Det grænseløse forældreskab

Jeg møder sociolog (ph.d.) og forfatter Maria Ørskov Akselvoll på Frederiksberg en solbeskinnet dag i maj. I 2022 udgav hun bogen »Det grænseløse forældreskab«, og hun er desuden en travl foredragsholder og debattør. Inden jeg ankommer, har jeg læst hendes bog grundigt. Jeg blev optaget af, hvordan hun som sociolog fanger den tidsånd, jeg selv møder på individuelt niveau i min konsultation i form af meget engagerede, men også bekymrede forældre.

Gaden er stille og hyggelig, der hvor hun bor med sin familie, mand og to næsten udfløjne børn. Omgivelserne vidner om overskud. Men intet paradis uden slanger. Drømmen om det perfekte forældreskab – og alle de umulige idealer, der er knyttet til den ambition, har særligt gunstige vækstvilkår i den veluddannede middelklasse, har jeg læst mig til i hendes bog. I kølvandet følger konstant selvevaluering, utilstrækkelighed, ofte stress og udmattelse. Og skam, når idealerne møder hverdagens realiteter. Selv forældreudbrændthed er et fænomen i fremmarch.

Maria Akselvoll åbner den tunge entrédør, der fører ind til en kæmpestor hall med et ildsted. Hun er en størrelse petite, men har en stærk, energifyldt udstråling. Vi trækker straks ind i en højloftet stue og sætter os til bordet, hvor der er dækket op med te. Samtalen er øjeblikkeligt i gang.

»Sociologien er modvægten til de individualiserede psykologiske perspektiver, der dominerer i dag«, siger hun, da vi netop er faldet ned i stolene. »Det sociologiske perspektiv retter blikket udad: Hvor kommer det hele fra? Hvorfor tænker og føler jeg, som jeg gør? Det sociologiske perspektiv er også at være kritisk, problematisere og tvivle – tvivle på det, alle andre tilsyneladende er så sikre på. Min forskningsinteresse bunder i min egen oplevelse med at blive og være forælder. Og mit mål med min bog har været at levere en anden fortælling til forældrene end den, de konstant fodres med – og skabe en større forståelse for tidens forældreskab til de professionelle«.

Hvorfor har du kaldt din bog »Det grænseløse forældreskab«?

»Grænseløsheden er en rød tråd, der går igennem bogen fra makro til mikro – det er min ,diagnose’ af et forældreskab, hvor barren for det gode hele tiden hæves, og du aldrig kan gøre det godt nok«, svarer Maria Akselvoll, mens hun læner sig forover og hælder te i kopperne. 

»En gang var der en tydelig grænse mellem staten og borgeren, som nu er rykket længere ind i hjemmet. Det gælder både i forhold til dagtilbud, skole, sundhedspleje og forældrekurser. Men ikke nok med at staten interesserer sig for forældreskabet – kulturen, medierne, underholdningsindustrien, markedet og digitaliseringen bidrager alt sammen til, at vi i dag har et historisk krævende og grænseløst forældreskab. De sociale medier flyder over med ,content’ til forældre. Og hver dag er der nye artikler om forældreskab i aviserne. Alle genererer mere, mere og mere. Det har jeg jo faktisk også selv bidraget til«, siger hun med en lille eftertænksom latter. Og tilføjer: »Hvornår er grænsen mon nået?«.

Udgangspunktet for Akselvolls forskning er forældreperspektivet, ikke så meget børneperspektivet. Det er forældrene, hun ser blive mere og mere pressede i hverdagens hamsterhjul. Og hun synes, at forældrenes perspektiv ofte mangler, når vi taler om børn, opdragelse og forældresamarbejde i dagens samfund. Hvad er det, vi som samfund anerkender som »det gode« og »det rigtige«? Hvem skaber det ideal og hvordan? Og hvad betyder idealet mere konkret for forældrene? 

Som en del af sin grundige research til bogen, der har hele 323 referencer, udførte hun en onlinespørgeskemaundersøgelse. Udpluk af udsagnene fra de 258 forældre, der besvarede spørgeskemaet, illustrerer, hvilket komplekst og til tider meget udmattende landskab forældrene navigerer i. 

