»Det var først hen mod slutningen af hans liv, at verden begyndte at få øjnene op for hans enestående talent«

René Flamsholt Christensen, du udsendte sidste år en spændende bog om Peter Panum (1820-1885) i anledning af den store fysiologs 200-års fødselsdag. Hvad var det ved Panum, du syntes fortjente en ny biografi? Manden har jo trods alt fået et helt institut opkaldt efter sig …

                 Stor tak for at give mig mulighed for at motivere biografien en smule. I mange år havde jeg faktisk – som de fleste andre læger – et yderst begrænset kendskab til Peter Panum. Det, jeg huskede fra min studietid, var, at infektionsmedicineren Poul Effersøe – der i øvrigt selv havde færøske aner – berettede om Panums indsats på Færøerne. Her havde han under en voldsom mæslingeepidemi bidraget med dels at yde lægehjælp, dels at beskrive denne sygdoms karakteristiske kliniske forløb. Men jeg forstod slet ikke, hvor betydningsfulde Panums opdagelser på Færøerne i virkeligheden var. Og min viden om, hvad han i øvrigt havde bedrevet, var nærmest ikke-eksisterende. Jeg stødte tilfældigt på Panums omtale af færingernes – mente han – kapitulation til religion og præsteskab, og det satte mig i gang med at læse alt det, jeg kunne finde om ham.

                 Dermed blev jeg klar over, at han til fulde fortjente det monument, man har givet ham med Panum Instituttet i København. Men det generelt ringe kendskab til hans liv og virke var tilsyneladende ikke blevet forbedret af, at der siden begyndelsen af 1970’erne havde eksisteret et imposant bygningsværk, som bar hans navn. Jeg syntes derfor, at vi – hans landsmænd og kolleger – fortjente at vide en smule mere om hans liv og virke.

                 Men har man overhovedet brug for at kende til, hvad folk som Peter Panum udrettede, vil nogle nok spørge. Dertil er mit svar, at videnskabshistorien kan minde os om, at vores opfattelse af verden og vores måde at håndtere den på har ændret sig kolossalt under indflydelse af den viden, forskere har skabt. Historien kan minde os om, hvordan denne viden er kommet i stand, og den kan vise os, at den sjældent opstod som en åbenbaring, men var et resultat af hårdt arbejde, ofte iblandet frustration over ikke kunne få tingene til at hænge sammen. Med andre ord: at forskning er vigtigt, men også vanskeligt. Og af medicinens historie kan vi tilmed lære noget om etik, fx om hvordan uetisk indrettede relationer mellem sundhedsvæsen og stat mange gange har ført os alvorligt på vildspor.

                 Peter Panum var en meget betydelig medicinsk videnskabsmand, måske den vigtigste, Danmark nogensinde har fostret. Alene af den grund fortjener han anerkendelse. Men det var ikke kun beundring og nostalgi, der fik mig til at skrive hans biografi. For min erfaring er faktisk, at anekdotiske historier om store videnskabsfolk som Panum, gør det lettere for os at huske vigtige detaljer om deres forskningspraksis og -resultater.

                 Men den allervigtigste grund til at beskæftige sig med folk som Panum er, at verden – eller i hvert fald vores art – står over for udfordringer, der i henseende til destruktive potentialer overgår samtlige de farer, menneskeheden tidligere har mødt. Intet tyder på, at vi vil kunne løse fx klimaproblemet uden at trække på naturvidenskaberne. Og jeg tror, at en måde at animere unge mennesker til at overveje en naturvidenskabelig uddannelse på er at gøre opmærksom på, hvad forskere gennem tiden har udrettet.

Som du lige var inde på, gjorde unge Panum sig første gang bemærket i forbindelse med en ekspedition til Færøerne i 1846. På dette tidspunkt var øerne hærget af en voldsom mæslingeepidemi, som Panum kortlagde og udsendte en grundig afhandling om i dette hæderkronede tidsskrifts spalter. Hvad er det, der gør hans lille afhandling så unik, at man stadig finder referencer til den i den internationale litteratur? 

