Content area

|

En oase i tilværelsen

En samtale med arkitekt Johannes Hedal Hansen om Panum Instituttet og dets arkitektoniske forældre: Eva og Nils Koppel.

Eva og Nils Koppel
Forfatter(e)

Christian Graugaard, chefredaktør

Vi skal tale om Panum Instituttet i København, et af det sene 1900-tals mest markante og omdiskuterede offentlige byggerier. Og vi skal tale om arkitektparret bag det monumentale værk: Eva og Nils Koppel. Deres karakteristisk enkle formsprog kom til at præge efterkrigstidens danske arkitektur, og med opførelsen af uddannelsesinstitutioner som H.C. Ørsted Institutet, Danmarks Tekniske Højskole (nu DTU), Panum Instituttet og Københavns Universitet Amager (KUA) skabte parret de fysiske rammer for generationer af københavnske studerende. Men inden vi kommer så langt, kan du så fortælle lidt om de to arkitekters baggrund og inspirationskilder? Hvad var de formet af, og hvad havde de med sig i bagagen?

Jeg er overbevist om, at ens private baggrund er med til at forme ens professionelle liv. Det er helt sikkert også tilfældet for en arkitekt, men mange arkitekturmonografier springer meget let hen over arkitekternes baggrund. Arkitekter er fagidioter: De ånder arkitektur, drømmer om arkitektur og ser på arkitektur, når de er på ferie. Sådan var Eva og Nils Koppel også – de var endda ret ekstreme. Men samtidig er det heldigvis også muligt at sammenstykke et rimeligt detaljeret portræt af arkitektparret som de mennesker af kød og blod, de naturligvis også var.

Både Eva og Nils voksede op i det bedre borgerskab. Det lugtede af tradition, men deres opvækst var på hver sin måde alt andet end konventionel. Nils var søn af en kvinderettighedsforkæmper og en meget kendt, jødisk redaktør ved Politiken. Han voksede op i brændpunktet af 1920'ernes og 1930'ernes kulturradikalisme. Men på trods af de mange intellektuelle impulser var han sent udviklet og blev udlært som smed på B&W, før han blev optaget på Polyteknisk Læreanstalt.

Eva voksede op under meget beskyttede forhold i en bankdirektørfamilie i Odense. Det lyder jo både konventionel og lidt kedeligt, men det var det ikke, for bankdirektøren var en prominent socialdemokrat. I modsætning til Nils var Eva den perfekte student, der direkte efter gymnasiet læste matematik på Københavns Universitet. Ved en forelæsning på Polyteknisk Læreanstalt i 1935 mødte Eva og Nils hinanden, og året efter blev de gift.

Når vi taler om Evas og Nils’ inspirationskilder, bliver det lidt sværere. Da jeg fik ideen til min bog om det dengang noget oversete arkitektpar, besøgte jeg dem. Det var i 1997, og jeg havde en lang samtale med dem om projektet. Men da jeg 15 år senere for alvor gik i gang med at researche til min bog, var de begge døde. De var absolut ikke teoretikere, så bortset fra et par artikler og taler ved forskellige lejligheder – de er heldigvis bevaret – ved vi ikke meget om deres inspirationskilder. Det er helt sikkert, at den finske arkitekt Alvar Aalto var arkitektparrets store forbillede i deres unge år. De arbejdede på hans tegnestue i to omgange lige før og under anden verdenskrig, og de var med til at udvikle to af mesterens kendteste projekter. Alligevel tegnede de aldrig noget, der havde direkte lighed med Aaltos arkitektur. Inspirationen blev abstraheret og omformet til deres helt egen stil.

I efterkrigsårene blev Italien en anden vigtig inspirationskilde. De tog dertil på alle deres ferier op igennem 1950’erne og opmålte blandt andet flisemønstre, som de hjemme i Danmark videreudviklede til stof- og tapetmønstre. I mange af deres huse kan man også genfinde kærligheden til de enkle, prismatiske bygningskroppe, som man ser i ældre italiensk byggeskik. Det gælder både de små enfamiliehuse og større institutionsbyggerier senere i parrets karriere.

