Arbejdsmedicin – i krydsfeltet mellem medicin og politik

Formålet med denne artikel er at beskrive arbejdsmedicinens historiske udvikling. Efter en kort gennemgang af den tidlige udvikling vil vægten blive lagt på forløbet i moderne tid. Fra en langsom start i slutningen af 1800-tallet begyndte faget så småt at udfolde sig i 1930'erne og 3-4 årtier frem. Men først fra de tidlige 1970'ere til midten af 1980'erne tog udviklingen for alvor fart, og her kom studenteroprøret samt de kritiske lægestuderende og yngre læger til at spille en nøglerolle. Der blev etableret alliancer mellem de unge medicinere og dele af fagbevægelsen, der som noget nyt satte arbejdsmiljø på den faglige og politiske dagsorden.

 Artiklens sigte er at beskrive, hvordan dette førte frem til den nutidige prioritering af arbejdsmiljø i offentlige og private virksomheder samt i det politiske system. Hvordan var denne udvikling mulig, hvilke kræfter lå bag, og hvorfor er arbejdsmiljøet og det arbejdsrelaterede helbred i dag så højt profileret i samfundet? Det er ikke artiklens formål at beskrive arbejdsmedicinens historie detaljeret fra a til z, men derimod at tilbyde læseren en fortælling om, hvordan faget er blevet til i et krydsfelt mellem medicin og politik.

DEN TIDLIGE ARBEJDSMEDICIN

At man kan blive syg af at arbejde, er gammel visdom, som er blevet omtalt, siden man byggede pyramiderne. Den første systematiske gennemgang tilskrives ofte den italienske læge Bernardino Ramazzini (1663-1714), som i begyndelsen af 1700-tallet skrev den første egentlige lærebog i arbejdsmedicin, »De morbis artificium«, mens han bestred en lærestol på universitetet i Padua [1]. Hans vigtigste budskab var måske:

»Når en læge besøger et arbejderhjem, skal han være tilfreds med at sidde på en trebenet stol, hvis der ikke forefindes en forgyldt stol, og han skal tage sig tid til sin undersøgelse, og tilføje spørgsmålet: Hvad er dit arbejde?« [2, s. 10].

Ramazzinis arbejdsmetode bestod i at gå ud på landevejene og observere, hvad mennesker arbejdede med, og hvordan det nærmere bestemt foregik – og her mødte han alt fra pottemagere og tinsmede til bagere og ammer. Hans lærebog blev med en forsinkelse på 300 år oversat til dansk i 2007.

Den britiske læge Charles Turner Thackrah (1795-1833) fulgte i 1832 op på Ramazzinis skelsættende bog med afhandlingen »The effects of arts, trades, and professions, and of civic states and habits of living, on health and longevity: with suggestions for the removal of many of the agents which produce disease, and shorten the duration of life« [3]. Heri konstaterede han blandt andet, at

»(…) de fleste, som reflekterer over emnet, vil være tilbøjelige til at indrømme, at vores arbejde i betydeligt omfang er skadeligt for helbredet, men de tror, eller forsikrer andre om at de tror, at det skadelige ikke kan ændres, og de fremhæver, at en undersøgelse af det skadelige blot vil betyde yderligere smerte og utilfredshed. Med baggrund i kendsgerninger og observationer svarer jeg, at i mange af vores erhverv kan de skadelige faktorer umiddelbart fjernes eller reduceres« [3, s. 6, egen oversættelse].

På dette tidspunkt var den vestlige verden – med England og Tyskland som de mest iøjnefaldende eksempler – i gang med den største samfundsmæssige forandring, som nogensinde var foregået: overgangen fra det feudale bondesamfund til det kapitalistiske industrisamfund. Millioner trak bort fra landet og ind mod byernes nye inferno af fabrikker, høj befolkningstæthed og usle boligforhold.

Hvad det betød for arbejdernes forhold er næppe bedre beskrevet end i afhandlingen »The condition of the working class in England« af den tyske samfundsteoretiker Friedrich Engels (1820-1985) [4]. Engels kom som 24-årig til Manchester for at inspicere sin fars fabrikker, og det han så, kom til at præge hans livsbane – og verdenshistorien i øvrigt. På mindre end et år sammenfattede han vitalstatistikker og en lang række vidnesbyrd fra blandt andre læger, og dette demonstrerede tilsammen, at den gryende kapitalisme var godt i gang med at udrydde det vigtigste grundlag for sin egen succes, nemlig arbejdsstyrken. Engels citerede fra en rapport om sundhedsforholdene blandt forskellige socialklasser i Liverpool, at »gennemsnitsalderen for de øverste klasser, lavadelen og de lærde var 33 år, for forretningsmænd og håndværkere var den 22 år, mens den var blot 15 år for arbejdere, daglejere og tjenestefolk« [4, s. 182, egen oversættelse].

Parlamentsrapporter fra den tid indeholder talrige lignende fakta. En dr. Francis Sharp fra Leeds gav ifølge Engels følgende vidnesbyrd:

»Jeg blev med det samme slået af det faktum, at børnenes generelle udseende var meget blegere og deres fremtoning mindre livskraftig end i Scarborough, hvor jeg kom fra. Jeg så også, at mange af børnene var ekstremt små af deres alder. Jeg har set talrige tilfælde med kirtelsyge, lungebesvær, tarmlidelser og dårlig fordøjelse, og som læge er jeg ikke i tvivl om, at de skyldes fabriksarbejde« [4, s. 244, egen oversættelse].

Engels skrev få år senere pamfletten »Det kommunistiske manifest« sammen med Karl Marx (1818-1883), og en politisk bevægelse for bedre arbejds- og levevilkår fik dermed et organiseret udtryk [5]. Begrænsninger i børns arbejde kom snart til både England og Tyskland. I Danmark blev Fabrikstilsynet (senere Arbejdstilsynet) oprettet i 1873, og samme år blev den første lov til beskyttelse af børnearbejdere vedtaget i Rigsdagen.

ARBEJDERBESKYTTELSE I USA

I begyndelsen af 1900-tallet blev den amerikanske økonomi verdens største, og USA blev kapitalismens stærkeste lokomotiv. Arbejdernes forhold var også her præget af lange arbejdsdage og dårlige arbejdsforhold. Tekstil- og beklædningsindustrien var ingen undtagelse, og arbejdet foregik hyppigst i såkaldte sweatshops (eller sweat factories), som var karakteriseret ved lave lønninger og uhumske eller direkte farlige arbejdsforhold for de unge arbejdere, som overvejende var immigrantkvinder fra Italien og østeuropæiske jøder.

The Triangle Waist Company var en typisk sweatshop, og den havde til huse under taget på Washington Square i hjertet af Manhattan, New York. I 1911 udbrød der brand i virksomheden, og arbejdslokalerne blev fuldstændigt raserede. Hele 146 ud af 500 arbejdere omkom, i mange tilfælde fordi dørene var låst, så de ikke kunne komme ud. Ulykken blev skelsættende. Hele byens arbejderbefolkning deltog i en sørgemarch, og protesten mod dårlige arbejdsforhold tog til, anført af den unge fagbevægelse. I de kommende år bredte protesterne sig til en række andre brancher [6].

En central person – som med rette omtales som »arbejdsmedicinens mor« – var lægen Alice Hamilton (1869-1970). Hamilton blev i 1911 direktør for the Occupational Disease Commission. Hun undersøgte i denne egenskab helbredseffekterne af eksponering for bly, arsen, kviksølv, forskellige organiske opløsningsmidler og radium, som blev brugt i produktionen af selvlysende urvisere. I 1919 blev Alice Hamilton tilbudt en stilling som lektor i industrimedicin (industrial medicine) ved Harvard Medical School i Boston. Fakultetet havde dog tre ufravigelige betingelser: Dr. Hamilton måtte ikke komme i The Faculty Club, hun ville ikke få gratis billetter til fodboldkampe, og hun måtte ikke gå med i processionen i forbindelse med dimissionsfesten. Hun accepterede modstræbende betingelserne og blev dermed lærerstabens første kvinde. Samtlige studerende var mænd, og først efter 2. verdenskrig fik kvinder adgang til at studere ved Harvard University. Alice Hamilton skrev flere banebrydende værker om toksikologi, og hendes interessante selvbiografi »Exploring the dangerous trades« udkom i 1943 [7]. Hun var i en lang årrække aktiv inden for arbejdsmedicinen og også inden for fredsbevægelsen. Hun døde kort efter sin 100-årsfødselsdag i 1970.

