Skip to main content

Fars tobaksskab

Foto: Steno Museet
Tobaksskab fra 1970'erne. Til højre ses det afbildede skilt »Pissoir«, som er typisk mandehørm fra den tid. (Steno Museets Samlinger) Foto: Steno Museet

Morten Arnika Skydsgaard

16. sep. 2025
2 min.

Tobaksskabet hang i fars arbejdsværelse i 1970’erne. Der var altid en lugt af pibe, som blev stoppet med tobak fra den lysegule dåse Dunhill No. 10. Jeg hentede tobakken hos den lokale Skjold Burne. Når der var fest i hjemmet, cirkulerede et fad med cigaretter, cerutter og cigarer inden desserten. Røgen var så tæt, at min søster forlod lokalet for at amme sit første barn. Far røg også i den lille Morris Minor, hvor vi sad tre børn på bagsædet. Han røg på toilettet, hvilket gav en forfærdelig lugt. Far var også behjælpelig, da hans lillebror Peter var utilfreds med sin trang til kager om aftenen, når han sad på sit værelse på kasernen. Så besøgte de begge »Pibe Dan«” i Vestergade i København, hvor de fandt en lækker pibe. Derefter blev lillebroren en begejstret piberyger. 

Begge var vokset op med en storrygende far, Harald, som røg en cigaret i bilen mellem hvert besøg hos en klient i sin dyrlægepraksis. Det blev til 20-30 Kings uden filter om dagen, indtil han fik en blodprop i hjertet som 58-årig. Under en senere indlæggelse på Esbønderup Sygehus bad hans gode ven, overlæge Andersen, ham om at kvitte smøgerne. Det resulterede i, at Harald blev så frustreret, at han tog sine cigaretter op af lommen og smed dem i hovedet på overlægen. Harald ophørte aldrig med rygningen, mens sønnerne senere indførte »rygeaftaler« for at begrænse forbruget.

I skabet hænger yndlingspiberne, som langsomt voksede i antal. Der er Zippo benzinlighteren, tobakspungen i sort læder og piberenserne, som var sjove at lave figurer af. Der er udstyret til selskaberne: cigarer, cerutter og cigaretter, hvoraf nogle »Ducados« var med mørk tobak. De stammede fra rejserne til Spanien, og min mor røg dem, når der var fest. Der er pibeskrabere og en tændstikæske med et »S« for Sven i filt, som jeg lavede i formning til far.

Omkring år 2000 kom de første danske rygelove. Det var slut med rygekupéer, rygning på hospitaler og de fleste andre arbejdspladser. Her 25 år efter er der stadig mange, der ryger – med en stor social slagside. Sundhedsstyrelsens »Sygdomsbyrden i Danmark« fra 2022 estimerer, at halvdelen af alle dødsfald og 40% af alle hospitalsindlæggelser kan relateres til rygning. Rygning slår angivelig flere ihjel end tuberkulose gjorde for 100 år siden, hvor hver syvende voksen døde af sygdommen. En langsigtet forebyggelse af tuberkulose fjernede stort set sygdommen fra Danmark på 50 år. Mon politikerne har modet til at gøre tobaksmisbruget til historie i Danmark? Vores dyrebare sundhedsvæsen har brug for det.