Efter 12 år i chefredaktørstolen giver Christian Graugaard posten videre. Var det ikke også på høje tid, spørger han kritisk sig selv.
Christian, du har – med en indlagt pause – været chefredaktør for Bibliotek for Læger i hele 12 år. Er det ikke indbegrebet af pamperi at sidde så længe?
Jo, på papiret ser det ikke godt ud, det indrømmer jeg blankt. Men i mit første redaktørskab (2006-2012) var jeg meget pæn og forsigtig, og først da jeg blev tilbudt chancen igen i 2016, turde jeg for alvor sætte mit eget præg på tidsskriftet. Det faldt sammen med en flot saltvandsindsprøjtning fra Lægeforeningens side: Vi fik for første gang nogensinde lov til at trykke i farver, og der blev kælet langt mere for de grafiske detaljer end tidligere. Det greb jeg som en gylden mulighed for også på indholdssiden at justere Bibliotekets lidt støvede image.
Jeg elsker selv nørdede artikler om sårhagens historie og Napoleons galdesten, men der må også gerne være lidt, som peger fremad eller sætter vor egen tids lægegerning i kritisk perspektiv. Det var derfor, vi placerede den dejligt rummelige varedeklaration på omslaget: »Tidsskrift for sundhedens historie, kultur og etik«, og det var derfor, vi indførte nye formater som »Etisk stuegang«, »Et billede fra min hverdag«, »Kunstpause«, »Poetisk stuegang« og »Fem skarpe«. Som et forsøg på at supplere det medicinhistoriske – som i årtier har været Bibliotekets rygrad – med nye, skæve blikke på den moderne medicin.
Så jo, jeg har nok siddet lige lovligt længe. Men jeg håber, at pamperiet har ført gode ting med sig.
Bibliotek for Læger har jo ændret sig ganske markant i din tid som redaktør, og især i den sidste periode blev der skruet gevaldigt op for magasinformatet med en farverig billedside og masser af kunst og kultur. Helt ærligt, kan det hele ikke blive et nummer for arty-farty?
Ups, det er vist en ren tilståelsessag! Jeg er selv »skabshumanist« og har altid opsøgt lægefaglige miljøer med sans for menneskelig musikalitet, hvis man må udtrykke det sådan. Det var derfor, jeg arbejdede nogle år i psykiatrien, før jeg blev fuldtidsforsker. Og det var også det, der tiltrak mig ved det sexologiske felt. Anerkendelsen af, at mennesket både er en naturlig og en kulturlig skabning.
Jeg er selv storforbruger af kunst og litteratur – og jeg anbefaler altid mine studerende, at de nu og da lægger lærebøgerne til side og går en tur i biografen, på museum, i teatret, på biblioteket … jeg tror fuldt og fast på, at et kunstnerisk blik på sundhed og sygdom kan være en konstruktiv sten i træskoen, som til syvende og sidst gør os til bedre læger, fordi det vender vores medicinske remser og systemer på vrangen og tvinger os til at forstå vores patienter, vores forskningsgenstand og os selv på nye måder.
Det er derfor, der er kommet både poesi og kunst i Bibliotekets spalter. Det liver op og puffer til vanetænkningen, synes jeg.
Til daglig er du sexologiprofessor på Aalborg Universitet, og det har læserne sandelig måttet døje med! Der har været artikler om tyske homo-aktivister fra 1800-tallet, om transpersoners trivsel, om onaniens historie og om skolernes seksualundervisning. Sig mig, er det ikke en lidt selvoptaget redaktionel linje, du har kørt?
Hm. Mon ikke enhver chefredaktør slæber sin egen faglighed med ind i spalterne? Er det ikke i virkeligheden en del af charmen, at forskellige redaktører har deres egen lægekultur med i bagagen, og at man kan mærke, om det er en geriater eller en hormonforsker, som sidder i styrehuset?
Sådan tror jeg faktisk, det har været lige siden de gamle koryfæers tid. Carl Otto var fx en ivrig frenolog, og i hans lange redaktørtid (1828-1846) kunne man læse mange indlæg om den eksotiske hjerneskalslære i Bibliotekets spalter. I Poul Bonnevies periode (1955-1976) blev der trykt vægtige socialmedicinske artikler, og med Povl Riis og Henrik Wulff ved styrepinden i 1980’erne og 1990’erne blev der sat et flot fokus på medicinsk videnskabsteori og etik. Bibliotek for Læger har haft sine epoker, og det kan jeg enormt godt lide.
Bibliotek for Læger er – som du jo elsker at prale med – verdens ældste lægetidsskrift. Hurra for det. Men hvad i alverden skal vi bruge sådan en støvet museumsgenstand til i dag?
Uh, hvor god plads har vi? Jeg håber, at Biblioteket også fremover vil være et åndehul i en travl lægehverdag og repræsentere en lidt gammeldags langsommelighed, som giver plads til undren, eftertanke og refleksion. Vi ved jo alle sammen, at sundhedsvæsenet er under massivt pres, og COVID-19-pandemien (som vi for øvrigt har været glade for at kunne dække intensivt og med kant) har ikke gjort tingene bedre. Så jeg tror, at mange sundhedsprofessionelle vil have glæde af et fagligt »reflektorium« som dette – endda i et 100% analogt format, hvor der er kælet for æstetikken, og man kan lugte tryksværten, når man bladrer.
Og så må Bibliotek for Læger også gerne være et kærligt spark i røven på alverdens »kødsnedkere« og »dimsedutologer«, som tror, at sundhedens gåde kan findes på bunden af en petriskål eller for enden af et bronkoskop. Eksistensen er forunderlig og mangetydig, og det vil vi gerne minde det danske sundhedsvæsen om.
Okay så, tak for din indsats trods alt. Har du et godt råd til din efterfølger, Lene Agersnap?
»Turn and face the strange«, var det ikke sådan, David Bowie sang? Jeg håber, at også kommende redaktioner tør blande den klassiske akademiske originalartikel med andre slags formater, både de debatterende, de essayistiske, de poetiske og de regelret sære, som provokerer til overraskende tankevirksomhed.
Jeg ved jo, at Lene er en nysgerrig lægehumanist ligesom jeg, så jeg er overbevist om, at det gamle Bibliotek er i de bedste hænder, og at hun – med Andreas og Cecilie ved sin side – vil sætte sit helt eget præg på tidsskriftet med fokus på spændende emner, som jeg slet ikke har haft fantasi til at få øje på. Jeg ønsker dem alt muligt held og lykke. Og jeg takker vores trofaste læsere for denne gang. Det har virkelig været skægt.
Bibliotek for Læger er verdens ældste lægetidsskrift og er udkommet i ubrudt linje siden 1809. Følg tidsskriftet på Facebook og læs det store 200-års jubilæumsnummer kvit og frit på Bibliotekets hjemmeside, www.ugeskriftet.dk/bfl