Foto: Trappe

Eva og Nils Koppel etablerede allerede i 1940’erne deres eget lille arkitektfirma, som midt i 1950’erne fik vokseværk og forvandlede sig til en af Danmarks største tegnestuer med hen ved 100 ansatte. Hvad var det, som fangede tidens interesse og gjorde Koppels løsninger populære?

Eva og Nils havde en utrolig sikker fornemmelse for kvalitet og det enkle udtryk, man dengang kaldte »god smag«. Det var nok ikke et prædikat, de selv ville have brudt sig om! Men det er et faktum, at de som de første arkitekter brugte uhøvlede brædder som loftsbeklædning, og det kan vel siges at være indbegrebet af flere årtiers danske arkitektur fra 1950’erne og frem. Hvidmalet murværk, både inde og ude, var Koppelparret også nogle af de første til at bruge. Disse rå materialer gav modernismen et mere afslappet og menneskeligt ydre end den kølige funkisstil, man kendte fra før krigen. Og det var det, forbrugeren – som mennesket blev forvandlet til i denne periode – ville have. De to arkitekter leverede arkitektur til tiden, og den var både brugbar og smuk.

Når vi betragter efterkrigstidens arkitektur, må vi ikke glemme, at anden verdenskrig var et kollektivt traume, som samfundet hurtigst muligt ville ryste af sig. Der var bred enighed om, at alt det gamle på radikal vis burde erstattes af noget andet – en helt ny ånd. Da Statens Museum for Kunst genåbnede i 1970 (efter Eva og Nils’ store ombygning, hvor forhallens pompøse marmortrappe og salenes træpaneler og stukornamenter nidkært var fjernet), var alle enige om, at det var en fantastisk idé. Det er en tro på sin egen tids evner og en tro på fremtiden, som jeg savner i dag. Og jeg savner Koppels skulpturelle trappetårn, der lige så nidkært blev bortrenoveret i 1990’erne!

På bygherrernes side var Koppel især populære, fordi de som ingen andre havde styr på hele planlægnings- og byggeprocessen. Deres bygninger stod altid klar til tiden og til den budgetterede pris – eller endda under budget, som det skete med den Tekniske Højskole i Lyngby. Men ønsket om det radikale brud med fortiden spillede også en afgørende rolle i valget af et arkitektpar som Eva og Nils som kongelige bygningsinspektører i 1957, netop på et tidspunkt, hvor behovet for større uddannelsesinstitutioner eksploderede.

Deres første store undervisningsfabrik, H.C. Ørsted Institutet, er dybt præget af Bohrbrødrene og fakultetets mange andre åndsaristokrater. De havde nære internationale forbindelser og så, hvordan man i den angelsaksiske kultur bevidst brugte et radikalt moderne formsprog til at markere videnskabsmandens status som modernitetens superhelt. Med Eva og Nils som arkitekter blev H.C. Ørsted Institutet Danmarks første eksempel på den nye engelske arkitekturstrømning, der kaldtes for brutalisme og voksede frem sideløbende med litteraturens angry young men og i kølvandet på COBRA-kunstnerne. Bygningen er Panum Instituttets lillesøster, og den er efter min mening et overset hovedværk i periodens danske arkitektur. Gå en tur igennem den lange vandrehal med marmorgulv, rå betonkonstruktioner, mure af gule munkesten og en gigantisk mosaik af Carl Henning Pedersen. Se, hvor godt rummet stadig fungerer til nutidens undervisning – og bortset fra nogle af laboratorieetagerne står næsten alt, som da det blev taget i brug i 1964.

