Content area

|

»Det vigtigste er at være oprigtigt nysgerrig«

En samtale med romandebutant Mads Ananda Lodahl om krop, sprog og identitet.

Mads Ananda Lodahl er forfatter, konsulent og kropsterapeut, og han debuterede tidligere i år med romanen »Sauna« (privatfoto).
Forfatter(e)

Af Christian Graugaard, chefredaktør, Bibliotek for Læger

Mads Ananda Lodahl, stort tillykke med din debutroman »Sauna«, som udkom på Gyldendal i foråret. Romanen er en smuk kærlighedshistorie om to unge fyre, som er fulde af fart og livsappetit. Men det er også en bog, som kaster andre fortællinger af sig. For den ene af fyrene er transmand, og det giver jeg-fortælleren nogle intense erotiske erfaringer – men det tvinger ham også til at reflektere over samfundets normer og sprog om både krop, køn og seksualitet. Du har tidligere skrevet flere fagbøger med samme tematik, så hvad fik dig til at prøve kræfter med romangenren?

                      Jeg skriver jo først og fremmest bare om de folk, jeg kender, og »Sauna« er befolket af nogle, der kunne være mig og mine venner i de miljøer, vi færdes i. Som du siger, har jeg skrevet flere fagbøger om emnet, men mit hjerte har faktisk altid banket for skønlitteraturen. Jeg synes, at skønlitteratur kan noget meget fint, som faglitteratur, politik og debat ikke kan lige så godt, nemlig at give plads til kompleksitet og nuancer og plads til læserens egen fantasi og medskaben.

                      Som mennesker er vi ufatteligt sammensatte og indviklede. Livet er et kæmpe rod. Og det kan være svært at få plads til i en fagbog, der skal kommunikere klart og tydeligt. Eller i en kronik, hvor man skal formidle en entydig holdning, som man gerne vil have læseren til at overtage.

                      Men mest af alt ville jeg nok bare gerne skrive en spændende knaldroman, som man kunne blive væk i på stranden eller på en lang togtur – men som samtidig rummede nogle andre hovedpersoner, miljøer og konflikter end dem, vi er vant til. Og som altså minder om noget, jeg kender rigtigt godt.

 

Som sagt er din roman også en undersøgelse af, hvordan man kan være en krop og et køn på mange forskellige måder. I det citat, vi bringer her, forklarer William, hvordan han opfatter alt det, som engang var et »kvindeligt kønsorgan«. Det er ikke helt let for jeg-fortælleren at tilegne sig de nye begreber, og det er helt sikkert også noget af det, som skaber forvirring og måske også modstand i den offentlige debat: kan man virkelig bare jonglere med begreberne efter forgodtbefindende og uden videre opfinde det sprog, som passer en selv bedst? Kan du forstå, hvis nogle – og måske ikke mindst læger – synes, at det går for stærkt? 

                      Ja, det kan jeg sagtens forstå! Og det går stærkt! Og det er forvirrende! Men det er vigtigt at huske på, at det sprog, vi normalt bruger, også kommer et sted fra. Det er også opstået på et tidspunkt, og sproget er hele tiden i gang med at opstå og udvikle sig, så det skal man ikke være så bange for.

                      Det er klart, at det – måske ikke mindst i en lægepraksis – er vigtigt at vide, hvilke kropsdele man taler om, og jeg kan godt forstå, at det kan føles som noget rod, når en fyr som William begynder at snakke om, at han har en pik. Omvendt behøver det jo ikke at have stor en betydning. De fleste transpersoner, jeg kender, forstår udmærket lægens situation og opgave.

                      Man kan meget let fortabe sig i terminologi og sprog, men jeg kan godt lide at zoome lidt ud og se på det store billede. Hvis en kvinde eller en ikke-hvid person var kommet ind på et stort forlag for 200 år siden og havde sagt, at hun havde skrevet en roman, så ville de bare have grinet hende lige op i ansigtet. Mange steder ville det have været verdens største vittighed. I dag synes vi, at det er en håbløst gammeldags holdning, og man kan jo kun gyse ved tanken om en verden uden Inger Christensens, Leonora Christina Skovs eller Asta Olivia Nordenhofs bøger. Bare for at nævne de første tre kvindelige forfattere, jeg kommer i tanker om.

                      Lige præcis i de her år bliver der inden for både billedkunst, musik, film og litteratur lige så stille gjort plads til folk, som er transkønnede eller måske ikke engang opfatter sig selv som hverken mænd eller kvinder. Jeg synes, det er et gigantisk privilegium at leve i den her tid. Tænk, at vi får lov til at opleve, at de stemmer for første gang får lov til at tale! At folk som Ida Luka Holmegaard, Gry Stokkendahl Dalgas, Eileen Myles, CAConrad og jeg selv får lov til at beskrive verden sådan, som vi ser den. Det er vidunderligt, og det var ikke sket for halvtreds år siden.

