Den spanske syge

Tommy Heisz og Hans Trier, I har hver især udgivet en smuk og gennemarbejdet bog om den spanske syge, som i sommeren 1918 hærgede Europa og kostede mere end 15.000 danskere livet. Hvis man nu ser bort fra det triste 100-årsjubilæum, hvad var det så ved netop denne epidemi, som fangede jeres interesse og fik jer til taster og i arkiver …?

 

Heisz: For mig handler det om mennesker. Om at prøve at forstå den tragedie, der udspillede sig for 100 år siden. Jeg vidste stort set intet om den spanske syge, før jeg for tre-fire år siden begyndte at grave i arkiverne. Jeg kan huske, at jeg blev chokeret over katastrofens omfang. Mere end 15.000 døde danskere! I en dansk sammenhæng er det flere ofre, end begge verdenskrige krævede tilsammen. Det er muligt, at epidemien flygtigt er blevet nævnt i min egen skoletid, men jeg har ingen erindring om det. Og når jeg taler med folk omkring mig, er reaktionen den samme: De kender nok sygdommen af navn, men kan ikke tidsfæste den og ved som regel heller ikke, hvilken type sygdom der var tale om. 

Det, der satte mig i gang, var en undren over, at denne historiske begivenhed ikke fylder mere i vores kollektive erindring. Hvis man vil ændre på det, må man tage afsæt i almindelige menneskers fortællinger. Derfor skriver jeg i scener, og derfor forsøger jeg hele tiden at opleve virkeligheden dengang gennem øjnene på dem, der så det. Min bog handler om en epidemi, men den handler nok i endnu højere grad om nogle mennesker og den tid, de levede i. Mit fokus har i højere grad været det enkelte menneskes virkelighed end den medicinske side af sagen. Jeg har forsøgt at placere mig selv i 1918. Nogle af disse øjenvidneskildringer rørte mig til tårer, da jeg selv sad og læste dem første gang. Den følelse ville jeg gerne give videre til læseren. Jeg synes, det er stemmer, der fortjener at blive hørt. Ikke kun dem, der fik sygdommen på tæt hold og mistede deres nære, men også dem, der satte deres egen frygt til side for at hjælpe andre. 

Nu er der så på kort tid kommet to grundige og gennemarbejdede bøger om den spanske syge, men jeg fristes til at sige, at det manglede da også bare – efter at der nu er gået 100 år, uden at den her historie er blevet ordentligt fortalt! 

 

Trier: Min indgang til emnet var mit kandidatspeciale i historie, som jeg afleverede i januar 2017. I specialet analyserede jeg ældre danskeres erindringer om den spanske syge. Min specialevejleder Sofie Lene Bak fra Saxo-Instituttet er stærkt engageret i erindringsbaseret historie. Hun foreslog, at jeg skrev en bog om epidemien. Jeg havde tænkt tanken, men hendes opfordring gav mig et skub. Jeg var ved litteratursøgning stødt på en del artikler, men ikke på større publicerede værker om epidemiens forløb i Danmark. Og så var der jo det med 100-året. 

Under arbejdet med specialet slog det mig, hvor mange interessante aspekter der er ved influenzapandemien 1918-1920, både ud fra historiske og sundhedsfaglige synsvinkler. Det er ikke det overordnede udgangspunkt for historisk forskning, at den skal anvendes fremadrettet. Men netop den spanske syge er et eksempel på, at både læger, historikere, antropologer og andre – ofte i et tværfagligt samarbejde – går i dybden med en historisk begivenhed for måske at blive klogere på, hvordan man kan håndtere en tilsvarende trussel i fremtiden. Man gravede jo for ikke ret mange år siden lig af influenzaofre fra 1918 frem for at identificere mikroorganismen, influenzavirus A H1N1. På samme måde graver epidemiologer, samfundsforskere, historikere og økonomer i den spanske syge for at identificere faktorer, der havde betydning for dens spredning, dødelighed og sociale konsekvenser. 

