Mit lægeliv på Christiania
Jeg er læge i en klinik, som ikke er helt almindelig. Klinikken ligger i Sundhedshuset på Christiania, som i år fejrer sit 50-års jubilæum. Jeg glædes stadig, når jeg går ind ad døren og mødes af en stærk duft af urter. På langbordet står der en termokande med urtete. Brugere af huset kan sætte sig omkring bordet og drikke te, hvad enten de bare kommer forbi til en snak eller er en patient, der skal tale med lægen.
I de første år efter Christianias oprettelse fandt man, at der var behov for et sted, hvor folk kunne hjælpes med deres sundhedsproblemer. I begyndelsen blev der udelukkende anvendt urter i behandlingsarbejdet. »En alternativ skadestue«, blev stedet kaldt. Alternativ i betydningen at behandle så enkelt og så naturligt som muligt. Nogle år senere fik huset så navnet »Sundhedshuset«. Læger blev først senere inviteret indenfor. Lægestillingen er officielt tre timer ugentligt, men i praksis kræver jobbet en del flere timer.
Sundhedshuset er i dag et sted med mangeartede tilbud. Her gives råd om urter og vitaminer, og der tilbydes øreakupunktur, kostsamtaler, rygeafvænning mv. Huset bruges også til fx babymassage. Selv har jeg konsultation i et mindre rum betegnet »sårrummet«. Klinikken har et rekvisitionsydernummer, så der er mulighed for at udføre basale undersøgelser, pode fra sår og henvise til blodprøvescreening på et laboratorium. Jeg har haft lægestillingen i mere end 20 år. Da jeg er den eneste tilknyttede læge, er det et alsidigt job, hvor jeg også fungerer som idéudvikler, underviser, sekretær og til tider sygeplejerske.
Formålet med lægestillingen er at nå ud med sundhedstilbud og behandling til de personer, der har udfordringer i forhold til at benytte de almindelige sundhedstilbud. Denne gruppe finder ofte vej til Sundhedshuset, når de er syge eller har brug for en snak eller et godt råd. Vi får besøg af hjemløse, sommerbeboere, udeliggere, udlændinge, personer med og uden et CPR-nummer. Christiania er dagligstue for mange forskellige slags mennesker.
Også mange fastboende christianitter bruger huset. De senere år har vi haft længerevarende kontakt med en del ældre christianitter, som ofte har komplekse forløb, hvor sygdom kun er en del af det samlede billede. Christiania er en lille landsby. Ved alvorlig sygdom træder naboer ofte til og hjælper. I andre tilfælde kontakter en nabo os, hvis de er bekymrede for en beboer.
Fra sårpleje til eksistentielle samtaler
Da der er åben tilgang til lægeklinikken, ved jeg aldrig, hvad dagen bringer, når jeg møder frem. Nogle patienter har bestilt tid (et tiltag, der blev indført i forbindelse med coronapandemien), andre møder spontant op. Mange har udfordringer i forhold til at fortælle, hvad kontakten drejer sig om. For ofte er der tale om en kombination af noget her-og-nu-præget (fx et inficeret sår), noget psykisk, noget socialt og noget rent eksistentielt. Størstedelen er personer, der ikke føler sig mødt og forstået i det traditionelle sundhedssystem. Som den hjemløse grønlænder med vandladningsproblemer, der kom til mig for at få et råd. Han havde haft kontakt til en praktiserende læge, hvor han blev udstyret med en masse målebægre og blev bedt om at måle, hvor meget væske han drak og sin urinmængde og skrive det ind i et skema. Tasken med målebægre og skema var blevet stjålet, så hvad nu?
Jeg har haft god gavn af mine erfaringer som almenmediciner i lægepraksis, fra arbejde i psykiatrien, som smertelæge og inden for socialmedicin og forskellige typer forskning. Selvom klinikken har en speciel beliggenhed, følges alle Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Der skrives journaler, og de fleste patienter opgiver deres CPR-nummer. Heldigvis er der dygtige sundhedsmedarbejdere i Sundhedshuset, der kan hjælpe med praktiske ting i konsultationen, og som resten af ugen kan følge op, hvis der fx skal ske fortsat sårbehandling – eller hvis en patient udebliver og må opsøges på terrænet.
Der skal ofte tænkes i kreative løsninger og samarbejdes bredt for at hjælpe de personer, der er faldet igennem maskerne i sundhedsvæsenets net. Penicillin gør det ikke alene. Ofte er jeg brobygger mellem patienten og sundhedssystemet. Jeg samarbejder med psykiatriske sygeplejersker, Hjemløseenheden, Gentofte Hospitals tuberkuloseenhed (der kommer nu igen røntgenbus nogle gange årligt) og ikke mindst med Christianias egen beboerrådgivning, der består af en gruppe socialrådgivere i HOV (Herfra og Videre). Hvis patienten har en praktiserende læge – og giver mig tilladelse til det – kontakter jeg også min kollega for at konkretisere problemstillingerne og lægge en plan.
Når konsultationen hos mig er slut, ender patienten oftest ved langbordet i det store rum. Her kan der over en kop urtete træffes aftaler med en sundhedsmedarbejder om fortsat kontakt til sårbehandling, øreakupunktur, kostsamtale, afhentning af vitaminer eller lignende.
Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg er læge i Sundhedshuset på Christiania. Svaret er enkelt: Jeg finder stor glæde ved, at jeg – sammen med de andre sundhedsmedarbejdere i huset – lykkes med at hjælpe personer uanset baggrund, så de får adgang til relevante sundhedsydelser. Endda for ganske små midler. Vi sparer uden tvivl de omkringliggende skadestuer for mange besøg. Det lykkes ofte for os at få kontakt med personer med sygdomme der, såfremt de ikke blev behandlet i tide, ville udvikle sig og ende med belastende og dyre hospitalsindlæggelser.