Den franske forfatter Annie Ernaux er født i 1940. Hun fik tildelt Nobelprisen i litteratur i 2022, fordi hun »konsekvent og fra forskellige vinkler udforsker et liv præget af stærke forskelle mellem køn, sprog og klasse. Desuden nævnes »det mod og den kliniske skarphed, hvormed hun afdækker det personlige mindes rødder«.
Hendes hovedværk »Årene« (2008, dansk 2021) giver et tidsbillede af livet i Frankrig i årene fra 1941 til 2006 og skildrer ikke mindst hendes egen klasserejse fra opvæksten i en nordfransk arbejderfamilie til hendes senere liv som akademiker i Paris.
I »Årene« står der kun en eneste linje om abort. Den lyder sådan: »Abort var et ord man ikke kunne sige«. (s. 99).
Til gengæld er abort hele omdrejningspunktet i den selvbiografiske roman »Hændelsen« (2000, dansk 2021). Læg mærke til titlens bestemte form – ikke en hændelse blandt mange andre, men en livsafgørende hændelse, som hun aldrig bliver kvit. Hun skriver:
»I årevis har jeg kredset om denne hændelse i mit liv. Når jeg læser om en abort i en roman, bliver jeg grebet af en choktilstand hvor der hverken er billeder eller tanker, som om ordene øjeblikkeligt forvandler sig til en voldsom følelse« (s.19). Det samme sker, når hun hører en popsang fra den tid.
Det er i 1963, hun som 23-årig bliver gravid. I hendes notesbog fra dengang står der: »Jeg er gravid. Det er et mareridt« (s.17). Efterfølgende bruger hun aldrig mere end én gang ordet gravid i notesbogen. Hun kalder tilstanden »det«:
»Når jeg tænkte på min tilstand, brugte jeg ikke nogen af de udtryk der betegner den, hverken ,jeg venter barn’ eller ,gravid’ og da slet ikke ,svangerskab’, grossesse, der lød hen ad ,grotesk’. De udtryk indebar accepten af en fremtid som ikke ville komme til at finde sted. Det var ikke umagen værd at finde ord for noget som jeg havde besluttet mig for at få til at forsvinde. I notesbogen skrev jeg ,det’ og ,det dér’ og kun én gang ,gravid’« (s.25).
Tilstanden er både forbundet med seksualiteten og en social skam:
»Jeg havde en vag fornemmelse af at der var en forbindelse mellem den sociale klasse jeg var rundet af, og dét der overgik mig nu. I en familie der bestod af arbejdere og småhandlende, var jeg den første med en videregående uddannelse, den første der var sluppet for at stå på en fabrik eller bag en disk. Men hverken min studentereksamen eller min kandidateksamen i litteratur havde formået at afvende den skæbne der følger den nedarvede fattigdom, og som den gravide pige ligesom alkoholikeren er et symbol på. Jeg var blevet indhentet af sex, og det der voksede inde i mig, var i en vis forstand mit sociale nederlag« (s.26).
Om den sociale skam har Annie Ernaux skrevet en selvstændig bog, »Skammen« (1997, da. 2022).
Lægerne
Hvad gør en ung kvinde i 1963, som er opsat på at få »det« til at gå væk? Hun opsøger en læge i et fint kvarter. Hendes klage lyder på udebleven menstruation. Han undersøger hende, erklærer straks, at hun uden tvivl er gravid. Hun tør ikke spørge ham om en abort, beder ham bare om at hjælpe hende med at få sin menstruation tilbage igen »for hver en pris«. Annie bliver klar over, at her er der ingen hjælp at hente. Ordet abort er unævneligt, abort er forbudt ved lov.
»Piger som mig spildte lægernes tid. De havde ingen penge og ingen forbindelser – ellers ville de ikke møde op i konsultationen ud af det blå – og var derfor blot en konstant påmindelse om den lov der kunne sende læger i fængsel og fratage dem deres autorisation i al fremtid. De turde ikke sige sandheden, som var at de ikke havde tænkt på at risikere at miste alt for et par kønne øjnes skyld, bare fordi man havde været dum nok til at blive bollet tyk. De ville vel hellere dø end bryde en lov der kunne koste kvinder livet. De har nok antaget at selv om de selv nægtede at foretage en abort, så ville kvinderne alligevel finde en måde at få det gjort. Og set i forhold til en ødelagt karriere vejede tanken om en strikkepind stukket op i en skede ikke tungt« (s. 40).
Lægen giver hende en recept på »caliumkapsler og indsprøjtninger med østradiol (...) Da han fulgte mig til døren, virkede han lettet. Han bad mig ikke om at komme igen« (s. 40). Hun tager disse indsprøjtninger. Hun regner ikke med, at indsprøjtningerne med østrogen vil virke, det gør de naturligvis ikke, men hun prøver alt: »Senere fandt jeg ud af at den medicin lægen fra Boulevard de l'Yser havde udskrevet til mig, bruges til at forhindre spontan abort« (s. 40).
