Brug af hallucinogene svampe

Hallucinogene svampe har en tusindårig tradition i menneskelig kultur, især i spirituelle og medicinske sammenhænge. Allerede for over 6.000 år siden illustrerede hulemalerier i Algeriet noget, der er tolket som tegn på rituelt svampebrug [1]. I Mellemamerika anvendte allerede aztekerne svampe kaldet teonanácatl – »Gudens kød« – i religiøse og helbredende ceremonier. Ifølge samtidige beretninger blev svampene anvendt til at fremkalde visioner og kontakten med det guddommelige. Også andre kulturer i regionen har brugt og bruger stadig psilocybinholdige svampe i f.eks. religiøse ritualer.

I 1960’erne indtog psilocybin en central rolle i både videnskabelig og kulturel udforskning af det menneskelige sind. Stoffet findes i en række svampe, bl.a. spids nøgenhat, som vokser i Danmark. Psilocybin blev imidlertid syntetiseret i laboratoriet af den schweiziske kemiker Albert Hofmann i 1958, der også fandt LSD, og vakte hurtigt interesse blandt psykiatere, psykologer og neurofysiologer. I denne periode blev psilocybin – sammen med LSD – anvendt i mere eller mindre kontrollerede terapeutiske forsøg, ofte med fokus på alkoholisme, depression, angst og eksistentielle kriser. 

Tidlige studier pegede på interessante kliniske effekter. I Boston eksperimenterede de herostratisk berømte psykologer Timothy Leary og Richard Alpert (senere Ram Dass) med psilocybin under »Harvard Psilocybin Project«. Selv om de oprindeligt havde akademisk støtte, førte kontroversielle metoder – herunder selvadministration og brug uden samtykke – til projektets lukning og deres afskedigelse i 1963 [2]. Derefter blev bl.a. Leary et ikon for hippiekulturen.

Samtidig gennemførte bl.a. psykiateren Walter Pahnke det berømte »Good Friday Experiment« (1962), hvor teologistuderende fik enten psilocybin eller placebo. De psilocybinpåvirkede deltagere rapporterede langt mere intense religiøse oplevelser – et forsøg, som stadig citeres i dag, bl.a. som grundlag for nyere studier i eksistentiel angst og terminal pleje [3].

Midt i denne begejstring, hvor man mente, at psilocybin var svaret på den vestlige kulturs mange emotionelle problemer, opstod dog en stigende modstand. Kombinationen af ikkeakademisk brug i hippiekulturen og studenteroprøret samt mediestorme førte til stigende politisk pres. I 1965 blev det første amerikanske forbud mod psykedeliske stoffer vedtaget, og i 1970 blev psilocybin klassificeret som et »Schedule I-stof« under »The Controlled Substances Act« – hvilket effektivt satte en stopper for al videnskabelig forskning af psykedeliske stoffer i årtier.

Imidlertid eksperimenterede CIA sammen med den amerikanske hær fra 1953 til 1973 med forskellige teknikker til »hjernevask« og tortur, hvor de bl.a. brugte diverse psykoaktive stoffer, herunder psilocybin, i projektet »MK-Ultra«. Præparaterne blev ofte givet til amerikanske og canadiske værnepligtige, der ikke vidste, at de indgik i et eksperiment. Følgerne var i flere tilfælde svære psykoser, selvmordsforsøg og selvmord. De sidste dokumenter, der beskriver disse forfærdelige og uetiske forsøg, blev deklassificeret i 2001 og førte til flere senatshøringer.

Folkelig brug af svampe

De senere år har hallucinogene svampe oplevet en markant genkomst i populærkulturen. Både i Europa og Nordamerika rapporterer sundhedsmyndigheder om stigende brug af svampe, særligt dem, der indeholder psilocybin, i rekreative, selvterapeutiske og spirituelle sammenhænge. Ifølge European Union Drugs Agency (2023) er brugen af hallucinogene svampe mest udbredt blandt unge voksne og personer med højere uddannelse. Brugerne rapporterer ofte motiver som »selvindsigt«, »mental reset« og »naturlig behandling af depression« [4]. Desuden er såkaldt »psilocybin-microdosing« blevet populært. Her anvendes meget små doser regelmæssigt i håbet om forbedret kognitiv funktion eller humør, selv om de få eksisterende randomiserede kontrollerede studier af dette peger på, at det ikke har nogen effekt.

