Content area

|

Da Ovartaci tog sagen i egen hånd

Om seksualitet og selvskade

Forfatter(e)

Bo Møhl

E-mail: bomoehl@ikp.aau.dk

Den 23. juli 1954 foretog Louis Marcussen, som vi kender som Ovartaci, en afskæring og dermed fjernelse af sin penis med et høvljern i sløjdværkstedet på Psykiatrisk Hospital, Risskov, hvor han på det tidspunkt havde været indlagt i omkring 25 år. Ovartacis dramatiske handling var kulminationen på flere års kamp med stærke påtrængende seksuelle drifter rettet mod kvinder. Allerede i 1951 havde han anmodet om at blive kastreret, hvilket han blev, men dette gav ham slet ikke den ro, som han havde håbet på. Han oplevede stadig at blive stærkt, og synligt, tiltrukket af kvindekroppen [1]. Efterfølgende anmodede han om at få fjernet penis, men dette ønske blev ikke imødekommet. I 1954 forsøgte Ovartaci selv at amputere penis med et barberblad, men »modet svigter ham og resultatet bliver kun et kødsår« [1], hvorefter han i juli måned samme år foretog den endelige fjernelse af penis med et høvljern.

Han led af skizofreni og havde siden sin tidlige ungdom haft svære identitetsproblemer bl.a. omkring sit køn og sin seksualitet. Ovartaci mente, at han i flere af sine tidligere inkarnationer havde været kvinde, men i dette liv led han under sine seksuelle reaktioner som mand og ikke mindst under den manglende kontrol over sin erektion, som han døjede med:

»At være mand er så frygteligt – Når man ser et par kvindeben osv. – straks reagerer det inden i én. Jeg hader dette ikke at kunne beherske sit legeme! (…) Jeg vil ikke have at det skete, at petillen rejser sig. Det må den ikke før forlovelse – før aftale - før kvinden siger: ,Kom til mig’. Når kvinden selv udtaler, at det må ske, da må den stå – ikke før« [2 s. 285].

Kvinder var et centralt motiv i mange af Ovartacis billeder, og i disse fremgår det tydeligt, at han havde et svært ambivalent forhold til det feminine. På den ene side fremstilles kvinden som noget idealiseret og rent i form af androgyne aseksuelle figurer, hvor kønnet i bogstavelig forstand er fraværende og erstattet af et hvidt ubemalet område. Rent psykisk, mente Ovartaci, at man skulle stræbe efter at realisere det kvindelige, som efter hans opfattelse karakteriserer »det egentlige menneske«. Overlæge Johannes Nielsen (1924-2017), der ikke bare var hans psykiater på Psykiatrisk Hospital, Risskov, men også god ven med Ovartaci, tolker hans lange række af kvindfremstillinger som »en hyldest til kvinden« [3].

På den anden side er kønnet og seksualiteten ikke nedtonet eller fraværende i alle hans kvindefremstillinger. I en analyse af et af hans billeder, hvor en række kvinder iført sko med stilethæle kommer ud gennem en tunnel, peger Krag på en mulig tolkning, nemlig at der sker en metamorfose »fra stilet til dyrehov« [4 s. 18], idet stiletten mere og mere antager form af en dyrehov, hvilket anslår to grundmotiver i Ovartacis kunst: dyret og kvinden [4 s. 18]. Kragh skriver videre, at Ovartacis billede på ingen måde »fremstiller et af-erotiseret legeme. Tværtimod« [4 s. 18], og den farlige, dyriske seksualitet var absolut til stede i Ovartacis kunst. Han har f.eks. lavet flere skulpturer af kvinder i legemsstørrelse, som han også havde et decideret erotisk forhold til, hvilket var provokerende for en del af personalet, som fandt det frastødende [5 s. 23].

Det ambivalente forhold til seksualitet i hans kunst er tankevækkende. Måske har Ovartacis kunstneriske produktion i perioder været en mulighed for at sublimere hans seksualitet, mens det i andre, hvor hans seksualitet har været for pågående og for vanskelig at kontrollere/sublimere, har været en mulighed for en mere direkte udleven af hans seksuelle drift eller trang?

At kontrol og beherskelse har været et tema i Ovartacis liv, fremgår i en samtale med Johannes Nielsen, hvor Ovartaci fortæller, at han har dyrket yoga, fordi »yogier må kunne det – yogier kan det. (…) En indre beherskelse af alle kræfterne, der findes i mennesket. (…) Man må ikke tænke fejl – man må ikke handle fejl (…)« [2 s. 285]. Her får man en tydelig fornemmelse af de store krav, som Ovartaci stillede til sig selv med hensyn til at beherske sin seksualitet.