ARBEJDSMEDICIN I LITTERATUREN

Den tidlige arbejdsmedicin manifesterede sig også i litteraturen, både i den videnskabelige litteratur og i skønlitteraturen. Den unge skotske læge Archibald Joseph Cronin (1896-1981) var i 1920'erne ansat i en lægepraksis i Wales, nærmere bestemt i minebyen Aberalaw. Han undrede sig over, at mange af hans patienter blev lungesyge med åndenød, særligt dem, der arbejdede med en bestemt type stenkul med højt kulstofindhold kaldet antracit. Cronin påbegyndte en treårig, systematisk undersøgelse af alle ansatte ved antracitminen, og han sammenlignede dem med ansatte fra de øvrige miner i området. Cronin fandt lungefortætninger på røntgenbilleder, og ved mikroskopi af minearbejdernes opspyt fandt han en foruroligende høj forekomst af silica (siliciumdioxid) i makrofagerne. Cronin supplerede endog sine studier med dyreforsøg på marsvin. Af alle de lungesyge kom 90% fra antracitminen, og Cronin konstaterede, at dødeligheden var tre gange så høj blandt disse arbejdere som blandt andre minearbejdere.

Cronin kom i modvind, da han præsenterede resultaterne for den engelske lægeforening, men han blev senere anerkendt for sit arbejde, som blev publiceret i flere engelsksprogede lægetidsskrifter. Staten indførte efterfølgende kompensationer til de berørte minearbejdere. Cronins indsats var i realiteten et stykke velgennemført klinisk-epidemiologisk arbejde, og det er blandt de første systematiske beskrivelser af lungesygdommen silikose (stenlunger), en følgesygdom til den mere godartede antrakose (kulstøvlunger). Historien er fremragende beskrevet i Cronins autofiktive roman »The Citadel« (på dansk: »Borgen«) fra 1937 [8].

DANSK ARBEJDSMEDICINS SPÆDE BEGYNDELSE

Der gik mere end 150 år efter udgivelsen af Ramazzinis lærebog, før man i Danmark så de første, spæde tiltag på det arbejdsmedicinske område. Her i landet var Emil Hornemann (1810-1890) en af de første læger, som havde blik for betydningen af både bolig- og arbejdsmiljøet. Hornemann var en del af en ny tids hygiejnisk bevægelse, som var aktiv fra århundredets midte og blandt andet stod for udgivelsen af tidsskriftet Hygieiniske Meddelelser og spillede en helt konkret rolle i bekæmpelsen af koleraepidemien i København i 1853. Dette førte til opførelsen af Lægeforeningens Boliger (i dag Brumleby), hvor man som et socialmedicinsk eksperiment flyttede arbejderfamilier fra Københavns usle lejekaserner til sunde boliger på Østre Fælled.

I 1872 blev Hornemann af myndighederne bedt om at beskrive helbredsfølgerne af børnearbejde. Han undersøgte 45 danske fabrikker, hvor i alt 2% af arbejderne var børn, flere af dem under ti år. Året efter blev de første skridt taget til etablering af et dansk arbejdstilsyn, og der blev lovgivet om børns og unge menneskers arbejdsvilkår. Lovene forbød bl.a. børn at arbejde, før de fyldte ti år, ligesom børn mellem ti og 14 år højst måtte arbejde seks timer dagligt. Grænsen for unge mennesker op til 18 år var højst ti timer dagligt. Sådan begyndte Arbejdstilsynet, som siden har udviklet sig betydeligt.

Industrielt arbejde betød nye eksponeringer og dermed nye sygdomme. Flere af disse erhvervssygdomme var i realiteten beskrevet af læger tidligere i historien, men pga. industrialiseringen forekom de nu med en langt højere incidens. Den islandske læge Skuli Guðjónsson (1903-1986) – som var uddannet i Island, men fra 1920’erne arbejdede videnskabeligt i Danmark – blev i 1934 ansat som overlæge i Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet. På basis af indrapporteringer fra de omrejsende fabriksinspektører, embedslæger og lokale praktiserende læger iværksatte han små epidemiologiske undersøgelser af forskellige grupper af arbejdere.

På skurepulverfabrikkerne var grundprodukterne kvartssand, soda og sæbe, og et yderst støvende arbejdsmiljø betød en høj forekomst af silikose. Lignende problemstillinger gjaldt for mange andre af datidens virksomheder såsom jernstøberier, metalsliberier og porcelænsfabrikker. På kryolitfabrikken i København arbejdede man med kvartsholdig malm fra Grønland, og over en periode på tre år udviklede halvdelen af de ansatte silikose med ganske høj dødelighed. Guðjónsson, der ofte betragtes som Danmarks første »arbejdslæge«, iværksatte en ny type forebyggelse: helbredsovervågning med løbende røntgenundersøgelser af alle ansatte. Han blev den første lægelige sagkyndige i Direktoratet for Ulykkesforsikring (i dag: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) og var blandt initiativtagerne til erstatning i forbindelse med pneumokonioser (lungeforandringer efter udsættelse for organisk og uorganisk støv).

I 1938 blev Guðjónsson udnævnt til professor i hygiejne ved Aarhus Universitet. Faget hygiejne rummede helt op til slutningen af 1970'erne det arbejdsmedicinske fagområde. Guðjónsson blev afløst som overlæge i Arbejdstilsynet af den jævnaldrende Poul Bonnevie (1907-1990), der særligt interesserede sig for det kemiske arbejdsmiljø. Fra 1948 blev Bonnevie professor i socialmedicin og hygiejne ved Københavns Universitet. Han bibeholdt sideløbende en deltidsansættelse i Arbejdstilsynet og var en flittig rejsende rundt til landets arbejdspladser, hvilket der findes mange beskrivelser af. Bonnevie var en markant læge, også i den offentlige debat, både qua erfaringerne fra det praktiske arbejde i Arbejdstilsynet og qua sit professorat, hvor undervisningen af de lægestuderende dog kun havde et beskedent indhold af arbejdsmedicin. Bonnevie blev uden tvivl en pioner i udviklingen af dansk arbejdsmedicin.

Også læge Kaj Roholm (1902-1948) leverede et vigtigt bidrag til den tidlige danske arbejdsmedicin. Han blev også kendt uden for landets grænser for sine arbejder om flourose (kronisk fluorforgiftning) blandt danske kryolitarbejdere fra 1930’erne [9].

I 1930’erne opstod der en stigende (fag)politisk polarisering, også i Danmark. På initiativ af senere psykiatriprofessor Villars Lunn (1911-2005) blev Socialistisk Medicinergruppe stiftet i 1932 med senere neurologiprofessor Mogens Fog (1904-1990) som formand. Gruppen gik aktivt ind i en række praktiske sundhedsundersøgelser i Danmark, og dens medlemmer beskrev den langvarige arbejdsløsheds indflydelse på sundhedstilstanden og ernæringsvilkårene i danske arbejderhjem. Gruppen talte en række engagerede medicinstuderende og udførte et socialmedicinsk pionerarbejde, som omfattede mange aspekter af især arbejderbefolkningens sundhed og trivsel.

Også sygdomme efter udsættelse for kemiske stoffer begyndte at dukke op som et emne i mellemkrigstiden, og de blev efterhånden også beskrevet i lægelige tidsskrifter [10]. Beskrivelserne handlede bl.a. om forgiftning med opløsningsmidler som triklorætylen og tetraklorkulstof, anilin- og manganforgiftninger samt ikke mindst blyforgiftninger med skader på mange forskellige organsystemer. Der blev også givet en langt mere udtømmende karakteristik af lungesygdomme som silikose, asbestose og astma end tidligere.