Hvad er lægens motiv til at udskrive den recept? At straffe de unge kvinder, der var kommet i ulykke? At holde sig til loven i en grad, der virker totalt overdreven? Det ved vi ikke; Annie Ernaux tolker ikke sine personer. Hun skriver konkret, så tæt på fakta, som erindringen kan komme. Og dog, med eftertanken om dengang i 1963: »I det forhold var det fuldstændig umuligt at forestille sig at kvinder en dag frit kunne vælge en abort. Og som altid var det umuligt at afgøre om abort var forbudt fordi det var forkert, eller forkert fordi det var forbudt. Man vurderede ud fra loven, man vurderede ikke loven selv« (s.40).
Hun forsøger sig så med den berygtede strikkepind. Det er hun ikke i stand til at gennemføre. Smerten får hende til at holde op, hun kan ikke gøre det alene. Hun henvender sig til endnu en læge, lægen N., med besked om, at hun ikke vil »beholde det« og har gjort skade på sig selv. Han beder hende komme ind til konsultation, erklærer at alt ser fint ud. Men han er klar over, hvad hun er i færd med: »Jeg vil ikke vide hvor De tager hen. Men De skal tage penicillin otte dage før og otte dage efter. Jeg udskriver noget til Dem« (s.50). Ordet abort bliver aldrig nævnt.
Englemagersken
Annie tager til en adresse i Paris, som hun har fået af en veninde, en af de få, hun tør betro sig til. Hun tager på tommelfingeren for at undgå at bruge penge på rejsen og ankommer til en forfalden bygning i en lille skummel gade og går op ad en trappe til anden sal.
»Tusindvis af piger er gået op ad en trappe, har banket på en dør bag hvilken der var en kvinde de ikke kendte, og som de kort tid efter betroede deres kønsorgan og deres underliv. Og så åbnede denne kvinde – der som den eneste på det tidspunkt var i stand til at hjælpe dem ud af deres ulykke – sin dør iført forklæde og prikkede tøfler og med et viskestykke i hånden: ,Hvad drejer det sig om, Mademoiselle?’« (s. 65).
Englemagersken, som hun kaldes i bogen, er dyr, 400 franc, hvad der vil svare til 8.000 kr. i dag. Annie bliver bedt om at komme tilbage ugen efter; den dag, Madame P.-R. i kraft af sit arbejde som sygepasser kan nuppe et spekulum og en sonde fra klinikken.
»Madame P.-.R. havde det hele parat. På gasblusset så jeg en kasserolle med kogende vand som instrumenterne måtte befinde sig i. Hun viste mig ind i kammeret, hun lod til at have travlt. I forlængelse af sengen havde hun stillet et bord som var dækket af et hvidt håndklæde. Jeg tog mine strømpebukser og mine trusser af, jeg tror jeg beholdt min sorte nederdel på fordi den var så vid. Mens jeg klædte mig af, spurgte hun mig: ,Blødte De meget da De mistede deres mødom?’ Hun viste mig hvordan jeg skulle ligge med overkroppen på sengen, hovedet på en pude og hofterne og de optrukne ben på bordet. Hun talte uafbrudt mens hun gjorde klar, og præciserede igen at hun blot førte en sonde ind, intet andet. Så fortalte hun om en husmor der døde ugen forinden på sit spisebord, hvor hun var blevet overladt til sig selv efter at en kvinde havde givet hende en indsprøjtning med klorvand.. Madame P.-R. blev meget vred mens hun fortalte historien og var tydeligvis indigneret over en sådan mangel på professionalisme. Det var meningen at disse ord skulle berolige mig. Jeg ville ønske hun ikke havde sagt dem. Senere tænkte jeg at hun blot stræbte efter at gøre sit arbejde så godt som muligt« (s.70).
Aborten
Det første abortforsøg giver ikke umiddelbart resultater. Lægen N., som hun kontakter igen, kan ikke hjælpe hende, da hun fortæller om sonden. Han udskriver nogle smertestillende piller, og »jeg forstod ud fra hans tonefald at det sidste han ønskede, var at se mig, og at jeg ikke skulle ringe til ham igen« (s. 79). Annie må tage ned til Paris endnu en gang. Til en ny og bedre sonde, som Madame P.-R. har skaffet. Efter fem dage med denne sonde i underlivet sker der noget. Annie løber med sammentrækninger og smerter ud af den biograf, hvor hun sidder sammen med veninden O., hjem til kollegieværelset. Og så sker det:
»Jeg mærkede en voldsom trang til at skide. Jeg løb ud på toilettet på den anden side af gangen og satte mig på hug foran wc-kummen med ansigtet mod døren. Jeg så flisegulvet mellem mine lår. Jeg pressede af alle kræfter. Det sprængte sig vej ud som en granat, og vandet fossede ud og bredte sig helt hen til døren. Jeg så en lille babydukke hænge og dingle fra min kønsåbning for enden af en rødlig navlestreng. Jeg havde ikke forestillet mig at jeg havde sådan én inden i mig. Jeg var nødt til at tage den tilbage til mit værelse. Jeg løftede i den med den ene hånd – den havde en mærkelig tyngde – og fortsatte hen ad gangen mens jeg klemte den fast mellem lårene. Jeg var et vildt dyr.