Om sin afskæring af penis har Ovartaci sagt »Jeg har aldrig nogensinde angret – aldrig fortrudt – aldrig angret. Jeg befinder mig bedre. Jeg er kvindelig for neden og befinder mig fuldstændig bedre« [2 s. 285]. Overtaci har således opnået en lettelse for sine seksuelle kvaler, og måske er han lettet, både fordi han er sluppet af med det, der kropsligt definerer en mand, og dermed kommet tættere på det kvindelige, men også fordi han er sluppet af med den »dyriske« seksualitet?

Efter fjernelsen af penis skifter Ovartacis fokus fra fravalget af det maskuline til tilvalget af det feminine. Hans drøm var den rene åndelige kærlighed, hvor den fysiske seksualitet var fraværende. Han havde det således svært med fysisk seksualitet, og han ønskede ikke at blive begæret som kvinde af mænd. I to faser i 1955 og 1957 fik Ovartaci tildannet en vagina og fik dermed foretaget en fuld kønsskifteoperation [1].

Ovartaci var nu 63 år gammel og levede de efterfølgende 15 år som kvinde, hvor han færdedes iført kvindetøj og ønskede at blive overflyttet til kvindeafdelingen på hospitalet og tiltalt som »frøken«. Men den martrende kønsambivalens forsvandt ikke. Ved flere lejligheder skulle Ovartaci have sagt til personalet på Risskov, at han faktisk har fortrudt sin kønsskifteoperation, bl.a. med ordene: »Man bliver jo ikke kvinde der ved ...«, og fra 1972 ønskede han igen at blive opfattet og tiltalt som mand. »Jeg hedder Louis Marcussen – og er et mandfolk« [1]. Han døde således med sit oprindelige køn, men uden den insisterende, forstyrrende og synlige påmindelse om sin seksualitet, som penis udgjorde for ham.

 

SELVSKADE

Som ved al anden form for direkte selvskade var Overtaci drevet af et ønske om at få det bedre eller undgå noget, der var værre end at miste penis. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der præcist drev ham til at fjerne penis, men konflikter med sit biologiske køn og ikke mindst med den maskuline, dyriske seksualitet, som han følte som overvældende og forkert, har spillet ind. Selvom det kan være svært helt at skelne fra hinanden, så er spørgsmålet, om Ovartacis selvskadende handling primært skal opfattes som et tilvalg af det feminine (et ønske om at være kvinde), som for ham er forbundet med noget ophøjet og aseksuelt, eller om det har været et forsøg på at komme af med den påtrængende maskuline seksualitet, altså et fravalg, som har motiveret ham til at fjerne penis? Begge motiver peger i retning af ekstreme konflikter med seksualiteten. Måske havde han skyldfølelser over sine seksuelle tilskyndelser? Måske havde han vrangforestillinger og hørte stemmer, der beordrede ham til at skaffe sig af med sin penis? Måske var han bange for at miste kontrollen over sine seksuelle drifter, hvorfor han håbede at sætte en definitiv stopper for dem ved at amputere penis?

De fleste af os vil gøre meget for at undgå smerte og lemlæstelse af vores krop, men for den, der skader sig selv med vilje, er selvskaden meningsfuld og har en funktion set i lyset af det omgivende samfund og vedkommendes situation [6]. I vore dage, hvor vi har fået et langt mere liberalt forhold til seksualitet og seksuel lyst, forekommer selvpåført alvorlig skade på penis yderst sjældent [7], og når det sker, er det ofte i forbindelse med psykose eller på baggrund af kønsdysfori, men sådan har det ikke altid været.

Ovartaci voksede op som ung mand i en periode, hvor seksualitet, og ikke mindst masturbation, blev opfattet som noget meget destruktivt og ligefrem farligt. I sine samtaler med Johannes Nielsen taler Ovartaci kun antydningsvist om seksualitet, f.eks. når han fortæller, at han var i et »etablissement med nogle ganske purunge piger. Dem havde jeg forset mig på. Dér gik jeg hen og dansede – den slags dans – om natten og lå med hende (…)« [2 s. 52]. Måske er der tale om en fantasi eller en hallucination, der handler om, at han var seksuelt sammen med en prostitueret: »Jo, jeg måtte betale for det, men ikke ret meget. Det var forfærdeligt billigt. (…) men modstå det – nej det gjorde jeg ikke« [2 s. 52].

 

HEMMELIGE DIGTE

Mig bekendt har Ovartaci ikke fortalt om sine tanker om eller erfaringer med masturbation, hvilket i den periode – selv for psykiatriske patienter – ville have været ganske grænseoverskridende og for de fleste forbundet med stor skyld. Måske kan man i hans digte, der er fundet skjult i hovedet på en af hans skulpturer, Pupparpasta, skrevet på spansk og udgivet under titlen »Ovartaci’s hemmeligheder« [8], finde hentydninger til nogle stærke indre kræfter, som er svære at styre? Jeg skal blot nævne nogle få eksempler fra hans digte, f.eks. digt nr. 2, hvor en givende »vis kvinde« kom til digtets jeg-person, som formulerer

(…)

Tror

ved udholdenhed og oplevelse

på miraklerne gennem sjælens styrke,

men tror også på

uden fortilfælde,

at jeg skal være fast og standhaftig

(…)

 

Af dette uddrag af digtet fremgår det, at jeg-personen uden fortilfælde skal være fast og standhaftig. Jeg-personen har tidligere givet efter for sin trang og har derved ikke formået at være afholdende. Dette udsagn kunne måske passe på Ovartaci og vel i øvrigt de fleste yngre mænd.