                 Femogtyve år gammel og med en kandidatalder på blot ét år blev Peter Panum og jævnaldrende August Heinrich Manicus af Det kongelige Sundhedskollegium bedt om at sejle til Færøerne. Årsagen var, som du siger, at de nordatlantiske øer var blevet ramt af en mæslingeepidemi med en voldsom morbiditet og mortalitet. Det lille isolerede øsamfund med ca. 8.000 indbyggere havde kun to fastboende læger, som begge boede i – og helst ikke forlod – Tórshavn.

                 Mæslingernes »smitstof«, som Panum kaldte det i sin beskrivelse, var kommet til Færøerne med en mand, der var blevet smittet under et familiebesøg i København i marts måned. I modsætning til situationen i Danmark, hvor mæslinger optrådte i epidemier med 3-5 års intervaller, havde sygdommen ikke gæstet Færøerne siden 1781. Så med udtagelse af de ca. 100 mennesker, der var gamle nok til at have været smittet dengang, modtog øernes befolkning smitstoffet med immunologisk set vidtåbne arme.

                 Da Panum og Manicus ankom til Tórshavn sent i juni 1846, var der gået tre måneder, siden patient 0 var ankommet, og epidemien var i fuldt flor. Smitstoffet havde nået samtlige øer, bortset fra Mykines, den vestligste og meget sparsomt beboede ø. Allerede dagen efter ankomsten begyndte de to læger hver for sig at rejse rundt til de 17 øer. Panum fornemmede givetvis tidligt, at der var systematik i sygdommens optræden. Selvom han ikke udtrykte det direkte, viser hans umådeligt detaljerede optegnelser af mæslingernes epidemiologi, at han vidste, at han stod over for et naturligt eksperiment. Et fænomen, man kunne lære noget af.

                 Rent praktisk var der jo grænser for, hvad man i terapeutisk henseende kunne stille op. Men med sin forståelse af, at der var tale om smitte fra person til person iværksatte han en række isolationstiltag, der virkede ved afbryde smittevejene. Efter sin hjemkomst til København skrev Panum dels en rapport til Sundhedskollegiet, dels en artikel til Bibliotek for Læger. Artiklen havde titlen »lagttagelser, anstillede under Mæslinge-Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846«, og dens indledning lyder:

                 »Naar en Læge bliver kaldet til at virke paa et Sted, hvis klimatiske og diætetiske Forhold ere forskjellige fra dem, han er vant til at see, saa bliver det hans første Opgave at studere alle de hygiejniske Potenser, der indvirke paa Befolkningens Sundhedstilstand. Det er jo disse hygiejniske Forhold, som bidrage til Udviklingen og Hyppigheden af nogle og Udelukkelsen og Sjeldenheden af andre Sygdomme, og som mere eller mindre modificere enhver Sygdoms Symptomer; det er jo dem, hvorpaa Sygdommens Geographi, hvis specielle Studium maaskee snart vil hæve den til en selvstændig Disciplin, beroer«.

                 Her forudsiger Panum jo i virkeligheden epidemiologiens og samfundsmedicinens opståen. Og i artiklen konstaterer han, at sygdommens lovmæssige adfærd må skyldes et biologisk princip – et smitstof – at den efterlader livsvarig immunitet, at smitstoffet passerer fra person til person, og at isolation kan bryde smittekæden. Dette er simpelt hen ét af medicinhistoriens første eksempler på anvendelse af epidemiologisk metodik.

                 Panums artikel om mæslingeepidemien blev tillige offentliggjort i det nystartede, nu højt ansete, tyske tidsskrift Virchows Archiv. Alligevel skulle der gå mange år, førend hans skarpsindige analyse høstede behørig anerkendelse. I dag anses Panum for – sammen med londonlægen John Snow – at have grundlagt den analytiske epidemiologi. Under koleraens hærgen i London nogle år senere klarlagde Snow, at denne sygdoms smitstof overførtes med fækalt forurenet vand.

Jeg forstår dog også, at ikke alle færinger var lige begejstret for Panums skildringer af den færøske folkesjæl …

                 Det er rigtigt, at hans skildringer af færingernes levevis, sundhed, mentalhygiejne og religiøse liv gav anledning til en heftig debat og ikke mindst en voldsom kritik af Panum selv. Han var oprigtigt ked af denne redelighed, for, som han skrev, holdt han faktisk meget af de nordatlantiske øer og deres indbyggere. Skønt hans fremstilling var forholdsvis usminket, var den utvivlsomt nøgtern og korrekt og i udgangspunktet beregnet på et lægepublikum alene.

