Content area

|

August Krogh og Rockefeller Komplekset

Om den kredsløbsfysiologiske skole i København.

Øvelseslaboratorium for medicinstuderende i Rockefeller Komplekset (Medicinsk Museion).
Forfatter(e)

Ole Amtorp & Stig Haunsø

Overlæge, dr.med. Ole Amtorp, E-mail: amtorp@dadlnet.dk og Professor emeritus, dr.med. Stig Haunsø, E-mail: stig.haunsoe@regionh.dk, Laboratoriet for Molekylær Kardiologi &

Center for Hjerte-, Kar-, Lunge- og Infektionssygdomme, Rigshospitalet

Rockefeller Komplekset på hjørnet af Nørre Allé og Juliane Maries Vej tæt på Rigshospitalet og Panum Instituttet kan endnu opleves som nogle af de historiske bygninger, som guldalderen i dansk lægevidenskabelig forskning udgik fra. Snart rømmes disse fine bygninger, og deres aktuelle beboere – personale fra Niels Bohr Instituttet – må som de sidste forlade stedet til en uvis fremtid i et stort og økonomisk skandaleramt glaspalads, som er under opførelse på Jagtvej.

Efter i mere end 90 år at have givet plads til nogle af landets fremmeste forskere står disse bygninger nu til nedrivning for at give plads til endnu et spektakulært nybyggeri i glas og stål. Det skal huse endnu et mor-barn-center i hovedstaden, BørneRiget. 

BOHR OG KROGH
Efter 1840 samledes den lægevidenskabelige uddannelse i Danmark på Det Kgl. Frederiks Hospital, opført i årene efter 1750 og med senere tilføjelse af et fysiologisk laboratorium efter ønske fra den nyudnævnte professor i faget, Peter Ludvig Panum (1820-1885). Instituttet stod færdigt i 1867 i gården bag Det Kgl. Kirurgiske Akademi i Bredgade. 

Christian Bohr (1855-1911) blev efter sin medicinske embedseksamen assistent hos Peter Panum, og han skrev sin doktordisputats i 1880 for straks derefter at fortsætte sine fysiologiske studier hos Carl Ludwig (1816-1895) i Leipzig. Efter sin hjemkomst fortsatte Bohr sin forskning i Panums laboratorium, og han havde særligt fokus på blodgasser, især absorption og transport af ilt og kuldioxid. 

I 1886 – som 31-årig – efterfulgte Bohr sin danske læremester som professor i medicinsk fysiologi ved Københavns Universitet. Året efter begyndte den zoologistuderende Schack August Steenberg Krogh (1874-1949) som ulønnet videnskabelig medarbejder i Bohrs laboratorium, og han udførte under Bohrs vejledning eksperimenter vedrørende hudens transport af ilt og kuldioxid hos så forskellige dyrearter som snegle, frøer og fisk. Krogh konstruerede til formålet en række særdeles komplicerede måleapparater, som tillod præcise bestemmelser af ilt og kuldioxid i blod og luft. Som adspredelse i denne travle periode deltog han i Studentersamfundets foredragsaktivitet og mødte i denne forbindelse internationale kulturpersonligheder som Henrik Ibsen (1828-1906) og Émile Zola (1840-1902) [1].

I laboratoriet værdsatte professor Bohr den unge students talent for forskning, og han tilbød August Krogh at fortsætte i laboratoriet som lønnet videnskabelig assistent før afsluttet embedseksamen. I 1899 afsluttede Krogh sine studier med en magisterkonferens. I laboratoriet fortsatte samarbejdet gnidningsløst mellem nestor og elev, nu centreret om transport af ilt og kuldioxid mellem lunger og blod. Dette førte fire år senere til doktorafhandlingen »Frøens Hud- og Lungerespiration«, som blev forsvaret ved Københavns Universitet i 1903 [2].