                      Set i det perspektiv kan alt det med terminologien godt virke som noget småtteri. Selvfølgelig er det vigtigt at gøre sig umage med at bruge det rigtige pronomen og respektere folks valg og identitet. Det har stor betydning for det enkelte menneske, og det er en måde at vise, at man respekterer den, man sidder overfor, fx i en lægepraksis. Og som minoritetsperson kan man altså godt mærke, om folk siger noget, der kan virke sårende, fordi de er usikre og kluntede, eller fordi de er ligeglade eller direkte ondskabsfulde. Det er ikke noget problem – heller ikke for sundhedsprofessionelle – at være forvirrede og usikre, så længe man forholder sig åbent og respektfuldt til sine medmennesker. Og man kan jo bare spørge, hvis man er i tvivl …

 

Romanen foregår for mere end ti år siden, og man fornemmer en stor vrede over for det »monopol«, som Rigshospitalets sexologiske klinik på daværende tidspunkt havde i forhold til transkønnede. Det var fx dem, som skulle beslutte, hvorvidt og hvornår en transperson var parat til at modtage hormonbehandling. Det giver store frustrationer hos William – og også hos jeg-fortælleren, som begår hærværk mod Sexologisk Klinik og planlægger at røve mandlige kønshormoner fra et lokalt apotek. Kan du ikke prøve at sige lidt mere om den enorme vrede, der i visse kredse er rettet mod det etablerede behandlingssystem? Og har vreden lagt sig, nu hvor man som transkønnet kan blive behandlet flere steder i landet?

                      Jeg kan sagtens forestille mig, at det må være skræmmende at være genstand for sådan en vrede, når man fx sidder på Sexologisk Klinik og prøver at gøre sit arbejde så godt, man kan. Jeg har ikke selv været på Sexologisk Klinik og kender kun stedet gennem mine venner og mit professionelle arbejde som kønsforsker, kropsterapeut og rådgiver. Amnesty International slog jo for nogle år siden fast, at både interkønnedes og transkønnedes menneskerettigheder bliver krænket i det danske sundhedssystem, og det har jeg været vidne til i min vennekreds. Det har været svært.

                      Jeg kender rigtigt mange transkønnede, og det er en stor og varm oplevelse at se, hvordan de falder på plads i sig selv og i livet, når de får lov til at udtrykke det køn, de føler sig som. Måske især når det indebærer medicinsk transition (kønsbekræftende kirurgi og kønshormonbehandling, red.). Det er sådan en stor forandring. Jeg har set mange, der – ligesom William i min roman – har følt sig klodsede eller akavede, og som så inden for en ganske kort årrække smutter på plads i sig selv og i livet. Ligesom at trække en handske på, der bare passer. Men lige så vidunderligt, det er at se, lige så smerteligt har det også været at se nogle af mine venner blive afvist eller udsat for uendeligt lange og grænseoverskridende udredningsforløb.

                      Jeg ved ikke, om vreden har lagt sig. Mit indtryk er, at mange transkønnede stadig føler sig talt ned til og sygeliggjort i sundhedssystemet. Det kan vi også se i forskningen på området. Jeg tror, det kan være svært for fagfolk helt at forstå, hvordan det opleves fra de transkønnedes side, fordi de kun ser dette ene aspekt af »patienten«. Jeg kender jo mine transkønnede venner som hele mennesker. Det er helt anderledes.

 

Jeg bemærker også, at jeg-fortælleren er meget skeptisk over for den traditionelle homoseksuelle frigørelseskamp, dens regnbueparader og idealer om ægteskab og familieliv. Fortælleren repræsenterer en næsten revolutionær tilgang til seksuel mangfoldig, hvilket William har svært ved at forstå. Hvad er det for verdenssyn eller seksualpolitiske temperamenter, som mødes her?

                      Det handler om, at der også inden for en minoritetsgruppe kan være store forskelle på, hvordan man forholder sig til sig selv og til omverdenen. I de senere år er såkaldt normkritik blevet mere almindeligt, og det betyder i sin essens, at man ikke længere tager for givet, at det, der bliver opfattet som det almindelige, også pr. automatik er det bedste. Måske endda det eneste gode og rigtige. Normkritik handler om, at der også kan være erfaringer og viden uden for normen, der kan have værdi, og som dem »indeni« normen måske endda kan have gavn af.

                      Jeg-fortælleren Johan arbejder i en sexklub for bøsser. Jeg har også selv arbejdet i sexklubber for bøsser i mange år, og bøsser har udviklet en særlig seksualkultur, som er meget direkte og ærlig. Det er selvfølgelig ikke alle, der kan lide den slags seksuelle rum, men uanset hvad, så synes jeg, der er noget smukt og magisk ved, at de findes.