                 Den forbitrelse, der i første ombæring opstod, ebbede hurtigt ud igen – for blot at genopstå 10-11 år senere, i 1859. Men her er det ret tydeligt (i hvert fald set i et historisk perspektiv), at furoren intet havde med betragtningernes egentlige indhold at gøre. Snarere blev skildringerne brugt i en nationalpolitisk sammenhæng, som ouverturen til en hetz mod alt, hvad der var dansk. I øvrigt tvivler jeg på, at denne tumult nogensinde nåede uden for det færøske borgerskab med bopæl i København.

Kort efter opholdet på Færøerne drog Panum sydpå for at orientere sig om de nye videnskabelige strømninger inden for den eksperimentelle medicin, som for alvor var ved at få vind i sejlene. Her mødt han bl.a. den senere så berømte tyske forsker, Rudolf Virchow, som i høj grad kom til at præge hans videre karriere, ikke mindst da han i 1851 skrev disputats om blodets koagulation. Hvad var det, Panum fik færten af på sine europæiske studierejser?

                 Rudolf Virchow var jævnaldrende med Panum, så uagtet hans senere berømmelse som verdens måske mest betydende medicinske videnskabsmand var han næppe særligt kendt, da Panum i 1847 tog på en kort studierejse til Berlin. Men den preussiske hovedstad var jo der, hvor tingene skete, og uanset om Panum i forvejen kendte til Virchow, indledte de to unge læger et tæt og livslangt venskab.

                 Hvad de præcist har diskuteret, har vi ingen viden om, men det er givet, at Virchows kolossale viden og uforfærdede, antidogmatiske anskuelser har været Panum en stor inspirationskilde. Samtidig må man gætte på, at opholdet i Berlin – selvom det var kort – bragte ham tættere på den eksperimentelle videnskab, der spirede frem ved de tyske universiteter. Det afgørende nye var, at man i stigende grad tog naturvidenskaberne til hjælp. Dette gav helt nye muligheder for at udforske biologien og udrydde den hidtidige forståelse af, at fysiologi blot var sammenlignende anatomi.

                 En af de forskere, som Panum givetvis hørte om i Berlin, var den brillante tyske kemiker Justus von Liebig, grundlæggeren af organisk kemi, agrokemi og ernæringsfysiologi og den første, som erkendte, at stofskiftet var en slags forbrændingsproces. Og Panums forskningsmæssige kurs blev utvivlsomt påvirket af hans studiebesøg hos Virchow. Hans disputats om fibrinens rolle er et yderst konkret vidnesbyrd om, hvad han havde bragt med sig hjem, ikke kun, hvad angår teoretisk viden, men i lige så høj grad i form af praktiske laboratoriemæssige færdigheder.

Peter Panum levede jo ikke blot i guldalderen, men også i en medicinsk brydningstid, hvor en ny generation af læger satte de oldgamle hippokratiske dogmer til vægs. Jeg er slet ikke sikker på, at vi i dag forstår, hvor indgribende det medicinske paradigmeskift i 1800-tallets anden halvdel i grunden var. Hvad var det for ideer, de unge læger havde?

                 Nej, da jeg researchede til bogen, var mine forestillinger om, i hvor høj grad folk som Panum, Virchow og franske Claude Bernard markerede en brydningstid, også forholdsvis tågede. Men set fra vores perspektiv et par århundreder senere er der ingen tvivl om, at det var en uhyre frugtbar periode. Det var på dette tidspunkt, at Charles Darwin vendte hjem fra sin rejse med »The Beagle«, og det var jo nok hans afhandling »On the origin of species« (1859), der for alvor rev tæppet væk under Bibelens skabelsesberetning og gav biologien et helt nyt arbejdsgrundlag.

                 Men uden at anfægte Darwins betydning tror jeg ikke, det var ham, der anstiftede den lavine af videnskabelige fremskridt, som blandt andre Panum var med til at skabe. Snarere skal man søge endnu et århundrede tilbage, nemlig til oplysningstiden, hvor man især i Frankrig begyndte at udfordre den bestående orden. Herhjemme ophævede Struensee under indtryk af oplysningsfilosofien censuren i 1770. Sideløbende udvikledes de videnskaber – matematik, fysik, astronomi, biologi og kemi – som skabte forudsætningerne for at sende den to tusinde år gamle medicinske forestillingsverden på museum. Uden oplysningstiden var den ånd, der tillod 1800-tallets medicinske paradigmeskifte, næppe sluppet ud af flasken.