 

I det efterfølgende digt (nr. 3.), der handler om livet på jorden som en lidelse, skriver Ovartaci om

 

(…..)

 dødsens angst for den fugtige gift.

 Angst

 for sygdom,

 epidemi.

( .… )

Angst

 for konsekvensen

 af sin beslutning,

 og det gør ondt at være adskilt,

 når der elskes,

 og det gør ondt at være forbundet med noget

 grimt og afskyeligt.

(…)

 

Af dette uddrag af digt nr. 3. kunne man læse om angsten for den fugtige gift (ejakulatet?), sygdom, som i den victorianske periode blev set som en konsekvens af masturbation, der praktiseres adskilt og giver oplevelsen af at være noget grimt og afskyeligt.

 

De sidste formuleringer fremstår nærmest som eufemismer i forhold til, hvad læger og seksualrådgivere har udtalt om masturbation i perioden, hvor Ovartaci blev født og voksede op, men det vender jeg tilbage til nedenfor.

Det er ikke utænkeligt, at Ovartaci har været påvirket af en af de mest sejlivede myter i medicinens historie, som har bevirket, at en del mænd specielt i det 19. århundrede med vilje har pådraget sig skade ved at kastrere sig selv og/eller fjerne penis. Dette har de gjort for at beskytte sig mod noget, der var endnu værre, nemlig masturbation, som ifølge datidens autoriteter medførte både fysiske og psykiske lidelser, der langt overgår, hvad Ovartaci oplevede i forbindelse med sin selvskadende handling.

 

FORSÆTLIG SKADE AF KØNSORGANER

Den britiske historiker Sarah Chaney [9] har i sin fascinerende afhandling om selvskadens historie bl.a. beskæftiget sig med forsætlig beskadigelse af kønsorganerne hos både mænd og kvinder. Selvom selvskade nok forekommer til alle tider, kan det ikke opfattes som et transhistorisk fænomen, der altid har samme betydning. Inspireret af Gilman [10] peger hun på, at vi ikke er i stand til at forstå selvskade udført i en anden tidsperiode end vores egen ud fra en moderne optik. Hver tid har sine former for selvskade, som kun giver mening, når vi ser dem i lyset af den tid, de foregår i.

Chaney [9] peger på, at der af forskellige grunde har været en øget forekomst af forsætlig skade af kønsorganerne i to perioder, nemlig i det andet og det tredje århundrede efter Kristi fødsel samt i den victorianske periode i anden halvdel af det 19. århundrede. I den første periode foregik kastration af religiøse og måske kunstneriske grunde, idet mange drenge blev kastrerede, før stemmen gik i overgang, for at bevare en lys sangstemme, mens det i den victorianske periode var angsten for en ukontrollabel seksualitet og konsekvenser af masturbation, der var det dominerende motiv til at beskadige kønsorganerne. Det er specielt den victorianske tids kultur, som er relevant af se nærmere på for at få en bedre forståelse for Ovartacis selvskadende handling.

 

MASTURBATIONSHYPOTESEN

I 1883 publicerede James Adam, der var ledende overlæge på Crichton Royal Institution and Southern Counties Asylum, en artikel, hvor han gennemgår flere cases om genital selvskade på grund af masturbation. Bl.a. beskriver han en 18 år gammel landmand, som blev indlagt den 12. marts 1883, efter at han med en skarp pennekniv havde fjernet penis. Han bliver beskrevet som klar og samlet ved indlæggelsen, skønt han var noget modløs og flere gange gav udtryk for, at han fortrød, hvad han havde gjort. Patienten indrømmede, at han havde masturberet og mente, at det var hans pligt at fjerne penis for at forhindre yderligere masturbation [11]. Fra et moderne perspektiv virker patientens handling som en fuldstændig irrationel og uforståelig reaktion på en harmløs foreteelse som masturbation, men i den victorianske periode blev masturbation bestemt ikke opfattet som harmløst.