HISTORIEN OM ASBEST

Asbest er et naturligt forekommende bjergmineral, der er modstandsdygtigt over for syrer, baser, varme og ild. Det er tilmed et fremragende isoleringsmateriale. Allerede i 1930 advarede det engelske arbejdstilsyn mod asbestose, som på mange måder ligner silikose, men også viste sig at kunne relateres til en øget forekomst af særlige typer lunge- og lungehindekræft (mesoteliom). Asbestens mange tekniske egenskaber medførte dog en bred anvendelse som isolering i bygninger, tog og skibe, som bremsebelægning og som komponent i en lang række andre produkter. På eternitfabrikken i Aalborg begyndte man i 1928 at fremstille tagplader af asbest (eternit indeholdt ca. 10% asbest og 90% cement), og gennem mange år var produktet den mest anvendte tagbeklædning i Europa. Den dag i dag ligger der asbest på over en million bygninger i Danmark.

Historien om asbest er interessant i et medicinsk-historisk perspektiv. Allerede i slutningen af 1930’erne begyndte danske lungelæger sekunderet af Poul Bonnevie at blive opmærksomme på lungefibrose blandt danske asbestarbejdere. I løbet af 1960'erne viste en række robuste internationale epidemiologiske studier en markant overrisiko for udvikling af lunge- og lungehindekræft blandt disse arbejdere [11], og efterhånden var evidensen massiv og på niveau med evidensen for tobaksrelateret lungekræft, som blev afdækket i samme periode [12]. Alligevel blev asbest først forbudt i Danmark i 1987, og FN (herunder WHO) forsøgte gentagne gange uden held at få indført et internationalt forbud. De økonomiske interesser vandt hver gang over sundhedshensynet.

Asbest produceres fortsat, i dag med Rusland (750.000 tons) og Kasakhstan (200.000 tons) som de største producenter (2019-tal). Der ses forsat patienter med asbestrelaterede sygdomme på de arbejdsmedicinske klinikker i Danmark, primært lungekræft og mesoteliom med forsinket sygdomsfrembrud pga. lang latenstid. Mesoteliom, som har en høj dødelighed, har typisk en latenstid på 30-50 år. Der ses 80-100 nye tilfælde pr. år, og incidensen er først i de senere år begyndt at flade ud.

FAGOMRÅDET MANIFESTERER SIG 1930-1970

Som beskrevet ovenfor blev der i 1930'erne foretaget systematiske undersøgelser af de mest iøjnefaldende arbejdsmedicinske sygdomme af få, men markante personligheder fra den medicinske profession. Under 2. verdenskrig lå arbejdsmiljøarbejdet imidlertid underdrejet, og dette gjaldt også Arbejdstilsynet. Efter krigen blev der så småt introduceret nye amerikanske metoder til tilrettelæggelse af arbejdet. På bilfabrikkerne i USA havde man opnået betydeligt højere produktivitet ved indførelse af samlebånd og tidsstudier med opdeling af arbejdsprocessen i delprocesser. Et hovedformål med Marshallhjælpen var da også at øge den europæiske industris effektivitet.

De første danske virksomheder, der indførte de nye rationaliseringsprocesser, var metal-, skotøjs- og elektronikfabrikkerne. Udviklingen blev mødt med modstand fra arbejdere og fagforeninger, men affødte kun få egentlige konflikter. En af disse fandt sted på Philips fjernsynsfabrik i København i 1954, hvor arbejdstidsstudier betød, at man kunne øge produktionen fra ni til 16 tv-apparater pr. dag samtidig med en reduktion i arbejdsstyrken. En femugersstrejke rettet mod disse rationaliseringer betød dog ikke genansættelse af de fyrede arbejdere. Poul Bonnevie og andre læger advarede imod det, vi i dag kender som tempofyldt monotont repetitivt arbejde med risiko for muskellidelser, senebetændelse, neuroser og neurasteni. Sidstnævnte kan formentlig sidestilles med det, vi i dag kalder for arbejdsbetinget stress.

I 1946 blev Bonnevie overlæge og leder af den første arbejdsmedicinske klinik på Rigshospitalet, og han satte nu lægearbejdet i Arbejdstilsynet og patientarbejdet i system. Samtidig afdækkede han til stadighed helbredskonsekvenserne af nye risici i arbejdsmiljøet. Allerede i 1956 gik han i gang med at undersøge effekterne af skifteholdsarbejde. En undersøgelse af 600 skifteholdsarbejdere viste en større forekomst af mave-tarm-problemer og psykiske symptomer end hos dagarbejdere [14].

Bonnevie ophørte i 1955 som overlæge i Arbejdstilsynet og som chef for Rigshospitalets arbejdsmedicinske klinik. Fagområdet mistede dermed en vigtig ildsjæl, og de arbejdsmedicinske aktiviteter i sygehusvæsenet gik stort set i stå. Han videreførte dog sit universitetsprofessorat en del år endnu, og hans lærebog i hygiejne, forebyggelse og socialmedicin blev i mange år anvendt på landets medicinstudier [15]. Først med studenteroprøret og den nye alliance mellem medicinere og fagbevægelsen i begyndelsen af 1970’erne skete der igen noget. Og denne gang med virkning på hele samfundet.

STUDENTER OG ARBEJDERE

I slutningen af 1960'erne begyndte der at artikulere sig en kritisk faglighed på de danske universiteter. Det skete i form af en kritik af undervisningen, af de styrende organer og af samfundets generelle indretning. Omkring 1970 indledte også universitetslærerne en stærkt polariseret diskussion om forskningens rolle, herunder om vigtigheden af »forskning for folket«. De aktive lærere kom primært fra humaniora, men også enkelte fra de naturvidenskabelige og medicinske fakulteter deltog. Denne artikels forfattere læste medicin i Aarhus fra 1970 og har begge været aktive deltagere i den udvikling, der beskrives nedenfor. En tilsvarende udvikling fandt sted i København.

I Aarhus organiserede de kritiske studenter sig i Studenterfronten, en tværfaglig gruppe, som blev stiftet i 1968 med repræsentanter fra alle store faggrupper. I en række mindre arbejdsgrupper beskæftigede man sig med både teoretiske emner som kritisk kapitallæsning og mere praktiske dagsordner som beskrivelse af arbejdernes historie i Danmark. Blandt de kritiske lægestuderende begyndte man at interesse sig for arbejdernes vilkår på arbejdspladsen, i særdeleshed arbejdsmiljøet. I den forbindelse var det naturligt, at man kontaktede fagforeningerne, men der var ikke udelt tilfredshed med de traditionelle fagforeningers rolle, hverken de socialdemokratiske eller de kommunistiske, som man mente var styret af pampere og i for høj grad gik arbejdsgivernes ærinde.

I 1971 etablerede nogle studenter og universitetslærere en gruppe, der skulle komme med forslag til et »rigtigt arbejderparti«, som man fandt var en nødvendighed, før man kunne etablere et samarbejde med arbejdere og fagforeninger. Diskussionerne var mange, men man nåede ikke til enighed, og gruppen blev opløst. De første år af 1970'erne var præget af spændinger mellem moderate og venstreorienterede lærere og mellem moderate og venstreorienterede studenter, som igen var splittet mellem kommunistiske og forskellige andre venstreorienterede fraktioner. I 1972 indkaldte de mest handlingsorienterede dele af bevægelsen til et møde med deltagelse af de forskellige politiske fraktioner fra universitetsmiljøet og fagforeningerne. Heller ikke på dette møde nåede man til nogen fælles konklusion, og enden blev, at man vendte tilbage til egne grupper i begge lejre.

En af de førende figurer i Studenterfronten var stud.med. Bernard Jeune, som var af fransk oprindelse og havde haft kontakt til studentermiljøet under ungdomsoprøret i Paris i 1967-1968. I 1970 var han sammen med andre medicinstuderende initiativtagere til særnumre om arbejdsmiljø i bladet Stud.Med., et hæderkronet studenterblad, der blev udgivet af Foreningen af Danske Lægestuderende [16, 17]. Flere aktiviteter med fokus på arbejdsmiljø kom til, herunder de såkaldt »fagkritiske studenterrapporter«. Den første, skrevet af en gruppe lægestuderende i Aarhus, var »Malerrapporten« fra 1971 [18]. Den indeholdt dels interviews med 20 malersvende, dels en meget kritisk vurdering af forskellige instansers funktion på arbejdsmiljøområdet. Arbejdstilsynet fik følgende skudsmål: »Statens Arbejdstilsyn har en målsætning der er i overensstemmelse med statens funktion i det kapitaliske samfund: at tilsløre klassemodsætningerne« [18, s. 31]. Se et senere afsnit.