                 Panums videnskabelige hovedområder, epidemiologien og fysiologien, illustrerer meget fint, hvor langt man flyttede sig på relativt få år. For eksempel mente mange læger, at smitte med infektionssygdomme skyldtes miasmer, som var en slags giftige dunste. Og på Københavns Universitet interesserede indehaveren af lærestolen i fysiologi sig mere for hvalers anatomi, end for studiet af hvordan levende væsener fungerer.

Panum var mestendels opvokset i Flensborg og Rendsburg, og han var delvist uddannet ved universitet i Kiel, hvor han under temmelig kummerlige forhold blev professor i perioden 1853-1864. Hvorfor havnede det åbenlyse talent i Holsten og ikke straks i København?

                 Peter Panum blev født i Rønne, hvor hans far var regimentskirurg, men familien flyttede ganske rigtigt til Rendsburg, da Panum var otte år gammel. Han fik sin studentereksamen ved latinskolen i Flensborg, der dengang var en overvejende dansk by. Det er rigtigt, at han begyndte på medicinstudiet i Kiel, men han valgte efter det første år at færdiggøre sit studium i København, vistnok fordi man som dansksindet blev mobbet ved universitetet i den holstenske hovedstad.

                 Da professoratet i fysiologi ved Kiels Universitet blev ledigt i 1853, søgte han det, kun 32 år gammel. På dette tidspunkt arbejdede han som assistent hos fysiologen Claude Bernard i Paris. Ledelsen af Kiels Universitet forsøgte på alle mulige måder at slippe for at ansætte ham, men der har næppe været bedre kvalificerede ansøgere. Efter en sikkert noget besværlig begyndelse vandt han heldigvis sine kollegers og studenternes respekt ved at få bygget et fysiologisk laboratorium, ved at skabe gode forskningsresultater og ved at anlægge en pædagogisk tilgang, der lagde vægt på logik og refleksion og tog afstand fra overdrevent terperi. Det var noget ganske nyt ved Kiels universitet.

                 Men hen over det tiår, der gik forud for tabet af hertugdømmerne i 1864, tilspidsedes situationen. Universitetet var et af arnestederne for den tiltagende modstand mod alt dansk, og Panum forudså, at en krig var under opmarch. Resultatet ville blive, at Holsten ophørte med at have den danske konge som regent. Dermed ville det være utænkeligt, at en dansker kunne opretholde sit professorat ved universitetet. Så da professor Daniel Frederik Eschricht i København døde uventet i foråret 1863, søgte Panum stillingen.

                 Der var næppe andre kandidater, der kom i nærheden af at besidde Panums kvalifikationer, og han havde betinget sig en bevilling til bygning og indretning af et fysiologisk laboratorium. Han designede selv sin anstalt, og han stod selv for indkøb af alt apparatur. Laboratoriet eksisterer stadig i gården bag Medicinsk Museion i Bredgade.

Jeg fornemmer, at mange i samtiden anså Panum for »tysksindet«, hvilket var lidt af et skældsord dengang. Hvordan agerede han under de to slesvigske krige?

                 Som kun 27 år gammel måtte Panum naturligvis gøre tjeneste på dansk side, da første slesvigske krig brød ud i 1848. Han fungerede som skibslæge ombord på orlogshjuldamperen »Geiser«, der i maj 1849 ledsagede de to linjeskibe, »Christian VIII« og »Gefion«, begge sejlskibe, da de stod ind i Egernførde Fjord. Trods den danske flådes overlegenhed i forhold til Preussens, led danskerne et forsmædeligt nederlag med tabet af de to linjeskibe, næsten 200 døde og sårede og hundredvis af tilfangetagne. På »Geiser« beløb de samlede tabstal sig til otte sårede og to døde. Panums journalnotater vedrørende disse patienter, deres sår og deres behandling er bevaret.

