suspekt og forklaringskrævende, hvis man ikke er med på vognen. Er det et problem?

                      Ja! Det er det korte svar. I Danmark har vi en alkoholkultur, som er meget båret af ideen om det fælles. Jeg er usikker på, hvor det kommer fra, men vi ser det også i vores udtalte Jantelovskultur. Man skal ikke bare være her alle sammen, man skal også være ens. Man ser det også i socialdemokratismen, der sommetider kan virke lidt ensrettende. Man ser for sig, hvordan et helt bord ved en julefrokost sidder og skåler – samtidig. Den form for drikkelag er ikke udbredte alle steder i verden.

                      I USA har jeg mødt en helt anden indstilling. Man tager en drink klokken 17 – man mødes og spiser ikke et måltid. Om man tager en Coke Zero eller en neat Wild Turkey, bestemmer man selv. Jeg fik også et chok, da jeg opdagede, at statistikker viser, at man i stort set alle andre lande har store befolkningsgrupper, der aldrig drikker. I Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland er andelen af befolkningen, der aldrig nogensinde rører alkohol, ca. 50 procent. Det er vildt at forestille sig, at man kom til en dansk konfirmation, hvor halvdelen af gæsterne kun ville have danskvand.

                      Da jeg for nylig medvirkede i P1-programmet »Brinkmanns Briks«, deltog der en alkoholforsker, som forklarede, at danskerne skiftevis har haft en »våd« og en »tør« tilgang til alkohol. Enten er vi kollektivt drankere, altså vikinger. Eller også er vi kollektivt afholdsmænd, altså missionske kristne. De to forståelser har igennem århundreder sameksisteret. Det pudsige er bare, at det er et enten-eller. For alle.

Romanens fortæller – din navnebror – sætter igen og igen sit talent, sit arbejde, sin økonomi, sine venskaber og sit kærlighedsliv over styr, og resultatet er skam og ensomhed og endnu mere druk. Hvad er det, der sker, når man er inde i sådan en dødsspiral?

                      Leonard Cohen beskrev det engang så smukt: »I fought against the bottle/ but I had to do it drunk«. Noget af det mest uhyggelige ved alkoholisme minder lidt om smerten ved demens eller psykisk sygdom. Jeg kan huske, at jeg engang så smerten i min mors øjne, da jeg talte med hende under ét af hendes psykotiske anfald. Ikke at vide, hvad dag det var, ikke at vide, hvor hun var, ikke at kunne orientere sig. Det kan minde lidt om, hvad der sker, når man drikker meget. Flere og flere områder af livet går i opløsning eller mister betydning.

                      Den manglende egenomsorg er vigtig. Jeg talte engang med en sygeplejerske, der skulle skære støvlerne af en hjemløs alkoholiker. Hun måtte træffe en beslutning: Hvad er sko, og hvad er fod – og så klippe. For det hele var dybest set groet sammen. Så dårlig en hygiejne er der ingen, der vælger at leve med. Måske når man ikke lige at vaske hænder, når man er beruset. Måske får man ikke lige børstet tænder. Måske får man ikke skiftet undertøj. Eller måske får man ikke et bad i denne uge. Hen ad vejen vælter det hele. Og en dag står man op og spiser nogle madrester på køkkenbordet og drikker en sjat fra en flaske, inden man vakler ud i byen for at købe mere at drikke.

                      Mit yndlingsbillede på den form for social deroute er faktisk prostitution. Hvem vælger at få 500 kroner for at blive voldtaget af to mænd på en byggeplads i Sydhavnen? Ingen. Men det begyndte jo også typisk med, at man var »champagnepige« på en dyr klub … den gradvise, snigende opløsning kan man så omsætte til alle mulige andre ting: relationer, arbejdsliv, økonomi … alkohol er et opløsningsmiddel. Det kan opløse et helt liv.

Bogens fortæller kommer ganske vist fra et underklassehjem i provinsen, men han stiger i de sociale grader … han går på universitetet, bliver kulturskribent og skriver anmelderroste bøger. Er det er lettere for højt begavede overskudsmennesker at skjule deres alkoholmisbrug, end det er for folk, som ikke har så mange sociale og intellektuelle ressourcer at rutte med?

                      Der er i hvert fald en større accept. Og folk har meget faste forventninger til bestemte sociale roller. Mange mennesker, jeg møder, tror, at jeg skriver om natten, for det gør »rigtige« forfattere jo. Men det gør jeg altså ikke. Mange tror, at man drikker mere, fordi man er kreativ. Men det er ikke rigtigt min erfaring, at Jussi Adler Olsen og andre succesforfattere drikker meget. Tværtimod. Men man kan sige, at man med velstand kan opnå en højere grad af autonomi. Hvis man er rig, kan man betale sin egen rengøringshjælp, man kan få mad leveret udefra, man kan blive i sin villa og drikke i fred der. Til sidst kan man sågar få sin egen sygeplejerske.