Også lægernes rolle blev beskrevet i »Malerrapporten«. Landets eneste overlæge i arbejdsmedicin var på dette tidspunkt Jørgen Frost (1908-1985) på Rigshospitalet, og han var tilsyneladende ikke bekymret for malerne. Han citeres i rapporten for at have sagt: »alkydmaling er bestemt ikke noget særligt, alt kan skade hvis man får nok af det« [18, s. 40]. Heller ikke fagbevægelsen gik ram forbi, og i rapporten hed det: »hvis fagbevægelsens top vil repræsentere arbejdernes interesser, må den lægge sin linje om fra femørepolitik og samarbejdstanker til klassekamp, i stedet for at tilsløre denne« [18, s. 59]. Den anden malerrapport udgik i 1972 fra det studenterpolitiske miljø i København, og den indeholdt bl.a. en spørgeskemaundersøgelse blandt 384 malere [19].

I 1973 blev Studenterfonten opdelt således, at de enkelte fag organiserede sig i Medicinerfronten, Jurafronten osv. Medicinerfrontens formål var at arbejde fagkritisk med undervisning og med forståelsen af lægens rolle i samfundet. Den kritiske vinkel var ofte inspireret af klassisk marxistisk teori, men der var også intentioner om at indarbejde nye og reviderede marxistiske forståelser af det aktuelle samfund. Midt i 1970’erne talte Medicinerfronten op imod 250 medicinstuderende.

ARBEJDERE OG AKADEMIKERE

I august 1972 blev sammenslutningen Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere dannet. Initiativtagerne var nogle af de kommunistiske fagforeninger (som der var mange af i Aarhus på dette tidspunkt), en række universitetslærere fra humaniora og naturvidenskab samt nogle nyuddannede læger og lægestuderende. Det arbejde, der uden sammenligning gav størst gennemslagskraft, handlede om arbejdsmiljø. Yderligere en række fagkritiske studenterrapporter så nu dagens lys. I regi af sammenslutningen gjorde man en dyd ud af, at grupperne foruden studerende bestod af universitetslærere og folk fra arbejdspladserne. I København dannedes nogle år efter på lignende vis Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere.

»Skæreolierapporten« fra 1975 var en af de rapporter, der fik en vis gennemslagskraft. I rapportens forord står der: »Formålet med rapporten er klart! At give skæreoliearbejderne og deres faglige tillidsfolk viden og argumenter i hænde i deres faglige kamp for sikkerhed og sundhed« [20, s. 7]. Gruppen bag rapporten bestod af en universitetslektor i kemi, en lægestuderende og to tillidsfolk fra århusianske arbejdspladser. Selve undersøgelsen blev gennemført af de to akademikere, og den omfattede besøg på otte metalfabrikker spredt over hele landet, en beskrivelse af arbejdsmiljøet, strukturerede interviews med 26 arbejdere, en gennemgang af skæreoliers toksikologi samt et litteraturinterview. Man gik således ret grundigt til værks og havde en ambition om, at arbejdet var publikationsværdigt. En artikel blev indsendt til det højt estimerede British Journal of Industrial Medicine – men den blev ikke antaget. Rapporten vakte alligevel en vis opmærksomhed. Således sendte det britiske firma BP og det amerikanske firma Esso deres cheftoksikologer til Aarhus for at deltage i et møde med rapportens akademiske forfattere.

Forfatterne af denne artikel var aktive i henholdsvis Medicinerfronten og i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere. De to organisationer havde stort set samme formål, men var i praksis ude af stand til at samarbejde. Der var bl.a. den forskel, at Medicinerfronten var mere teoretisk (og måske utopisk) og havde et tankesæt, som indebar et revolutionært sigte med alle forandringer, mens Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere havde en mere pragmatisk (og måske mere realistisk) forståelse af betydningen af forandringer i samfundet.

URO PÅ ARBEJDSPLADSERNE

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne udbrød der en lang række arbejdskonflikter i Danmark. Med udgangspunkt i konkrete fyringer – med modstanden mod akkordarbejdet som den underliggende baggrund – indledtes en lang række overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på landets slagterier. Det begyndte med strejken på Schaub & Co. i Nyborg i 1970. Den konkrete anledning var fyringen af fire slagteriarbejdere og den efterfølgende fyring af tillidsmanden. Schaub-konflikten blev starten på en bølge af strejker på slagterierne – på Tulip i Vejle og senere otte andre slagterier. Strejken på Aalborg Værft i 1971-1972 havde ligeledes en fyringssag som umiddelbar anledning, men også her var det dybereliggende grundlag længere tids opsparet strid om akkorderne.

 Herefter var det plattedamernes kamp på Den Kongelige Porcelænsfabrik 1972-1973, der tiltrak sig opmærksomhed (se faktaboks). I løbet af de følgende år var der konflikter på virksomhederne Hope-Computer i Hadsund, Skråen i Aalborg og Sabro ØB i Aarhus. Senere tilkom Ota, Storno, Lindø, Nilfisk, Uniprint, Bækkelund Papirfabrik, Den Kongelige Porcelænsfabrik (igen), Føtex, Skjold-Burne, HT og den lange konflikt blandt typograferne i det Berlingske Hus: »De 141 dage«.

 I alle grene af industrien blev de højere lønninger i 1960’erne og 1970’erne ledsaget af et opskruet arbejdstempo. Akkordløn blev indført i de fleste brancher, men det blev med tiden klart, at de produktivitetsfremmende lønsystemer også var invaliditetsfremmende. Stress, ulykker og arbejdssygdomme fulgte i kølvandet på øget produktion og velstand. De studerende på universiteterne deltog aktivt i solidaritetsarbejdet i en række af de nævnte konflikter med informationsmateriale og indsamling af penge til støtte for de berørte arbejdere.

INSTITUTIONALISERING AF ARBEJDSMILJØKAMPEN

I perioden 1973-1976 udgav Arbejdsmiljøgruppen af 1972 »Arbejdsmiljøundersøgelsen«. Undersøgelsen var en sammenfatning af ca. 7.000 spørgeskemasvar fra LO-ansatte om deres arbejdsmiljø, og den blev til i et samarbejde med Socialforskningsinstituttet, som var blevet oprettet i 1964. Gruppen var i 1971 udpeget af den socialdemokratiske arbejdsminister Erling Dinesen (1910-1986), og den var det officielle Danmarks svar på arbejdsmiljøproblemerne [21]. Undersøgelsen viste blandt andet, at 12% af LO-arbejderne oplevede, at deres hørelse var stærkt nedsat, mens 50% klagede over rygsmerter, 19% over smerter i håndled og arme og 8% over håndeksem.

Protester fra arbejdspladserne (ofte uden for fagbevægelsens kontrol), kritiske rapporter og officielle undersøgelser banede senere politisk vej for arbejdsmiljøloven af 1977. Arbejdsmiljøkampen blev institutionaliseret med etablering af sikkerhedsorganisationer på arbejdspladser, Bedriftssundhedstjenesten (BST) og Arbejdsmiljøinstituttet, i dag Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). I 1977 udgav Sundhedsstyrelsen »Vejledende retningslinjer vedrørende sygehusvæsenets arbejdsmedicinske ambulatorier og klinikker«. Hidtil havde der kun været en enkelt arbejdsmedicinsk klinik i Danmark – klinikken på Rigshospitalet, som var oprettet i 1946. Fagbevægelsen og flere politiske partier pressede på, og klinik nummer to blev oprettet i Aarhus i 1977. Hurtigt fulgte de øvrige amter efter, og de etablerede alle arbejdsmedicinske kliniker i perioden 1977-1987.

Arbejdstilsynet blev oprustet med øgede muligheder for indgreb på arbejdspladserne. Bedriftssundhedstjenesten blev etableret i 1978 med talrige sundhedsfaglige medarbejdere, og tjenesten havde på et tidspunkt mere end 100 læger tilknyttet. Bedriftssundhedstjenesten, der var organiseret i centre ejet af de lokale arbejdsgivere, blev dog i det store og hele afviklet godt 20 år senere. Grunden fortaber sig, men reelt spillede arbejdsgivernes oplevelse af organisationens manglende værdi formentlig en afgørende rolle.