Den spanske syge var den mest dødelige smitsomme sygdomsepidemi herhjemme siden den sidste større pestepidemi i 1711. Ud fra et historikersynspunkt har den – som Tommy siger – ikke fået den plads i historien, som dens katastrofale omfang berettiger til. Hvor man kan tale om, at der i befolkning og samfund eksisterer en kollektiv erindring om fx besættelsestiden, så har der ikke dannet sig en lignende fælles erindringskultur omkring den spanske syge. I hvert fald ikke formuleret i de bredere historieværker. Det er i sig selv interessant, hvordan en så dramatisk begivenhed synes at være blevet undertrykt af samtidige politiske hændelser, fx afslutningen på Første Verdenskrig, socialistoptøjer, revolutioner og genforeningen med Sønderjylland. Også mens folk døde i tusindtal, skrev aviserne typisk om influenzaen på side tre, sjældent på forsiden.

Med min lægefaglige baggrund ville jeg gerne være med til at trække social- og sundhedshistorien stærkere frem. Der er en form for konkurrence mellem forskellige historikerfelter, hvor stor- og landspolitisk historie nok har stået højest i hierarkiet, men hvor social- og kulturhistorie har fået en stadig stærkere position. Historien om den spanske syge kan fint bidrage til den udvikling. 

Ja, og så er det jo også et stykke gedigen og spændende dansk medicinhistorie … 

 

Trier: Absolut. Årtierne op til 1918 frembragte mange lægevidenskabelige og hygiejniske fremskridt. Det var tiden lige inden velfærdssamfundets gennembrud. Man kan sige, at sundhedsvæsenet på mange fronter blev bygget op, så man stadig kan genkende strukturerne: store sygehusbyggerier, mikrobiologisk og epidemiologisk forskning på Statens Serum Institut, de statsstøttede sygekassers fremvækst, professionaliseret sygepleje og centralstyring af sundhedsvæsenet med Sundhedsstyrelsen fra 1909. 

Selvfølgelig var store gennembrud som penicillin og respirator, iltterapi og væskebehandling direkte i blodåren ikke kommet til endnu, så vi kan ikke helt sammenligne situationen dengang og nu. Men det har været interessant at se, hvordan sundhedsvæsenet reagerede på den ekstreme belastning, som de mange hundredtusinder akut syge udløste. Jeg vil hævde, at fx professionaliseringen af sygeplejen og udviklingen af hjemmesygepleje fik et ordentligt skub fremad. Sygeplejersker med en rigtig, treårig hospitalsuddannelse var stærkt efterspurgte under epidemien og fik i flere sammenhænge udvidede kompetencer. 

Som tidligere embedslæge synes jeg, det var fascinerende at læse om mine datidige kollegers observationer, refleksioner og reaktioner i deres medicinalberetninger. Embedslægernes medicinalberetninger har eksisteret fra 1803 og frem til begyndelsen af dette årtusinde og er en righoldig kilde til beskrivelse af ikke bare sundhedsvæsen og sygelighed, men også af de danske lokalsamfund i almindelighed. Embedslægerne – som dengang hed amts- og kredslæger – spillede en central rolle under epidemien. De var næsten alle sammen ved siden af deres statslige embede også praktiserende læger, så de vidste udmærket, hvor hårdt influenzaen ramte befolkningen. De skulle føre statistik over dens ofre og stod med ansvaret for smittebekæmpelsen, fx i forbindelse med lukninger af skoler og forlystelser. Jeg har været meget glad for at kunne bringe de gamle kollegers indsats frem i lyset – særligt i dag, hvor embedslægerne er elimineret som statens embedsmænd på sundhedsområdet.

Der blev mange steder i landet iværksat et stort hjælpearbejde. Det blev finansieret dels af kommunerne, dels – og nok i endnu højere grad – ved private initiativer, indsamlinger og samarbejde mellem organisationer som Røde Kors, Frelsens Hær, lægeforeninger, privatpersoner og offentlige myndigheder. Det var vigtigt for mig at få formidlet, hvad denne indsats bestod i, og hvor omfattende den var. Dertil kom det kolossale plejearbejde, der blev ydet til de syge og deres familier ude i hjemmene af slægtninge, naboer, medarbejdere på fx gårdene på landet og nogle gange af helt fremmede mennesker. I min bog kalder jeg dem for »englene«. Adskillige samtidige øjenvidner brugte netop den betegnelse for disse hjælpere, der uselvisk gik ind til en hjælpeløs, isoleret og hostende influenzapatient, hvor andre holdt sig væk af frygt for smitten.