The Case of Isaac Brooks fra 1879 er en anden spektakulær sag, der også hurtigt blev genstand for en del omtale i datidens engelske medier [12]. Den handler om en 29-årig farmer, Isaac Brooks, fra Leek i Staffordshire, der kontaktede sin lokale læge den 5. december 1879, fordi han havde fået et snitsår på pungen, hvorfra en af hans testikler stak ud. Adspurgt om baggrunden for denne skade fortalte Brooks, at han var blevet overfaldet og såret af tre mænd. Han udpegede dem som lokale farmere, og to af dem blev dømt ti års fængsel. Godt et år senere den 13. februar 1881, blev lægen igen tilkaldt. Patienten havde en tilsvarende skade med et stort åbent sår på pungen. Patienten fortalte nødtvunget, at han var blevet overfaldet af fire mænd, hvis navne han ikke ville opgive. På sit dødsleje kort tid efter den anden skade kom Brooks med en tilståelse, der frikendte de lokale farmere, som var blevet anklaget for at have overfaldet ham, fordi han indrømmede, at han selv havde gjort det [13].

Sagen blev først offentliggjort efter Brooks’ død og vakte opsigt ikke så meget på grund af de falske anklager, men fordi offentligheden var interesseret i at forstå baggrunden for hans adfærd. I en kommentar til Brooks-casen skrev en anonym læge i The Lancet, at dette ikke var et enkeltstående tilfælde “[t]here are many well-authenticated cases of youths and men of all ages who have sometimes successfully, at others unsuccessfully, performed this painful operation upon themselves” (citeret fra [14 s. 285]). Det vides dog ikke, hvor mange det faktisk drejer sig om, men i kølvandet på Brooks-sagen blev der publiceret ganske mange lægevidenskabelige artikler om mænd, der helt eller delvist havde kastreret sig selv. En forklaring på dette handler om tidens syn på masturbation.

Mange mænd kender utvivlsomt til, at hyppig seksuel aktivitet kan give følelsen af at blive afslappet og træt. Siden Hippokrates er dette blevet tolket som sløvhed, hvilket har bidraget til den opfattelse, at overdreven seksuel aktivitet og »tab af sæd« er skadeligt for helbredet [14]. Dette var den dominerende forståelse i starten af det 18. århundrede, hvor den berømte hollandske læge Hermann Boerhaave (1688-1738) beskrev, at hyppig sædafgang kunne forårsage træthed, svaghed, hæmning af bevægelser, kramper, magerhed, tørhed, varme og smerter i hjernehinderne med sanseforstyrrelser, hvor især synet blev påvirket, rygmarvstæring og enfoldighed [15] (citeret fra [14 s. 2]). Masturbation var ikke nævnt som specielt farligt, men dette ændrede sig.

Det store gennembrud for masturbationshypotesen – at masturbation er skadeligt for sjæl og legeme – skete med en anonym publikation, trykt i London med titlen Onania, or The Heinous Sin of Self-pollution fra 1712, som udkom i mange oplag [16]. Forfatteren til Onania var den første, der anvendte ordet onani synonymt med masturbation og »self-abuse« som vi på dansk har kaldt for selvbesmittelse.

Det er ikke klart, hvem der skrev Onania. Vedkommende var muligvis ikke læge, og bogens budskab blev ikke anerkendt af fagfolk, før en uomtvistelig medicinsk autoritet, den schweiziske læge Samuel Auguste Tissot (1728-1797), i 1758 udgav Onanism, or, A Treatise upon the Disorders Produced by Masturbation [17], der i det store og hele gav den anonyme forfatter til Onania ret. Tissot skrev, at enhver form for seksuel udskejelse, men specielt »solitary sex«, var skadeligt for helbredet og kunne resultere i sindssygdom. Tissot forklarede dette med »sædtab«, som ud fra en humoralpatologisk forståelse bragte forstyrrelser i balancen mellem legemsvæskerne, samt med at den seksuelle aktivitet forøgede mængden af blod til hjernen ”the increase of blood explains how these excesses produce insanity. The quantity of blood distending the nerves weakens them; and they are less able to resist impressions, whereby they are enfeebled” (citeret fra [14 s. 3]).

Mængden af både videnskabelige og populære udgivelser, der støttede masturbationshypotesen, steg voldsomt i hele Europa og USA i årene efter Tissots udgivelse. For en oversigt over udgivelser her i landet fra 1785-1870, se [18, 19].

En anden autoritativ læge, der kom til at præge diskussionen om masturbation, var den franske psykiater Jean-Étienne Dominique Esquirol (1772–1840]. I første udgave af sin lærebog fra 1816, Maladies Mentales, skrev han, at “masturbation is recognized in all countries as a common cause of insanity” [20]. Han havde ikke en teori om, hvorfor masturbation førte til sindssyge, men sammenlignede det med misbrug af alkohol: ”these two exhaust the faculties and lead to apathy and hopelessness” (citeret fra [14 s. 4]). Relativt hurtigt blev det den dominerende opfattelse blandt læger, sundhedsprofeter, opdragere og præster i USA og Europa, at masturbation førte til sindssygdom, selvmord og tidlig død.

Tanken om en kausal relation mellem sindssygdom og masturbation fik vind i sejlene i det 19. århundrede, hvor der blev åbnet en lang række psykiatriske asyler, hvilket gav mulighed for at observere forekomsten af hyppig og åbenlys masturbation, som man på det tidspunkt ikke vidste meget om hos psykisk raske [21].