                      Hvis der er mange penge, vil mange være ekstra forstående, tror jeg. For det kan da godt være, at Bjarne drikker. Men nu har han jo også arbejdet så hårdt i så mange år for at få det her firma op at stå, og så må vi jo bære lidt over med ham. En anden taktik er at normalisere alkoholismen. Det har jeg set meget som journalist. Hvis man får alkohol som stofområde på en avis, så er er okay at være glad for alkohol. Man kan gemme meget alkoholindtag på forretningsrejser.

                      Da jeg selv var i alkoholbehandling, opstod der en sjov situation, da min behandler fortalte mig, at jeg var en atypisk alkoholiker. Dels røg jeg ikke. Dels blandede jeg aldrig stoffer ind i misbruget, for det gør min og yngre generationer ellers ofte. Dels drak jeg konstant. Det er åbenbart en »arbejderklassemåde« at drikke på. Overklassen og den højere middelklasse »binger« mere. De tager en uge ud af kalenderen, sygemelder sig og drikker sig fra sans og samling. Så tager de et bad og en Panodil, og så er de clean igen. Sådan kører det. Jeg var mere John Mogensen-modellen. Jeg gik – også – på værtshus. Jeg var synligt beruset. Det er de rige ikke.

Og her til sidst: Hvad hjælper egentlig? Du er selv blevet sognepræst på Anholt – og du har fortalt til mange medier, at du i dag er tørlagt alkoholiker. Var det troen, som gjorde udslaget for dig.

                      Der er vist meget forskning, der tyder på, at nøglen til succes er det sociale. Det bedste eksempel er den måde, man i Portugal angriber afhængighed på. Deres narkotikapolitik er kendt i hele verden som den mest progressive. Den går dybest set ud på, at man ikke legaliserer stoffer, men at man gør stofbesiddelse til eget forbrug straffri. I stedet kan man idømmes alt fra sociale tiltag til lærepladser eller uddannelsesforløb. Man tager en heroinjunkie og giver ham et hjem og nogle penge hver måned, og så forlanger man, at han møder på en læreplads som fx mekaniker. Kommer han ikke, ryger han i spjældet. Det vil de færreste, så folk møder pænt op. De må gerne fortsætte deres misbrug, men de skal deltage i de ting, de bliver »dømt« til.

                      Resultaterne er overvældende. Man ser folk, der får det bedre. Man ser folk, der halverer deres forbrug. Man ser folk, der fortsat er misbrugere, men som nu spiser og sover og går til lægen, hvis de er syge. Man ser også nogle, der holder helt op og får et normalt liv. Andre bliver ved, men nyder godt af de tiltag, der kan minimere skaderne.

                      Det er et samspil af mange faktorer, der skal virke, hvis man skal ud af sit alkoholmisbrug. Man skal først og fremmest være motiveret, og det er det store problem for de fleste, for man mister håbet, når man forsumper, og man mister troen på, at man kan komme ud igen. Men har man motivationen, kan man komme langt – hvis andre faktorer også er til stede. Har man et arbejde? Har man nogle solide relationer? Har man mod på at rydde op i det morads, man vågner op til? Har man venner? Netværker som AA spiller nok den rolle. Men man kan på sin vis opnå det samme i en fodboldklub eller i en kirke. Det var komikeren Casper Christensen, der for nylig sagde, at kirken er et godt sted, fordi man der kan være »alene sammen med andre«. Ensomhed er en følelse, som mange alkoholikere sidder med. Og den er tung at bære.

                      I mit eget tilfælde kan jeg ikke rigtig afgøre, hvad der kom først. Begyndte jeg at tabe meningen med livet, fordi jeg begyndte at drikke? Eller var det omvendt? Og det er lidt det samme med udvejen. Først skal man gøres ædru, og det er ikke for tøsedrenge, skulle jeg hilse og sige. Dernæst skal man have en hverdag til at fungere, man skal holde sig fra alkoholen og lære at leve uden. Senere skal man have en ramme om sit liv. For mig er det meget væsentligt at have en religiøs ramme om mit liv. Hele min tilværelse er ikke én lang knælen eller en eller anden vammel fromhed. Tværtimod. Men jeg er hårdkogt protestant helt ind til benet.

                      Så var det min tro på Gud, der frelste mig? Det spørger man vist kun om, hvis man ikke selv har oplevet, at det mindst lige så meget er Guds tro på mig, der er frelsende. Jeg elsker salmen »Amazing grace«, fordi den handler om, at nåden – det, man ikke havde fortjent – pludselig kan ramme én. Halleluja.

                      Og nu skal jeg altså have en danskvand.