Emnet rummer også et interessant mentalitetshistorisk aspekt: Hvilke varige spor satte epidemien sig i befolkning og samfund? Netop her kom erindringerne fra danske øjenvidner, nedskrevet årtier efter pandemien, ind som et vigtigt kildemateriale. Erindringen kan ganske vist godt være fordrejet, idylliseret og selektiv på så mange års afstand. Men det interessante i en mentalitetshistorisk sammenhæng er jo netop det, der sidder fast i menneskers hukommelse, og som påvirker deres opfattelse af liv, medmennesker og samfund.

Om selve epidemien er der i øvrigt ganske god overensstemmelse mellem beretningerne fra »almindelige mennesker« og de officielle beretninger fra fx embedslæger, hvoraf en del også havde et særligt blik for samfundets svageste. Jeg ville ikke have skrevet bogen uden at have kendt til disse erindringer, for de var med til at give historien meget mere nærhed, liv og farve, end jeg kunne opnå via officielle og ofte mere tonløse kilder som myndighedsarkiver og presse. 

Begge jeres bøger har netop et fint blik for helt almindelige menneskers helt ualmindelige erfaringer med den voldsomme sygdom og de mange smertefulde tab i dens kølvand. Men også kendte mennesker blev naturligvis ramt. Det gælder fx den 40-årige forfatter Harald Kidde, som få år tidligere havde udsendt den fantastiske roman »Helten«. Hans hastige sygdomsforløb er vist meget typisk – og det skildrer du i din bog, Tommy …     

 

Heisz: Der gik ni dage, fra Harald Kidde første gang blev tilset af en læge, til han døde på Bispebjerg Hospital den 23. november 1918. Harald følte sig en dag pludselig sløj. Han havde ellers ikke døjet med sygdom, men nu fik han med ét ondt i halsen og følte sig ilde tilpas. Snart begyndte blodet også at strømme fra hans næse. Han fik det dårligere dag for dag. Influenzaen lagde immunforsvaret ned med så stor kraft, at en bakterieinfektion kunne vandre frit ned i lungerne. 

Den 23. november sendte hans hustru Astrid bud efter lægen. Harald var nu stærkt medtaget, og hans hud havde fået et »uhyggeligt gult skær«. Dr. Castberg besluttede at sende Harald på hospitalet. Ved ankomsten til Bispebjerg Hospital blev det noteret, at forfatteren led af både influenza og gulsot. Hans temperatur havde store udsving og var ofte faretruende høj. Efterhånden var han også begyndt at hoste grønligt slim op. Dagen før indlæggelsen var hans tilstand begyndt at se meget kritisk ud. Han kastede galdefarvet slim op og havde svært ved at trække vejret ordentligt. Han svedte kraftigt og var konstant stakåndet. Ved modtagelsen blev det bemærket, at han var cyanotisk – at hans hud var begyndt at antage en blå farve. Lægen kunne konstatere en moderat raslende lyd i venstre side og en mere markant i højre. Kidde led af en ondartet og fremskreden lungebetændelse som følge af den spanske syge. Hans chancer var nogenlunde som hos de fleste andre, der blev indlagt her. Utroligt ringe. Når først lægen beordrede hospitalsindlæggelse, var man så tæt på dødsdommen, som man kunne komme. Kort efter indlæggelsen blev Haralds temperatur målt til 40,7 grader, altså livstruende. Pulsen lå på omkring de 100, og den var uregelmæssig. 

Sygeplejerskerne gav Harald den sædvanlige behandling med kamfermikstur og varme omslag, men han fik det kun værre. Senere på dagen kunne de konstatere, at hans puls var faldende. Forfatteren blev stadig mere sløj at se på, og hudens blå skær blev kraftigere. Sygeplejerskerne gik over til at indsprøjte skiftevis koffein og kamfer direkte i hans årer i håb om at få pulsen i vejret. Men alle forsøg var forgæves. Klokken ti minutter over otte samme aften døde Harald Kidde. Hans indlæggelse nåede kun at vare i få timer.