Efter det vellykkede disputatsforsvar fortsatte Krogh ufortrødent sit videnskabelige arbejde, og han vendte nu tilbage til spørgsmålet om passiv diffusion versus aktiv sekretion af ilt og kuldioxid over hud og lunger. Han var kommet i tvivl om sine tidligere anskuelser og om Bohrs teori om en aktiv sekretion mellem lungesæk og kapillærblod. 

Med sin senere hustru, stud.med. Marie Jørgensen (1874-1943), som nærmeste kollega udførte han i 1906 en række eksperimenter med anvendelse af forbedret analyseapparatur. De udførte en serie undersøgelser, som overraskende viste, at transport af ilt og kuldioxid mellem kapillærblod og lungeluft lod sig forklare ved simpel diffusion. 

»DE SYV SMÅ DJÆVLE«
Resultaterne var i konflikt med Christian Bohrs aktive sekretionsteori, men forblev upublicerede indtil 1910, hvor Marie og August Kroghs observationer blev offentliggjort som de første af i alt syv publikationer, der gik under kælenavnet »De syv smaa Djævle« [3]. Christian Bohr følte med rette sit videnskabelige eftermæle truet, og det tidligere så tillidsfulde forhold mellem mentor og elev led ubodelig skade, hvorfor samarbejdet ophørte. 

August Krogh fik herefter ansættelse som docent i zoofysiologi ved Københavns Universitet, og han fik senere sit helt eget laboratorium beliggende i Ny Vestergade 11 i en ældre bygning tilhørende universitetet. Overordnet havde Krogh ret, når han hævdede, at ilttransport foregår ved simpel diffusion, men under fysisk belastning inddrages også andre fysiologiske mekanismer. 

Christian Bohrs påvisning af, at ilt bindes til hæmoglobin i de røde blodlegemer, og at denne binding hæmmes ved tilstedeværelse af kuldioxid (»Bohr-effekten«), var den originale videnskabelige iagttagelse, som væsentligt bidrog til i alt tre normeringer til Nobelprisen i medicin/fysiologi i årene efter århundredeskiftet [4]. Uenigheden mellem Bohr og Krogh forblev uforløst, især efter Bohrs sidste publikation fra 1909, en oversigtsafhandling, som blev hans videnskabelige testamente [5]. 

Christian Bohr døde den 3. februar 1911, to måneder efter Krogh-ægteparrets afsluttende epos i »De syv smaa Djævle«. 

FORSKERÆGTEPARRET AUGUST OG MARIE
Efter Christian Bohrs død søgte August Krogh forklaringen på variationer i iltens diffusion under fysisk arbejde – hjulpet på vej af Marie Kroghs elegante undersøgelser af lungernes diffusionskapacitet med nyudviklet metodik (kulmonooxiddiffusion) på forsøgspersoner i hvile og under muskelarbejde. Hun konkluderede, at diffusion under alle forsøgsomstændigheder kunne forklare ilt- og kuldioxidtransport mellem lungeluft og blod, og den 24. maj 1914 forsvarede hun sin medicinske doktordisputats om »Luftdiffusionen gennem Menneskets Lunger« som blot den fjerde kvinde ved Københavns Universitet. En endelig fortolkning af deres iagttagelser lod vente på sig i fire år, forudgået af en række eksperimentelle undersøgelser på frøer.

På Zoofysiologisk Laboratorium i Ny Vestergade – som husede moderne laboratorier og værksteder samt en privatbolig for ægteparret Krogh – blev der også udført idrætsfysiologiske eksperimenter i et samarbejde med lægen Johannes Lindhard (1870-1947), der var en fremtrædende gymnastikfysiolog og medicinsk lærestolsprofessor. Deres banebrydende forskning havde fokus på organismens reaktion på fysisk arbejde. Samarbejdet mellem Krogh og Lindhard blev begyndelsen på idrætsfysiologien i Skandinavien og indledningen til en yderst produktiv periode i Ny Vestergade med Lindhard og Marie Krogh som faste medarbejdere. 