Efter at bogen er udkommet, har der været stor efterspørgsel fra fagprofessionelle, især sundhedsplejersker, der gerne vil blive klogere på netop det større perspektiv, den kontekst, det moderne forældreskab er indstøbt i. For sundhedsplejerskerne møder de individuelle forældre (primært mødre), som har flere og flere spørgsmål. De kan handle om de mange nye tekniske dimser og overvågningsløsninger til barnet, som markedet er oversvømmet med. Eller evaluering af (selvbestaltede) ekspertråd om ammeteknik, putteritualer og apps etc. For alt kan købes for penge, når de nybagte mødre (og fædre) søger svar på, hvordan man udfylder den store, nye og potentielt meget skræmmende rolle som Den Gode Forælder. Fra første parket oplever sundhedsplejerskerne det såkaldte ekspertparadoks: Jo mere viden forældrene får, jo flere spørgsmål stiller de, og jo flere råd fra en hærskare af eksperter de samler op, jo mere usikre og risikobevidste bliver de.

»Hvordan kom det så vidt, og hvornår startede børnene med at få den plads, de har i dag?«, spørger jeg og kan godt selv høre, hvor umuligt det sikkert er at svare på.

Maria Akselvoll er et tålmodigt menneske.

»Det er sket over tid, og mange faktorer har jo spillet ind. Udviklingspsykologien fik solid medvind i efterkrigstiden og bærer meget ansvar for det her. Men allerede før det, i starten af 1900-tallet, havde vi Freud og hans idéer om psykoanalysen, hvor alt det, der skete i barndommen, blev tillagt stor betydning. Det ændrede måden, man tænkte om børns behov på.

Her har jeg en graf over bøger fra 1900 til 2010 udgivet om ,parenting’, det at udøve praktisk forældreskab, som taler sit eget sprog«, siger hun, mens hun ivrigt begynder at blade i slides på sin computer.

»Før 1970 er der ikke så meget litteratur om børn, kan du se. Men så eksploderer det. Og jo mere viden vi får, jo mere status får barnet sammen med flere rettigheder, børnekonventioner etc. Statsligt begynder man også at tænke mere i samfundsværdien af børn, hvad der også løbende lægger mere ansvar på forældrene«.

»I forlængelse af det, som nogle har kaldt ,the cult of the child’, opstår forældredeterminismen, et begreb, der først er beskrevet af sociologen Frank Furedi. I begrebet ligger, at alt det, forældrene gør, tillægges en enorm betydning, som om det 1:1 er forældrene, der kan holdes ansvarlige for barnets udvikling og fremtid. Som om forældrene er barnets ,årsag’. Et kolossalt ansvar, der lægger grunden til det intensive forældreskab. Men i de studier, der er lavet, kan man ikke påvise en forældreeffekt. Det forældrene gør eller ikke gør, kan ikke skilles ad fra alle mulige andre påvirkninger. Frank Furedi er også ophavsmand til bogen fra 2002 »Paranoid Parenting« med den sigende undertitel: »Why Ignoring The Experts Might Be Best For Your Child«. Det, forældrene i bedste mening gør for børnenes skyld, er blevet en kultur, noget vi underholder os med og deler med omverdenen, ,identity parenting’, som det kaldes. Men der er store bivirkninger ved den ideologi. Sideløbende påvirker også risikotænkning de moderne forældre. Fremtiden opleves usikker, som noget vi skal beskytte barnet imod. Det gælder om at optimere det enkelte barns muligheder i en tiltagende individualiseret verden, hvor der er fokus på præstationer«.

»Også andre tendenser trækker i samme retning. Og igen skal vi sætte det lange lys på, når vi ser tilbage i historien«, fortsætter Akselvoll. 

»For ca. 20 år siden skete der nemlig noget, der gjorde, at staten for alvor opdagede forældrene som en ressource. På skole- og dagtilbudsområdet var det ,Pisachokket’ i 2001, hvor man sammenlignede OECD-landene på tværs og kunne konstatere, at danske børn ikke præsterede nær så godt som børn de lande, vi ellers sammenligner os med. Ikke en gang så godt som børn i de lande, vi normalt ikke sammenligner os med. Dette chok satte for alvor gang i forældreinvolveringen i skolen for at skabe bedre elevpræstationer. Tidlig indsats blev nøgleordet, jo tidligere, jo bedre. I børnehaven, i vuggestuen, ja allerede i graviditeten, eller før den med parterapi, for hvis forældrene bliver skilt, er der risiko for, at børnene får dårligere karakterer i skolen. På den måde blev der skabt et nyt blik på forældrene, som har sat sig fast. Og forældrene har taget det til sig. I dag er det selvfølgeligt, at man skal involvere sig i skolelivet, inklusive diverse hytteture og forældrefester, selv om der ikke er belæg for, at det skaber øget trivsel og bedre læring. Nogle forældre bliver meget sure, hvis man gør opmærksom på, at der ikke er evidens for, at det virker, fordi de har troet på det. Det virker jo intuitivt. Men som med så meget andet, der virker intuitivt, kan det udmærket være forkert«.