 

MASTURBATORY INSANITY

Den første læge, der fremførte ideen om, at masturbation forårsagede en speciel form for sindssygdom, var skotten David Skae (1814-1873), der var overlæge på the Royal Edinburgh Asylum og forfatter til Classification of the Various Forms of Insanity on a Rational and Practical Basis (1863). Han beskrev en række symptomer, som han mente primært ramte yngre mennesker. Symptomerne hos de yngre ofre for sygdommen var en ejendommelig enfoldighed (imbecilitet) og generthed, mens det hos de ældre ofre var mistænksomhed, frygt, rædsel og selvmordsimpulser samt ængstelige blik og svage krop, der gradvist går over i demens og energiløshed [22]. Esquirol havde tidligere skrevet, at sindssygdom forårsaget af onani var karakteriseret ved at have en dårlig prognose og tidligt udartede til demens [20].

Den amerikanske psykiater Edward Charles Spitzka (1852-1914), der var professor i New York og kendt som forfatter til Treatise on Insanity, Its Classification, Diagnosis and Treatment (1883) beskrev stort set samme sygdomsbillede, men med en følelsesmæssig og fordømmende tone, som ikke var usædvanlig i beskrivelse af masturbatory insanity: »the obtrusive selfishness, cunning, deception, maliciousness and cruelty of such patients« er af en karakter, så selv ”the most kind hearted and philosophical alienist may find it impossible to reconcile himself to regarding them as anything else than repulsive eye-sores and a source of contamination to other patients, physically and morally” [23]. Patienter med maturbatory insanity bliver opfattet som egoistiske, udspekulerede, bedrageriske, ondskabsfulde og grusomme i en sådan grad, at de kalder på foragt [23].

Ifølge Spitzka debuterede masturbatory insanity sædvanligvis mellem det 13. og 21. leveår og var mindst fem gange hyppigere hos mænd end hos kvinder, fordi sidstnævnte sjældnere ifølge ham masturberer. Det er tankevækkende, at disse to fremtrædende psykiatere, der begge har beskæftiget sig med psykiatrisk klassifikation, fra hver sin side af Atlanterhavet, med stor autoritet har beskrevet masturbatory insanity, hvilket var et utvetydigt udsagn om, at det blev taget alvorligt.

Også den anerkendte britiske psykiater Henry Maudsley (1835-1918) tog masturbatory insanity overordentligt alvorligt. I en artikel fra 1868 har han bl.a. skrevet om den kroniske masturbant, som han ikke ser meget håb for: “nothing can be so reasonably desired as the end of it” (….) “the sooner he sinks to his degraded rest, the better for himself and the better for the world, which is well rid of him” [24] (citeret fra [14 s. 21]). Dette udsagn fra Englands og en af Europas mest respekterede psykiatere siger en del om, hvor alvorligt masturbation blev opfattet, og skønt Maudsley ikke blev læst af den brede befolkning, så har han haft stor indflydelse på den lægelige forståelse af masturbation og derigennem på den almindelige holdning. I 1830 udkom en anonym bog »Le Livre Sans Titre« (Bogen uden titel) med en række rædselsvækkende illustrationer af masturbantens progredierende tilstand og endelige død [25].

En faktor, som måske har været medvirkende til, at masturbation blev tillagt en så alvorlig indflydelse på masturbantens psykiske habitus, er, at de beskrevne symptomer på masturbatory insanity stort set svarer til, det, der senere er blevet kendt som »… the hebephrenic type of dementia praecox or of schizophrenia« [14]. Ud over den symptomatiske lighed, så praktiseres masturbation mest intensivt i teenageårene, og det er derfor sandsynligt, at det vil blive observeret, når den egentlige psykisk sygdom skizofreni gradvist reducerer situationsfornemmelse og sociale hæmninger hos den unge.

Den skotske læge James Copland (1791-1870) sammenfatter datidens syn på masturbatory insanity som ætiologisk faktor i sit store værk A dictionary of practical medicine (1844-58), at intet forårsager sindssygdom »so frequently or so certainly as masturbation« [26 s. 1303].

På psykiatriske hospitaler i Europa blev masturbation angivet som årsag til sindssygdom og efterfølgende indlæggelse hos begge køn. Af Tabel 1, der er baseret på udgivelser fra 1822 til 1896, fremgår det, at mellem 2% og 22% af patienterne på en række psykiatriske hospitaler i Frankrig, Tyskland og USA er blevet indlagt pga. masturbation. Disse tal er på ingen måde dækkende, idet diagnosticering og opgørelser varierer [14]. Fra Danmark har vi tal fra Harald Selmers undersøgelser af Sindssygeanstalten ved Aarhus (senere Psykiatrisk Hospital, Risskov, hvor Ovartaci blev indlagt i 1929), som viser, at masturbation fra 1852 til 1877 var indlæggelsesårsag hos 71 patienter (jf. Figur 1 og Figur 2) [27].