Kidde var 40 år, da han døde. Han var nok den mest kendte dansker, der døde under epidemien. I dag er det de færreste, der kender til hans forfatterskab, men i samtiden var han stor. Men i stedet for at skrive vidt og bredt om det omfattende forfatterskab har jeg også i tilfældet Kidde forsøgt at komme så tæt på det menneskelige tab som muligt. Det, vi alle kan spejle os i. Kiddes hustru, Astrid Ehrencron-Kidde, skrev en del år senere i sine erindringer om tabet. Harald Kidde er et meget godt eksempel på, hvordan det har været nemmere for mig at kortlægge markante personer i samfundet end helt almindelige danskere. De fleste har ikke efterladt sig mange spor, men når man var så kendt som Kidde, så bliver der også nedfældet mindeord og biografier, som jeg har kunnet supplere med patientjournaler og avisartikler.  

Og så er der »englene«, som du omtalte tidligere, Hans. Hvem var det i grunden, der gjorde en positiv forskel i forbindelse med den spanske syge? Hvem var epidemiens helte? Og hvilken rolle spillede lægerne egentlig? Kunne de overhovedet stille noget op i en tid med yderst begrænset medicinsk teknologi?   

 

Trier: Hvem der er helte i en given situation, er jo et næsten filosofisk spørgsmål. Men hvis man læser kilderne (og navnlig erindringerne) fra mennesker, der selv havde spansk syge eller familiemedlemmer, der var ramt, er svaret klart: Heltene var de naboer, nære og fjernere slægtninge, venner og andre fra lokalsamfundet, organiserede frivillige hjælpere og sundhedsprofessionelle, der uanset sliddet og den mulige risiko for at blive smittet tog rundt til de syge for at hjælpe dem personligt og tage vare på deres børn, dyrebesætning osv.

Ingen kunne dengang vide, hvor stor den individuelle risiko var ved at blive smittet med influenzaen. Men alle kunne se, at syge døde i hobetal. Sundhedsstyrelsen meldte ud, at man skulle isolere de syge og undgå al unødig kontakt med dem. En del erindringer stiller en modsætning op mellem dem, der hjalp trods risikoen, og dem, der valgte at holde sig væk. En modsætning mellem altruisme og egoisme, om man vil. Flere læger nævner i deres beretninger, at der bredte sig en frygt, der blokerede for den ellers gode skik med at hjælpe naboer i nød. Amtslæge Hans Kaarsberg fra Sorø skrev bramfrit: »Denne Panik har ofte gjort stor Fortræd, og jeg har set gamle, ensomme Mennesker navnlig blive svigtet i den yderste Hjælpeløshed af deres raske, fede og velsituerede Naboer og Husfæller«.

Hvis man tror på, at det gør en forskel at give mad og drikke, at hjælpe med vask, toiletbesøg, afdækning ved feber, at rette en pude, at hjælpe den syge med at hoste sej slim op og at komme med et kærligt ord, så tror man også på, at denne hjælp gjorde en positiv forskel for patienterne med den spanske syge. Jeg er sikker på, at den personlige hjælp og sygeplejen gjorde en stor forskel, også med hensyn til overlevelse.

Hvad angår lægernes rolle, så var det vigtigt, at de kunne sørge for tildeling af hjemmepleje eller indlæggelse af de sygeste, der ikke havde nogen til at passe sig i hjemmet. Lægerne rådede ikke over helbredende midler. Det erkendte én af datidens toneangivende overlæger, Victor Scheel fra Bispebjerg Hospital. Hans medicinske afdeling blev gjort til specialafdeling for influenzapatienter, og derudover var han redaktør af Ugeskrift for Læger og formand for Lægeforeningen. Der fandtes ikke penicillin mod den tilstødende bakterielle lungebetændelse, og på hospitalerne rådede man ikke over ilt- og respiratorbehandling. Formentlig har kirurgerne ved drænanlæggelse i brysthulen reddet en del patienter med svær betændelse. Der blev i Ugeskrift for Læger meddelt positive resultater fra forsøg med injektioner af pneumokok- og streptokokekstrakt. Opgørelserne kan dog næppe stå for en nutidig videnskabelig evaluering. Men det forhindrede ikke, at flere svært syge et halvt århundrede senere i deres erindringer mente, at sådan en injektion – eller en anden lægelig behandling – reddede deres liv. 