Institutionaliseringen af arbejdsmiljøkampen betød, at de kritiske røster blev opslugt af samfundet og så at sige fik »fast arbejde«. Man havde »sejret ad helvede til«, forstået på den måde, at professionaliseringen fjernede ansvaret og aktionerne fra arbejdspladserne og dermed fra de steder, hvor problemerne var opstået. Andre skulle nu tage sig af arbejdsmiljøproblemerne. Situationen afspejler et klassisk dilemma, der potentielt truer den folkelige og demokratiske indflydelse i velfærdsstaten. Der skal dog ikke herske tvivl om, at arbejdsmiljøet på de danske arbejdspladser er blevet markant forbedret over det seneste halve århundrede, når det drejer sig om støv, farlig kemi og tungt fysisk arbejde.

»MALERSYNDROMET«

Historien om »malersyndromet« er i særklasse et eksempel på, hvordan en hurtig forebyggende indsats nærmest kan udrydde en arbejdsrelateret sygdom. Det er også historien om, hvordan diagnoser kan politiseres, og hvordan forebyggelse kan foregå før og under etableringen af et videnskabeligt grundlag.

De første systematiske beskrivelser af forgiftninger efter arbejde med organiske opløsningsmidler stammer fra Frankrig, hvor lægen Auguste-Louis Delpech (1818-1880) i 1856 konstaterede markante og varige ændringer af emotionalitet og kognitive færdigheder hos vulkaniseringsarbejdere, der anvendte kuldisulfid i store åbne kar [22]. Sagen gik dog hurtigt i glemmebogen, og den blev først genopdaget, da man efter 1. verdenskrig påbegyndte masseproduktion af biler på Fordfabrikkerne i USA. Med de tidligere langsomttørrende oliemalinger tog det en uge at færdigmale en bil, mens man kunne opnå hurtigtørring med nye typer celluloselak.

Fra Tyskland forelå der i 1931 en undersøgelse af 284 patienter med triklorætylenforgiftninger – et enkelt års patienter fra et enkelt hospital i Berlin [23]. I Danmark begyndte man i psykiatrien at se tilfælde af bl.a. malere med forskellige mentale problemer, og det blev begyndelsen på den første undersøgelse, der førte til publikation i Hospitalstidende i 1933. Undersøgelsen var baseret på interviews med 73 vognmalere, der beskrives med forskellige typer personlighedsforandringer [24]. Meddelelserne i den videnskabelige litteratur var dog for sporadiske til at nå læger og myndigheder med et klart og konsistent budskab.

Poul Bonnevie spillede som tidligere nævnt en særlig rolle for arbejdsmedicinen fra 1940'erne og frem, både mht. undervisning og videnskabelige studier og gennem sin deltidstidsansættelse som læge i Arbejdstilsynet. Han rejste rundt i landet og besøgte sammen med fabriksinspektørerne talrige arbejdspladser, og han beskrev, hvad vi i dag vil kalde horrible forhold ved arbejde med organiske opløsningsmidler på bl.a. metalfabrikker, renserier og værksteder. En beskrivelse fra et besøg på et tøjrenseri i 1948 lyder:

»Da vi kom ind i virksomheden, havde indehaveren lige haft det uheld at en flaske med 10 liter triklorætylen var faldet på gulvet for ham og knust, så hele gulvet sejlede. Indehaverens hustru forsøgte at samle triklorætylen op med en klud og rede så meget som muligt af den spildte rensevæske« [25, s. 465].

Måling af triklorætylen i blodet viste 60 mg/l hos indehaveren og 550 mg/l hos hustruen – hvilket svarer til et prænarkotisk niveau. Bonnevie bemærkede, at der ofte »ved den svingende kroniske forgiftning med tri (triklorætylen) ses (…) psykologiske symptomer med stemnings- og karakterændringer« [25, s. 465].

Mere end to årtier senere blev spørgsmålet om erhvervsmæssig forgiftning som tidligere nævnt rejst i to rapporter udarbejdet af lægestuderende i henholdsvis Aarhus og København. »Malerrapporten« fra Aarhus udkom i 1971 og bestod af interviews med 20 malere, der klagede over hovedpine, svimmelhed, træthed og hukommelsesbesvær [18]. Den københavnske rapport var en spørgeskemaundersøgelse blandt 384 malere [19].

Det første videnskabelige studie baseret på neuropsykologiske test forelå i 1971 fra Finland, og her blev giftigheden af kuldisulfid genopdaget [26]. I Danmark dukkede der lignende studier op i slutningen af 1970'erne. Det første var en kasuistik i Ugeskrift for Læger fra 1976, og samme år udkom en simpel interviewbaseret symptomoptælling blandt 38 bygningsmalere, som blev sammenlignet med en tilsvarende gruppe elektrikere [27]. Et studie fra 1978 bærer titlen »Et kronisk cerebralt syndrom hos malere – kryptogen eller inhaleret demens?« [28]. Der var dog tale om studier, som reelt var af ringere videnskabelig kvalitet end de tilsvarende fra 1930'erne. Studierne havde metodologiske problemer mht. diagnostik, mangelfulde kontrolgrupper og en dårlig adskillelse af akutte og kroniske symptomer. Der var således på dette tidspunkt tvivl om sygdommens årsager og karakter. Mod slutningen af 1970'erne og i første halvdel af 1980'erne blev der dog publiceret et stigende antal metodisk robuste studier [29-31], og sygdommen kronisk toksisk encefalopati (opløsningsmiddelbetinget hjerneskade) blev efterhånden anerkendt som en arbejdsbetinget lidelse i de skandinaviske lande.

Med tiden blev sygdommen også anerkendt i andre lande, og i WHO-regi blev der i 1985 opnået en form for konsensus [32]. Det, der i begyndelsen blev kaldt for »the Scandinavian solvent syndrome«, vandt efterhånden anerkendelse internationalt. De standende spørgsmål om kronicitet samt størrelsen og varigheden af den nødvendige eksponering blev dog først håndteret i solide videnskabelige studier, såsom Sigurd Mikkelsens kohortestudie af malere fra 1988 [33], og andre, der fulgte i årene efter. Det gælder bl.a. et studie af metalarbejdere fra 1993 [34]. I samme periode blev der publiceret en række populærvidenskabelige bøger om opløsningsmidler [35, 36], forfattet af forskerne med det formål at stimulere den offentlige debat.

Spørgsmålet om, hvorvidt man kunne blive forgiftet af opløsningsmidler, blev som beskrevet allerede belyst ved lægevidenskabelige undersøgelser i 1930'erne, men denne viden gik tilsyneladende hurtigt tabt. Det kan undre, for man kendte flere af disse midlers kraftige, akutte effekt på centralnervesystemet, og triklorætylen var eksempelvis et udbredt anæstetikum til fuldbedøvelse på hospitaler i 1950'erne.

»Malersyndromet« blev fællesbetegnelsen for en række lidelser, som kunne udløses af eksponering for opløsningsmidler, også i andre fag end malerfaget. Nogle af disse midler kunne desuden medføre skader på andre organsystemer. Organiske opløsningsmidler blev i årtier anvendt i industri- og bygningsmaling, i trykfarver i typografbranchen, til affedtning i metalindustrien, i tøjrenserier, på møbelfabrikker og i mange andre brancher. Adskillige hundredetusind danske arbejdere var udsat for organiske opløsningsmidler fra 1960'erne og 20-30 år frem.

DEN DANSKE DEBAT OM »MALERSYNDROMET«

Den toksiske hjerneskade (i folkemunde kaldet »malerhjerne«) er en dramatisk sygdom med personlighedsforandringer og reducerede intellektuelle færdigheder svarende til moderat demens. At man kan få en sådan sygdom af at passe sit arbejde, udløste vrede og voldsom debat i fagforeningskredse såvel som i sundhedsfaglige kredse og også i den brede offentlighed. Det blev begyndelsen på en periode fra primo 1970'erne til medio 1980'erne med udbredt debat om organiske opløsningsmidler og om arbejdsmiljøforhold generelt. I fagforbund og lokale fagforeninger havde man typisk ikke haft arbejdsmiljøet på dagsordenen, men her begyndte man nu at ansætte folk, som udelukkende skulle beskæftige sig med dette. Malersyndromet blev en af periodens mest omdiskuterede sygdomme.