BibliotekBibliotek

Lad os tale lidt om Koppelparrets helt særlige bud på en modernistisk arkitektur. Selv skrev de i 1964, at arkitektur skulle være »en oase i tilværelsen«, og du udnævner i din bog »nøgternhed« til et nøgleord. Desuden karakteriserer du deres bygninger som »stille uden at være intetsigende – tilbageholdende uden at være selvudslettende«. Kan du sige lidt mere om parrets faglige særkender?

I modsætning til de fleste modernistiske arkitekter i deres samtid var Koppelparret slet ikke optaget af at presse arkitekturbrugerne ned i en støbeform eller at pådutte hr. og fru Hansen deres egne æstetiske idealer. Ideen om hjemmet som en maskine, et nærmest aseptisk miljø med stålrørsmøbler og afvaskelige overflader, lå dem meget fjernt. Deres mål var ikke at skabe et idealbillede, som brugeren skulle tilpasse sig, men ganske enkelt at lave nogle stemningsfulde rum, hvor der stadig var plads til brugerens individuelle ønsker og behov.

De var oprigtigt interesserede i det helt trivielle hverdagsliv, der udspillede sig i de huse, de tegnede. På skitserne til deres villaer og lejlighedsbyggerier kan man tydeligt se, at de brugte stor energi på at skabe nogle behagelige rammer for de mennesker, der skulle bo der. Det var helt simple ting som indbyggede skabe og godt lysindfald. Men samtidig skabte de rum, der ofte har en højstemt virkning – rum, der lægger op til, at beboeren kan skabe sine egne hverdagsritualer og blive ét med sine fysiske omgivelser. Hvis vedkommende altså overhovedet er åben for den form for poesi.

De samme principper gjorde arkitektparret også senere brug af i de meget store uddannelsesbyggerier. Rummene havde ofte monumentale proportioner, og de kunne have et nærmest piranesisk præg – altså rum, man ikke umiddelbart kan overskue. Hermed skabte de rum, hvor man kunne falde til ro og skabe sin egen mentale oase. De enkle materialer – fx rå beton og håndstrøgne mursten – sørgede for, at de store bygningskomplekser fik en meget jordnær og selvfølgelig stemning. Det var en ret usædvanlig tilgang til institutionsbyggeri på den tid. Alene ordet »stemning«, som parret ofte brugte, ville dengang få modernismens ypperstepræster til at gyse af væmmelse.

 

Hvad betød det egentlig, at parret havde hinanden både privat og professionelt? Det virker på mig, som om de med årene nærmest voksede helt sammen. I hvert fald fagligt …

Jo, men helt sikkert endnu mere privat! Mens de fagligt havde en klar arbejdsdeling, var de privat sammen om det hele. Fra madlavning til kunstkøb. De blev jo gift i en meget ung alder, Eva var kun 20 og Nils 22, så de har sammen kunnet udvikle deres smag på det tidspunkt i livet, hvor man er i gang med at danne sig en identitet og stadig suger til sig af påvirkninger udefra. Det betød en nærmest total sammensmeltning af to stærke personligheder, som havde mange ligheder, men også betydelige forskelle. Og det er klart, at det giver en god og tryg basis, når man skal skabe sig en plads i en verden, der er midt i en verdenskrig. At de var nødt til at flygte til Sverige i oktober 1943 på grund af Nils’ jødiske baggrund, har kun styrket deres sammenhold.

Eva havde ingen jødiske rødder, men hendes familie stammede fra øerne i de fjerneste hjørner af det danske rige: Sankt Croix og Bornholm. Det har nok affødt en vis outsideridentitet hos hende, og den gik godt i spand med Nils’ irreligiøse, men dog meget bevidst jødisk-kulturelle opdragelse. Netop den ligefremme og lidt rå omgangstone, der var udbredt i det dansk-jødiske miljø, blev et særkende for parret, både privat og i deres virke som arkitekter.