Lægerne kunne dog ligesom sygeplejersker og andre hjælpere noget andet og mere, nemlig at indgyde håb. Det er karakteristisk, at mange i deres erindringer husker navnet på den familielæge, der kom på sygebesøg. Flere nævner også, at lægerne havde vanvittigt travlt, og de udtrykker nærmest medlidenhed med dem. For lægerne selv var arbejdet både slidsomt og frustrerende. Den spanske syge medførte ekstrem belastning af sundhedsvæsenet, men den blev ikke noget fint eksempel på lægevidenskabens fremskridt. Så lægestanden havde nok ikke noget ønske om, at den skulle huskes længe og intensivt.

 

Heisz: Lægerne og forskerne knoklede bestemt for at finde svar. Men der var nogle ydre omstændigheder, der gjorde, at de ikke for alvor kunne få gennembrud. De var ikke i stand til at identificere virus gennem datidens mikroskoper, og de havde heller ikke penicillin at behandle følgesygdommene med. Så selvom de utvivlsomt gjorde, hvad de kunne, stod de ikke tilbage som de klare helte. Det gjorde politikerne heller ikke, for et langt stykke hen ad vejen nølede de og underspillede problemets omfang. Måske er det derfor, at historien om den spanske syge har været så glemt. Det argumenterer jeg i hvert fald for i min bog. For 100 år siden var det i den grad de magtfulde personer i samfundet, der sad på historiefortællingen. Hvis den spanske syge havde været en vinderhistorie for videnskaben eller for landets politikere, havde vi nok hørt mere til den. 

I stedet var der alle de usynlige helte, der i det stille hjalp syge og nødstedte over hele landet – dem, som Hans fint og rammende betegner som »engle«. Sygeplejersker, frivillige hjælpere, præster, naboer og alle mulige andre mennesker, som tilsidesatte egen frygt for at hjælpe andre. De mennesker har gjort en kæmpe forskel under den spanske syge. De har reddet menneskeliv, og de har lindret lidelserne for mange. »Jeg tænkte ikke på, om jeg selv ville få den spanske syge, men jeg havde også alt for travlt til at tænke over det«, fortalte en sygeplejerske. Det citat siger det hele. Det var med livet som indsats at passe sit arbejde som sygeplejerske i de måneder, men det var ikke engang noget, hun overvejede. Hun gjorde det bare.

I beskriver, at Danmark trods alt slap relativt nådigt fra influenzapandemien, hvis man sammenligner med andre vestlige lande, hvor dødeligheden ofte var højere. Hvad kan årsagerne til denne forskel være? 

 

Trier: I internationale sammenligninger kommer Danmark ud med relativt lav dødelighed af influenzaen, målt pr. tusind indbyggere. De opgørelser skal imidlertid fortolkes med store forbehold, for der skal tages højde for alle mulige forskelle med hensyn til landenes registreringspraksis for dødsårsagerne, for vitalstatistikken i øvrigt, for forskellige observationsperioder etc. Det er nok også klogt kun at sammenligne lande på nogenlunde samme økonomiske niveau og at udelade lande med et stort antal dræbte under 1. verdenskrig. I Danmark var det et stort problem ved registrering af dødsårsagerne, at mere end hver fjerde dødsattest uden for byerne blev udstedt af ikke-læger, såkaldte ligsynsmænd, der dårligt kunne – og heller ikke skulle – anføre nogen dødsårsag. Derfor ekstrapolerede Sundhedsstyrelsen antallet af dødsfald på landet ud fra, hvad dødeligheden var i købstæderne. Et andet problem var, hvorvidt dødsårsagen »lungebetændelse« skulle kategoriseres som en følge af influenza eller ikke. 

Jeg kan dog ikke se, at man herhjemme i særlig grad undervurderede antallet af influenzadødsfald. Hvis man accepterer den præmis, at vi lå lavt internationalt set, så er det jo interessant at analysere alle tænkelige forhold, der kan have betydning for sygelighed og dødelighed i de sammenlignede lande. Altså levestandarden og forebyggelsen med hensyn til boligforhold, ernæring, hygiejne, adgang til sundhedsydelser mv. Sådan en analyse er mig bekendt endnu ikke foretaget og vil på grund af mangelfulde data nok også let kunne blive noget spekulativ. 