Efter ansøgning blev August Krogh i 1916 udnævnt til lærestolsprofessor i zoofysiologi, samme år som Christian Bohrs søn, Niels Bohr (1885-1962), blev udnævnt til professor i teoretisk fysik ved det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.

Forståelsen af kapillærernes funktion var mangelfuld, men August Krogh blev tiltalt af en dynamisk model med relativt få kapillærer åbne i hvile og mange åbne under arbejde, såkaldt kapillærrekruttering. Kroghs overvejelser var spekulative, men de blev afgørende for de efterfølgende eksperimentelle undersøgelser. Disse blev grundigt planlagt, og de tillod beregning af iltens diffusionskonstanter i forskelligt væv samtidig med kvalitative målinger af kapillærantal i samme væv tilvejebragt i mikroskopiske vævstværsnit efter indsprøjtning af farvestof i store tilførende arterier. 

Undersøgelserne blev udført i hvile og under elektrisk stimulerede muskelkontraktioner. Ved undersøgelserne blev der påvist øget blodgennemstrømning og iltforsyning til de aktiverede muskler samt en betydelig forøgelse af antallet af synlige (dvs. åbentstående) kapillærer og en reduktion i deres indbyrdes afstand. I 1919 fremsendte Krogh resultaterne af sine undersøgelser til det estimerede fysiologiske tidsskrift Journal of Physiology [6].

NOBELPRISEN
Den 28. oktober 1920 besluttede Nobelpriskomiteen i Stockholm, at Nobelprisen i medicin/fysiologi skulle tilfalde August Krogh, primært baseret på de publicerede artikler om kapillærernes fysiologi, men også på andre fremtrædende arbejder fra Zoofysiologisk Laboratorium. 

August Krogh på sin bopæl i Ny Vestergade i oktober 1920, dagen efter meddelelsen om, at han var blevet tildelt Nobelprisen i medicin/fysiologi (Medicinsk Museion).August Krogh på sin bopæl i Ny Vestergade i oktober 1920, dagen efter meddelelsen om, at han var blevet tildelt Nobelprisen i medicin/fysiologi (Medicinsk Museion).

Efter hans hjemkomst fra Stockholm blev laboratoriet i Ny Vestergade en attraktiv arbejdsplads for yngre studerende og kandidater, herunder zoologen Poul Brandt Rehberg (1895-1989), som introducerede den fotografiske teknik med direkte fremstilling af levende kapillærer under forstørrelsesglas, hvilket aldrig tidligere var blevet udført. Rehberg påbegyndte i laboratoriet sine nyrefysiologiske studier og udviklede metoder til bestemmelse af den glomerulære filtrationshastighed (GFR) baseret på kreatinin-clearance.

Efter Nobelprisen modtog August Krogh invitation til talrige videnskabelige kongresser og studiebesøg på nogle af verdens førende universiteter, blandt andet en invitation fra Yale University til at afholde en række såkaldte Silliman-forelæsninger. 

Med en fortættet rejseplan drog Marie og August Krogh med skib til USA, og de besøgte blandt andet Boston, New York, Chicago og Washington, hvor August Krogh holdt velbesøgte forelæsninger om kapillærmotoriske reguleringsmekanismer. 

INSULINEVENTYRET
Under rejsen i USA fik Kroghægteparret nys om en ny »mirakelkur« mod diabetes, hvilket yderligere blev aktualiseret af Maries nydiagnosticerede sukkersyge. Det nyopdagede lægemiddel insulin blev af forskere i Toronto udviklet af et udtræk fra slagtesvins bugspytkirtler. Insulin viste tidligt sit terapeutiske værd med nedsættelse af dødeligheden hos diabetespatienter. 