Professionelt har deres tætte forhold nok medvirket til at isolere dem i forhold til det omgivende faglige miljø. Og det begyndte allerede i studietiden, hvor de skilte sig ud fra kammeraterne som den ubrydelige enhed, de hurtigt var blevet: et par pligtopfyldende perfektionister, der havde nok i sig selv. Da de i 1954 vandt den prestigefyldte konkurrence om en ny Langeliniepavillon, blev de alt andet end populære blandt arkitektkolleger og -konkurrenter, der mente, at de selv skulle have vundet. Eller i det mindste Jørn Utzon med sit utopiske paddehattetårn i beton og glas. Her blev kimen lagt i den danske arkitektstand til et udbredt had til parret, et had, der i den ældre generation lever den dag i dag.

Den positive side af Koppelparrets personlige sammensmeltning var, at de kunne stole på hinanden. Hvor mange rent faglige arkitektpartnerskaber besværliggøres af en uklar arbejdsdeling og primadonnanøkker, var der ingen usikkerhed hos Eva og Nils. Eva var det organisatoriske talent, der opbyggede tegnestuen og sørgede for, at alting fungerede upåklageligt. Nils var ansigtet udadtil: festaben, der holdt sjove taler ved rejsegilderne og fik det hele til at glide, når der var problemer med et projekt. Kunstnerisk set var Nils nok stærkest, men det var Eva, der holdt ham i tøjlerne og sikrede, at det hele blev realiseret som planlagt. Og da arkitekturen jo er en bunden kunstart, er netop det et utroligt vigtigt – men ofte overset – aspekt.

Arbejdsdelingen mellem Eva og Nils udfordrede datidens kønsrollemønster og var grobund for mange seksuelt tonede vittigheder i de mørke kroge på tegnestuen. Hvem lå øverst, hvem havde bukserne på og så videre. At Eva var høj og ranglet, mens Nils var lille og bred, har nok ikke gjort sagen bedre. Eva var frygtet blandt de mange murere, når hun kom på byggepladsbesøg. Så var det med at bukke sig over mørtelspanden og være travlt beskæftiget! Når Nils kom på byggepladsen, fik man en bajer og en sludder. Man kan tolke dette på to måder: Eva var en kold, menneskefjendsk »bitch«, eller Eva var en foregangsperson i ligestillingen mellem kønnene i en tid og et fag, hvor talentfulde kvinder altid stod i skyggen af mænd. Jeg synes jo, at den sidste tolkning er den rigtige: Eva Koppel var en pioner, der bare gjorde, hvad der faldt hende naturligt, uden at skelne til konventionerne.

Og så er der Panum Instituttet, hvor jeg selv og tusindvis af andre læge- og tandlægestuderende har henslæbt mange intense studieår – formentlig uden at skænke de unikke fysiske rammer en tanke. Med sine mere end 100.000 kvadratmeter blev byggeriet Koppelparrets største enkeltbyggeri, men det blev vel også deres mest turbulente byggeproces? Opførelsen tog næsten to årtier, og det måtte omprojekteres adskillige gange undervejs, fordi budgetterne skred, og de politiske vinde skiftede. Kan du fortælle lidt om Koppels oprindelige visioner med Panum Instituttet – og om den langvarige og kaotiske byggeproces?

Man må jo huske på, at Panum blev tegnet på et tidspunkt, hvor staten havde planer om at fortsætte Helsingørmotorvejen forbi Panum Instituttet og ind til Søringen – en motorringvej langs søerne og videre ud til Amager. En rædselsfuld idé, der heldigvis blev skrottet! Forventningerne om enorme trafikstrømme gjorde, at arkitekterne fra de allerførste skitser i 1964 planlagde en ret lukket facade ud mod Tagensvej. Ideen udviklede sig fra en sluttet karréform med fritliggende auditoriebygninger i midten til en kamstruktur med en kraftig betoning af muren mod Tagensvej.