Men jeg vil dog nævne, at man i Danmark i første halvår 1918 – altså før influenzaen ankom – registrerede en usædvanlig lav forekomst af mange forskellige sygdomme. Samtidig var der i 1918 et uventet lavt antal døde, især hvad angår dødsårsagerne tuberkulose, lungebetændelse, apopleksi og hjertesygdom hos voksne. En af forklaringerne kan være et kraftigt reduceret alkoholforbrug, som blandt andet skyldtes massive afgiftsstigninger i 1917. Tillige var der på baggrund af verdenskrigen indført effektiv fødevarerationering, prispolitiske indgreb for basisfødevarer og en meget aktiv statslig propaganda for, hvad der var sund kost. Forebyggelseseksperten Lars Iversen har for nylig i bogen »Kampen for liv« argumenteret godt for, at disse forhold bidrog til, at antallet af dødsfald faldt med adskillige tusinde fra 1917 til 1918. Så måske var danskerne særligt sunde i 1918, og de havde måske derfor en særlig modstandskraft mod den spanske syge. Det kunne være interessant at få udforsket nærmere. Det gælder også andre faktorer, fx om familierne herhjemme havde særligt gode netværk eller betydningen af den omtalte store frivillige hjælpeindsats under epidemien.

Heisz: Jeg vil forsøge at supplere Hans’ grundige svar. Det må antages at være en væsentlig faktor, at Danmark ikke deltog i verdenskrigen. For nogle af de lande, vi kan sammenligne os med, var det et stort problem, at sundhedsvæsenet var så hårdt presset som følge af fire års udmattende krig. Selv i Danmark var det svært at skaffe læger og sygeplejersker nok, men i fx Storbritannien var det næsten umuligt. Mange læger og sygeplejersker var sendt til fronten, og antallet af hjemvendte unge mænd, som var stærkt invaliderede, var i en britisk sammenhæng overvældende. Og så var der endda stadig tale om et land, som i det store og hele hang sammen. Ser man på Tyskland anno 1918, er det et forfærdeligt billede, der tegner sig. Infrastrukturen var så godt som brudt sammen i de sidste måneder af krigen, fattigdommen var ekstrem, og landet var i flere perioder ramt af noget, der mindede om hungersnød som følge af fjendens effektive blokader. Dels må mange tyskeres immunforsvar have været i en meget ringe forfatning, dels har det været svært at få hjælp. Men det er selvfølgelig kun en del af forklaringen, for hvis man globalt ser på, hvor hårdt lande blev ramt af den spanske syge, kan man ikke sætte et direkte lighedstegn mellem krigsdeltagelse og høj dødelighed under epidemien. 

Derudover vil jeg nævne, at et internationalt forskerhold for nogle år siden undersøgte, hvorfor dødeligheden under epidemiens anden bølge var lavere i Skandinavien end andre steder i verden. Den danske epidemiolog Lone Simonsen var en del af dette hold. Hun og kollegerne mener, at det kan have været en fordel for Danmark og nabolandene, at epidemiens første bølge smittede et højt antal mennesker. Anden bølge viste sig nemlig langt mere dødbringende, men her havde mange skandinaver måske opnået immunitet ved allerede at have været smittet om sommeren.

Epidemien klingede heldigvis af, men hvad var dens følgevirkninger, både for overleverne, for den generelle folkesundhed og for samfundet som helhed? Selvom epidemien – som I begge er inde på – hurtigt blev fortrængt fra den kollektive bevidsthed, er det mit indtryk, at den fik ganske mange konsekvenser …

 

Heisz: Jeg har været mest optaget af konsekvenserne for enkelte personer og familier. Her slår det mig igen og igen, hvor få år siden det er, at denne tragedie udspillede sig. Jeg har fx i min research talt med et brødrepar, som kunne fortælle mig om, hvordan den spanske syge havde været et stort indgreb i deres nu afdøde mors liv. Som lille pige var hun blevet forældreløs på grund af epidemien. Brødrene fortalte mig, at de i dag kan se, hvordan denne tragedie har fulgt deres mor gennem hele livet. Hun talte aldrig rigtigt om det, men det blev styrende for, hvordan hun levede sit liv og for det forhold, hun fik til sine egne børn. Efter at jeg har udgivet bogen, har jeg hørt flere historier af samme slags. Når jeg holder foredrag, kommer folk op og fortæller mig om, hvordan de ar, den spanske syge efterlod sig, stadig er synlige i deres familie.  