Marie Krogh fik via August Krogh formidlet kontakt til forskningsgruppen i Toronto, og det blev begyndelsen på det danske insulineventyr med eneret til insulinproduktion i de skandinaviske lande og oprettelse af Nordisk Insulin Laboratorium under ledelse af lægen Hans Christian Hagedorn (1888-1971). Opdagelsen af insulin blev efter indstilling fra blandt andet August Krogh belønnet med Nobelprisen i medicin/fysiologi i 1923 til Frederick Grant Banting (1891-1941) og John James Richard MacLeod (1876-1935) [1]. 

Efter hjemkomsten fra USA fortsatte August og Marie Krogh forskningen i kapillærernes fysiologi, og de cementerede dermed den stolte tradition for kredsløbsforskning i København. Mange unge og talentfulde forskere søgte Kroghs Zoofysiologiske Laboratorium, som desværre måtte afvise mange på grund af trange og utidssvarende pladsforhold. 

De pladsproblemer, der således hæmmede Kroghs videnskabelige produktivitet, krævede en langsigtet og robust løsning med opførelse af et helt nyt og moderne fysiologisk institut i København, gerne i tilknytning til Rigshospitalet, som i 1910 var opført på Nørre Fælled som en åben dør mod verden. 

De ambitiøse ønsker kunne imidlertid ikke honoreres af de danske statsfinanser eller af Københavns Universitets anstrengte økonomi. Der måtte private donorer til.

Rockefeller Komplekset, som det præsenterer sig i dag (foto: Søren-Peter Olesen).Rockefeller Komplekset, som det præsenterer sig i dag (foto: Søren-Peter Olesen).

ROCKEFELLER FOUNDATION, CARLSBERGFONDET OG RASK-ØRSTED FONDET
I 1924 besøgte repræsentanter for Rockefeller Foundation København og Kroghs laboratorium i Ny Vestergade, og de blev overbevist om, at professoren og hans stab fortjente bedre bygningsforhold. De blev samtidig klar over, at der var to andre steder ved det lægevidenskabelige fakultet, hvor der udførtes fremragende fysiologisk grundforskning. 

Der blev herefter nedsat en universitetskomité til udarbejdelse af konkrete planer, og en ansøgning blev i hast udfærdiget og underskrevet af August Krogh og fysiologiprofessor Valdemar Henriques (1864-1936). Ansøgningen blev afsendt til Rockefeller Foundation i juni 1924, og foruden de tre fysiologiske laboratorier var to nye laboratorier kommet i betragtning under samme tag – et nyt biokemisk institut (under professor Richard Ege (1891-1974)) og et biofysisk laboratorium (under professor Hans Marius Hansen (1886-1956)). 

De ansøgte midler (300.000 dollar) blev bevilget af Rockefeller Foundation den 7. november 1924 under forudsætning af, at yderligere 100.000 dollar kunne skaffes fra anden side [7, 8]. Carlsbergfondet (stiftet i 1876) og Rask-Ørsted Fondet (stiftet i 1919) bidrog hver med 143.000 kroner til bygningskompleksets opførelse samt 78.000 kroner til indkøb af apparatur. Især Carlsbergfondet fik under anden verdenskrig og i efterkrigsårene afgørende betydning for driften af Rockefeller Komplekset ved et samarbejde med Københavns Universitet og Rockefeller Foundation. 

Den samlede pris på Rockefeller Komplekset var estimeret til ca. 2,4 millioner kroner, men de endelige udgifter steg til ca. 3,2 millioner kroner. Intet særsyn, når man tænker på nutidige erfaringer. 

ROCKEFELLER KOMPLEKSET
I første halvdel af 1928 kunne en trelænget bygning på 5.000 kvadratmeter tages i brug. Ved at samle de fem laboratorier under ét tag var det Rockefeller Fondens forhåbning at integrere forskningen i huset og gerne under én ledelse. Sådan blev det dog ikke, da professorerne ønskede fri forskning uden unødigt bureaukrati. 