                 Selve krigshandlingerne i forbindelse med anden slesvigske krig udspillede sig over et par måneder i foråret 1864. Rømningen af Dannevirke, der skete i ly af mørket den 5. februar, blev, trods sit taktiske rationale, anset for at være forræderi, og general de Meza blev afskediget. Efter adskillige ugers voldsomt bombardement af de danske skanser indtog preusserne Dybbøl den 18. april. Efter yderligere nogle dage rømmede de danske styrker også Fredericia, og preusserne og østrigerne besatte nu Jylland. Den preussiske kansler Otto von Bismarck udnyttede virtuost den desperate danske situation og endte ved den efterfølgende fredskonference i London med at få den i forvejen begrænsede sympati, Danmark måtte have haft hos briterne, franskmændene og russerne, til helt at fordufte. Resultatet blev som bekendt, at ikke alene Holsten, men også Slesvig blev en del af det, der i 1871 blev det tyske kejserrige.

                 Panum havde formentlig travlt med at flytte sin familie og sig selv til København, mens krigen stod på. Han havde overtaget lærestolen der og var ikke aktivt involveret i krigen. Derimod færdedes han i årene efter hyppigt i såvel Kiel som Berlin. Under dække af sine uangribelige faglige ærinder påtog han sig adskillige hemmelige opgaver for det danske udenrigsministerium. Herfra blev der udfoldet en række bestræbelser for at støtte de kræfter, der arbejdede for en anden løsning af spørgsmålet om Slesvigs nationale tilhørsforhold.

Som 43-årig – i 1864 – kunne Panum så omsider tiltræde en stilling som fysiologiprofessor ved Københavns Universitet, og efter en tid at have huseret i sin forgængers »hvalkælder« på Frue Plads fik han fakultetets velsignelse til at opbygge et moderne fysiologisk laboratorium bag det gamle kirurgiske akademi i Bredgade. Hvad blev det for et sted – og hvilken betydning fik det for dansk fysiologi og ikke mindst for eftertidens danske læger?

                 Panum indrettede selv sit laboratorium – sin anstalt – som stod færdig i september 1867. Til inspiration havde han besøgt fysiologiske institutter i en lang række universitetsbyer i Tyskland, Østrig og Schweiz. Man finder Panums detaljerede beskrivelse af det nye laboratorium i universitetets årbog. Her kunne nu, skrev han, »Livsytringerne og deres Love ikke blot undersøges ved Hjælp af Sammenligninger (…), men ogsaa ved experimentelle Undersøgelser paa levende Individer, med Benyttelse af de Hjælpemidler, som dertil ydes af Mikroskopien, Fysiken og Kemien«.

                 Laboratoriet var aldeles enestående i Danmark, og det fik umådelig betydning for fysiologien, men også for andre discipliner og for den praktiske anvendelse af resultaterne. Man kan uden at overdrive hævde, at det paradigmeskifte, der skete i dansk medicin, i vidt omfang udgik herfra – at Panum med sit laboratorium blev en medicinsk pendant til det, der i litteraturen kaldes for »det moderne gennembrud«.

                 I de følgende år stillede han generøst laboratorieplads til rådighed for andre forskere, og ikke kun fysiologer. For eksempel fik Carl Julius Salomonsen og Emil Christian Hansen begge plads og vejledning hos Panum. Førstnævnte var Danmarks første mikrobiolog og grundlæggeren af Statens Serum Institut, mens sidstnævnte senere blev leder af Carlsbergs laboratorium og stod for udviklingen af de gærstammer, der stadig anvendes til ølbrygning verden over. På det praktiske niveau blev Panum tillige involveret i at skabe de tekniske forudsætninger for en i mikrobiologisk henseende langt bedre mælkeproduktion.

                 En af Panums fysiologiske disciple var Christian Bohr, hvis forskning inden for respirationen blev så banebrydende, at man stadig taler om »Bohr-effekten«, der beskriver, hvordan hæmoglobins iltbindingsevne er omvendt relateret til blodets surhed og koncentration af kuldioxid.

Kan du her til sidst sige lidt om, hvad Peter Panum egentlig var for et menneske? Var han en sprælsk og levende mønsterbryder – eller snarere lidt af en stivstikker, som tilfældigvis havde tæft for forskning?