Midt 1980'erne blev der dog indledt en moddebat under temaet: overdiagnosticering af malersyndromet. Debatten blev især rejst af lægerne Erik O. Errebro-Knudsen (1912-2008), som i en periode havde været ansat i Arbejdstilsynet og desuden beskæftigede sig med arbejdsskader som konsulent i Sikringsstyrelsen, og Finn Olsen (1936-), som var lektor på Hygiejnisk Institut ved Københavns Universitet. Efter at have gennemgået 11 selekterede og næppe repræsentative videnskabelige publikationer deltog de livligt i debatten i både aviser og fagpresse [37].

De to læger var begge konsulenter i olieindustriens brancheorganisation – de gik tilsammen under tilnavnet »olielægerne«, mens Finn Olsen sarkastisk blev omdøbt til »Fenolsen« – og de advokerede for, at der i diagnostikken var taget mangelfulde hensyn til de undersøgtes præmorbide psyke og alkoholforbrug. Kritikken blev fremført i værdiladede beskrivelser, og lægerne hævdede, at malerne sandsynligvis var en gruppe præget af lavere intelligens og et højere alkoholforbrug end resten af den arbejdende befolkning. Errebro-Knudsen og Olsen indklagede de mest prominente forskere i opløsningsmiddelsyndromet for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, men klagen blev afvist og gav i stedet anledning til en animeret faglig og offentlig debat. I marts 1985 tog også den konservative arbejdsminister Grethe Fenger Møller stilling til olielægernes rapport. Det skete, da hun i et folketingssvar skrev under på en vurdering fra Arbejdstilsynet, hvori det bl.a. hed:

»(…) i rapporten fremføres ingen ny dokumentation, som kan give grundlag for at ændre den opfattelse, at organiske opløsningsmidler indebærer en betydelig risiko for sundhedsskader, herunder demens, altså vedvarende skade på hjernen« [38 s. 7281].

Arbejdsskadestyrelsens (i dag: Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) håndtering af anerkendelsesspørgsmålet fik et bemærkelsesværdigt forløb. I januar 1977 blev der afholdt et temamøde i Erhvervssygdomsudvalget om de såkaldte malersager. Udvalget bestod bl.a. af arbejdsmarkedets parter, og til dette møde var det suppleret med arbejdsmedicinere og neurologer. Man nåede ikke til anden konklusion, end at arbejde med organiske opløsningsmidler muligvis kunne forårsage hjerneskade. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte dog de første 14 tilfælde af kronisk toksisk encefalopati, og allerede tre år senere var der 300 anerkendte tilfælde herhjemme. I løbet af de næste ti år blev der anmeldt 1.000-1.500 nye tilfælde pr. år, og i perioden 1978-1989 blev der udbetalt mere end to milliarder kroner i arbejdsskadeserstatning til opløsningsmiddelskadede arbejdere. Anerkendelsesprocenten lå i begyndelsen på ca. 50% og faldt til godt 20% som et udtryk for, at kriterierne blev skærpet, efterhånden som der tilkom flere videnskabelige undersøgelser.

Sigurd Mikkelsens disputats fra 1988 kom til at danne grundlag for spørgsmålet om størrelsen af den eksponering, der var nødvendig for udvikling af sygdommen. Disputatsen fandt, at sygdommens fremkomst krævede mindst 5-6 års daglig fuldtidseksponering på et niveau svarende til grænseværdien – og dette svarede til ca. ti års arbejde med alkydmaling som almindelig bygningsmaler [33]. Først i 1989 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen egentlige diagnostiske kriterier, hvilket betød en betydelig opstramning af den hidtidige erstatningspraksis. De løsere kriterier var karakteristiske for Danmark, især i sammenligning med Sverige, som var det andet førende land inden for forskning på dette område. Det præcise hændelsesforløb lader sig imidlertid næppe beskrive. Formentlig har det betydelige pres fra især fagbevægelse og læger sammen med den voldsomme offentlige debat medført krav om indsats fra statens side – herunder krav om anerkendelse som en arbejdsbetinget sygdom, før den videnskabelige evidens i realiteten var på plads.

Fra medio 1990'erne ebbede sygdommen ud, fordi en række tiltag (især substitution med ugiftige/mindre giftige produkter, værnemidler og forbedret teknologi) udgjorde en effektiv forebyggelse. Desuden blev Arbejdstilsynets indsats på arbejdspladserne skærpet betydeligt. Forbruget af terpentin- og fortynderbaserede malinger toppede i 1970 med 18.000 tons pr. år. Tolv år senere var forbruget faldet til blot to tons pr. år. I dag er de produkter, der anvendes til bygningsmaling, stort set kun vandbaserede. Tilsvarende forbedringer blev indført i andre brancher. Det viste sig således, at affedtning i metalindustrien kunne foregå med vand og sæbe, at typografernes valser kunne vaskes i soyaolier, og at de mest toksiske opløsningsmidler kunne erstattes af langt mindre farlige produkter baseret på alkohol og glycol.

Historien om »malersyndromet« blev en milepæl i udviklingen af den nyere arbejdsmedicin i Danmark, og den illustrerer tydeligt, hvordan faget har mange interessenter og er placeret i krydsfeltet mellem medicin og politik.

SYMASKINESYGDOMMEN

I løbet af 1980'erne kom der flere og flere klager fra danske syersker over smerter i nakke og skuldre. I folkemunde talte man om »symaskinesygdommen« – i sig selv en sær betegnelse, idet smerter i nakke og skuldre kan skyldes mange forskellige ting, også forhold, der ikke har noget med ens arbejde at gøre. Men ligesom man så med malersyndromet, anvendes der ofte upræcise betegnelser for arbejdsrelaterede sygdomme – især i de tidlige faser, hvor god evidens endnu ikke er etableret. Betegnelserne har desuden en pædagogisk eller politisk prægning, som sandsynligvis ikke er uden betydning for den almindelige forståelse af problemstillingerne.

Danske videnskabelige undersøgelser af syersker kom i 1980'erne og 1990'erne [39-43]. Derudover foretog syerskerne selv en række politiske manifestationer, såsom at køre busser fra Jylland med syersker, som brændte deres afslag på arbejdsskadeerstatning på pladsen foran Christiansborg. I 1993 førte det til, at nakke-skulder-lidelser hos syersker blev optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Syerskerne fik nu anerkendt deres nakke-skulder-smerter som arbejdsskader, hvis de havde arbejdet 8-10 år som syersker med det, der blev kaldt for ensidigt gentaget arbejde. Med til historien hører, at det i realiteten var Folketinget, som havde beordret Arbejdsskadestyrelsen til at anerkende disse syerskers smerter. Det skyldtes ikke mindst en aktiv indsats fra senere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som var valgt for Socialdemokratiet i Herningkredsen. Hovedparten af de daværende ca. 10.000 syersker arbejdede i Herning-Ikast-området.

Fra midten af 1990'erne forsvandt syerskearbejdet stort set fra Danmark, først til Østeuropa og senere til Sydøstasien, hvor arbejdsforholdene kan sammenlignes med dem, vi tidligere beskrev fra USA i begyndelsen af forrige århundrede [43]. For at efterkomme Folketingets ønske havde Arbejdsskadestyrelsen mange diskussioner om diagnosen, blandt andet fordi der ikke fandtes noget sikker diagnostik, og fordi der var uenighed mellem forskellige lægelige specialer. Sandsynligvis hang syerskernes smerter sammen med den eklatante produktivitetsøgning i branchen fra 1960'erne og frem, idet stigningen i produktivitet blev opnået ved, at den enkelte syerske arbejdede hurtigere på forskellige akkordsystemer. Spørgsmålet om syerskernes nakke- skulder-smerter er et godt eksempel på, hvordan det politiske system selvstændigt medvirker til at fastslå, om noget skal forstås som en sygdom eller ej.

MUSESKADER?

En af de hyppigste erhvervseksponeringer i dag er computerarbejde. Af de ca. 2,8 millioner mennesker, som går på arbejde i Danmark, anvender ni ud af ti en computer i deres arbejdsliv, og en tilsvarende andel har adgang til computeren derhjemme. Omkring 800.000 danskere angiver, at de bruger computeren i mere end tre fjerdedele af deres arbejdstid (www.dst.dk). Det er indlysende, at hvis der fandtes skadelige forhold forbundet med brugen af computere, ville det have særdeles vidtrækkende virkninger på globalt plan. I 1990'erne opstod der en bekymring for de såkaldte »museskader«, og den væsentligste kilde til information var pressen, som fremstillede enkeltsager og videregav løsrevne betragtninger fra forskellige specialister og interessegrupper, hvilket spredte angst og bekymring i befolkningen.