Det var aldrig blevet påvist, at masturbation faktisk kunne føre til sindssygdom, og masturbationshypotesen hvilede således udelukkende på observationer fra de psykiatriske hospitaler samt fra helt usystematiske formodninger om, at en aktuel psykisk sygdom hos et ungt menneske kunne forklares som en følge af masturbation. Stort set alle har gjort sig skyldige i masturbation, og i tidens ånd blev dette brugt som forklaring på snart sagt enhver lidelse, men specielt dem, som debuterer i ungdomsårene.

 

TROEN PÅ MASTURBATIONSHYPOTESEN VAKLER

Op imod det 20. århundrede begyndte troen på et kausalt forhold mellem masturbation og sindssygdom at vakle, og flere af de mest fremtrædende fortalere for masturbationshypotesen modererer efterhånden deres vurdering. F.eks. modificerede David Skae sin opfattelse af tilstandens alvor ved at beskrive, at recovery fra masturbatory insanity er mulig ved ordentlig pleje og behandling i den indledende fase [28], og formanden for the Medico-Psychological Association Thomas Smith Clouston, der tidligere havde været fortaler for mastubationshypotesen, formulerer sig meget klart i 1888: »no doubt in certain adolescent cases … constant masturbation tends strongly towards brain exhaustion and stupor and these conditions may end in dementia«, men tilføjer, at demens kan opstå uden masturbation og, at excessiv masturbation ikke nødvendigvis fører til demens. Han konkluderede derfor, at masturbation og demens »cannot be put as cause and effect« [29 s. 325].

Henry Maudsley ændrede sin opfattelse af masturbation og sindssygdom, og hans ændrede holdning afspejler den udvikling, der skete i den britiske lægestand frem mod århundredeskiftet. Hans udvikling spores tydeligt i de forskellige udgaver af hans store værk Pathology of the Mind, hvor Maudsley reviderede sin opfattelse af masturbationens betydning for udvikling sindssygdom, og ifølge Hare [14], så ender han med at skrive, at masturbation er »more a symptom than a cause« [30 s. 399].

Specielt fra psykoanalytisk side var der op imod århundredeskiftet en udtalt skepsis grænsende til afvisning af masturbation som årsag til sindssyge (f.eks. [31]], men masturbation var ikke helt frikendt for at have en skadelig indflydelse, idet flere forfattere ikke mente, at man kunne udelukke, at det kunne føre til neurasteni (f.eks. [32]).

Den victorianske opfattelse af masturbation indgik i psykiatriske lærebøger helt op i 1930’erne (f.eks. [33 s. 200 og 34 s. 153]), men med den væsentlige tilføjelse, at den skadelige effekt ikke skyldes handlingen i sig selv, men patientens og omgivelsernes manglende viden og bekymringer over konsekvenserne af masturbation. Masturbationshypotesen blev faktisk aldrig afvist som fejlagtig inden for rammerne af datidens medicinske diskurs; dens betydning fadede ud, og den forsvandt bare. Men selvom den forsvandt, så var der blevet skabt en negativ og fordømmende myte om skadevirkninger af masturbation, som fortsat blev udbredt langt op i det tyvende århundrede af seksualrådgivere, pædagoger, skolefolk, præster og bekymrede forældre [18, 21].

 

HVORFOR FORTSATTE DET VICTORIANSKE SYN PÅ MASTURBATION IND I DET TYVENDE ÅRHUNDREDE?

Spørgsmålet er nu, om disse tanker omkring seksualitet og masturbation, som kulminerede i anden halvdel af det 19. århundrede, kan have haft nogen som helst indflydelse på Ovartaci, der blev født i 1894 og døde i 1985? Det kan man på ingen måde udelukke. Det er dokumenteret, at det seksuelle klima, som man er vokset op i, påvirker ens seksualitet højt op i alderen [35], så Ovartaci vil næsten uundgåeligt have været påvirket af det victorianske syn på masturbation, som prægede tiden under hans opvækst, også selvom masturbationshypotesen var blevet opgivet af de toneangivende læger.

Ud over den generelle faktor, at det seksuelle klima under individets opvækst påvirker det livslangt, så har der utvivlsomt været en tendens til konservatisme og forsigtighed, når det handler om at undgå de alvorlige lidelser, som de lægevidenskabelige beskrivelser har advaret imod. Når så store lægelige autoriteter som f.eks. Samuel Auguste Tissot, Jean-Étienne Dominique Esquirol, Henry Maudsley og her i Danmark Johan Clemens Tode (1736-1806), Frederik Ludvig Bang (1747-1820) og Rudolph Bergh (1824-1909) har påpeget de negative konsekvenser af masturbation, der endda er blevet fulgt op af talrige populærvidenskabelige skrifter med udpenslede beskrivelser af de farlige følger af masturbationen, så forsvinder det ikke bare. Vaner er sejlivede, og på paradoksal vis kan masturbationshypotesen have været næsten selvbekræftende: Det var en udbredt opfattelse, at masturbation førte til forskellige psykiske og fysiske lidelser, og uanset at der ikke var hold i dette, så blev det alligevel på det oplevelsesmæssige plan »bekræftet« af dem, der havde forskellige lidelser f.eks. depression, som de tilskrev tidligere masturbation.