Ude i hallen lyder der en skramlen, og vi ser ryggen af en ung kvinde, der forlader huset. Det er Maria Akselvolls datter, der går. »Hun har fået at vide, at hun bare skulle gå uden at sige farvel«, siger hendes mor forklarende; »det er ikke dårlige manerer«. Jeg nikker bifaldende. Tråden bliver hurtigt genoptaget:

»De statslige institutioner oplever nu, at de står med nogle borgere, der henvender sig hele tiden. Stiller flere krav. Det fortæller sundhedsplejerskerne også om. For oveni er der også de teknologiske muligheder, der gør, at det hele står åbent 24 timer i døgnet, i modsætning til den gang du skulle ringe i en åbningstid.

Men det er vigtigt at huske, at det er en statslig indsats for at optimere velfærdsstaten, som nu spiller tilbage. Det glemmer man let. I stedet bebrejder man forældrene på individuelt niveau, at de da nu er gået helt over gevind med deres evindelige henvendelser og usikkerhed. Skolen har skudt sig selv i foden ved at involvere forældrene så massivt, som de har. Nu har de forældrene helt op i nakken i forhold til at forholde sig til deres undervisning og til det individuelle barns unikke personlighed og behov. Og her er forældre blevet mere opmærksomme på, at deres barn ikke krænkes, hverken af andre børn eller de voksne. For det nye børnesyn har også bredt sig til skolerne, som skal være ,skæld ud-fri’ og relationskompetente. Der er ikke megen frihed tilbage for lærerne. Men vi skal huske, at det startede som en modsatrettet bevægelse fra staten mod forældrene«.

Kan du ikke lige uddybe, hvad »det nye børnesyn« er, afbryder jeg. 

»Selvfølgelig«, siger Maria Akselvoll beredvilligt. »Alskens opdragelseseksperter, forældre­rådgivere og familieterapeuter understreger vigtigheden af at gøre op med ,det gamle børnesyn’, som er karakteriseret ved belæring, irettesættelser og mistillid til barnets intentioner. Fokus er på børns opførsel. Antagelsen er, at dette børnesyn kan skade børnene, som i stedet skal mødes af en ensidigt positiv tilgang, ,positive parenting’. Dette syn er helt grundlæggende i det intensive forældreskab. Og hvis man ikke vil skade sit barns udvikling via en gammeldags opdragelse, gør man klogt i at uddanne sig i at beherske det nye børnesyn. Trangen til at råbe højt eller skælde ud skal erstattes med dialog og forståelse. Der skal helst være gode samspil hele tiden. Dermed sættes negative følelser i skammekrogen«. 

Der opstår en lille pause. Jeg tænker på, at jeg givet vis selv er repræsentant for det gamle børnesyn. Jeg erindrer de gange, jeg har råbt højt ad mine nu voksne børn, som fortjente en røffel. Som jeg så det. Akselvoll kommer mig heldigvis til undsætning.

»Det er en spændetrøje man får på. Man skal hele tiden se på sig selv udefra. Men vi er jo mennesker. Vi bliver sultne, vi bliver trætte, vi bliver vrede. Hverdagslivet står i modsætning til ned-på-hug-nu-skal-jeg-forklare-dig. Vi kan, når vi har overskud, men vi kan ikke gøre det hele tiden. Det bliver let en ensom og skamfuld affære at være forælder, og det giver også nemt anledning til konflikter mellem generationerne. For ikke at tale om forældreudbrændthed. Forskningen viser, at det er forsøget på at være ,perfekt,’ der giver forældre størst risiko for at brænde ud.

I firserne gjorde man ikke sådan. Der var det gode forældreskab noget andet. Der havde vi Alfons Åbergs far, kan du huske ham?«. Jeg nikker bekræftende og ser en stiliseret far med lange skægstubbe for mit indre blik. 