Der har gennem årene været gennemført adskillige videnskabelige undersøgelser af museskader, men de har alle været tværsnitsundersøgelser, hvor man ikke kan adskille årsag fra virkning, ligesom varigheden af eksponeringen og karakteren af arbejdet ved computeren har været baseret på personernes egne angivelser. Fra 2003 og frem har en dansk forskergruppe fremlagt resultater, som peger på, at hverken brugen af computermus eller tastatur er forbundet med sygdom [44]. De sammenhænge, der tidligere er fundet mellem varigheden af computerbrug og smerter, forsvandt fuldstændigt, når varigheden blev baseret på software, som registrerede al aktivitet ved computeren [45, 46].

De danske resultater er siden blevet bekræftet af lignende undersøgelser fra Holland [47]. Disse resultater blev ikke taget udelt positivt imod hos interesseorganisationer, fagforeninger og andre forskere. At computerarbejde ikke er forbundet med fare for sygdom og invaliditet burde ellers være et rigtigt glædeligt budskab! Mange opponenter hævdede/hævder, at de har set eller kender til personer, der har betydelige smerter, og som har arbejdet meget med computere. Dette kan naturligvis ikke bestrides, men forskningen afviser, at det har noget med varigheden af computerbrug at gøre. Smerter i nakke, skuldre og arme er hyppige og uspecifikke klager, som mange mennesker får, uden at det er muligt at udpege nogen sikker årsag.

Måske har indførelsen af computere medført en del usikkerhed, og vi ser ofte, at indførelsen af ny teknologi bliver fulgt af både angst og fascination – de dårligst uddannede kan blive overflødige, hvorimod der for de bedst uddannede opstår helt nye muligheder. Man så allerede epidemilignende forekomster af uspecifikke armsmerter, da man indførte telegrafen i midten af 1800-tallet [48]. Diskussionen om museskader fylder ikke meget i pressen i dag. Forhåbentlig har den arbejdsmedicinske forskning haft en vis betydning for det.

ETABLERING AF ARBEJDSMEDICINSKE KLINIKKER

Arbejdsmedicin blev etableret som et selvstændigt speciale i Danmark i 1982, og frem til slutningen af 1980'erne blev der etableret arbejdsmedicinske klinikker i alle de daværende 12 amter. Med regionsdannelsen i 2007 skete der en fortætning til de nuværende syv klinikker. I 1980'erne og 1990'erne var mange industriarbejdspladser præget af tempofyldt ensidigt gentaget arbejde, fx på tekstilfabrikker og på de store slagterier. En væsentlig del af patienterne i de arbejdsmedicinske klinikker kom fra disse arbejdspladser med sygdomme i nakke, skuldre og arme. Sygdomme, som medførte et højt sygefravær. Arbejdsgiverne havde af samme grund vanskeligt ved at rekruttere tilstrækkelig arbejdskraft, og klinikkernes kombinerede kliniske og forskningsmæssige tilgang skabte respekt. Det meste af den arbejdsmedicinske forskning var klinisk-epidemiologiske undersøgelser, der foregik ude på arbejdspladserne, og arbejdsmedicinerne mødte en udbredt velvillighed, der muliggjorde den nødvendige adgang til fabrikkerne og til undersøgelser af medarbejderne i arbejdstiden.

Andre væsentlige arbejdsmedicinske forskningsområder har været arbejdsulykker samt psykisk arbejdsmiljø og stress, og disse er fortsat blandt de højst prioriterede indsatsområder, i både de nationale forskningsstrategier og Arbejdstilsynet [47]. Forskning inden for disse områder har især gavnet brancher som landbruget, bygge- og anlægsbranchen og metalindustrien, og for det psykiske arbejdsmiljøs vedkommende har forskningen været til gavn for brancher og konkrete arbejdspladser, især i den offentlige sektor. Det gælder fx fængselsvæsenet og psykiatrien.

Det kemiske arbejdsmiljø volder til stadighed problemer på arbejdspladserne. Der anvendes ca. 100.000 forskellige kemiske stoffer og forbindelser i danske virksomheder, og nye kommer løbende til, ofte uden fuld afklaring af deres respektive toksikologi. Man ser også, at gamle og velkendte stoffer anvendes under forhold, hvor det fortsat volder problemer. Et eksempel er vindmølleindustrien, hvor man på grund af helbredsproblemer ved arbejde med opløsningsmidlet styren (en olielignende cyklisk kulbrinte) skiftede teknologi til epoxybaseret støbning af møllevinger. Herefter opstod der store problemer med eksem.

Arbejdsbetingede lungesygdomme har, som det er fremgået af tidligere afsnit, været udbredte og er blevet beskrevet af læger gennem mere end et århundrede. Nutidens lungesygdomme er fx astma blandt svinebønder og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) blandt bygningsarbejdere.

Stress og psykiske belastningstilstande fylder i dag meget i det arbejdsmedicinske sygdomsbillede, og 30-40% af patienterne henvises med symptomer, der er relateret til det psykiske arbejdsmiljø. Den overvejende del af disse patienter er ansat i den offentlige sektor, fx i pleje- og sundhedssektoren, socialsektoren og kriminalforsorgen. Arbejdsmedicinere og arbejdspsykologer beskæftiger sig i stor stil med udredning og behandling af stress og forebyggende tiltag vedrørende det psykiske arbejdsmiljø på landets arbejdspladser.

ARBEJDSLIVET I DAG

Nogle forskere, politikere og meningsdannere er af den opfattelse, at vi aktuelt er i gang med et samfundsmæssigt kvantespring af samme betydning som overgangen fra det feudale til det kapitalistiske samfund. Betegnelser som »det postmoderne samfund«, »informationssamfundet«, »videnssamfundet« eller sågar »det postkapitalistiske samfund« bliver anvendt om denne proces. Men hvordan ser arbejdsmarkedet så ud aktuelt? De følgende data stammer fra Danmarks Statistik og dækker perioden 2013-2015.

Knap 60% af befolkningen i alderen 25-64 år var stabilt i beskæftigelse i hele den nævnte periode, og ca. 11% var i beskæftigelse mindst 80% af tiden. Ca. 6% af befolkningen befandt sig i udkanten af arbejdsmarkedet (i beskæftigelse i 50-80% af perioden), og ca. 7% havde en turbulent beskæftigelsessituation (i beskæftigelse under 50% af tiden – dog mindst én dag om ugen). Knap 13% var helt uden beskæftigelse og fx på førtidspension. De resterende 3% var i forskellige overgangsfaser. I 2019 var halvdelen af arbejdstagerne på fuld tid, mens en fjerdedel var på deltid.

Det forholder sig kort sagt sådan, at ca. 70% af mennesker i den arbejdsføre alder er i stabil beskæftigelse. Dette er et billede af erhvervsmæssig stabilitet, der ikke er foreneligt med det mere dystre billede, som ofte tegnes i offentligheden.

Men vel sker der ændringer, såvel strukturelle som i arbejdets indhold. Hvis vi ser det over en lidt længere periode på 25 år, er der sket markante skift. Der er sket en udfasning af landbrugsbeskæftigelsen og et stadigt fald inden for den traditionelle industriproduktion. Der er sket en stigning i servicefag som handel, restaurationsdrift og hotelvirksomhed, og der er sket en kraftig vækst inden for finansiel virksomhed og forretningsservice. Indholdsmæssigt kan vi se en fremvækst af det, nogle har kaldt for »white collar-proletariatet«” i servicefagene – symboliseret af den langtidsarbejdsløse cand.mag., der ender sin erhvervskarriere som taxachauffør.