En anden grund til, at den victorianske opfattelse af masturbation fortsat har spillet en stor rolle op i det tyvende århundrede, hvor Ovartaci levede, er, at det kan være bedre at have en hypotese end ikke at have nogen, eller med et twist af A.N. Whiteheads berømte formulering, så er det bedre at have en hypotese, der er anvendelig, end at den er sand. Masturbationshypotesen har i høj grad været anvendt og har resulteret i pædagogiske retningslinjer og leveregler, der har præget generationer. Ud over de sundhedshygiejniske råd f.eks. frisk luft, motion, kolde bade, sove med hænderne over dynen og tøj, som gjorde det umuligt for barnet at komme til at berøre sine kønsorganer, så blev der udviklet forskellige former for diæt, som skulle mindske den seksuelle lyst. F.eks. har den presbyterianske præst Sylvester Graham (1794-1851) og den amerikanske læge John Harvey Kellogg (1852-1943) udviklet henholdsvis grahamskiks og cornflakes.

Fra midten af det 18. århundrede blev der desuden udviklet mange også svært mutilerende metoder for at forhindre masturbation. Ætsning af clitoris og glans penis, perforering af forhuden og indsættelse af materiale, som ville gøre det smertefuldt af masturbere, operativ fjernelse af clitoris og hos drenge/mænd kastation og amputation af penis er nogle af dem. Desuden blev der opfundet forskellige remedier, som forhindrede den unge i at berøre sine kønsorganer eller gjorde det smertefuldt at få erektion. Figur 3 forestiller en ring med indadvendte pigge, som skulle anbringes omkring penis og vække den unge mand, når han fik natlig erektion [36].

Man har faktisk kunnet gøre noget for at mindske masturbation hos unge og dermed, mente man, afværge de frygtede følger af masturbation. Dette har utvivlsomt også blandt lægfolk bidraget til at holde liv i maturbationshypotesen.

Endelig understøttes den restriktive holdning til masturbation og andre former for ikke-reproduktiv seksualitet af den protestantiske etik. Max Weber har beskrevet den protestantiske etiks fordringer om disciplineret og asketisk livsførelse samt koncentration, effektivitet og produktivitet som grundlaget for udviklingen af den kapitalistiske verden, hvor den enkelte ser sit arbejde som et kald [37]. Den restriktive seksualmoral kan ses som et adækvat svar på industrialiseringens behov for arbejde og produktion – man skal yde, før man kan nyde-tankegangen – og den protestantiske etik har præget maskulinitetsidealet fra slutningen af det 19. og i store dele af det 20. århundrede med kravet om selvkontrol, som jo også var en del af Ovartacis projekt, nemlig at fremme »… en indre beherskelse af alle kræfterne, der findes i mennesket. (…) Man må ikke tænke fejl – man må ikke handle fejl (…)«, som han har formuleret det til sin psykiater Johannes Nielsen [2 p. 295].

Den protestantiske etik spiller fortsat en rolle i den vestlige verden, skønt hedonisme og den seksuelle frigørelse siden 1960’ernes materielle velstand og øgede produktivitet nu er et mere adækvat svar på kapitalismens behov for forbrug og omsætning.

Blad nummer: 
When Ovartaci took matters into his own hands. On sexuality and self-harm in the 19th century.

This article is about the Danish artist Louis Marcussen known as Ovartaci, who lived from 1894 to 1985. He was diagnosed as schizophrenic and hospitalized in Risskov Psychiatric Hospital most of his life. At the age of 60, he himself amputated his penis, and afterwards he lived for a few years as a woman. He continued, however, to have difficulties with his masculine sexuality and gender ambivalence. Before his death, he distanced himself from his female identity and thus died as a man. Based on reading Ovartaci's conversations with his psychiatrist and based on his secret poems, which were written in Spanish and found hidden in the head of one of his sculptures, this article discusses the meaning of his dramatic self-harm. Was it primarily a choice of the feminine identity? Or was it about getting rid of the intrusive and annoying masculine sexuality? It is not unlikely that Ovartaci has been influenced by one of the most enduring myths in the history of medicine, which has caused more men during the Victorian period in the 19th century to mutilate or attempt to remove the penis, namely the idea that masturbation could lead to insanity (masturbatory insanity), physical weakness and premature death. Finally, this article reflects on why masturbation had been considered detrimental to health well into the twentieth century, long after the masturbation hypothesis was abandoned by physicians.