Onlinefora og podcasts har populariseret brugen yderligere, ofte uden kritisk nuancering. I praksis indtager brugerne ofte ukontrollerede mængder fra vilde eller hjemmedyrkede svampe, hvilket øger risikoen for både psykoser og forveksling med giftige arter. Samtidig oplever akutmodtagelser en stigning i patienter med psykedelisk udløste forvirringstilstande, panikreaktioner eller deciderede psykoser. Ofte er brugerne uden kendskab til dosis, art eller kombinationsstoffer. I retspsykiatrisk sammenhæng kendes til flere eksempler på personfarlig kriminalitet inklusive drab begået i en svamperus. Desuden er der beskrevet flere selvmord i litteraturen.

Fra psykedelisk substans til evidensbaseret terapi?

De medicinske forsøg med svampe begrænser sig stort set til forsøg med psilocybin, som efter årtiers forbud i de seneste 10-15 år er vendt tilbage i klinisk psykiatrisk forskning. Stoffet undersøges i dag i kontrollerede, regulatorisk godkendte forsøg for behandling af bl.a. depression, angst og afhængighed. Det er interessant, at moderne forskning har vist, at psilocybin sandsynligvis fremkalder de psykedeliske oplevelser ved at stimulere serotonin 2-receptoren [5]. 

I 2016 publicerede Griffiths et al resultater fra en randomiseret, dobbeltblindet undersøgelse, hvor én eller to doser psilocybin signifikant reducerede eksistentiel angst og depressionssymptomer hos patienter med livstruende kræftsygdom [6]. Lignende fund blev rapporteret af Ross et al [7]. Effekterne var ikke blot statistisk signifikante, men også klinisk meningsfulde – med vedvarende forbedringer efter op til seks måneder.

Et af de mest omtalte nyere studier, ledet af Carhart-Harris et al (2021) [8], sammenlignede psilocybin med escitalopram i en fase 2-undersøgelse ved moderat til svær depression. Mens forsøget ikke fandt signifikant forskel i det primære endepunkt (Quick Inventory of Depressive Symptomatology-score), viste psilocybingruppen større forbedring på flere sekundære mål, herunder livskvalitet og velbefindende.

Det terapeutiske paradigme om psilocybin adskiller sig fra traditionel farmakoterapi. Først og fremmest ved at behandlingen typisk gives som én til to højdosissessioner ledsaget af psykoterapeutisk forberedelse og integration. Effekten menes at være kontekstafhængig og muligvis forbundet med den subjektive oplevelse – herunder såkaldte »mystiske« eller »intensivt meningsfulde« oplevelser, f.eks. følelsen af opløsning af selvet [9, 10]. Der er dog ikke enighed, om disse hallucinogene effekter er centrale for f.eks. den antidepressive effekt, og der foregår for tiden forsøg til afklaring heraf [5].

Samtidig er der potentielle risici – herunder udløsning af psykotiske symptomer hos sårbare individer – og behov for stramme protokoller og selektion. Derfor foregår al nuværende forskning under nøje kontrollerede forhold, men studierne har det indbyggede metodeproblem, at man ikke kan lave rigtige placebokontrollerede undersøgelser, fordi patienterne altid vil kunne gennemskue, om de får aktivt stof eller placebo, på grund af de meget markante symptomer, de oplever ved rusen. 

Danske psykiatere har medvirket i et internationalt multicenterstudie af psilocybin over for behandlingsresistent depression [11]. På grund af ovennævnte problem med placebo valgte man at sammenligne forskellige doser af psilocybin. Undersøgelsen viste, at en enkelt dosis psilocybin på 25 mg sammenlignet med 1 mg reducerede depressionsscoren signifikant hos patienterne med behandlingsrefraktær depression målt i uge 3. Bivirkningerne bestod af hovedpine, kvalme, svimmelhed og træthed; desuden forekom selvmordstanker eller selvskadende adfærd i grupperne. I uge 12 var der dog ingen forskel på grupperne med hensyn til effekt.

Konklusion

Set i et klinisk perspektiv repræsenterer psilocybin en ny farmakologisk og terapeutisk kategori, som potentielt kan komplementere eksisterende behandlinger, særligt i forhold til behandlingsrefraktær depression og måske misbrug. Nøje udvælgelse af patienterne til behandlingen er vigtig, og for at benytte den på en sikker måde kræves specialiseret viden, uddannelse og etik. Behandlingen bør derfor centraliseres og kombineres med forskning.