Et ekko af natur

Gurli Elbækgaard, jeg er en stor beundrer af dine keramiske værker, som jeg senest havde fornøjelsen af at nærstudere i sommer, da du var den ene halvdel af udstillingen »Naturens resonans« på Bornholm. Dine værker er både sære og æstetisk smukke – men jeg er nok især fascineret af dem, fordi de minder mig om min ungdom blandt organer og væv på Panum Instituttets anatomiske studiesal. Når jeg betragter dine skulpturer, ser jeg både hjerter, nerveceller, blodkar, tarmvæg og lungevæv. Er det mig, der ser syner?

                 Hvor sjovt! Og nej, du er ikke den første, som tænker på hjerter og blodårer, når du ser mine værker. Men jeg må desværre skuffe dig med, at de indre organer på intet tidspunkt har været i mine tanker i udviklingen af værkerne. I flere af mine projekter er jeg derimod optaget af fænomener som træer og mos. Min inspiration kommer rigtigt nok fra naturen, men især fra træstammer, rødder og stubbe. Og et sted i processen tager den skulpturelle formgivning over, så jeg slipper udgangspunktet og »bare« laver former.

Du kalder selv disse unika for »kunstnerisk geomorfologi«. Hvad ligger der mon i den betegnelse?

                 I starten havde jeg det meget svært med at give titler til mine kunstværker, så jeg brugte i stedet fællesbetegnelsen »geomorfologi«. Et ord, som beskriver min interesse for at gengive oplevelser og fortolkninger af naturen, især geologiske processer og landskabsformer.

Skaber du dine skulpturer frit fra leveren, eller er du den type kunstner, som forbereder sig minutiøst og leder efter objekter i naturen, som du så fantaserer videre over?

Jeg kunne sikkert godt lave skulpturer på kommando, men jeg tror ikke, de ville blive særligt interessante. Jeg arbejder ofte i temaer og er typisk inspireret efter rejser. For eksempel skabte jeg en række »Kratervaser« efter en tur til Island, ligesom jeg skabte vaser og fade, som jeg kaldte for »Stammer« og »Snit« efter et ophold i Finland. Her var jeg dybt fascineret af overfladen og formen på de mange birketræer og af årringene på de fældede stammer.

                 Når jeg er blevet tændt på noget, går jeg ofte længe og tænker over, hvordan jeg kan bruge min fascination, og hvordan jeg kan gribe opgaven an i ler og overflader. Så begynder der en proces, hvor jeg laver skitser i ler og glasurprøver, og hvor jeg forholder mig helt konkret til mit udgangspunkt. I den næste fase af processen arbejder jeg mig ofte længere og længere væk fra den oprindelige idé, og det er her, de spændende værker opstår. Når jeg så er i flow, arbejder jeg med flere værker på samme tid, og på den måde giver værkerne noget til hinanden.

Som man kan se af din hjemmeside, arbejder du også mere traditionelt, og du har bl.a. formgivet et meget smukt spisestel med tallerkner, skåle, fade, kopper, tekande og det hele. Hvad er forskellen på at arbejde »funktionelt« og så at syre ud, som du gør i dine organiske skulpturer? Er det sidste et frikvarter fra det første? Eller er det måske omvendt?

Jeg har altid arbejdet med brugsting og unikaværker samtidig, og jeg har nydt begge dele. I de første år efter, at jeg blev uddannet, fokuserede jeg mest på de skulpturelle ting, og jeg deltog på mange censurerede udstillinger. I 2008 fik jeg nyt værksted med tilhørende butik, og i en årrække havde jeg mere fokus på brugsting.

                 Endnu mere fokus fik jeg på service, da jeg i 2013 blev kontaktet af en restaurant fra London, som ville høre, om jeg kunne lave et tallerkenstel til dem. Det blev til de første 170 tallerkner, og siden er nok halvdelen af min arbejdstid blevet brugt på at holde møder, udvikle og producere – og heldigvis også på at spise på gourmetrestauranter i både Danmark og udlandet! At producere så mange brugsting er dog hårdt for kroppen, og det er også en af grundene til, at jeg har nu besluttet, at jeg igen vil fokusere på den skulpturelle side af mit formsprog. Det, du kalder at »syre ud« …

Et lidt selvoptaget spørgsmål her til sidst: Tror du, at vi som sundhedsprofessionelle kan få noget særligt ud af at se på skulpturelle værker som dine? Tror du ligefrem, at kunst kan gøre os til bedre fagpersoner?

Uh, det var et svært spørgsmål, som jeg ikke rigtig tør svare på. Men helt generelt synes jeg, at kunst beriger vores liv på mange forskellige planer. Jeg har så sent som i dag haft den store oplevelse at se Mamma Anderssons fantastiske udstilling »Humdrum Days« på Louisiana. Malerier, som var så smukke, intense og magiske, at jeg har været dybt påvirket hele dagen.

                 På mine egne udstillinger har jeg ofte oplevet mennesker tale om mine værker og hørt dem fortolke videre på deres oplevelse af værkerne. Præcis som du har gjort, når du kommer til at tænke på din ungdom blandt organer, celler og væv. Folk skaber ligesom helt nye historier ovenpå værkerne, som – hvis jeg er heldig – påvirker dem positivt på deres videre vej.

Gurli Elbækgaard er uddannet på Designskolen i Kolding i 2000 og arbejder med både mindre serier af funktionelle brugsting og skulpturelle værker. Hun arbejder med sine unikaværker i et organisk formsprog, som er tydeligt inspireret af naturens univers. Læs mere om Elbækgaards værker på hjemmesiden www.elbaekgaard.dk. Fotografierne i artiklen er alle taget af Ole Akhøj.