Bag muren planlagde man en levende bycampus omkring en stor central grønnegård, sådan som man kender det fra de klassiske engelske og amerikanske universiteter. Op mod Nørre Allé placerede man et sportscenter med en svømmehal og det hele. Men den side af universitetsbyen blev sparet væk, da den økonomiske krise begyndte at sætte sine første spor i samfundet. Dermed blev U-formen med et levende hjerte til en L-form med en mærkelig amputeret kantine i foden langs Blegdamsvej. Det næste, der blev sparet væk, var administrationstårnet, som skulle ligge, hvor det nye forskertårn er blevet opført. Man havde faktisk allerede støbt fundamenterne til højhuset, da det blev opgivet – det siger noget om, hvor dramatisk situationen med statsfinanserne var.

I 1970’ernes slutning blev situationen stabiliseret, og staten indså, at man ikke havde andet valg end at afslutte byggeriet på en eller anden måde. Da antallet af lægestuderende i mellemtiden var reduceret kraftigt, blev Tandlægehøjskolen redningen, så man kunne få fyldt bygningen med studerende. Projektet måtte omprojekteres kraftigt, og man tilføjede nogle mere publikumsvenlige ventemiljøer. Nu taler vi jo hele tiden om Eva og Nils Koppel, men jeg må understrege, at Panum Instituttet blev så helstøbt, som det blev, på grund af sagsarkitekten Gert Edstrand, der i 1969 indgik i et partnerskab med Koppel og en anden tidligere ansat, Poul Erik Thyrring, under navnet KKET. Det var faktisk ham, der trak det store læs igennem alle de svære år.

 

Det har altid slået mig, at der er enorm forskel på Panum Instituttets lidt fjendtlige og golde ydre og så dets indre, som er fyldt med poetiske detaljer – fra de små grønne anlæg til de farvede stålgelændere, fra lofternes træpaneler til de specialtegnede lamper …

Det golde ydre, som du kalder det, er jo nok grunden til, at Panum blev lagt for had i vide kredse, ikke kun af den almindelige københavner, der passerer det på en kold og regnfuld tirsdag morgen, men også af rigtig mange arkitekter. Det er synd, at der ikke er flere mennesker, der tager et smut ind igennem bygningen og oplever den indefra.

Det er jo en kraftfuld idé, den måde hvorpå byggeriet eftertrykkeligt vender ryggen til den travle Tagensvej, hvor samfundets magt- og velhavere glider forbi i deres biler – undervejs fra Whiskybæltet til Slotsholmen. Arkitekturen giver fingeren til den etablerede samfundsorden og skaber sin egen fantasiverden bag muren af røde teglsten og beton. Her danner de robuste materialer og kraftige, glade farver trygge rammer for gruppearbejde og faglig udveksling på tværs af traditionelle skel. Bygningens idégrundlag var langt forud for sin tid. Og de ge-digne materialer har også vist sig at være særdeles holdbare – man kan sagtens se, at bygningen efterhånden har nogle år på bagen, men betonen, terrakottafliserne og plankelofterne har faktisk fået en smuk patina.

Foto: Kælder

Og så er der kunsten, som jo er en dybt integreret del af Panum Instituttets indre liv – fra Tonning Rasmussens farvestrålende vægmalerier til Bjørn Nørgaards vidunderlige keramiske relieffer. Jeg forstår, at kunstnerne var en del af bygningens skabelsesproces, og at kunstværkerne ikke blot blev indkøbt, da byggeriet stod færdigt …

Ja, det var et meget vigtigt aspekt for Eva og Nils, der begge var meget interesserede i kunst. Deres eget hjem blev efterhånden fyldt til bristepunktet med samtidskunst, og på tegnestuen hang de malerier, der var for store til villaen i Jægersborg. Nils sad i styrelsen for Statens Kunstfond fra dens oprettelse i 1956, og han var på den måde aktivt involveret i at få billedkunst og arkitektur integreret, så kunsten ikke bare blev en overfladisk udsmykning, men blev tænkt ind i byggeprojektet fra starten i et samarbejde mellem arkitekt og kunstner. Det lykkedes ikke i så mange tilfælde, da det ofte blev en kamp mellem to store egoer. Men på Panum gik det godt!