Døren ind til O.s værelse stod på klem, der var lys dernde, og jeg kaldte stille på hende: ,Nu er det kommet.’
Vi er begge to på mit værelse. Jeg sidder på sengen med fosteret mellem benene. Vi ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg siger til O. at vi er nødt til at klippe navlestrengen over. Hun henter en saks, vi ved ikke hvor den skal klippes over, men hun gør det. Vi kigger på den lillebitte krop med det store hoved, øjnene er to blå pletter under de gennmsigtige øjenlåg. Det ligner en indianerdukke. Vi kigger på kønsorganet. Vi mener at kunne se en begyndende penis. O. sætter sig på taburetten, hun græder. Vi græder i stilhed. Det er en scene uden navn, livet og døden på én og samme tid. En offerscene.
Vi ved ikke hvad vi skal gøre med fosteret. O. går ind på sit værelse og finder en tom tvebakpose, og jeg lemper fosteret ned i den. Jeg går ud på toilettet med posen. Det er som om der er en sten i den. Jeg vender bunden i vejret på posen hen over wc-kummen og trækker ud« (s. 84-86).
Udskrabning
Annie mister blod efter afstødningen af fosteret. Det strømmer ud af underlivet. Efter alle de gennemblødte håndklæder tilkalder veninden O. en vagtlæge: »Da vagtlægen trådte ind på scenen, begyndte anden del af natten. Som bevægede sig fra den rene erfaring af liv og død til eksponering og dom« (s. 87).
Da hun på en båre bliver båret ud af kollegieværelset og efterfølgende ligger på operationsstuen på det lokale hospital, trygler hun den unge kirurg om at sige, hvad de vil gøre ved hende nu. »Han stillede sig op foran mig mellem mine spredte lår og brølede: ,Jeg er ikke blikkenslager!’ Det var de sidste ord jeg hørte før jeg sank ned i narkosen« (s. 90).
Da han dagen efter kommer ind på sygestuen, virker han forlegen over at have behandlet hende så dårligt på operationstuen. Men: »Han skammede sig kun over intet at have vidst om mig og at have behandlet en universitetsstuderende fra humaniora som en kassedame eller en tekstilarbejderske, hvad jeg først fandt ud af samme aften.« Da sygeplejersken kommer ind på hendes stue, hvisker hun: »Hvorfor sagde De ikke til doktoren i går aftes at De er ligesom ham? Efter et par sekunder forstod jeg hvad det var hun prøvede at sige: at jeg tilhørte samme verden som ham« (s. 93). Den akademiske verden.
Her har vi igen klasseaspektet, der overalt er til stede i Annie Ernaux' forfatterskab.
Erindringen som litterær metode
I den ligeledes selvbiografiske roman »Simpel lidenskab« (1991, da. 2021) fortæller Annie Ernaux, at hun vender tilbage til den lille parisiske gyde, hvor hun fik påbegyndt aborten. Hun vender tilbage til et sted og »en følelse af fuldstændig forladthed« (s. 61). Det er den følelse, der i alle rå detaljer præciseres i den senere bog »Hændelsen«.
Ordet »hjælpeløshed« bruges også om hendes psykiske tilstand i »Hændelsen« (s. 51), men ellers er hendes litterære metode ikke brugen af abstrakte begreber. Hun bruger den konkrete erindring som en metode til at komme tæt på: »(Kun erindringen om sansninger, der knytter sig til mennesker og ting uden for mig – sneen på Puy Jamel, Jean T.s udstående øjne, Sæur Sourices sang – dokumenterer en form for virkelighed. Den eneste sande erindring er håndgribelig)« (s. 63). Eller konkret, med et andet ord.
Hun støtter sig til sine gamle notesbøger og fotos og opsøger steder for at få fat i oplevelsen. Og hun skriver i mange parentetiske reflekterende indskud, hvordan genoplevelsen af den gamle hændelse tager sig ud, og hvordan den bliver til skrift.
Man skal huske godt for at skrive ægte erindringslitteratur. Man skal turde at huske, og at gennemtrænge den senere hukommelses slør, helt ned til de konkrete detaljer. I et motto for bogen citerer hun forfatteren Yuko Tsushima: »Gad vidst om erindringen ikke ganske enkelt består i at iagttage tingene til bunds.«
Synsbilleder spiller en afgørende rolle i hendes litterære metode. Da hun anden gang kommer op til madame P.R. for at få den nye sonde sat op i livmoderen, falder hendes blik på en balje med en sonde, der ligner en slange. Ved siden af ligger en hårbørste. I et af de parentetiske afsnit hedder det:
»(Hvis jeg skulle præsentere denne hændelse fra mit liv i et enkelt stilleben, ville jeg male et lille formicabord der var anbragt op ad en væg, og hvor der stod et emaljeret vandfad med en rød sonde flydende i overfladen. Lidt til højre: en hårbørste. Jeg tror ikke der på noget museum i hele verden findes et Englemagerskens værksted)« (s.76).
Sådan et billede findes ikke i malerkunsten. Men man ser det for sig. Og mærker alt i Annie Ernaux' lille mesterværk, der sætter ord på en hændelse, der aldrig kan glemmes. Den sande erindring er konkret.