                      Det, vi har set i den vestlige verden i løbet af de sidste årtier er, at især en bestemt form for homoseksuelle (de hvide, kønskonforme og monogame fra middelklassen) er rykket ind i normen, og dermed er der en masse erfaring og viden fra outsider-positionerne, der risikerer at gå tabt. Det er det, Johan er så vred over. Og også bange for, måske. For William ser det helt anderledes ud. Men det handler jo netop om, at han som transperson slet ikke er inde i normen. Som en af de andre karakterer, Benjamin, siger et sted i romanen, så er det nok tit sådan, at dem, der er ude i kulden, gerne vil ind i varmen – mens dem, der allerede er derinde, af og til kan føle, at det strammer lidt.

 

Lad mig her til sidst vende tilbage til det opgør med traditionelle kropslige, kønnede og seksuelle begreber og kategorier, som din roman sætter ord på. Det er jo superspændende, men nok også en stor mundfuld for mange. Hvad tænker du, at danske sundhedsfagfolk skal vide i den sammenhæng? Hvordan skal de gribe mangfoldigheden an, så de ikke risikerer at tromle eller misforstå deres patienter?

                      Det vigtigste er at være oprigtigt nysgerrig. Som selvfølgelig er noget andet end at være snagende eller stille intime spørgsmål, der ikke er relevante i konteksten. Jeg taler om ægte og åben nysgerrighed. Og at være oprigtigt respektfuld over for sine patienter. Også dem, man ikke forstår! Som minoritetsperson er man ekspert i at mærke, når folk ikke rigtigt respekterer én.

                      Og vær ydmyg! Som læge er du ekspert på dit faglige felt – det er klart, og det tror jeg, at langt de fleste mennesker anerkender og respekterer. Men patienten er eksperten i sit eget liv. Det skal man være ydmyg overfor. I forhold til de transkønnede patienter har jeg faktisk lavet en guide til, hvordan man taler til og om dem. Så hvis det er et nyt område, kan man bruge et par minutter på den. Så kommer man i hvert fald ikke til at træde nogen over tæerne med dumme fodfejl, der er lette at undgå. Man kan læse mere på min hjemmeside www.almindelig.com/trans

William kom ud af badet og stillede sig midt i værelset. Han var helt nøgen.

                      „Det her er min pik,“ sagde han, mens han pegede på sit skridt.

                      Jeg grinede.

                      „Det ved jeg da godt.“

                      „Nej. Jeg mener det.“

                      Han bevægede hele hånden rundt i cirkler foran sit skridt.

                      „Alt det her er min pik.“

                      Han havde længe kaldt den lille knop, der engang var hans klitoris, for sin pik. Han havde forklaret mig, hvordan klitorissen og pikken i virkeligheden er den samme kropsdel, der bare har udviklet sig forskelligt siden engang i fosterstadiet. Hormonerne havde fået hans til at vokse, så den var blevet til en lille bitte pik.

                      „Men er det ikke kun den der ...“ jeg pegede på knoppen, „der er din pik?“

                      „Nej. Fra nu af er det hele min pik.“

                      „Men, altså, pik betyder jo noget andet. Ikke for at være streng, men det ord er altså allerede taget.“

                      „Og hvad så?“

                      „Ja, så er det lidt forvirrende, hvis du kalder alt det der for din pik. Du kan godt kalde din pik for din pik, men det andet ... altså ... ja, hullet, det kan jo ikke være en pik.“

                      „Hvorfor ikke?“

                      „Jamen, William. Det betyder jo noget andet.“

                      „Hvem siger det? Det er min krop, så jeg kan vel selv bestemme, hvad jeg kalder tingene, kan jeg ikke?“

                      „Jo, det kan du vel. Det er bare lidt forvirrende.“

                      „For hvem?“

                      „For andre folk.“

                      „Synes du, det er forvirrende?“

                      Det syntes jeg, men jeg var også bange for, om han testede mig. Det føltes som en fælde.

                      „Ja, det er måske lidt forvirrende.“

                      „Tror du ikke, du kan vænne dig til det?“

                      „Jo, selvfølgelig. Det er også godt, den har fået et navn, men du skal nok regne med, at andre bliver forvirrede.“

                      „Andre behøver ikke snakke om den. Hvis ikke man kan kalde det her en pik, så skal man ikke snakke om den.“

                      „Okay, lille flue, men kommer du så ikke lige herover?“

                      William kom helt over til sengen og stod foran mig. Jeg kiggede ham lige ind i skridtet.

                      „Hvad laver du?“ spurgte han.

                      „Jeg kigger på din pik. Jeg har aldrig før set sådan en pik som den, du har.“

                      Så grinede han.

                      „Hvad synes du så om den?“

                      Jeg tog mig god tid.

                      „Jeg synes, den er ... flot,“ sagde jeg. „Men hvordan skal jeg så kende forskel på de forskellige dele af pikken?“

                      „Det behøver du da ikke.“

                      „Men hvis jeg gerne vil?“

                      „Så kan vi kalde det ...“

                      Han tænkte lidt.

                      „... yderpikken og inderpikken.“

                      „Det er en god ide. Men kan jeg så bolle dig i pikken?“

                      Han grinede, som om han blev kildet.

                      „Ja, det kan du godt.“

 

(Uddrag af »Sauna«)

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Right side