Rockefeller Komplekset, som blev nabo til Rigshospitalet, består af en hovedbygning sammenbygget med to større professorvillaer, opført af den nyudnævnte stadsarkitekt Kristoffer Warming (1865-1936) og udført med gråpudsede facader og valmtag i klassisk stil. 

Indretningen af komplekset blev i detaljer planlagt af August Krogh selv, og selvom de fem laboratorier/institutter var selvstændige enheder med egne budgetter, rummede komplekset fælles faciliteter og installationer, som var økonomisk fordelagtigt for institutterne, og som var placeret så tæt på laboratorierne, at de var tilgængelige for alle forskere. 

I Rockefeller Komplekset blev der indrettet et stort og moderne auditorium, som kunne rumme 228 studenter, og som især blev benyttet til undervisning i medicinsk fysiologi, biokemi og biofysik. I et mindre auditorium med plads til 50 studerende blev der især undervist i gymnastikteori og zoofysiologi. 

I komplekset var der fælles bibliotek, læserum og bogbindingsrum. I tilslutning til de enkelte institutter var der gæstelaboratorier til udenlandske forskere, og på tredje sal i hovedbygningen var der lejligheder til to professorer og en række laboratoriemedarbejdere [9].

I 1930’erne indledtes der et samarbejde mellem August Krogh, Niels Bohr og den ungarske kemiker og senere Nobelpristager George de Hevsey (1885-1966) om anvendelse af radioisotoper i biologisk/medicinsk forskning. Samarbejdet opnåede i 1938 støtte fra Rockefeller Foundation til etablering af en partikelaccelerator (cyklotron) installeret på Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej. Instituttet var grundlagt i 1920 og lå under en kilometer fra Rockefeller Komplekset. Cyklotronen var i drift indtil 1993 [1]. 

August Krogh måtte i 1944 flygte til Sverige, fordi han blev truet af Schalburgkorpset, som rettede angreb mod fremtrædende danskere. Poul Brandt Rehberg, som var aktiv frihedskæmper, nåede ikke at flygte, og han blev i 1944 anholdt af Gestapo og interneret i Shellhuset i København sammen med neurologiprofessor Mogens Fog (1904-1990) og andre medlemmer af Danmarks Frihedsråd. Alle flygtede de fra den brændende bygning efter Royal Air Forces angreb i marts 1944, og de holdt sig skjult til krigens afslutning. Richard Ege bidrog i forbindelse med proklamerede jødeforfølgelser i evakueringen af danske jøder i oktober 1943, blandt andet ved at skjule flygtende jøder i Rockefeller Komplekset før deres flugt til Sverige [1]. 

Einar Lundsgaard (1899-1968) efterfulgte i 1934 Valdemar Henriques som professor i medicinsk fysiologi. Efter Lundsgaards afgang fra embedet i 1963 blev Fysiologisk Instituts tre lektorer – Christian Crone (1926-1990), Poul Kruhøffer (1914-2006) og Niels A. Thorn (1924-2004) – alle udnævnt til professorer betinget af en øget studentertilgang til medicinstudiet. 

De tre professorer blev faglige ledere af Fysiologisk Institut A (Crone), Institut B (Kruhøffer) – begge med hjemsted i Rockefeller Komplekset – og Institut C (Thorn). Med ansættelserne skete der en opblomstring af den eksperimentelle fysiologi, som senere førte til etableringen af det klinisk-fysiologiske speciale, der var af stor betydning for den kliniske forskning i hjertesygdomme (Anders Tybjerg Hansen (1915-2005)), medicinske leversygdomme (Niels Tygstrup (1926-2009)) og nervesystemets vaskulære sygdomme (Niels A. Lassen (1926-1997)) [10].