Flere jobs er blevet passive foran en computer, hvilket kombineret med hyppig biltransport fører til fysisk inaktivitet. Der er kommet flere jobs med ikkestandardiserede arbejdsbetingelser, dvs. kortvarige ansættelser ved projekter, kontraktansættelser, deltidsarbejde og usikre arbejdsbetingelser, hvor reguleringen af arbejdsforhold er vanskelig. Dette har samlet fået betegnelsen det prekære arbejde. I Danmark omfatter denne type arbejde i dag ca. 30% af arbejdsstyrken, og omfanget af »prekariatet« vil sandsynligvis stige i de kommende år [49]. Prekært arbejde er arbejde, der er præget af jobusikkerhed, svingende indkomst samt mangel på rettigheder og tryghed i ansættelsen. Sikkerheden i jobbet forsvinder og bliver for nogle til usikkerhed og for andre til helt nye udfordringer.

Også andelen af migrantarbejdere er steget betydeligt i de senere år. Man regner med, at der opholder sig 100.000-150.000 migranter i Danmark, men tallet er usikkert, idet mange er her illegalt. Migranter er defineret som personer, der kommer hertil i en periode for at arbejde, hvorimod immigranter kommer hertil for at bosætte sig. Ikke sjældent møder disse migrantarbejdere det ringeste fysiske og psykiske arbejdsmiljø på arbejdsmarkedet. Reelt er vores viden om migrantarbejdernes forhold dog begrænset til Arbejdstilsynets og fagbevægelsens sporadiske besøg på især bygge- og anlægsarbejdspladser, som beskæftiger østeuropæere. Den beskedne forskning, der findes på området, såvel som de patienter, der ses på de arbejdsmedicinske klinikker, tyder dog på arbejdsmiljøproblemer i mange typer brancher [50]. Det kan dreje sig om den tamilske mand, der arbejder om natten med rengøring på et slagteri, den etiopiske mand i grøntsagsproduktion eller den ukrainske kvindelige landbrugsmedhjælper. Der er brancher, hvor migrantarbejdere udgør langt størstedelen af arbejdsgruppen: gartnerier og svinelandbrug i Danmark ville næppe kunne drives uden migrantarbejdere.

Der er i dag kun ca. 360.000 ansatte i industrien, og vi vil uden tvivl se et yderligere fald over de kommende år. En vigtig følgesvend til denne udvikling er den omsiggribende managementkultur, som har bredt sig til alle dele af samfundet og også i stigende omfang dominerer det offentlige arbejdsmarked. Vi anser personaliseringen af arbejdskraften og managementkulturens indmarch på alle niveauer som den vigtigste baggrund for, at stressrelaterede lidelser (med tilhørende sygefravær) er komme til at fylde så meget i vores tid. Personaliseringen af arbejdskraften indeholder blandt andet forvandlingen af »ansatte« til »menneskelige ressourcer«: man har ikke sin arbejdskraft, man er sin arbejdskraft, og man taler ikke længere om »pligter og rettigheder«, men om »lyst og engagement« (commitment). Sprogligt har vi flyttet os fra økonomiske til psykologiske kontrakter, hvor selvudvikling/selvrealisering kobles tæt til optimering af ydeevne. Vi taler om det »grænseløse arbejde«, hvor vi hele tiden skal lære nyt. Managementkulturen har med andre ord individualiseret problemer, som reelt har rod i arbejdsmiljøet og ikke i det enkelte individ. Man bliver ikke syg af at have for mange muligheder. Man bliver syg af at blive fortalt, at man er fri, mens man i praksis skal leve op til en opslidende moralsk perfektionisme [51].

I et omfattende britisk review stillede man spørgsmålet: Er arbejde godt for dit helbred og velbefindende? Man gennemgik de helbredsproblemer, som i England er baggrund for to tredjedele af sygefravær og førtidspensionering pga. milde/moderate psykiske problemer, muskuloskeletale lidelser og hjerte- og lungelidelser [52]. Resultatet var, at arbejde generelt set er godt for det fysiske og mentale helbred og velbefindende, og at arbejdsløshed er forbundet med dårligere fysisk og mentalt helbred. En god tilknytning til arbejdsmarkedet kan være både forebyggende og terapeutisk, og det kan ændre de negative helbredseffekter af arbejdsløshed for både for raske personer i arbejdsfør alder, handikappede, sociale klienter og mennesker med almindelige helbredsproblemer.

VELFÆRDSSAMFUNDETS UDFORDRINGER

Diskussionen om, hvorvidt det er sundt at arbejde, er dukket op i en række vestlige lande i takt med en potentiel mangel på arbejdskraft, og fordi store dele af befolkningen er på overførselsindkomst fra det offentlige, hvilket ifølge mange økonomer truer velfærdsstatens grundlag. Sagen er dog kompleks. Der er næppe tvivl om, at den demografiske udvikling betyder, at vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft, men en ukritisk fjernelse af velfærdsforanstaltninger i form af forringelser af sygedagpenge, fjernelse af efterløn og ændrede regler for førtids- og alderspension overser det problem, at disse ordninger ofte gives til samfundets mest socialt udsatte. De personer, som får efterløn, har ofte været mere syge i årene op til deres ophør på arbejdsmarkedet, typisk i form af uspecifikke skavanker som smerter i muskler, led og ryg, der samlet set har påvirket deres arbejdsevne. Efter vores mening er tiden derfor moden til at få en kvalificeret diskussion af velfærdsydelserne set i relation til de sidste år på arbejdsmarkedet. Måske skal vi opgive tanken om, at man arbejder lige så effektivt, når man er 55 år, som når man er 30 år – i hvert fald hvis man er håndværker eller har et andet fysisk betonet job.

Det moderne arbejdsmarked stiller krav om tempo og effektivitet, som mange mennesker er ude af stand til at leve op til – ikke direkte pga. sygdom, men fordi kravene overskrider den enkeltes kapacitet. Mere fleksible ordninger med gradvis tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, deltidsstillinger og nedsatte fysiske krav vil sandsynligvis betyde, at langt flere ville kunne blive ved med at arbejde, også efter at de er passeret 60 år. Samtidig bør dem med de laveste uddannelser have større mulighed for at få mere uddannelse og efteruddannelse, hvilket måske kan give dem kvalifikationer, der gør, at de kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet længere. Den aktuelle politiske debat om nedslidning, pension og muligheder for tidlig fratræden fra arbejdsmarkedet savner helt diskussionen om arbejdsmiljøet og de muligheder, som kunne etableres, for at den enkelte kunne blive længere i sit job. Debatten har efter vores overbevisning udviklet sig til en farce, hvor anciennitet alene er blevet et mål for nedslidning.

Mennesker er forskellige, og de må derfor vurderes individuelt i forhold til muligheder på arbejdsmarkedet. Man kunne ønske sig en let og fleksibel ordning, hvor den enkelte arbejdstager og dennes egen læge var de centrale aktører. Specialister og langvarige arbejdsprøvninger skal efter vores mening kun i meget begrænset omfang inddrages i afgørelsen om tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

AFSLUTNING

Arbejdsmedicin har fra første færd befundet sig i et spændingsfelt mellem politik og medicin. Der har altid eksisteret modstridende kræfter – på den ene side arbejdsgivernes interesse i at maksimere produktionen og på den anden side medarbejdernes interesse i at forblive sunde og raske efter en arbejdsdag og et arbejdsliv. Arbejdsmedicinen har således – ligesom samfundsmedicinen – altid været et politiseret lægeligt speciale, fordi det at beskæftige sig med forholdet mellem hverdagsliv, samfund og sygdom nødvendigvis altid har en politisk dimension.

Mange interesser brydes, når sammenhængen mellem arbejde og sygdom konstitueres. Løn- og interessekonflikter mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er indlysende, og de udgjorde tidligere den altafgørende grundkonflikt. Statsmagtens rolle er i de seneste 30 år tiltaget betydeligt med øget regulering og institutionalisering af arbejdsmiljøforhold og med vedtagelse af love om arbejdsmiljø og etablering af arbejdsmedicinske klinikker. Samtidig er der også i dag et betydeligt politisk aspekt i, hvad Arbejdsskadestyrelsen anerkender som arbejdsbetingede lidelser. Forskningens indflydelse er dog øget betydeligt, således at der i de fleste interessekonflikter lægges stor vægt på tilgængelige forskningsresultater om erhvervseksponeringer og udviklingen af symptomer/sygdomme. Denne viden er især udviklet via en ganske omfattende epidemiologisk forskning på de arbejdsmedicinske klinikker, på universitetsinstitutterne og på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Og den vil også i fremtiden blive arbejdsmedicinens vigtigste berettigelse.