                 Der er kun bevaret ganske få direkte vidnesbyrd om Panum som menneske, men på grundlag af det, man kan læse af og om ham, kan man sagtens stykke et billede sammen. Han var nok mønsterbryder i forhold til det bestående, men snarere lidt underspillet end egentligt sprudlende. En studiekammerat og livslang ven, Ludvig Israel Brandes (se artiklen på s. X i dette nummer), har i sine erindringer givet indtryk af en professionelt nysgerrig og utroligt flittig mand. Af Panums egne skriverier såvel som af forskellige nekrologer og anmeldelser må man slutte, at han besad et lynende skarpt analytisk, stringent og deduktivt intellekt, og at han var konceptuelt og praktisk innovativ. Samtidig var han utvivlsomt rar, med et stille lune og en ikke-snertende sarkasme.

                 Peter Panum var høj og slank, og når han forelæste, stod han typisk og vippede frem og tilbage på fødderne. Indimellem, især når han blev ivrig eller af en eller anden grund tabte koncentrationen, kunne han stamme en smule. Hans studenter holdt meget af ham for hans ligefremme venlighed, tålmodighed og en i forhold til samtiden ganske moderne pædagogik. Den fjendtlighed, der blev ham til del hos et par af Københavns Universitets øvrige medicinske professorer, var udelukkende baseret på fordommen om, at han var tysksindet, hvilket som sagt er aldeles forkert. Han nød stor respekt hos sine øvrige kolleger, hos andre forskere, og hos fx brygger Jacobsen, der gjorde ham til livslangt medlem af det Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Og endelig: arven efter Panum. Albert Gjedde udgav allerede i 1971 en afhandling om hans videnskabelige indsats, men hvorfor er han efter din mening værd at huske?            

                 Jeg sagde før lidt om, hvorfor jeg mener, at videnskabshistorie er vigtig, og hvorfor folk som Panum er værd at huske. Gjeddes guldmedaljeafhandling fra 1971 er en helt igennem saglig vurdering af Panums videnskabelige indsats, men den omhandler kun hans forskning. Jeg tror faktisk, at de mellemliggende 50 år har forøget Panums anseelse ude i verden – i hvert fald bliver dele af hans videnskabelige produktion citeret mindst lige så hyppigt nu som før 1970. Og jeg oplevede det som helt igennem irrationelt, at man havde opkaldt en af landets største forsknings- og undervisningsbygninger efter en person, som stort set ingen vidste hvem var.

                 Peter Panum personificerer, synes jeg, naturvidenskaben, både i sin søgen efter den objektive sandhed og i den måde, han gør sin viden anvendelig til menneskets gavn. Som andre forskere oplevede han vildfarelser, han tog fejl i nogle af sine observationer og gjorde sig skyldig i fejlslutninger. Men han var i mange henseender forud for sin tid, og hans forskning og skribentvirksomhed omfatter ganske mange brillante fund og ræsonnementer.

                 Desværre betød Danmarks isolation efter 1864, at Panum – for at mindske det misforståede stigma som tysksindet – næsten ophørte med at offentliggøre sine arbejder på tysk. Dermed afskar han sig i realiteten fra at blive læst af og interagere med de forskere, han kunne have haft et frugtbart samarbejde med. I stedet for at befinde sig i inderkredsen af den europæiske fysiologi, hvor grundlaget for en moderne forståelse af den levende organismes funktion blev skabt, placerede han sig i stedet i »Udkantseuropa«. Han forsøgte at råde bod på dette ved at dyrke det skandinaviske samarbejde, men skønt der var særdeles habile fysiologer i vores nabolande, var den kritiske masse for ringe til rigtigt at betyde noget. Det var først hen mod slutningen af hans liv, at verden begyndte at få øjnene op for hans enestående talent.

                 Afslutningsvis vil jeg igen understrege, at vor tids globale og meget komplekse udfordringer (fx klimakrisen, manglen på rent drikkevand, antibiotikaresistens, truslen fra plastikmikropartikler og behovet for ren energi) kun kan håndteres gennem en massiv satsning på bl.a. naturvidenskaberne. Verden har simpelt hen brug for, at flere unge begynder at interessere sig for disse discipliner. Jeg håber, at omtalen af tidligere tiders store forskere – fx Peter Panum – kan være med til at stimulere unge menneskers interesse for naturvidenskaberne.

»Peter Ludvig Panum. Det moderne gennembrud i dansk medicin« er udkommet på FADL’s Forlag.