»Han sidder i hjørnet, læser avis og ryger pibe, mens Alfons sidder på gulvet og leger med sig selv«, siger Maria Akselvoll og understreger: »Og det er fint! Den gode mor eller far i dag sidder nu selv nede på gulvet og leger med. Er på hele tiden. På den måde har det flyttet sig. Og det kan flytte sig igen. Det gode forældreskab er en konstruktion. Det er den bevidstgørelse, jeg gerne vil fremme. Ligesom perspektivet om, hvad forskningen siger om det intensive forældreskab – er det virkelig det, der er brug for? Hvis vi ser på det med nogle andre briller, kan vi se, at det også har en masse ulemper. Og det glemmer vi, når vi dyrker en fortælling, som også bliver meget moralsk. Rigtigt og forkert bringer en masse skam med sig«. 

Jeg kommer i tanke om mental load-debatten, som har fyldt de seneste måneders avislæsning og beslutter mig for at bede om sociologens perspektiv på den sag.

Akselvoll griber hurtigt bolden: »Hele mental load-debatten, synes jeg er blevet afsporet og simplificeret til, at den enkelte bare skal lade være med at være perfekt. Det er en misforståelse og endnu en måde at slå forældrene oven i hovedet på. De prøver ikke at være perfekte – det er bare det, at kravene er blevet så høje. Jeg forsøger at vende det individualiserede blik og spørge, hvor det kommer fra, og hvad vi som samfund kan gøre for at facilitere en mere sund udvikling. Aldrig tidligere i menneskehedens historie har der været flere ting, du skulle huske på, bare fordi du er blevet forælder. Selvfølgelig bliver forældrene pressede af det. Det er for nemt at sige, at så kan du bare lade være at tage på hyttetur. Så let er det ikke. Du kan ikke melde dig ud af din tid. 

Det er ikke ligegyldigt, hvilke idealer der får lov at leve, for de flytter ind i os. Vi er jo mennesker. Det er det som psykologi og sociologi altid har beskæftiget sig med. Hvordan vi fungerer i verden og i det sociale rum. Det er ikke det enkelte individ, det rabler for. Det er hele måden, vi har indrettet os på som samfund, hastigheden i måden vi lever på. Siden digitaliseringens indtog går alting stærkere. Også kravene til forældrene og de idealer, der er knyttet til forældreskabet, som kommer med en større kraft og flere steder fra samtidigt. Vi forstår først baglæns nu, alt hvad det har ført med sig. Selvfølgelig kan du slukke for din telefon, tage en detox og flytte til Ærø, men det er for de få«.

Som barn af halvfjerdserne spekulerer jeg tit på, hvad der egentlig blev af fællesskabet. Det lever stadig i mindet – eller er det i fantasien? Langbordet med alle generationerne, kollektiverne, hvor det myldrede af børn og en hel gruppe voksne, der følte et fælles ansvar for den samlede børneflok. Jeg lufter min fundering til Akselvoll, som vel er ca.15 år yngre end mig. Længes forældre i dag ikke efter fællesskabet?

»Jo, helt sikkert«, kommer det uden betænkningstid. For en stor del findes det bare online. F.eks. Momkind Community, et netbaseret forum, hvor mødrene kan lufte deres ængstelse eller tilstå: ,Jeg kom til at råbe ad mit barn – jeg skammer mig sådan’. Men der er jo ikke noget, der trumfer et ægte, fysisk fællesskab, hvor du er menneske sammen med andre mennesker. I modsat retning trækker antagelsen om, at barnet er skrøbeligt, og at du hele tiden selv skal være til stede og f.eks. sikre, at det bliver tilpas stimuleret og reguleret. Helt overordnet er der noget modsætningsfyldt over, at vi ønsker, at vores børn skal komme gnidningsløst gennem deres barndom, så de kan ankomme uden en skramme til voksenlivet. Som om det skulle ruste dem bedre til det, der venter dem. Når jeg hører Rane Willerslev eller Steffen Jacobsen fortælle om deres barndom, ville det ud fra den tænkning ligne et mirakel, at der er blevet noget ud af dem. Men de er tværtimod blevet nogle meget interessante mennesker. Jeg tror, at vi bliver nødt til at erkende, at det netop er fejlene og forhindringerne, der skaber os som mennesker. Man kan selvfølgelig ikke begå fejl med vilje, men det giver jo støtte til, at det ikke kan være så afgørende, hvad vi foretager os som forældre i hvert enkelt sekund.