Tonning Rasmussens to vægmalerier og den farvepalet, han udviklede til bygningens døre, gelændere og skorstene, er enestående i verden. I sig selv nok til, at bygningen burde fredes hurtigst muligt! Det andet meget vellykkede i integrationen af kunst og arkitektur var slet ikke planlagt fra begyndelsen: den lange byggeperiode. Mens det arkitektoniske formsprog blev gennemført uden ændringer fra start til slut – kun Tandlægehøjskolen fik en lidt anden karakter end resten – flyttede kunsten sig sammen med resten af samfundet. På den måde er der ganske utilsigtet kommet to historiefortællinger, der udfolder sig i hvert sit tempo, og med en forbløffende effekt. Den slags kunne man ikke have udtænkt, og det er netop én af grundene til, at helheden virker overraskende.

 

Panum Instituttet blev Koppelparrets sidste store bygningsværk, og da det omsider stod færdigt, var parrets stjerne faldet betydeligt. Ja, faktisk så meget, at de i en årrække blev udeladt af arkitekturhistoriske værker, og fagbladet Arkitekten ikke engang fandt anledning til at bringe en nekrolog, da de døde. Hvad skyldes den enorme nedvurdering af deres værk? Og er den rimelig?

Mit svar på dit sidste spørgsmål er selvfølgelig et stort og rungende NEJ! Grunden til, at jeg skrev den store Koppelbiografi, var jo netop, at jeg ville prøve at slå Eva og Nils Koppel fast som to arkitekter, der var utroligt vigtige, ikke bare for efterkrigsårenes danske arkitektur, men for hele udviklingen af det danske velfærdssamfunds identitet. Om man kan lide de mange bygninger, de fik opført rundt omkring i hovedstadsområdet, er et personligt spørgsmål, men det er dybt kritisabelt, at flere arkitekturskribenter siden 1980’erne mere eller mindre bevidst har forsøgt at udradere parrets betydning for vores kulturhistorie. Som vi tidligere har talt om, begyndte deres stjerne i arkitektverdenen jo at dale allerede i midten af 1950’erne, men det var ikke noget, der holdt dem vågne om natten. De fokuserede i stedet på, at både bygherrer og brugere var glade for deres huse.

For Panum Instituttets vedkommende var problemet helt konkret, at byggeriet var så længe undervejs, at samfundet ændrede sig drastisk, fra projektet blev vedtaget i 1969, og til det stod helt færdigt i 1986. Energikrisen kom, og Søringen blev droppet. 1970’ernes varme fællesskabsarkitektur blev skiftet ud med fattigfirsernes forkromede hi-tech. Så da Danmarks største enkeltbygning endelig stod færdig, blev den i bedste fald modtaget med et skuldertræk. Men i brede kredse blev bygningen simpelt hen lagt for had.

Foto: Tegning

Du kalder i din bog Koppelparret for »skabsdissidenter« og mener, at de repræsenterer en »indesluttet revolte«. Hvad mener du med det?

Uha, der er jeg måske ude i en indforstået arkitektsnak. Jeg har ellers forsøgt at gøre bogen spændende at læse for alle. Min pointe er, at Eva og Nils inden for datiden arkitektoniske rammer, der var 100 procent styret af modernismens ideer, skabte deres helt eget, unikke arkitektursprog. Et sprog, der anviste andre muligheder end den stringente modernisme. Men i modsætning til deres mere poetiske samtidige kolleger – folk som Jørn Utzon samt Karen og Ebbe Clemmensen – gjorde de ikke noget stort nummer ud af det. Deres revolte blev gennemført ad bagdøren, uden at nogen lagde mærke til det. Og deres oprør havde ikke en outsiderposition, sådan som man normalt ser det. Det var et oprør fra magtens centrum, fra en af landets største tegnestuer.