Prospekt af BørneRiget, som skal ligge, hvor Rockefeller-komplekset ligger i dag. Byggeriet begynder i 2020 og skal efter planen stå klart i 2024. Det bliver på otte etager og kommer til at rumme 193 senge (grafik: BørneRiget).Prospekt af BørneRiget, som skal ligge, hvor Rockefeller-komplekset ligger i dag. Byggeriet begynder i 2020 og skal efter planen stå klart i 2024. Det bliver på otte etager og kommer til at rumme 193 senge (grafik: BørneRiget).

AFRUNDING
Rigshospitalet har i mere end 250 år været Danmarks førende hospital og forskningsinstitution med tæt tilknytning til Københavns Universitets lægevidenskabelige fakultet [11]. I 2017 begyndte en ny epoke af Rigshospitalets historie som et led i den danske stats betydelige økonomiske investering i nye supersygehuse. I denne del af »Rigets« historie er der etableret et privat og offentligt samarbejde med det formål at finansiere etableringen af BørneRiget, placeret på Juliane Maries Vej 22-24 som et spektakulært nybyggeri på 59.000 kvadratmeter, der hvor Rockefeller Komplekset ligger i dag. 

Hermed slutter en gylden epoke i dansk natur- og lægevidenskabs historie. Man skal skynde sig, hvis man vil man se bygningerne og føle historiens vingesus. 

TAKSIGELSE: Artiklen er skrevet med støtte fra The John and Birthe Meyer Foundation.

Interessekonflikter: ingen. Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige nedenfor.

 

Blad nummer: 
August Krogh and the Rockefeller Complex. On the Copenhagen school of the physiology of circulation

Ole Amtorp & Stig Haunsø:
Bibl Læger 2019;211:160-177. 

In 1975, both medical education and research in Copenhagen were centered at the newly built Panum Institute. From 1928 to 1975, researchers associated with the neighbouring Rockefeller Complex had performed medical frontline research of international significance. This research contributed to the Danish pharmaceutical giant Novo Nordisk and to successful treatments of many thousands of Danish patients with diseases such as diabetes, cardiovascular disorders and kidney failure. It also enabled various important disease prevention strategies. The history of the Rockefeller Complex and its brilliant researchers is outlined in this article.

Litteratur

  1. Schmidt-Nielsen B. August & Marie Krogh. Lives in Science. Amer Physiol Soc 1995;95/111:126-38/185-92. 
  2. Krogh A. Frøens hud- og lungerespiration [disp]. København: Københavns Universitet, 1903.
  3. Gjedde A. Diffusive insights: on the disagreement of Christian Bohr and August Krogh at the centennial of the seven little devils. Adv Physiol Educ 2010;34:174-85.
  4. Nielsen H, Nielsen K. Historien om tretten danske Nobelpriser. Nabo til Nobel. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2001.
  5. Bohr C. Über die spezifische Tätigkeit der Lungen bei der respiratorischen Gasaufnahme und ihr Verhalten zu der durch die Alveolarwand statt-findenden Gasdiffusion. Skand Arch Physiol 1909;22:221-80. 
  6. Krogh A, Krogh M. Rate of diffusion into lungs of air. J Physiol 1915;99:271-300.
  7. Aaserud F. Videnskabernes København i 1920’erne belyst af amerikansk filantropi. I: Söderqvist T, Faye J, Kragh H et al, red. Videnskabernes København. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag, 1998:201-22.
  8. Buus H. Indretning og efterretning. Rockefeller Foundations indflydelse på den danske velfærdsstat 1920-1970. København: Museum Tusculanums Forlag, 2008. 
  9. Krogh A. Institute of Physiology. University of Copenhagen. Methods & Problems of Med Educ 18th Serie. New York: The Rockefeller Foundation, 1930. 
  10. Henriksen JH. Fire fysiologer. Eksponenter for den tidlige forskningsbaserede kliniske fysiologi. København: Munksgaard, 2018. 
  11. Løkke A. Patienternes Rigshospital 1757-2007. København: Gads Forlag, 2007.

💬 0 Kommentarer