De psykiske konsekvenser er jo meget svære at få et klart billede af, fordi den slags ikke kom meget frem i lyset på den tid. Men det er klart, at det må have haft store konsekvenser. »Livet blev ikke, som det havde været, eller som det ville være blevet, hvis de havde levet. Et forhæng blev ligesom trukket for det lyse og glade«, fortæller en kvinde eksempelvis om, hvordan hun oplevede sin far gå i sort i årene efter, at han havde mistet både sin hustru og en datter til den spanske syge. 

De bevægelser, der i 1920’erne og 1930’erne førte til markante forbedringer i sundhedsvæsenet – fx socialreformen – var i fuld gang, før den spanske syge ramte. Det er en interessant tese, Hans er inde på – at epidemien kan have skubbet til denne udvikling. Det kunne være meget interessant, hvis nogen satte sig for at undersøge den vinkel til bunds en dag.

Trier: Epidemiens følgevirkninger for overleverne, både de legemlige, psykiske, økonomiske og sociale, er et klart underbelyst område. Ud fra øjenvidnernes erindringer og lægernes indtryk og opgørelser blev mange patienter langvarigt svækket med træthed, depressioner og nervøse lidelser, lunge- og hjertesygdomme og højere dødelighed på længere sigt. Dertil kom fødsler af svækkede børn af mødre med influenza. Nogle studier har påvist sådanne langtidseffekter, men studierne lider jo ikke uventet under vanskelighederne ved retrospektivt at skaffe valide og relevante data. Datidens videnskabelige publikationer – der kom blandt andet nogle store artikler i Bibliotek for Læger – lider under fraværet af kontrolpopulationer, hvor man har observeret forekomsten af de kroniske tilstande hos mennesker, der ikke har haft den spanske syge.

Nogle udenlandske forfattere har skrevet om »den tabte generation«: De, der som unge blev præget af både Første Verdenskrigs myrderier og den spanske syge kolossale dødstal. En generation, der havde mistet deres værdier og troen på fremtiden, og som derfor blev rastløs og depressiv og søgte mod hurtige stimulanser. Man kan hævde, at den uforståelige, overvældende og uundgåelige trussel og de tab, der fulgte med den spanske syge, bidrog til et højere generelt angstniveau i dele af befolkningen. Et mentalt tilbageslag i forhold til den tilsyneladende sikkerhed, der var opnået ved forudgående videnskabelige og sociale fremskridt. 

Noget af det mest interessante er de sociale og økonomiske virkninger for de familier, der mistede en eller begge forsørgere. Hvordan blev børnene passet? Hvordan blev økonomi og erhvervsmuligheder påvirket? I hvilket omfang blev problemerne løst inden for familien eller i lokalsamfundet, og hvilken rolle spillede den offentlige hjælp? Vi kan i erindringerne læse gribende historier om familiers undergang, forretninger, der må afhændes osv. En analyse med både kvalitative og kvantitative elementer kunne være et fint projekt for fremtidens socialhistorikere, socialmedicinere eller folkesundhedskandidater.

Den spanske syge bragte i sin akutte fase samfundet i alarmtilstand. Vedvarende samfundseffekter – herunder økonomiske – er umiddelbart sværere at få øje på, men måske afhænger erkendelsen af, hvor hårdt man går til kilderne. Jeg har i min bog kaldt episoden »en privat katastrofe«, hvor det frem for alt var enkeltpersoner og familier, der måtte lide. Der døde trods alt »kun« 0,5% af befolkningen, og det tab blev hurtigt kompenseret af et stærkt øget antal fødsler i årene 1920-1921. Langt de fleste overlevere fik ingen varige men. Da skønsmæssigt halvdelen af befolkningen fik sygdommen, var immuniteten mod den udløsende influenzavirus (og måske også beslægtede virustyper) efterfølgende selvfølgelig stor.