I dag synes vi at tro, at vi selv kan forme et barns personlighed, hvis vi gør alting rigtigt. Men en meget stor del handler om genetik. Så når du er ligesom din mor eller far, er det nok, fordi der er en hel masse gener, der spiller en rolle. Arv og miljø er tippet over i miljø«.

»Hvordan ser du fremtiden på dette felt?«, drister jeg mig til at spørge, vel vidende at sociologer lige så lidt som læger har nogen krystalkugle.

»Hvor vi er på vej hen er svært at sige«, kommer det tankefuldt fra Akselvoll. 

»Det tyder ikke på, at vi kommer til at blive mindre optaget af vores børn. På den helt store klinge kigger vi ind i en mere usikker fremtid – med mere konkurrence og ulighed i verden. Derfor er forældre i dag også fremtidspessimister. Jeg tænker, at de forældre, der har muligheden, vil investere mere og mere i deres børns fremtid. Og dem, der ikke kan, vil få det sværere. På den måde ligger der også et ulighedsaspekt i det grænseløse forældreskab. Det er dem, der har mulighederne, der sætter dagsordenen. Jo mere vi hæver barren, jo sværere bliver det for dem, der ikke har ressourcerne. For de forældre, der har diagnosebørn og børn med kroniske sygdomme, eller for dem, som er på samfundets bund, er der endnu længere til idealerne«.

Jeg ved godt, at der ikke findes noget nemt fix, der kan løsne det greb, det intensive forældreskab har om nutidens forældre. Alligevel kan jeg her på falderebet ikke dy mig for at spørge både sociologen og moderen Maria Ørskov Akselvoll, hvad hendes egne eftertanker er, her på kanten til at slippe to færdige mennesker ud i livet? Er der noget, hun retrospektivt ville have gjort anderledes i sit forældreskab, hvis hun havde vidst det, hun ved nu?

Efter en kort pause siger hun: »Det kan godt være, at du skal gøre noget, som ikke føles så godt, for at ruste dit barn bedre til at møde verden. Jeg havde for nylig en episode, hvor jeg følte mit voksne barns skuffelse og ærgrelse og greb mig selv i at gå ind og trøste og sige ,det skal nok gå’ osv., som om han ikke selv kunne deale med det, så jeg er også selv sovset ind i det samme kompleks, som det jeg beskriver. 

Alt det jeg selv oplevede, da jeg var ung, som mine forældre ikke anede noget om, blev ikke sådan en big deal, fordi det ikke blev et tema. Så på en måde gik det hurtigere over igen, og frem for alt klarede jeg det selv.

Retrospektivt ville jeg måske nok have sluppet kontrollen og frygten lidt mere. Børn skal skubbes ud i det. Finde ud af, at de godt kan selv. Antagelsen om, at hvis børn bliver passet på og klarer sig godt i hele deres barndom, vil de også klare sig godt som voksne, holder ikke nødvendigvis. Der ligger et vigtigt budskab i, at børn har brug for at blive sat fri. Nogle ting virker intuitive, instinktive og forførende, når vi får dem fortalt, men vi skal blive bedre til at være kritiske. Lad os tvivle.

Nu hvor jeg ser tilbage og tænker på, hvad jeg selv gerne ville have haft mere af, er svaret ret enkelt: bare mere ro. Og tid med familien. Sørge for, at jeg havde det godt uden at slå alle de knuder på mig selv, som jeg f.eks. gjorde med forældreinvolvering i skolen. Hele mit arbejde udspringer af, at jeg syntes, der var for meget fokus på børneperspektivet, og at forældreperspektivet manglede. Tænk, at man kan gå så langt, at man ikke kan mærke sig selv og brænder ud i forældreskabet. Man skal ære sine egne grænser, ønsker og lyster. Være autentisk. Jeg ser mange forældre tage smilet på og gøre en masse ting, som de i virkeligheden ikke har lyst eller overskud til. Børnene kan godt mærke, om man er der helhjertet eller ej. Skabe flere ægte øjeblikke med resonans, som sociologen Hartmut Rosa har talt om i »Det ukontrollerbare«.

Maria Akselvoll henter hurtigt værket fra sin bogsamling, og jeg får den i hånden. Den er prisværdigt kort, selv om dens budskab er tungtvejende.

»Der ligger noget i sprækkerne, som vi afskærer os selv fra, når vi hele tiden halser afsted«.

Bogen kommer omgående på læselisten.