 

Og her på falderebet: En del af Panum Instituttet har inden for de seneste år måttet lade livet i forbindelse med opførelsen af det nye Forskertårn. Er det efter din mening lykkedes at fusionere Koppels værk med det høje kobbertårn, som dominerer en hel bydel? Tror du, at Eva og Nils smiler fra deres himmel?

Forskertårnets arkitekter har desværre ikke gjort sig den helt store umage med at skabe en smuk overgang mellem gammelt og nyt. I det udvendige passer bygningerne rimeligt godt sammen – i det mindste så længe kobberskodderne stadig er brune. Indvendigt har man fx brugt lofter af trælister for at skabe en lighed mellem det nye og det gamle. Resultatet er dog, at man nu tydeligt ser forskellen på datidens gedigne, rå materialer, der kan tåle et stød og patinerer smukt, og de glatte og slikkede overflader i nybyggeriet.

Det helt store tab i sammenstødet mellem det gamle og det nye Panum Institut er, at Koppelparrets enorme vindeltrappe, der førte fra indgangen ved Blegdamsvej til vandrehallen i førstesalsniveau, blev skrottet. Det var en af deres smukkeste, og de tegnede utallige vindel- og spindeltrapper i årenes løb. Det var deres foretrukne trappetype – jeg har en teori om, at det var fordi, brugerne kommer tæt på hinanden på sådan en trappe. Derfor er vandrehallerne også ret smalle, så man får et levende rum, et sug af energi fra det ene undervisningslokale til det næste. De forskellige »udposninger« på vandrehallen gør det samtidig muligt at opholde sig der og betragte menneskemylderet passere forbi. Det er virkelig raffineret! Hvor det gamle Panum er en eksplosion af farver og stoflighed, er udvidelsen snarere et studie i entropi: grænseløst, blodløst og efter min mening lidt for tamt.

Tonning Rasmussens vægmaleri i den tidligere forhal ved Blegdamsvej er heldigvis bevaret, men det er nu underligt fortabt i en blindgyde så bred som en motorvej. Det virker, som om man ikke rigtig vidste, hvad man skulle stille op med det. Og kunst er jo heller ikke integreret i nybyggeriet – det var nok for kompliceret for den hær af sortklædte arkitekter, der med computerens hjælp har udtænkt tårnet! Mon ikke det med tiden lykkes at finde en funktion til rummet foran kunstværket, så det igen kommer til at indgå i en meningsfyldt sammenhæng? Det fortjener Rasmussens store værk, der jo indgik i en nøje udtænkt sammenhæng med kunsten og farverne i resten af det gamle Panum Institut.

 

Man har da lov at håbe …

Ja, ikke?

 

»Eva & Nils Koppel« er udkommet på Strandberg Publishing, som takkes for velvillighed og venlig assistance. Artiklens nyere fotografier er taget af Jens Lindhe, og alle illustrationer er fra bogen.

 

Arbejdsdelingen mellem Eva og Nils udfordrede datidens kønsrollemønster og var grobund for mange seksuelt tonede vittigheder.

 

Nils og Eva Koppel

Nils Koppel (1914-2009) og Eva Koppel (1916-2006) blev gift i 1936, og begge er uddannet på Arkitektskolen 1935-1941. De arbejdede 1938-1939 og 1943-1945 på Alvar Altos tegnestue i hhv. Helsinki og Stockholm og oprettede i 1946 deres egen tegnestue i København. Parret fik i 1957 et stort gennembrud med Langelinie Pavillonen, og Nils Koppel blev kort efter udnævnt til kongelig bygningsinspektør.

I begyndelsen af deres karriere tegnede Eva og Nils Koppel en række originale enfamilieshuse, og blandt hovedværkerne er en villa i flere planer tegnet til psykiatriprofessor Villars Lunn (1911-2005). I disse tidlige år designede de også talrige møbler, tapetmønstre, lamper og udstillingsstande, der var med til at gøre dem kendte i brede kredse.

Blad nummer: 

💬 0 Kommentarer

Tilføj kommentar