Det store antal ubemidlede ofre førte i december 1918 til en midlertidig ændring af Fattigloven. Den betød, at offentlig støtte til patienter med den spanske syge i form af lægehjælp, sygepleje, sygehusophold, medicin og underhold ikke længere blev betragtet som fattighjælp med de retsvirkninger i form af tab af borgerrettigheder, som denne hjælp ellers indebar. I den forbindelse tror jeg, at nogle politikere og administratorer godt kan have haft de mange ofre for den spanske syge i tankerne, da de store reformer af socialvæsenet – herunder obligatorisk sygekassemedlemskab – blev gennemført i de følgende årtier. Det samme gælder måske lovgivningen om kommunal hjemmehjælp og hjemmesygepleje, der kom til efter Anden Verdenskrig. Men jeg har ikke gravet dybt nok i arkiverne til at kunne dokumentere denne sammenhæng.

Sidste vinter døde ca. 1.500 danskere af influenza, og ude i den store verden har bl.a. den asiatiske fugleinfluenza i flere omgange vakt frygt og bæven. Så et oplagt afsluttende spørgsmål er naturligvis: Kan det ske igen?

 

Trier: Mit korte svar er: Ja! Ifølge virologer og epidemiologer er der på grund af mutationer konstant mulighed for, at der opstår en influenzavariant af samme kaliber som den, der udløste den spanske syge. Men da vi i dag ved meget mere om vira og derfor bedre kan tage vores forholdsregler, burde en sådan trussel ikke kunne få så store konsekvenser som i 1918. 

Vi har vacciner, antivirale lægemidler, antibiotika mod komplicerende bakterieinfektioner, respiratorer og andre intensive behandlingsmidler. Internationalt samarbejde med tidlig varsling og isolation af de syge kan begrænse smittespredningen. Pandemiplaner skal sikre, at store influenzaudbrud håndteres effektivt af myndigheder og sundhedspersonale. Forhåbentlig vil myndighedernes råd om fx hånddesinfektion blive kommunikeret og efterlevet bedre end i 1918. Desuden kan man håbe, at forbedrede økonomiske forhold har betydet mindre sammenstuvning af modtagelige personer i dårlige og trange boliger, militærlejre osv. Forebyggelsen skal være effektiv, for med nutidens massetransport med især fly kan smitten jo spredes uhyggeligt hurtigt til hele verden.

Heisz: Jeg har fået det spørgsmål en hel del gange, efter at bogen er udkommet. Det forstår jeg godt, for vi har jo alle den der »urfrygt«: Hvad nu, hvis noget kommer og rammer os? Jeg plejer at blive ved min læst og sige, at det er bedst at kontakte de relevante forskere inden for området, hvis man vil have en konkret risikovurdering. Men jeg kan gå så langt som til at sige, at med al den research, jeg har haft mellem hænderne, tegner der sig et billede af, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt det kan ske igen, men hvornår det sker igen. Dog er det jo slet ikke sikkert, at det er en influenza, der rammer os. Måske er det noget, vi aldrig har hørt om før. 

Vi er, som Hans siger, anderledes rustede i dag, hvis en influenzapandemi skulle ramme os igen – fx kan vi bedre håndtere de bakterielle følgesygdomme. Altså under forudsætning af at der ikke er udviklet resistens over for den antibiotika, vi har på lager. Og næste interessante spørgsmål er så: Hvem vil vi dele den medicin med, hvis en alvorlig pandemi rammer? En meget stor del af de millioner, der døde af den spanske syge i 1918, kom fra Afrika, Indien og andre steder langt fra den vestlige verden. Og jeg mindes at have set andre nylige eksempler på epidemier, hvor vi i vores del af verden ikke har været udpræget villige til at dele ud af vores medicin, medmindre der er penge i det. 

Så ja, jeg tror, det kan ske igen. Og jeg tror, mange mennesker kan dø – især i fjerntliggende lande, som i en økonomisk sammenhæng er mindre »interessante«. At over 15.000 danskere og over 600.000 amerikanere skulle dø under en ny pandemi, er derimod mindre sandsynligt. 

Hans Triers »Angst og engle – den spanske syge i Danmark« er udkommet på Gads Forlag. Tommy Heisz’ »Den spanske syge – da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark« er udkommet på Politikens Forlag.