  1. Museum Ovartaci. Museum for Kunst og Psykiatri. https://www.ovartaci.dk
  2. Nielsen J. Ovartaci. En kunstners billeder, tanker og visioner. Risskov: Ovartaci Fonden, 2006.
  3. Korst S. En ildsjæl – et portræt af Johannes Nielsen. Venus Film, 2004
  4. Kragh FA. Høje Hæle. I: Ovartaci & Galskabens Kunst. København: Kunsthal Charlottenborg. Billedkunstskolernes Forlag, 2017: 17-20.
  5. Hansen SM. Insiderkunst. I: Preciado PB, Hester H, Cuboniks L et al. Ovartaci & Galskabens Kunst. København: Kunsthal Charlottenborg. Billedkunstskolernes Forlag, 2017:21-24.
  6. Angelotta C. Defining and refining self-harm: a historical perspective on nonsuicidal self-injury. J Nerv Ment Dis 2015;203(2):75-80.
  7. Veeder TA, Leo RJ. Male genital self-mutilation: a systematic review of psychiatric disorders and psychosocial factors. General hospital psychiatry 2017;44:43-50.
  8. Marcussen L. Ovartaci’s Hemmeligheder. Digte til Fremtiden. Risskov: Forlaget Gallo, 2001.
  9. Chaney S. Psyche on the Skin. London: Reaction Books, 2017.
  10. Gilman SL. How new is self-harm? J Nerv Ment Dis 2012;200(12):1008-16.
  11. Adam J. Cases of Self-mutilation by the Insane. J Ment Sci. 1883;XXIX,126:213-19.
  12. Chaney S. A Hideous torture on himself: madness and self-mutilation in Victorian literature. J Med Humanit. 2011;32(4):279-289.
  13. Warrington FW. The Case of Isaac Brooks. J Ment Sci. 1882;28: 69-74.
  14. Hare EH. Masturbatory insanity: the history of an idea. J Ment Science 1962;108:2-25.
  15. Boerhaave H. Institutes of Medicine. London, 1708 (translation of Vol. V. 1746).
  16. Onania, or the heinous sin of self-pollution, and all its frightful consequences in both sexes. London: 1712.
  17. Tissot S-A A D. Onanism, or a treatise upon the disorders produced by masturbation; or the dangerous effects of secret and excessive venery. London, 1766.
  18. Skydsgaard MA. Hænderne over Dynen! Om onani i dansk rådgivningslitteratur og dansk lægevidenskab 1785-1870. Bibl Læger 2016;208(1):10-39.
  19. Skydsgaard MA. Onani. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2020.
  20. Esquirol JÉD. Des maladies mentales. Paris, 1836.
  21. Hall LA. “It was affecting the medical profession”: the history of masturbatory insanity revisited. Paedagogica historica 2003;39(6):685-699.
  22. Skae D. A rational and practical classification of insanity. J Ment Sci 1868;XIV:149.
  23. Spitzka E C. Cases of masturbation (masturbatic insanity). J Ment Sci 1887;33(142):238-254.
  24. Maudsley H. Illustrations of a variety of insanity. J Ment Sci 1868;14:149.
  25. Le Livre Sans Titre. Les dangers de la masturbation. Paris, 1830.  https://www.laboiteverte.fr/le-livre-sans-titre-1830-dangers-masturbation/
  26. Copland J. Dictionary of practical medicine. 4 vol. London: Longmans, 1844-58. 
  27. Selmer H. Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i den første 25 år (1852-1877). http://selmersbibliotek.dk/Selmer%20Statistiske%20unders%C3%B8gelser%20de%20f%C3%B8rste%2025%20%C3%A5r/Selmer%20Statistiske%20unders%C3%B8gelser%20de%20f%C3%B8rste%2025%20%C3%A5r.htm.
  28. Skae D. The Morrisonian lectures on insanity for 1873. J Ment Sci 1874;XIX.
  29. Clouston TS. Presidential address to the Medico-Psychological Association. J Ment Sci 1888;34.
  30. Maudsley H. The Pathology of Mind 2nd edition. London, 1895.
  31. Ellis H. Studies in the psychology of sex Vol. I, Part 1. New York, 1901.
  32. Jones E. Papers on Psychoanalysis. London, 1918.
  33. Henderson DK, Gillespie RD. A textbook of psychiatry 4th ed. Oxford, 1936.
  34. Rosanoff AJ. Manual of psychiatry and mental hygiene 7th ed. London, 1938.
  35. Oxlund B, Møhl B, Graugaard C. Ældrelivets seksualitet. I: Graugaard C, Giraldi A, Møhl B, red.: Sexologi. Faglige perspektiver på seksualitet. København: Munksgaard, 2019:279-299.
  36. Bullough VL. Masturbation. J Psychol Hum Sex 2003;14(2-3):17-33.
  37. Weber M. Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Hans Reitzels Forlag, 2018.

💬 0 Kommentarer

Right side